Læsetid: 2 min.

Energiforhandlinger under pres og trusler

Sene aftenforhandlinger efter højlydte klager fra oppositionen over regeringens stejlhed og trusler fra statsministeren
21. februar 2008

Efter fælles pres fra kommunerne, brancheforeninger, energisektoren, ngo'er og fagforbund samt trusler fra statsministeren om at lave en smal energiaftale med Dansk Folkeparti sad oppositionen og klimaminister Connie Hedegaard ved redaktionens slutning i højspændte forhandlinger om en ny dansk energistrategi.

Før aftenens forhandlingsrunde startede, var meldingen fra SF og de radikale, at regeringen har ageret uprofessionelt og ingen indrømmelser overhovedet givet, siden forhandlingerne startede for et år siden.

"Det er den mest kaotiske forhandlingsform, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg kan ikke vurdere, om det er et spørgsmål om total uenighed i regeringen, eller det er dårlig forhandlingsledelse. Men jeg kan konstatere, at det er afsindigt uprofessionelt. Vi har siddet og trampet rundt i de samme ting siden juni," sagde SF's forhandler, Anne Grethe Holmsgaard til Ritzau. Senest opdukkede hindring var ifølge SF og de radikale regeringens melding i går eftermiddag om, at man var nødt til at trække i land på det mål for energibesparelser, man hidtil har syntes indstillet på: en halv procents reduktion i bruttonergiforbruget pr. år i fire år.

"Det var det, Connie Hedegaard profilerede sig på i valgkampen," påpegede Holmsgaard. Hun klagede også over, at forhandlerne ikke har fået svar på centrale spørgsmål.

"Jeg har bedt om at få at vide, hvad der skal til, hvis man skal nå målet om 20 procent vedvarende energi i 2011, som de selv har skrevet i regeringsgrundlaget. Hvor meget vindkraft, hvor meget biomasse og biogas skal der til? Det burde da ikke være så svært, men jeg har stadig ikke fået noget svar," oplyste SF's ordfører.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde samtidig i Folketinget, at der nu skal laves en aftale.

"Hvis nogle udnytter ønsket om et bredt flertal til at blokere og læne sig tilbage, så kan det i yderste fald blive nødvendigt at gennemføre det med et smallere flertal. Det er helt uacceptabelt, at det bliver ved at trække ud. Nu bliver vi nødt til at skære igennem. På den ene eller anden måde skal der indgås en aftale," sagde Fogh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu