Nyhed
Læsetid: 8 min.

CO2-kvoter betyder, at elbesparelser er uden effekt

Med EU's nye energi- og klimaudspil har Bruxelles og CO2-kvotemarkedet taget magten over hele el- og fjernvarmesektoren. Det betyder, at danske elbesparelser kan 'sælges videre' i form af CO2-kvoter til andre EU-lande, der har brug for at udlede mere CO2
Indland
20. februar 2008
Med EU's nye energi- og klimaudspil har Bruxelles og CO2-kvotemarkedet taget magten over hele el- og fjernvarmesektoren

'Hva' skal ind? Sol og vind!'

Slogan fra dengang verden var enkel. Dengang dansk energipolitik var noget, folk og politikere kunne forstå og engagere sig i. Dengang Danmark var en overskuelig enhed, hvor man med en ordentlig lommeregner kunne regne sig frem til, hvor meget sol og vind der skulle til for at overflødiggøre kul og olie

I dag er centrale dele af Danmarks energisystem dybt integreret i et europæisk forsyningsnet. De engang forbrugerejede elselskaber er forvandlet til internationale mastodonter på et marked uden grænser. Og med EU-Kommissionens aktuelle energiudspil er styringen af den halve energisektor taget ud af hænderne på Danmark og overflyttet til Bruxelles. På Christiansborg river de energipolitiske forhandlere i disse dage hår ud af hovedet og hovederne af hinanden for at forstå, hvad der egentlig er tilbage for dem at bestemme, og hvad de egentlig er enige og uenige om.

Én ting er sikker: Spillereglerne for dansk energipolitik er totalt forandrede. Som vicedirektør i Dansk Energi, Lars Aagaard, udtrykker det:

"I takt med at EU formulerer stærke svar på, hvordan vi skal håndtere energi- og klimapolitikken, ændres rummet for meningsfuld national energipolitik. Lige nu går det måske hurtigere, end de tankemæssigt kan følge med i det politiske landskab. De forhandler ud fra en tænkning, som er meget nationalt fokuseret."

EU-Kommissionens udspil flytter CO2-styringen af EU-landenes el- og varmeproducerende anlæg samt energitunge industrier - i alt 12.000 virksomheder - til Bruxelles. Siden 2005 har disse virksomheder skulle operere i henhold til tildelte CO2-kvoter, som enkeltlandenes regeringer fastlagde inden for nationale kvoter, der igen var begrænset af EU's overordnede kvoteloft. Den ny ordning med virkning fra 2013 overfører ansvaret til Kommissionen, som branche for branche og uafhængigt af landegrænserne vil definere de enkelte virksomheders kvoter frem til 2020. Dermed kommer man den national protektionisme til livs, som i ordningens første fase fik systemet til at kollapse, fordi de enkelte regeringer gav egne virksomheder alt for rundhåndede kvoter.

Markedsmekanismerne

CO2-kvoter kan handles, så et elselskab, der ikke kan holde sine udledninger inden for loftet, kan købe ekstra kvoter af andre selskaber i EU, der måtte have noget tilovers. Pointen er, at knaphed på CO2-kvoter i det samlede EU-system skal sikre en så høj pris på kvoterne, at virksomhederne i stedet vælger at investere i energibesparelser og vedvarende energi som midler til at holde CO2-udslippet nede.

Markedsmekanismen sikrer herved, at de CO2-reducerende tiltag gennemføres, hvor det er billigst.

Men fordi landene i første runde var alt for gavmilde med at forære kvoter til egne virksomheder, blev der ingen knaphed, og kvoteprisen dykkede mod nul. Derfor blev der ikke sat ind med de nødvendige CO2-reducerende foranstaltninger.

Det bliver anderledes med den ny ordning, hvor Kommissionen suverænt styrer kvotetildelingen. Det overordnede loft indebærer - hvis alt går planmæssigt - at CO2-udledningerne fra kvotesektorens virksomheder i 2020 vil være 21 pct. under 2005-niveauet.

