Virkeligheden er ind imellem svær at beskrive, når den former sig som et partsindlæg. Et par brune øjne og små ben, der løber hen mod hoveddøren i en lejlighed på Janesvej i Gellerupparken.
"Papa, papa," småklynker den toårige dreng og tror, at personen på den anden side, ude på den afskallede trappeopgang, er hans far. Faren, en 36-årig tuneser, blev for godt en uge siden hentet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), mistænkt for sammen med to andre at planlægge en afskyelig forbrydelse. Et mord på en mand, hvis forseelse er at tegne en tegning - af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Bladtegneren Kurt Westergaards hus ligger en kort cykeltur fra boligblokkene i Gellerup. Han har ikke kunnet bo i sit hus de seneste tre måneder af frygt for, at nogen vil hævne sig for hans tegninger. Westergaard kan heller ikke længere bo på det hotel, hvor PET har installeret ham, fordi man frygter for de andre gæsters sikkerhed.
Lejligheden på Janesvej er kaotisk. Alligevel er det, som om tiden er sat i stå af anspændt venten. Den to-årige og hans et år yngre lillebrors pludren er baggrundsstøj i et kafkask scenarium, der i de seneste dage har udspillet sig for deres mor, Anna, den 36-åriges kone, og hendes veninde Miriam. Miriam er gift med en anden 25-årig tuneser, der ligeledes står til administrativ udvisning af Danmark.
Hvorfor er der ingen beviser?
Mobiltelefonerne er hele tiden tændt. Opkaldene besvares med medhør på, men i stedet for svar og vished om de to kvinders mænd - sidder de i Sandholmlejren eller i Vestre Fængsel? Hvordan har de det? Skal de sættes på et fly til Tunesien, hvor de risikerer at blive udsat for tortur med det terrorstempel, de danske myndigheder udviser dem med - er det journalister med nye spørgsmål.
I Danmark præsenteres anklagede normalt for en dommer og får mulighed for at få deres sag prøvet i retten. Den nat, hvor betjentene sparkede sig vej ind i Anna og hendes mands lejlighed med en lyd som en klapstol, der smækkes hårdt i, iført skjolde, lygter og pistoler, fik hun ingen forklaringer. Heller ikke på, hvad PET lægger til grund for sin mistanke om, at hendes mand udgør en fare for statens sikkerhed. Hun blev gentagne gange præsenteret for det spørgsmål, om hun var indforstået med, at hendes mand, der har opholdstilladelse i Danmark, vil blive sendt ud af landet. Beføjelserne findes i terrorlovgivningen, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.
Miriam blev tilbageholdt i et værelse og så ikke sin mand, da han blev ført bort fra deres hjem.
Anna tror, anklagerne er det pure opspind. Miriam siger, at bladtegneren og hans hustru må have det lidt ligesom de to kvinder i lejligheden. Hensat i en tilstand af frygt på et grundlag, som ingen kender, andre end PET.
"Advokaten har end ikke sagt, at vi ikke må udtale os om sagen, for hvad er det, vi ikke skulle udtale os om. Hvorfor lægger de ikke beviser frem for, hvad vores mænd har gjort," spørger hun.
For lidt siden stod jeg selv ude i trappeopgangen. En beboer har lukket mig ind i ejendommen, fordi Anna ikke reagerer på min kimen på dørtelefonen. Gellerupparken havde taget imod med sine gennemsigtige glasfacader, hvor udsyn og andres blikke blokeres af tunge gardiner i umage farver. Stierne omkring bebyggelsen fører hen til områdets Bazar Vest. Mænd og kvinder kommer gående med plastikposer fulde af madvarer. Børn er iført flyverdragter. En tv-vogn fra TV2 Øst kører forbi, og en stor forbipasserende mand råber: "Er han dum i hovedet", og fægter med armen, der i stedet for en hånd afsluttes med en klo. Hans yngre ven griner afslappet.
Min forestilling om de to kvinder i lejligheden har jeg fra deres optræden på tv, hvor de iklædt burkaer af den slags, hvor også øjen-sprækkerne er indhyllet i tyndt sort blondestof, bedyrer deres mænds uskyld. Efterfulgt af klip med brændende tvillingetårne.
I avisernes reportager bliver 22-årige danskfødte Anna, der konverterede til islam for fire år siden, og 20-årige Miriam, studerende med somalisk baggrund, beskrevet som kvinder, "der lever helt tildækkede" og "praktiserer kønsadskillelse i hjemmet". Annas mand er først blevet religiøs, efter han kom til Danmark i 1999, og han forsøger nu at leve som på profetens tid for 1.400 år siden. Beskrivelserne bygger på andres udtalelser fra lokalområdet og få korte udsagn fra hans kone.
Anna åbner døren til lejligheden efter nogen tids banken. Hun er iført en lang sort kjortel, og et sort pandebånd holder håret væk fra ansigtet. Inde i stuen er Miriam, der er på besøg, i gang med en støvsuger. Stuen kan deles op i to rum med tunge gardiner, så der er plads til mænd på den ene side og kvinder på den anden. Vægpynten er islamisk, og langs væggen står lyseblå træstole og et bord og plastikbiler til lejlighedens drenge. Det brede fladskærms-tv kører uafbrudt, enten med nyheder eller børne-tv. Det var via nyhedsudsendelserne, at Anna fandt ud af, at hendes mand var sat i forbindelse med planlægningen af mordet på bladtegneren.
"Jeg havde ringet til min mor og fortalt, hvad der var sket. Senere ringede hun tilbage og sagde, at et indslag i nyhedsudsendelserne måske havde noget med min mand at gøre." Anna har sat sig i den store hjørnesofa, efter hun har skænket et glas juice.
Efter få minutter, siger hun: "Jeg har det ikke særlig godt med det her interview. Du spørger om det samme som den journalist fra Ekstra Bladet, der lige har været her. Hvorfor konverterede jeg og så videre," siger hun træt. "Han spurgte om meget nærgående ting og undersøgte ting på mit toilet. Hvorfor skal jeg svare på sådan noget? Det her handler jo ikke om mig. Jeg snakker med journalister for at kunne hjælpe min mand. Men jeg tror ikke på det længere. Han bliver alligevel udvist."
Jeg viser de to kvinder udskrifter af de artikler, de medvirker i. Læser op af et debatindlæg, skrevet af kultursociolog Birgitte Rahbek i dagens Politiken, hvor hun konstaterer, at "hvis konerne til de mistænkte ville gavne deres mænd, skulle de stå frem med åben pande i stedet for at optræde i en mundering, der kun bekræfter alles fordomme om, at mænd, der har sådanne koner, må være terrorister".
"Ja, jeg vidste det," himler Miriam.
"Jeg sagde det også inden, vi besluttede os for at tage burkaer på i studiet for at skjule vores identitet, at hr. og fru Jensen ville opfatte os som terrorister eller sådan noget. Nu er jeg begyndt bare at trække noget af mit tørklæde op for ansigtet, når de fotograferer, så man kan se, at det er noget, jeg gør, for at skjule min identitet," siger hun og viser, hvordan hun trækker det grønmønstrede tørklæde op foran de varme, smilende og lige nu halvt ærgerlige øjne. Anna afbryder.
"Hvorfor skal jeg besvare så dumme spørgsmål? Det er ikke mig, der har et problem. Det er folk med fordomme, der har et problem. Det kan jo ikke være anderledes, når jeg er troende muslim," siger hun skarpt.
En helt normal pige
Miriam forklarer, at hun formentlig ville gå helt tildækket, hvis hun boede i et muslimsk land, hvor det er kutyme. Men i Danmark ville hun ikke være i stand til at passe sit job på sygehuset, hvor hun arbejder ved siden af studierne, hvis hun bar burka. Og på studiet ville det heller ikke være passende, det har hun indstillet sig på.
"Men du går jo heller ikke så meget ud," siger hun henvendt til veninden ved siden af i sofaen, som en forklaring på, hvorfor de praktiserer forskelligt.
Jeg spørger, hvad kønsadskilt liv betyder, og Miriam fortæller, at hun og hendes mand selvfølgelig ikke lever adskilt. Hun bærer tørklæde uden for sit hjem, og når hun har gæster. Og hun og hendes mand er også sammen, hvis Miriams familie er besøg, også selv om der er kvindelige familiemedlemmer iblandt. For Anna betyder det, at kun hendes far, onkler og sønner må se hendes hår og ansigt.
