En farlig logik

Det lyder logisk: Et folk har ret til at have sit eget land. Som danerne skal have et Danmark og serberne et Serbien, skal kosovarerne også have et Kosova. Det virker også naturligt, at kunstige stater, som har været holdt sammen af en overmagt - Titos Jugoslavien, Saddams Irak, det imperialt tegnede Kenya - falder fra hinanden, når demokratiet blomstrer frem. Den ungarske filosof Agnes Heller har lakonisk formuleret pointen: "Multietniske og multireligiøse nationer kan kun holdes sammen af diktatorer." Forsvinder diktatoren, forsvinder også den undertrykkelse, der har tvunget folkeslagene ind i den kunstigt sammenklistrede nation, og de kræver herefter naturligt deres selvstændighed.

Det lyder logisk, og dét er muligvis en af grundene til, at både USA og en række europæiske lande i årene siden konflikten på Balkan mere eller mindre tydeligt har ladet kosovo-albanerne forstå, at også de en dag skulle opnå selvstændighed.

Imidlertid er den separatistiske logik hverken klar eller ufarlig. Spørger man for eksempel 70-årige Sarah Wangoi i Kenyas Central Province, om hun føler sig hjemme i den provins, hun netop nu befinder sig i, omgivet af Wangois eget folkeslag, kikuyuerne, er svaret nej. Wangoi fortalte forleden dag New York Times, hvordan hun har levet hele sit liv i regionen Rift Valley (hvis flertal er kalenjiner). Men så var hun pludselig ikke længere velkommen.

Kludetæppe

På de seks uger siden Kenyas valg, er et bizart nationalt puslespil i hyperhastighed nemlig gået igang. Sarah Wangoi er ligesom 600.000 andre på flugt. Disse kenyanere bevæger sig netop nu rundt i deres land som i et kludetæppe, hvor trådene vikler sig ud fra hinanden for at finde tilbage til dem med den samme farve: luoer til luo-land, kikuyuer til kikuyuland og kalenjiner til kalenjinland. Mange vil aldrig vende tilbage. Deres naboer, deres fodboldhold, deres lokale kioskejere vendte sig pludselig mod dem, fordi ét parameter pludselig overskyggede alle andre: etniciteten.

For disse fordrevne er "hvert folk, sit land" ikke noget svar. Og mens separatisme-troen florerer rundt om hos verdens mindretal og selektivt hos verdens stormagter, er en anden, modsat bevægelse paradoksalt nok i fuld gang: Med en migration, der er større end nogensinde, bliver verdens nationer hele tiden mere etnisk sammensatte, ikke mindre. For hver dag globaliseringens kludetæppe bliver mere komplekst, bliver ideen om, at den naturlige opdeling af verden er den etniske opdeling, mindre logisk.

Unaturligt demokrati

Det vigtige og svære spørgsmål at stille er derfor ikke: 'Hvordan kan vi give alle disse folkeslag deres eget land?' men: 'Under hvilke omstændigheder virker den etniske identitet som den eneste mulige sammenhængskraft for en given befolkning?' og: 'Hvordan skaber vi andre fællesskaber, som ikke vokser frem af en etnisk lighed, men skabes som politiske, demokratiske projekter?'

For at besvare dét spørgsmål er det nødvendigt først at erkende, at demokrati ikke er en naturlig tilstand. Som Agnes Heller formulerede det i Information sidste år, er demokratiet "en konstitueret form, der hele tiden skal genkonstitueres og fornys". Har man først erkendt dét, bliver det også lettere at se i øjnene, at projektet - afhængigt af håndtering - kan forvolde skade såvel som gavn.

Den demokratiske skyggeside handler netop om etnicitet. Da demokratiet - i modsætning til diktaturet - bygger på ideen om, at hele folket skal herske, bliver spørgsmålet om, hvem folket er, altafgørende. Og her bliver etniciteten hurtigt det letteste svar.

Sociologen Michael Mann forklarede i weekendens Information, at to definitioner af den demokratiske grundenhed 'folket' kan flyde sammen: "Det ene er 'demos', hvorfra vi har demokrati. Det andet er 'ethnos' eller etnicitet. Etnisk udrensning opstår, når der sker en forveksling af de to begreber, og hvor den dominerende gruppe i etnisk forstand hævder, at den har ret til staten - at staten essentielt er for eksempelvis tyskere, serbere, hutuer."

Springet fra demos til ethnos er et skred, og et farligt ét. En stat bør have et folk som grundenhed, men dét øjeblik, dette folk kun kan finde sammen om en etnicitet, er statens projekt i fare for at blive blodigt.

"Fint nok," vil de frihedstørstende befolkninger i Abkhasien, Syd-ossetien, Nagorno-Karabakh og Transdnestrien nu svare, "men det kan I sagtens sige - I har ikke været undertrykt i evigheder af en brutal, fremmed majoritet."

Desværre er der ikke mange gode erfaringer med at omdefinere verdens grænser som lapper på historiske uretfærdigheder. Den svære og påtrængende udfordring, ligger ikke på grænsedragningsniveau, men i det demokratiske projekt som sådan: De eneste holdbare samfund er dem, hvor alle indbyggere føler sig repræsenteret.