To virkeligheder

Så vidt så godt. Men med kvotesystemet som det afgørende, Bruxelles-koordinerede styringsinstrument er banen pludselig radikalt forandret for de hjemlige politikere - og i øvrigt for alle danske energiforbrugere.

Der er nu to adskilte sektorer, hver ansvarlig for ca. halvdelen af det danske energiforbrug:

- Den kvotebelagte sektor med i alt 380 danske el- og fjernvarmeselskaber samt store virksomheder, som reguleres af de Bruxelles-definerede kvote-markedskræfter

- Den ikke-kvotebelagte sektor, der omfatter resten, dvs. vore biler, de individuelle olie- og naturgasfyr, landbruget med dets drivhusgasudledninger fra dyr og marker, m.m.

Sagt firkantet skal politikerne fra nu af holde sig fra at lave politik om alt inden for kvotesektoren og i stedet koncentrere sig om politik, der kan sikre CO2-reduktioner fra transport, individuel opvarmning og landbrug.

"Det giver ikke længere nogen mening at diskutere, om det skal være tilladt at brænde kul af på et bestemt kraftværk, sådan som politikerne sidder og drøfter det under de aktuelle forhandlinger. Det giver ingen mening at diskutere ændrede elafgifter. Det giver ingen mening at tænke over, om vi skal stile mod store eller små kraftvarmeanlæg," siger Lars Aagaard.

"Hvis du spørger, om vi af klimapolitiske grunde skal have vindmøller, er svaret: Næh, det skal vi ikke. Er der nogen klimapolitisk grund til at have en Elsparefond? Næh, det er der ikke. Hvad CO2-bidraget angår, styres disse ting af prissignalet i kvotesystemet, så dér skal politikerne slippe taget. De lægger jo heller ikke planer for, om vi skal lave sødmælk eller letmælk," påpeger vicedirektøren.

Han mener, at politikerne bare skal være glade for, at markedet nu tager hånd om den halve klimaudfordring og overlader det til dem at lave en effektiv politik for resten, transportsektoren ikke mindst.

Sammenblanding

Men der er komplikationer. Den første er, at Kommissionen selv blander tingene sammen ved foruden det ny kvotesystem at spille ud med - på Ministerrådets begæring - et nyt VE-direktiv om mål for vedvarende energi. Hvert EU-land skal løfte sin del af et fælles EU-mål på 20 pct. vedvarende energi i 2020. For Danmark har Kommissionen fastlagt det nationale mål til 30 pct.

Så hvor kvotemarkedssystemet giver f.eks. DONG Energy fuld frihed til at vælge, om man vil bygge vindmøller i Danmark eller i England eller ingen af delene og hellere kulkraft i Tyskland - bare man opererer inden for EU-kvoten - så pålægger VE-direktivet den danske regering at sikre, at der her i landet er installeret 30 pct. vedvarende energi i 2020. Altså ét mål og én styringsmekanisme for selskaber som DONG og et andet for en nation som Danmark.

"Det ene er et fint markedsøkonomisk system. Det andet er en afart af noget planøkonomisk statsstøtteværk. Hvordan pokker Europas politikere vil få det til at spille sammen, er mig lidt af en gåde," siger Lars Aagaard.

Han havde helst set, at også udbygningen med vedvarende energi blev markedsstyret, så lande eller selskaber kunne handle hen over grænserne med VE-andele og dermed opføre vindmøller, solenergianlæg m.m., hvor det var billigst. Som det er nu, forudser Aagaard, at EU-landene tvinges ind i en ondartet konkurrence om stadig mere favorable støtteordninger for vedvarende energi for nationalt at kunne tiltrække de nødvendige vindmøller og andre projekter.

"Hvis jeg var finansminister, ville jeg være dybt bekymret. Det kommer til at handle om, hvem i EU, der har de dybeste lommer," mener han.

Nok så vigtigt er efter Aagaards opfattelse, at VE-direktivet med dets "planøkonomiske set-up eliminerer alle muligheder for, at vi som borgere kan tage et individuelt ansvar for at få mere vedvarende energi ind i systemet. Jeg kan intet gøre for, at EU får mere end 20 pct. vedvarende energi i 2020. Alt, hvad jeg gør mere, skal finansministeren finansiere mindre," påpeger Aagaard.

"I min optik har det direktiv annulleret det personlige ansvar, når det gælder vedvarende energi," siger han.

Et ton mindre?

Hans Henrik Lindboe, energiplanlægger og partner i EA Energianalyse, kan godt se problemerne, men er ikke desto mindre glad for både VE-direktivet og det ny CO2-kvotedirektiv. Men han har også bekymringer.

"For at nå EU-målet for vedvarende energi skal der en masse ny energimæssig infrastruktur på plads inden 2020. Det er en kæmpe udfordring, og der er meget kort tid. Derfor er jeg glad for, at nationalstaterne har ansvaret for at få det på plads. Hvordan ville Connie Hedegaard kunne presse kommunerne til at finde vindmølleplaceringer, hvis ikke der var et nationalt mål," spørger Lindboe.

Han viser en graf, der dokumenterer, at andelen af vedvarende energi i Danmark ligger under den udbygningskurve, Kommissionen nu pålægger os.

"Vi er allerede bagud. Det er uheldigt."

Hvad der bekymrer ham nok så meget, er grænsefladerne mellem den CO2-kvotebelagte sektor og resten. Et eksempel:

Hvis en dansk villaejer har et oliefyr, så er det i statens interesse at få dets CO2-udledning væk, fordi den tæller med inden for den statslige CO2-forpligtelse. Så hvis villaejeren dropper oliefyret og installerer elpaneler, så forsvinder CO2-bidraget ud af det nationale regnskab. Til gengæld skal et af kraftværkerne inden for CO2-kvotesystemet producere mere el til villaejerens radiatorer, og CO2-udledningen vokser dermed hos elselskabet endnu mere, end det fald, hos villaejeren.

"Man skubber en national forpligtelse over i den fælles pulje, og så er den set fra dansk side blevet usynlig. Men kvotesektorens opgave er blevet sværere at løse," siger Hans Henrik Lindboe, der forudser, at nationalstater med stor kreativitet vil skubbe egne forpligtelser over i kvotesektoren.

"Et andet problem: Hvad skal fremover få Danmark til at bruge penge på elbesparelser? Der hjælper jo ikke på den nationale del af CO2-regnskabet."

Kvoter i overskud

Elbesparelser i Danmark betyder blot, at DONG eller et andet energiselskab får CO2-kvoter tilovers, som de vil sælge til andre kvotevirksomheder i EU med behov for mere CO2-udledning.

"Alt CO2-incitament for forbrugerne og det danske samfund til at spare el er fuldstændig væk," siger Lindboe.

Lars Aagaard ser det ikke som et problem.

"Det er fint at spare, men af økonomiske grunde. Vi skal isolere huset og dæmpe standby-forbruget, fordi det er en god forretning. Man skal bare ikke tro, at når jeg slukker lyset, så bliver CO2-udledningen lavere," siger han.

For Hans Henrik Lindboe er det et helt afgørende problem.

"Man har her lavet et system, som fratager individet handlemuligheden, når det drejer sig om at gøre elforbruget mindre klimabelastende. Jeg tror, det begrænser folks initiativ, når det går op for dem, at vi er ved at skabe et system, der gør det helt ligegyldigt, om de f.eks. sparer på standby-forbruget. Og det må da være et problem for Connie Hedegaard og andre politikere, der lægger vægt på det individuelle initiativ," siger Lindboe. Han kalder ministerens klimakampagne 1tonmindre.dk "en abstraktion," hvad angår de råd til danskerne, der handler om at spare på elforbruget som middel til at beskytte klimaet.

Aagaard mener, at selve kvotesystemet leverer svar på dilemmaet.

"EU's kvotesystem har givet mig en fantastisk ny handlemulighed: For en investering på mindre end 200 kr. kan jeg købe en CO2-kvote, dvs. trække et ton CO2 ud af kvotemarkedet og derved spare atmosfæren for et ton. Kvotedirektivet har givet mig en unik mulighed for at påtage mig et personligt ansvar," siger Lars Aagaard.

Hans Henrik Lindboe er enig i teorien, men mener ikke, det virker hos hr. og fru Hansen.

"Jeg tror, det er fremmedgørende for de fleste borgere. Det er ikke en rimelig måde at anmode os om at være med til at beskytte klimaet. Bare lægge 200 kr., og så har vi levet op til Connie Hedegaards kampagneappel om ét ton mindre. Vi må give den enkelte mulighed for at skabe regulær sammenhæng mellem handling og den fysiske virkning. Kvotesystemet bør justeres, så det belønner individuelle initiativer," siger Lindboe.

I dag mødes regeringen og oppositionen til den måske afgørende runde energiforhandlinger. Der er nok at gruble over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn
Prøv før du kommer med en fjollet kommentar at sætte dig lidt ind i sagen. Der er ingen der prøver at omgå systemet.

Men Jørgen Sten Nielsen udsætter da også emnet for en gang uhørt journalistisk pop, for at gøre sit skriveri mere sensationsagtigt og skræddersyet for de syndshungrende venstrefløjslæsere.

Hvis hin enkelte skal føle sammenhæng mellem handling og virkning og dermed som enkeltperson gøres ansvarlig for det globale miljø, så pålægges hin enkelte et fuldstændigt urimeligt og tilfældigt ansvar, som kun har et formål: At den sædvanlige bærme af højrøvede moralister kan sidde døgnet rundt og rakke ned på og bandlyse den enkelte lille synder.

Lad dog CO2-kvotemarkedet klare CO2-besparelserne ved gradvis at stramme kvoterne - uden skyld og synd og skam. Det sidste har vi nok af i forvejen.

Bjørn

Det hjælper ikke noget, at du kravler op i dit elfenbenstårn og sidder der som en bedre svovlprædikant og udspreder eder og forbandelser over almindelige mennesker og specielt politikeres syndige hoveder.

Ja, som du nok instinktivt fornemmer: CO2-kvotesystemet sætter de moralske miljømullaher fra bestilling. Det fratager dem deres selvbestaltede privilegium som det bedre og mere ædle menneske, der føler sig kaldet til at svinge miljøpisken over de almindelige dødelige mennesker.

Enig. Hvis almindelige mennesker for var interesseret i at nedbringe CO2 udledningen af idelistiske årsager, og ikke kun af hensyn til deres personlige økonomi, købte de aflad hver gang de rejste med fly. Men det gør de ikke. Derfor er det et fremskridt at den samlede udledning reguleres administrativt. Hvis ikke ligefrem en nødvendighed.

Traveler: "elfenbenstårn" "svovlprædikant" "eder og forbandelser" "moralske miljømullaher" "selvbestaltede privilegium" "svinge miljøpisken"
"fjollet kommentar" "syndshungrende venstrefløjslæsere" "bærme af højrøvede moralister" "rakke ned på og bandlyse"

Er det ikke efter princippet: "Hæv stemmen, når argumenterne er svage"?

Ha ha - Per

Men hvor er dit altid sobre modargument m/u krummelurer

Steen Rasmussen

ØKONOMI ARGUMENTER OG MORAL

Det økonomiske system er funderet i knaphedens paradoks; ((mere til den ene = mindre til den anden) = (mere = mindre)). Kun de knappe ressourcer har økonomisk interesse. Forudsætning for at bringe ”økonomiseringen” af omgangen med ”CO2 emissionerne” ind i det økonomiske system, er at der lægges begrænsninger på emissionerne. Overordnet gør europastaten det på den måde, at den indfører kvoter. Man giver kvoterne til de helt store aktører ( f.eks. el-producenter) på markedet.