Men det virker også, som om det indimellem er svært at efterleve alle regler. For eksempel får jeg at vide af Anna før interviewet, at hun ikke vil interviewes af en mandlig journalist. Senere forstår jeg, at journalisten fra Ekstra Bladet er en mand, men at Anna har talt med ham iført burka.
Miriam kom til Danmark som syv-årig sammen med tre søstre fra det borgerkrigshærgede Somalia. De søgte om familiesammenføring med forældrene, der var blevet tilbage, men der var rod i papirerne, og de fik afslag. I 2006 så hun forældrene for første gang i 13 år.
"Det er også derfor, jeg kan sige, at jeg selv har valgt tørklædet, der er ingen, hverken fædre eller brødre til at tvinge mig til det. Det er noget mellem Allah og mig."
Anna, der lige nu er på barsel, vil ikke komme ind på sin baggrund, siger blot, at hendes forældre ikke kan støtte hende i den situation, der er opstået. De sociale myndigheder har besøgt lejligheden kort efter anholdelsen for at tilbyde sin hjælp.
Hun konverterede som 18-årig. Havde aldrig tidligere søgt religiøse svar på de spørgsmål, hun tumlede med, og var snarere skeptisk over for den form for forklaringsmodeller. Som teenager begyndte hun at læse bøger om islam på biblioteket og fandt oplysninger på nettet. I begyndelsen kendte hun ingen muslimer, som 18-årig konverterede hun. Og efter to år besluttede hun sig for at bære burka.
"Jeg er ikke undertrykt, jeg har selv valgt det. Jeg læste forskellige udsagn og billedlige beskrivelser af, at sådan gik kvinder klædt på profetens tid. Det er tydeligt, at det har været meningen. Han gik iblandt dem, og de kunne bare spørge ham til råds om, hvad der var det rigtige. Jeg opfatter det også som malplaceret, at jeg skal sidde sammen med min mand og hans venner. Hvad skulle jeg snakke med dem om, der ville bare blive en masse forlegenhed. Før jeg blev muslim, havde jeg det også bedst bare sammen med mine veninder," siger Anna. Et øjeblik efter ringer Ekstra Bladets journalist og beder Anna om at tjekke interviewet med hende. "Jeg håber, du vil godkende det," siger han. "Jeg er bare en helt normal pige ..." læser han op i telefonen.
Terrorlovens konsekvenser
De to kvinder har fulgt debatten på nettet om kritikken af de administrative udvisninger. Men PET kan vel heller ikke have spundet deres sag op på det rene ingenting? Har de to kvinder kunnet følge med i alt, hvad deres mænd har foretaget sig uden for lejligheden?
"Min mand interesserer sig overhovedet ikke for sådan noget. For lang tid siden, da jeg spurgte til tegneren, mente min mand, at han befandt sig i Holland. PET siger, at vores mænd har befundet sig tæt på tegnerens bopæl. Han vidste ikke engang, hvor det var. Under ransagningen beslaglagde PET hverken computere, mobiler eller 18.000 kroner, som min mand havde liggende kontant. PET havde planlagt deres historie på forhånd," mener Anna.
Miriam griner, forestillingen om hendes mand som terrorist er åbenbart grotesk:
"Min mand praktiserer islam, men er en moderne muslim, der respekterer dansk demokrati og kultur. Og jeg kender ham om nogen. Jeg kan se på ham, hvordan han har det, når han træder ind ad døren. Når jeg taler med ham på mobilen på arbejdet, kan mine kolleger ikke forstå, det er min mand, fordi vi griner og pjatter så meget sammen. Han er ret useriøs og ligner slet ikke sådan en fanatiker. Han er karseklippet og sportstrænet. Når han går ud, er det for det meste for at træne i Globushallen i Gellerup. Kollegerne på mit arbejde siger, at de ikke tror på anklagerne. Min mand er et hjemmemenneske, der elsker at hygge sig. Hvis han skulle gøre ting på nettet, så er det at se film og spille spil. Jeg spiller også en gang imellem," siger Miriam.
Ud fra Annas logik og overbevisning, er det ikke manden, der svigter hende, men de danske myndigheder.
"Anders Fogh vil jo ikke engang diskutere de administrative udvisninger," siger hun, rejser sig og forlader stuen, da telefonen endnu en gang bimler.
