Læsetid: 5 min.

En by under belejring

Al-Qaeda er fordrevet fra Fallujah, men der er lang vej igen, før det bliver en sikker by. Imens forsøger dens beboere at alliere sig med de rigtige
Beboere i Fallujah inspicerer skaderne efter et amerikansk bombeangreb på Fallujah i slutningen af oktober 2004. Få dagen senere erobrede amerikanske marinesoldater Fallujah, som siden har været forseglet

Beboere i Fallujah inspicerer skaderne efter et amerikansk bombeangreb på Fallujah i slutningen af oktober 2004. Få dagen senere erobrede amerikanske marinesoldater Fallujah, som siden har været forseglet

Mohammed Khodor

Indland
2. februar 2008

FALLUJAH - Fallujah er vanskeligere at komme ind i end nogen anden by i verden. På vejen fra Bagdad talte jeg 27 kontrolposter, alle bemandet af velbevæbnede soldater og politifolk.

"Belejringen er total," siger dr. Kamal på Fallujah-hospitalet, mens han ubarmhjertigt remser de ting op, han mangler. Listen omfatter stort set alt fra medicin og ilt til elektricitet og rent vand.

Sidste gang jeg forsøgte at køre til Fallujah, det er adskillige år siden, blev jeg fanget i et baghold mod en amerikansk brændstofkonvoj og måtte kravle ud af bilen og lægge mig ved vejsiden sammen med chaufføren, mens amerikanske soldater og guerillaer udvekslede ild.

Vejen er meget sikrere nu, men ingen får lov til at tage ind i byen, hvis man ikke kommer fra den og kan bevise det via mængder af identitetspapirer.

Byen har været forseglet siden november 2004, da amerikanske marinesoldater stormede den under et angreb, der efterlod store dele af byen i ruiner.

Krigsar

Med murene arret af skudhuller, og bygninger reduceret til bunker af store betonbrokker, ser gaderne stadig ud, som om kampene blot var ophørt for et par uger siden.

Jeg gik hen for at se på den gamle bro over Eufrat, fra hvis ståldragere nogle indbyggere havde hængt de brændte lig af to amerikanske private sikkerhedsfolk, dræbt af guerillaer - begivenheden, der udløste det første slag om Fallujah.

Den ensporede bro er der stadig sammen med resterne af en bombet eller granatsprængt bygning, hvis smadrede tag hænger ud over gaden, og hvor betonresterne holdes på plads af rustne trådnet af jern.

Byens politichef, oberst Feisal Ismail Hassan al-Zubai, forsøgte at overbevise mig om, at denne del af byen var under genopbygning.

Mens vi kiggede på broen, samlede der sig en lille gruppe mennesker, og en ældre mand i en brun frakke råbte: "Vi har ingen strøm, vi har intet vand."

Andre bekræftede, at der i Fallujah var strøm én time om dagen. Oberst Feisal fortalte, at der ikke var meget, han kunne gøre ved situationen, selv om han lovede en mand, at et pigtrådshegn uden for hans restaurant ville blive fjernet.

Det er måske nok blevet sikrere at opholde sig i Fallujah, men der er lang vej igen. Hospitalslæger bekræfter, at de kun har modtaget få skudsårs- eller bombeofre, siden al-Qaeda blev fordrevet fra byen, men folk færdes stadig med vagtsomhed i gaderne, som om de forventer, at ilden bryder løs igen.

Skiftende alliancer

Oberst Feisal, tidligere officer i Saddam Husseins specialstyrker indrømmer leende, at før han blev politichef, "kæmpede jeg mod amerikanerne".

På spørgsmålet om, hvorfor han skiftede side, svarer han: "Da jeg sammenlignede amerikanerne med al-Qaeda og shiamilitsen, valgte jeg amerikanerne."

Ved siden af obersten står et indrammet billede af ham selv som ung officer.

"Det er fra dengang, jeg var løjtnant i den rigtige irakiske hær," siger han.