I første omgang er der dog givet så mange kvoter, at de ikke rigtig er knappe, dvs. de er stort set gratis. Dernæst gør man dem likvide, altså salgbare. Dvs. Dong, Vattenfall og alle de store europæiske el og fjernvarmeproducenter får mulighed for at tjene på videresalg af, hvad de ikke selv har betalt for!

Resultat: Forbrugere, som har forstået at spørgsmålet om global opvarmning ikke bare er varm luft, og som vælger at sætte sit elforbrug ned, forærer de udbydere, som betjener dem med el, en gratis mulighed for at sælge kvoterne videre, når de får værdi.

Umiddelbart virker det urimeligt i de enkelte forbrugeres øjne, at selskabet, som betjener dem med el eller fjernvarme, skal tjene på deres besparelser, men ret beset betyder det vel, at andre, som bruger mere, kommer til at betale mere. Altså at regnskabet går op, hvis det virker som her beskrevet.

Men mere effektivt og også mere retfærdigt, ville det have været, at give kvoterne direkte til forbrugerne. De kunne så vælge om de ville æde kvoterne, på den måde at de brugte dem, eller om de ville æde dem, på den måde at evt. besparelse af el betød mindre emissioner overhovedet, i det tilfælde hvor de valgte ikke at sælge besparelsen videre, eller sidste mulighed at de selv direkte fik pengene, hvis de egenhændigt valgte at lade andre købe de sparede kvoter.

Da det er forbrugeren, der i sidste ende bestemmer forbruget, ville der være tale om et klart incitament for at nedsætte forbruget, i at lade kvoterne følge forbrugerne. Grunden, til at det institutionaliserede liberalistiske og økonomisk filosofisk monetaristiske, dybt udemokratiske og overbureaukratiske vækstfikserede dogmedyr, altså apparatet over os alle, ikke lader kvoterne tilfalde forbrugeren, er, at det kunne resultere i sande besparelser, med deraf følgende lavere forbrug = krænkelse af det økonomisk mål for mening, det eneste der figurerer som objektivt kriterium for fremskridt i skabningens svage opmærksomhedsfelt.

Europastatens måde at udmønte kvotesystemet på er ikke optimalt i forhold til den problemstilling, som er påskuddet for kvotesystemets indførelse. Også fordi der tilsyneladende åbnes op for at købe aflad på flere andre måder.

Traveler fordømmer her i tråden med energi og moralsk patos den moralske iagttagelse. Han indskriver sig på den måde under det domæne, han fordømmer.

Uden evne til at reflektere autonomt over moralen forfalder han til den. Det gør vi konstant i det moderne samfund, som alligevel på et eller andet tidspunkt må lære at leve med det performativt selvnegerende der er i rigtigt mange moderne former for intentionalitet. Hæmningsløst overladt til begrænsningerne i sit eget synsfelt, virker det moderne samfund bag om ryggen på sig selv som sin egen største trussel.

Hæmningsløst dyrkes den økonomiske vækst og paradokset udfolder sig. De økonomisk højtflyvende skaber de problemer i omverdenen til det økonomiske system, som truer med at underminere det økonomiske systems forudsætninger, samtidigt med den knapheden, der overhovedet er det økonomiske systems mulighedsbetingelse.

Vækstfilosofien fremstilles som løsningen på mangelsituationen i enhver forstand. Men det hele bygger på forbrug af begrænsede ressourcer. Olien er igen over 100 dollars. Der er kamp om den. Mere til os, betyder mindre til andre. Mere vækst betyder mere CO2 og mere ustabile mulighedsbetingelser (uoverskuelige konsekvenser for hele biosfæren) for det sociale, som økonomien trods alt kun er en del af. Vi kan ikke forbruge os ud af alle mangelsituationer.