"Det her handler jo ikke om, at der er nogen i Danmark, der fører krig mod islam eller muslimer. Hele verden har jo været oppe at køre efter den 11. september," indskyder Miriam.
- Det er et bredt flertal i Folketinget, der har vedtaget den terrorpakke, der kan sende jeres mænd ud af landet uden rettergang ...
"Ja, men man var måske ikke helt klar over lovens konsekvenser dengang. Det tror jeg på, at folk får øjnene op for nu," siger Miriam.
Anna kommer ud fra soveværelset, hvor hun har snakket med advokaten. Der er godt nyt, tror hun. Advokaten har fået lov til at besøge hendes mand den efterfølgende dag. Og de sidder ikke isolationsfængslede: "Det er ligesom en rutchebane, først er man helt magtesløs, og så tror man alligevel, der er noget håb. Jeg sagde til advokaten, at han skulle sige til min mand, at jeg elsker ham."
"Hvad betyder det, at de ikke er isolationsfængslede," spørger Miriam ophidset. Anna kan ikke svare. Miriam forsvinder for selv at ringe til advokaten: "Jeg vil slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis min mand bliver udvist," siger Miriam, da hun vender tilbage fra et forgæves opkald til advokaten, "jeg kan ikke hjælpe ham, hvis jeg er helt brudt ned."
En farlig tid
Annas to børn er håndgribelige påmindelser om, at hun bliver meget alene, hvis den anke, advokaten har indgivet til integrationsministeren over udvisningerne, bliver afvist: "Hvordan skal jeg svare på, hvad jeg vil gøre. Min mand vil måske ikke engang være at finde i et tunesisk register," siger hun og vender ansigtet bort.
Jeg tænker på de to kvinder på Banegården, jeg tidligere på dagen hørte tale om de uroligheder og ildspåsættelser, der har præget forskellige byer i de foregående dage.
"Det er en farlig tid," mente den ene, en gråhåret kvinde med brun frakke og H&M-pose. Jeg spørger Miriam, om hun synes, det er en farlig tid.
"Jeg tager afstand fra de uroligheder, der har været, og jeg er meget ked af, at ballademagere har fjernet fokus fra, at Danmark i forhold til min mand overtræder den grundlæggende menneskerettighed, det er at kunne forsvare sig mod de anklager, der er rejst imod ham."
Eftermiddagen er blevet til tidlig aften, drengene er urolige, og Anna beder en tredje veninde, der har hjulpet med at passe børnene, om at hente de poser med madvarer, der står i en anden lejlighed.
"Jeg har ikke råd til at købe færdigmad endnu en aften," siger hun med et barn på hoften.
Da jeg vender tilbage til Banegården, er manden, der tidligere på dagen uddelte små bøger om islam og profeten på dansk, borte. Jeg viste den bog, jeg fik, til en af kvinderne i lejligheden, og hun sagde opmuntret, at det var godt, at der var mennesker, der arbejdede på mere forståelse mellem muslimer og ikke-muslimer i Danmark. Jeg spekulerer på, hvor mange danskere, der egentlig vil læse den bog, de har fået stukket i hånden på Banegårdspladsen. For er det ikke det, det hele bunder i - at muslimer ikke kan forstå, at langt de fleste danskere er lige så revnende ligeglade med Muhammed, som de er med Jesus?
Anna ønsker ikke at optræde med efternavn i denne artikel. Miriam er et opdigtet fornavn. De to kvinders identitet er redaktionen bekendt.
"Vi besluttede os for at tage burkaer på i studiet for at skjule vor identitet", altså ikke af religiøse grunde. Hvorfor skjule sig? Hvorfor ikke på dansk maner´ kæmpe med åben pande, når man har "rent mel i posen", og efter sigende stoler 100% på de tilbageholdte mænd, eller er der måske en snigende mistro. Det er jo ikke ukendt, at man i visse muslimske kredse, omgås sandheden særdeles lemfældigt, og i særdeleshed afpasser den efter deres fundamentalistiske tro, så hvorfor skulle specielt deres hustruer være fritaget for denne særlige egenskab.
Iøvrigt har jeg svært ved at forstå jeres frygt. I har tidligere givet udtryk for, at I stod lige for en ferierejse til Tunesien. Nu får I muligheden for sammen med jeres mænd at tage permanent ophold i et muslimsk land, hvor I i fred og ro kan dyrke jeres religion, uden at I behøver at føle jer udsat for evt. nedværdigende behandling.
God rejse!!
En regering, som går i krig for at indføre demokrati, viser naturligvis, hvad den opfatter som demokrati. - At mindretal skal indordne sig flertal, at regeringen er flertallets regering og at et angreb på en af flertallets mindste er et angreb på hele flertallet (staten).
Skulle vi ikke tage os sammen og markere, at et flertal, også i folketinget, ønsker at leve i en demokratisk stat, med respekt for magtens tredeling. Det er måske værd at overveje, om en stat, hvor blot en del af befolkningen føler sig repræsenteret af regeringen er et værdigt mål at kæmpe for.
Derfor synes jeg, at vi skal overlade det til domstolene at dømme eller fordømme, hvis det skulle komme så vidt.
Mon ikke det er de synspunkter, der gives udtryk for blandt debattørerne, der gør det meget forståeligt, at ingen muslimsk kvinde ønsker at blive udsat for at blive genkendt på gade som den, der er gift med en af dem, der muligvis havde til hensigt at myrde tegneren Kurt Westergaard?
Et andet sted på sitet er der en glimrende og tankevækkende artikel om den danske intolerance (eller ligefrem "nultolerance") - den giver god forklaring på ønsket om at optræde anonymt. At kvinderne overhovedet optræder, giver jo også et klart billede af, at der ikke er tale om isolerede, undertrykte kvinder - hvad der iøvrigt også i dagens Weekendavis stilles spørgsmålstegn ved i en glimrende kommentar om drenges og mænds forvisning fra hjemme i muslimske kredse.
"varme, smilende og lige nu halvt ærgerlige øjne"
flot iagttagelse af journalisten
Frida skriver:
Kvinder der bærer Burka er ikke symbol på kvinde undertrykkelse , jo måske i vestens øjne
Nu lever vi jo altså i Danmark, ikke i Dubai, og i vores kultur indgår ansigtsudtrykket som en ganske væsentlig del af kommunikationen mellem mennesker.
Man kan så vælge at holde sig uden for den kultur, man har valgt at flytte til, eller man kan vælge at indgå i den.
Til hans Jørgen Lassen
"Man kan så vælge at holde sig uden for den kultur, man har valgt at flytte til, eller man kan vælge at indgå i den."
JEG ER 100 % enig i det du siger -:) Man skal selv have lov til at vælge ....
Frida,
vist skal man selv have lov at vælge. Men det er jo så samtidig en smule absurd at vælge at bosætte sig et land, hvor kulturen i den grad strider mod ens egen, at man finder det umuligt at integrere eller assimilere sig.
Frida
gør det slet ikke indtryk på dig, når muslimske dissident-kvinder som Ayaan Hirsi Ali og Charlotte Djarvann fortæller, at slør, tørklæde og burka reducerer kvinden til en vare, mandens ejendom?
Hvad fortæller det dig, at stærkt repressive regimer i Iran og Saudi Arabien tæver kvinder, der ikke tildækker sig?
Er det ikke en luksus-holdning, at du kan tillade dig at sidde i Danmark og sige, at burkaen ikke er undertrykkende?
hvad det har med pavens "hat" (tiara) at gøre, forstår jeg ikke ...
mvh
Jørn Bent: "Når man ikke kan være sig selv bekendt, er det tilrådeligt med bahandling hos en psykolog eller psykiater."
Nå, du mener, når man skriver under pseudonym?
Lars Chr: "Hvad fortæller det dig, at stærkt repressive regimer i Iran og Saudi Arabien tæver kvinder, der ikke tildækker sig?"
Det fortæller mig blndt andet, at vi ikke skal efterligne deres repression ved at chikanere folk, der klæder sig anderledes, end vi finder rigtigt.
Når man har prøvet at have langt hår og skæg i midten af tresserne - altså før moden greb om sig - kender man på sin egen krop (ja, også i form af voldelige overfald) danskernes "tolerance" over for folk, der afviger fra normen.
Hej Vadmand
Jeg har aldrig talt om chikane og repression.
Men jeg skal ikke ligge skjul på, at det støder mig når kvinder pakkes ind i et telt.
Det er ikke bare tekstil, det er et tegn på en meget undertrykkende religion!