Bag ham ses det gamle irakiske flag, som regeringen nu forsøger at udskifte. Den værste dag i mit liv var, da Saddam Hussein faldt i 2003. Han afbryder sig selv, inden han når at berette om Fallujahs første slag mod amerikanerne i april 2004, hvor han synes at have spillet en rolle. "I dag giver amerikanerne mig alt, hvad jeg har brug for," siger han.

Hans storebror, Abu Marouf, en tidligere guerillaleder, står nu i spidsen for 13.000 mand i og omkring Fallujah, anti al-Qaeda-bevægelsen Awakening.

Obersten understreger, at gaderne i Fallujah nu er sikre, men hans konvoj hastede af sted, anført af en betjent, hvis ansigt var skjult bag en hvid balaclava. Betjenten var bevæbnet med et maskingevær og vinkede ophidset alle andre køretøjer til side.

Politistationen er stor og beskyttet af beton- og jordvolde. Netop da vi ankom til den inderste gårdsplads, så vi tegn på, at kampen mod al-Qaeda måske nok er ovre, men arrestationerne fortsætter.

Fra en anden del af politistationen kom 20 fanger gående på en række, hver af dem havde bind for øjnene, og holdt fat i tøjet på fangen foran. Fangerne mindede mig om billeder af mænd, der var blevet blinde af gas i Første Verdenskrig og snublende gik bag en seende mand, som i dette tilfælde var en fængselsvagt.

Der er opført nye bygninger i hovedgaden. Jeg plejede at spise på en kebab-restaurant kaldet Haji Hussein, en af de bedste i Irak. Men som besættelsen skred frem, mødte jeg flere og flere fjendtlige blikke. Chefen foreslog, at det måske ville være sikrere, hvis jeg spiste i et tomt værelse ovenpå, og kort tid efter blev stedet ødelagt af en amerikansk bombe. Det er nu blevet genopført med mure i skrigende farver og synes at klare sig glimrende.

Én investor

På et tidspunkt havde Fallujah 600.000 indbyggere, men ingen af byens embedsmænd ved tilsyneladende, hvor de er nu. Oberst Feisal ser optimistisk på kommende investeringer og tog os med til en ny, hvid bygning kaldet Fallujah Center for Erhvervsudvikling, delvis betalt af en afdeling af det amerikanske udenrigsministerium.

Velvoksne amerikanske soldater stod vagt, der var en konference i bygningen.

"Stedet har tiltrukket én amerikansk investor indtil videre," fortæller en amerikansk rådgiver håbefuldt. "Jeg hedder Sarah, og jeg er i den psykologiske afdeling," sagde en anden amerikansk officer og viste os stolt rundt på en nyopført radiostation.

I den anden ende af byen kørte vi over jernbroen, der blev opført omkring 1930 og nu er den eneste forbindelse til Eufrats modsatte bred. Der ligger en moderne bro en halv mil længere nede ad floden, men den er overtaget af den amerikanske hær og - siger de lokale - bruges som parkeringsområde for militære køretøjer.

På den anden side af broen, og et område med høje dunhammere, hvor folk på flugt fra byen under belejringen i 2004 forsøgte at gemme sig, ligger en udbombet bygning på den ene side af vejen. På den anden side ligger hospitalet, hvis læger af de amerikanske befalingsmænd blev beskyldt for systematisk at overdrive antallet af ofre for de amerikanske bombardementer.

Da jeg spurgte, hvad hospitalet manglede, svarede dr. Kamal træt:

"Medicin, brændstof, elektricitet, generatorer, et vandrensningsanlæg, ilt og medicinsk udstyr."

Bringer kun ødelæggelse

Det var svært at undgå tanken om, at den amerikanske hjælp kunne være gået til hospitalet, frem for til et erhvervsudviklingscenter.

Oberst Feisal siger, at situationen er ved at blive bedre, men han blev mobbet af sortklædt kvinder, der råbte, at deres børn ikke var blevet behandlet.

"Der dør 20 børn om dagen her," fortæller en. "Syv af dem alene i det her værelse."

Lægerne siger, at de passer deres patienter, så godt de kan. "Amerikanerne giver os ingenting," siger en mor med et barn i favnen. "De bringer kun ødelæggelse."

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her