Ved at sætte netop væksten som mål i verden, har man det mere at slås med. Alle rækker hænderne ud efter frugterne og ser straks alle andre gøre det samme, og man ærgrer sig over eget initiativ.

Vor tids sande helte læner sig tilbage. Bolighajer, bevidst arbejdssky intelligente iagttagere, med tid til at tænke, er de sande vidner til samtidens fortvivlede og hektiske forsøg på at nå et mål, som de fortvivlede fjerner i fra sig selv og andre med forsøget på at nå det.

Det eneste der virkeligt gør en forskel, kunne gøre en forskel, det var at trække luften ud af den selvdestruktive vækstmani. Og det er samtidigt ufatteligt meget mere behageligt end de fleste former for fast arbejde.

Det er da interessant at kvotesystemet, der i første omgang er sigtet mod de store energiforbrugere/producenter, i realiteten lægger en dæmper på ideologisk betinget adfærd hos forbrugeren. Men det er ikke en katastrofe.

Rationalet er, at når den danske forbruger erkender at hans/hendes strømbesparelse blot bliver til en overskudskvote, solgt til nogle andre der sviner, holder de op med at spare strøm.

Det er muligt at det er rigtigt at det ideologiske grundlag for at spare strøm bliver fjernet. Men det erstattes så rigeligt af det økonomiske. Forudsat et frit elmarked med konkurrence, vil kvotepriserne blive lagt på den solgte strøm og dermed væltet direkte over på forbrugerne. Derfor vil det loft, der gives på kvoterne fra EU, have direkte indflydelse på forbrugernes oplevelser af elpriserne. De vil dermed få et økonomisk incitament til at spare.

Det godt være at det ideologiske incitament er væk, men det økonomiske incitament dækker i modsætning til det ideologisk, alle forbrugere. Alle forbrugere vil ændre adfærd efter priserne, i stedet for blot nogle få miljøbevidste (var det moralske miljømullaher, de blev kaldt?:) ). De folk, der ønsker at yde mere, kan så enten købe kvoter (fjerne dem fra markedet og dermed hæve prisen) eller give sig i kast med CO2 besparelser på de ikke-kvoteregulerede sektorer, f.eks transport eller fødevarer.

For at det fungere er det selvfølgelig nødvendigt at loftet over CO2 udledningerne er sat passende lavt, således at målene for udslip nås. Så er man rigtig miljømullah skal man slå på tromme for et endnu lavere loft.

Ved de administrative reguleringer fratager man ganske rigtigt det personlige engagement, men hvor langt i mod en global løsning har det i øvrigt bragt os indtil videre? For hver ildsjæl er der 10, der egentlig er ligeglade.

Spørgsmål: EU's kvotesystem med CO2-kvoter og CDM-kreditter er jo ikke noget enkelt regnestykke. Skal det opfylde sin egen målsætning kræver det jo et effektivt kontrolsystem og et dertil hørende kontant sanktionssystem. Er der nogen der kan oplyse noget om det?
Jeg mener, at i takt med at kvotemængden reduceres og systemet dermed begynder at presse og gøre "ondt", så kan det hurtigt komme til at virke lige så resultatløst, som når Nato anmoder om flere soldater til Helmand.

Og så til Bjørn. Hvor finder du belæg for at Jørgen Steen Nielsens artikler er "uhørt journalistisk pop"? Er der i realiteten ikke snarere tale om en faktuel beskrivelse, hvor man kan mene hvad man vil om kvotesystemet, uanset om man er "moralist" som Connie Hedegaards 1 ton mindre, eller tror på kvotesystemets markedskræfter. Begge dele er i øvrigt af borgerlig herkomst - omend de i den foreliggende form er uforenelige.

Interessant iagttagelse af Steen Ole Rasmussen:

"Traveler fordømmer her i tråden med energi og moralsk patos den moralske iagttagelse. Han indskriver sig på den måde under det domæne, han fordømmer."