Jeg har også prøvet at have langt hår i den vestjyske provins - det faldt ikke i god jord hos alle.
Lars, det støder også mig. Men det støder mig langt mere, når paranoikere som "Dorte" vil rive sløret af dem.
det handler jo for de muslimske kvinder ikke så meget om undertrykkelse som om et fravalg af et offentligt liv. Mange muslimske kvinder har ingen interesse i at deltage i det offentlige liv og udveksle små frække blikke med tilfældige mænd på gadehjørner. De har valgt at fokusere deres liv og blik på det hjemlige ;- og glem nu ikke alle jer ivrige folk med holdninger, at muslimske kvinder ikke går tildækket derhjemme, men kun i det offentlige rum og i selskab med fremmed.
Hvor mange af jer med holdninger, har venner der er muslimer; hvor mange af jer har nogen siden besøgt en muslimsk kvinde i et muslimsk hjem? Hvor mange af jer har deltaget i hjertevarmen der fylder kødgryderne og kærer sig om børnene.
Jeg synes i har meget travlt med at være forargede over ikke at måtte se deres ansigter i det offentlige rum, men hvad med at investere jeres tid i i stedet at opsøge muligheden for at komme bag om de burkaklædte samfundsspøgelser og møde og kende kvinden bag.
I ved jo jo godt at i i det tilfælde ville ændre jeres syn.
Den koranske udlægning handler om at tildækningen mindsker risikoen for fristelse.
Med venlig omtanke.
Rk, kvinde
danskfødt dansker
Rk,
muslimske kvinder i telte er altså ikke undertrykte, de har bare fravalgt at have et offentligt liv!
Man skal høre meget før ørerne falder af ...
Jeg ville gerne i kontakt med en burka-klædt indvandrerdame. Hvad anbefaler du mig at gøre? Skal jeg uopfordret kontakte den næste jeg ser på gaden?
Mon hun inviterer mig hjem til de hjertevarme kødgryder, hvis jeg - oh, hvor formasteligt - ser hende i øjnene eller giver hende hånden?
Lars Christiansen, du må også inddrage den mulighed, at hun måske ikke har den samme lyst til at møde dig - og det er hun ærlig talt heller ikke på nogen måde forpligtet til.
undertrykt er man kun vil man selv opfatter sig som sådan Lars - og frihed er noget man tager. det er ikke noget man kan gives. Det er det samme med demokrati, det kan man heller ikke udbrede med våbenmagt, for at kunne fungere og være stabilt skal det være folkets eget værk.
Det er sådan fundamental viden som det forekommer mig at de borgerlig har glemt de senere år Lars - ikke mindst under indtryk fra de såladte neocons i USA
Rk
selvfølgelig er de da undertrykte - alt andet er bulshit - sagens kærne er imidlertid at de endnu ikke har opdaget det, heri er de ikke unikke, mange dansker kvinder havde også svært ved at se det i fortiden
Jeg ville aldrig bruge våbenmagt for at få adgang til burkaklædte kvinders hjertevarme kødgryder, Ristinge,
I øvrigt: Efter alle de artikler i årenes løb, der har haft den fantasiforladte overskrift "Bag sløret", havde det været forfriskende, hvis ovenstående havde heddet "Under Burkaen"
Nu er det jo som udganspunkt svært for mig at hjælpe dig til at få nye venner.
Men jeg tror hverken chikane eller hån er en god strategi.
Sådan får du vel heller ikke ikke-tildækkede venner, som du er nysgerrig efter at nærme dig.
Hvad angår kommentaren om at DE er undertrykte, misforstod du (evt. bevidst) intentionen med min kommentar, som var at gøre opmærksom på det bevæggrundlag, der forklarer mange ikke-fundamentalistiske kvinders beklædning. Og det var mit formodede ønske at åbne dit sind for at kvinder med tørklæde eller ligefrem burka også kunne have noget livsbekræftende at byde på.
Bliver du/I aldrig trætte af jeres egen påtaget negative stereotypiseringer?
Der er jo ikke noget i den kommentar, der konkluderer at andre elementer af den sammenhængende livsfilosofi (eller oversøiske regimer) ikke begrænser kvinders mulighed for "hvad som helst" hvis det er det du/i mener med at de endnu ikke selv er klar over at de er undertrykte. Men vi snyder jo alle os selv for det græs der er grønnere på den anden side, selv når vi har muligheden for at hoppe over hegnet, for da risikerer vi at efterlade noget tilbage som måske var værdifuldt. Således håber jeg ikke du lever i en formodning om at majoriteten af muslimske ægteskaber er ulykkelige; for da tager du med mediernes hjælp så grueligt fejl.
Og hvilken statistik bekræfter dig i at danske kvinder i virkeligheden er så meget lykkeligere nu?
Er det deres mulighed for at prioritere arbejdsmarkedets tillokkende ligløn over familien og børnene?, Se dér er en potentiel debat mellem dig og dine nye tildækkede venner.
Det kunne jo være de også syntes din kone var undertrykt fordi hun bliver tvunget til at slide på et kontor og ikke har tilstrækkelig tid til at skabe et harmonisk hjem, men i stedet er proppet med lykkepiller for at komme igennem tider af psykologordineret stress.
Når man først kommer i gang med at se tingene fra flere sider er det da værd at spørge disse muslimske kvinder om de overhovedet ønsker den gennemsnitlige danske kvindes liv. For godt nok er det ikke dem der tjener pengene, men når manden får sin månedsløn påskriver traditionen at han afleverer dem til sin kone, der enerådigt administerer dem til husholdning, og derud over har tid til at drikke kaffe og lakere negle al den tid han slider på jobbet.
Spørg en dansk kvinde om hun ikke ville synes det var et ok liv, hvis nu ved et rent tilfælde, hun var gift med en elskværdig mand og havde en masse søde veninder og nogle kære børn.
Oh well, det er bare hvad mine muslimske veninder siger, hvis jeg spørger dem.
Venligst,
Rk
Rk,
de meldinger, der kommer fra krisecentrer for kvinder landet over, fortæller en lidt anden historie om de muslimske indvandreres "harmoniske hjem" med "hjertevarme kødgryder".
Men selvfølgelig skal man ikke generalisere og stereotypisere osvosvosvosvosv
venligt
"Udvisning uden rettergang"!
Hvad filen er det for en lov? Måske var dem fra Vollsmose terrorister, men bare fordi de er under mistanke for at være terroister, skal de åbenbart bare ud, hovedet først. Det er den rene KGB-action, PET har lavet. Specielt det med, at de ikke tog computerne eller noget som helst (udover de to mænd), er mistænkelig - og grotesk for en efteretningstjeneste.
Jeg gad godt vide, hvad der ligger i PET's arkiver. (!)
Til dem, som tror at burka er kvinde undertrykkesle
Hvad med masser af piger og damer i porno. Er de frisindet??? Nej Faktisk det er vestlige kvinder krop, der reklamere og porno er kvinde undertrykkelse. Det erbesdte at damer skal beskyttes med burka og det er kvinderettigheder.
Ingen er så fascineret af porno, som islamister ...
Mht. udenlandske kvinder på krisecentre har en opgørelse for nogle år siden altså vist at ca. halvdelen (eller flere) var asiatiske kvinder, gift med danske mænd, som tævede dem, (altså de asiatiske kvinder).
Men det er jo ikke nær så interessant som muslimer, der slår på deres koner...
Og desuden kan I jo tænke lidt over forskellen mellem den naturlige krop og den civiliserede (tugtede) krop.
Karsten Aaen:
Mht. udenlandske kvinder på krisecentre har en opgørelse for nogle år siden altså vist at ca. halvdelen (eller flere) var asiatiske kvinder, gift med danske mænd, som tævede dem, (altså de asiatiske kvinder).
Det lyder interessant Karsten Aaen. Det kunne være endnu mere interessant med noget dokumentation, for når man søger på emnet, står der alle steder, at halvdelen af voldsramte kvinder på krisecentrene er af udenlandsk oprindelse - og ikke noget om at de kommer fra Asien og er gift med danske mænd. Som fx JyllandsPosten:
Dannerhuset søger inspiration i Marokko
Af SARAH KOTT
Offentliggjort 19.11.07 kl. 12:29
Der er efter alt at dømme noget at lære af marokkanernes måde at håndtere kvindevold på. Repræsentanter fra kvindekrisecenteret Dannerhuset i København er netop vendt hjem fra Marokko.