Abstrakt set er dette korrekt. At afvise moral med en moralsk opsang svarer principielt til at være intolerant over for intolerancen. Men paradokset er et livsvilkår, som man ikke bare kan spiller ud af. Så derfor må man leve med det som et livsvilkår og tage konkret stilling.

Om hin enkelte skal gøres moralsk ansvarlig for CO2 eller om sagen kan holdes inden for et økonomisk CO2-kvote"spil" hvor en usynlig hånd klarer ærterne.

Når kvotemængden reduceres, stiger CO2-prisen, hvorved det kan betale sig at gøre el- og fjernvarmeproduktionen mere og mere CO2-neutralt. Den del er basalt set en simpel mekanisme uden den store hokus pokus.

Rettelse: "som man ikke bare kan SLIPPER ud af."

Steen Rasmussen

Traveler, det er godt du er engageret, det beviser at du lever. En god ting.
Jeg argumenterer også lidt for, hvorfor jeg er forarget, og jeg taler lidt om andre paradokser. Du spurgte tidligere efter argumenter. De er der altså!
F.eks. argumenteres der for at EU ikke vil, det der gives udtryk for at man vil. Man vil ikke lavere forbrug, fordi det anfægter vækstfilosofien. Helt eksplicit er det sagt mange gange fra EUs side, at begrænsningerne af CO2 emissionerne aldrig må føre til mindre økonomisk vækst. Der argumenteres for at forbrugeren i sidste ende bestemmer forbruget, og incitamentet fjernes herfra. (med vilje sandsynligvis, det kan man dýbest set ikke vide. Men Lomborg er ikke den eneste som har opdaget hykleriet i det politiske system). Man behøver ikke at følge mig helt ud i min arbejdssky position for at følge de andre argumenter. Knaphedens paradoks osv.

Til Søren Grene:
Inden for EU er der et ret solidt system til at sikre at medlemsstaterne overholder forpligtigelserne. Dels et stort indrapporteringssystem, og dels en stadfæstet bøde for overskridelser. Ud over at skulle betale en anseelig bøde (på 100 Euro pr ton efter 2008) kan staterne ikke slippe for at reducere. Dvs at det både koster både bøden og så den pris, der måtte være på rent faktisk at reducere efterfølgende.
Medlemsstaterne skal ud i noget civil ulydighed, hvis de ikke vil betale. Du kan kigge i direktiv 2003/87/EC, hvor detaljerne er udpenslet.
Hvis man så i øvrigt har tiltro til EU systemet og medlemslandenes vilje og evne til at efterleve de fælles aftaler, så er systemet inden for EU ganske effektivt. Anderledes bliver det, når vi bevæger os uden for EU. Her er der nemlig ingen overstatslig enhed der kan sanktionere, når lande ikke overholder aftalen.

Steen Rasmussen

Tage Duer
Er det ikke rigtigt, at det er forbrugeren som i sidste ende sætter forbruget?
Hvis kvoterne fulgte forbrugeren, ville der være et incitament for den, der sætter forbruget.
Som det er i det nuværende kvotesystem, der vil et mindre forbrug falde som besparelse hos de store producenter. For så vit kvoterne overhovedet har salgsværdi, tilfalder de selskaberne, som i forvejen har kæmpe mængder af likvider. Teorien om at besparelsen hos den enkelte forbruger skulle minimere udslippet et eller andet sted i markedet er yderst hypotetisk. Mulighederne for at købe sig fri af forpligtelserne, formelle muligheder for sanktioner, bidrager ikke til billedet på de proklamerede tilsigtede virkninger som andet end hypotetiske betingelser. Hvorimod den direkte belønning af forbrugeren, der hvor huan ville sætte forbruget ned, ville virke nu og her. Hvis det var en sikker virkning man gik efter i apparatet i EU, ville man have lavet det anderledes. Der foregives at ville, det er det eneste man ikke kan være i tvivl om.