”Vi kan ikke længere se arbejdet med vold mod kvinder som en isoleret dansk sag. Ca. halvdelen af de voldsramte kvinder, der kommer til danske krisecentre, har anden etnisk baggrund – og viden om deres familiestrukturer og kulturelle baggrund er essentiel for vores arbejde”, siger Dannerhusets direktør, Vibe Klarup Voetmann i en pressemeddelelse.
http://jp.dk/indland/kbh/article1174405.ece
Hvis alle disse voldsramte kvinder af anden etnisk oprindelse kommer fra Tahiland og er gift med danske mænd, er det yderst besynderligt at Dannerhuset tager til Marokko og Saudi Arabien for at lære om vold mod kvinder!
Hansen, du skal ikke tage dig af Aaen, han anvender data således det paser ham.
I de gængse opgørelser fra LOKK anvendes ikke en etnisk definering.
Men mit indtryk er også at ca 50% er udlændinge af en eller anden art.
Men man kan se på børnene, er er der en statistik der viser at at halvdelen af børnene (eller 44%) stammer fra hjem hvor ingen af forældrene er dansk født. Dette peget da hen på en kraftig overrerpæsentation når man kikker på populationen som helhed.
Og mens man tører tårene væk efter have læst RK indlæg, kan det jo undre at hun slet ikke nævner begrebet hædersvold, var det ikke 3 sager om ugen som polititiet har været indblandet i de sidste år.
Me tronde muslimer interesserer sig som regel ikke om virkeligheden, de befinder sig meget bedre i normernes verden
Fred være med dem
jeg har læst koranen, Jeg har også læst biblen. Begge finder jeg støttende som kvinde. Jeg synes man efterhånden ikke kan sige noget kritisk om religion uden at blive "anklaget" for at være DFer og dermed...(indsæt selv)
Hvis jeg udtrykte hvad jeg synes om religion her vil jeg blive anklaget for al verdens synder af både religøse og det meste af venstrefløjen. Kan man ikke have lov at være kritisk overfor religion uden at være: fremmedfjendsk, intolerant, DFer m.m. Jeg synes religion fylder alt for meget i vores samfund. Det er relativt få fri-huller til vi der er ikke har konverteret til noget. Vi der hverken er ateist eller religiøse fylder så lidt. Skal jeg virkelig proklamere en tro for at få en megafon??
Der er masser af samfund herunder, islamiske som er meget TOLERANTE overfor religiøse, det er snarer et problem at finde samfund der er tolerante overfor det modsatte. Så mens vi skammer os over at være "fremmed fjendske" intolerante m.m. Så husk lige at indstille spektrumet.
Jeg må tilstå at jeg har det som ole knudsen...Hvis i ikke synes religion fylder nok her i landet eller at der er manglende forståelse....Så er der mange steder hvor i vil føle jer hjertelig velkommen og hvor jeg en prik i blandt vil blive pisket m.m for min blasfemi. Hvor der heller ej vil blive taget hensyn til at jeg ikke ønsker at klæde mig i et telt og få mig til at beklage at jeg er kvinde. Ja jeg har bryster og ja jeg har hår! Jeg vil føle vinden suse i mit hår og solen på min bryster som min menneskeskabte ret!
PS: rikke, det er heller ikke os alle der synes kødgryder er lige romantiske og hjertevarmende.....
Men hva pokker skal jeg gøre, hvordan mod argumenter man en der har gud på deres side?
Knaldgod artikel. Bare lige en enkelt ting:
"De sociale myndigheder har besøgt lejligheden kort efter anholdelsen for at tilbyde sin hjælp."
Kære journalister - når noget omtales i FLERTAL som eksempelvis "myndigheder", så bruger man "DERES" og ikke "SIN" til at indikere ejefald. Måske jeres arbejdsgivere kan sende jer på en form for kursus, så I alle kan blive kureret for den kollektive angstneurose for at forveksle "hans" og "sin", der gør, at I nu allesammen bruger "sin" alt for meget...
Lene Jensen: "jeg har læst koranen, Jeg har også læst biblen. Begge finder jeg støttende som kvinde. "
Du mener vel "stødende"? Der er ikke megen støtte at hentye for kvinder i de patriarkalske religioner.
Per Vadmand: ja det er korrekt set, jeg mente selvfølgelig "stødende"