Læsetid: 4 min.

Fattigdom kender ingen grænser

Grænsestridighederne mellem Over- og Underdanmark er atter brudt ud efter to nye rapporter om forværret fattigdom og ulighed herhjemme. Er alle i virkeligheden velstående i et land hvis regering finder det overflødigt at fastsætte en fattigdomsgrænse?
Hver sjette københavner lever under fattigdomsgrænsen, viser en undersøgelse, som Københavns Kommune har foretaget. Billedet er fra Frelsens Hær i København, som deler hjælp ud til fattige københavnere

Hver sjette københavner lever under fattigdomsgrænsen, viser en undersøgelse, som Københavns Kommune har foretaget. Billedet er fra Frelsens Hær i København, som deler hjælp ud til fattige københavnere

Carsten Snejbjerg

Indland
8. februar 2008

EU har en. USA har en. Men Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse. Argumentet mod en grænse er blandt andet, at den jo ikke giver færre fattige. Snarere tværtimod.

Uanset om man er for eller imod en fattigdomsgrænse, må det konstateres, at den manglende fælles forståelse af fattigdom har skabt forvirring i den politiske debat.

Københavns Kommune har med sin egen definition af fattigdom netop fastslået, at 66.000 københavnere er fattige. Det er alt for højt sat, lyder kritikken.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er ud fra en anden definition, som minder om EU's, kommet frem til, at der på landsplan er op mod 200.000 fattige.

Men spørgsmålene hagler ned over disse tal. Er folk med periodevis lav indkomst fattige? Skal friværdi regnes ind i indkomsten? Kan leveomkostningerne i forskellige landsdele skæres over én kam?

EU definerer fattige som mennesker, hvis indkomst er det halve af samfundets midterste indkomstgruppe.

Men Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, sætter spørgsmålstegn ved EU's definition, fordi den siger mere om forskelle end fattigdom.

"Krakker aktiemarkedet, hvorved de mest velhavende mister formuer, vil fattigdommen i den model blive mindre, selv om enhver kan se, at de, der har mindst, ikke får det bedre," siger hun.

Verdens ligeste fattige

Ellen Trane Nørby afviser også budgetmodellen, som Københavns Kommune benytter.

Københavns Kommune har i sin omdiskuterede nye rapport fastsat et minimumsforbrug, som anses for rimeligt, hvis man skal leve et værdigt liv uden alvorlige afsavn. Forbruget omfatter faste udgifter til husleje, fagforening mv. og løse udgifter til blandt andet mad. Det er omregnet til et budget for en enlig uden børn på 103.649 kroner om året (og der er andre budgetter, hvis der er børn i familien, man er pensionist osv.). Har man ikke en disponibel indkomst, der kan dække det nødvendige, er man fattig ifølge kommunen, der også vurderer, om fattigdommen er permanent eller af kortere varighed.

Ellen Trane Nørby mener ikke, at modellen kan ophøjes til officiel fattigdomsgrænse, blandt andet fordi der, hvad huslejesammensætning angår, er store forskelle på at bo i København og en landkommune.

I sin afvisning af budgetmodellen ligger hun på linje med socialminister Karen Jespersen (V), der for nylig har sagt til Berlingske Tidende: "Man kan ikke standardisere folks indkomster eller budgetter."

Hermed bliver en definition af fattigdom vanskelig, lyder det fra forskerhold, og så bevæger diskussionen sig for alvor fra det beregningstekniske til det politiske.

Finn Kenneth Hansen, der koordinator ved Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), forklarer, at ifølge den klassiske socialdemokratiske velfærdsmodel skal uligheden bekæmpes for at komme fattigdom til livs.

Borgerlig tankegang tager derimod udgangspunkt i væksten som redskab til at gøre eventuelle 'restgrupper' selvhjulpne og mere velstående. Man anerkender ikke ulighed og fattigdom som et fast træk ved samfundet.

Eller som socialministeren udtrykker det i Berlingske Tidende: "Helt grundlæggende er Danmark stadig verdens mest lige samfund, og det skal vi være meget opmærksomme på".

Uværdigt trængende

Ikke alle er enige i, at ligheden skal være i fokus. Jørgen Elm Larsen, som er professor i sociologi ved Københavns Universitet, siger, at der i Danmark lever mennesker, som er permanent afsondret fra samfundet, og hvis sammensatte problemer ikke levner dem håb om at komme 'indenfor'.

Jørgen Elm Larsen mener, at man skal have fokus på disse udsatte, men han erkender, at der ingen objektiv grænse findes for fattigdom:

"Enhver grænse vil i sidste ende være politisk bestemt og giver ikke mening, hvis der ikke er politisk vilje til at drage konsekvenser af grænsen."

Den vilje finder han ikke er fremherskende i dag. Tværtimod peger han på et historisk skift i synet på fattigdom. Op igennem det 20. århundrede blev flere og flere fattige anset for 'værdigt trængende', efter oprindeligt at have været mødt med hævede pegefingre og udelukkelse fra fællesskabet for eksempel ved at få frataget valgretten.

I det 21. århundrede ser Jørgen Elm Larsen en tilbagevenden til moraliseringen. Folk skal straffes økonomisk, hvis de ikke kommer i arbejde.

"Socialpolitik er blevet beskæftigelsespolitik, og fattigdomsgrænsen er blevet til teknikaliteter i stedet for at handle om, hvad et anstændigt liv er," siger Jørgen Elm Larsen.

Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, formulerer det på en anden måde. Hun ser en historisk chance, takket være den gode konjunktur, for at afskaffe fattigdommen helt. Chancen kan trues af en firkantet udmeldt fattigdomsgrænse.

"Danmark har stærkt brug for hænder på arbejdsmarkedet, og grænsen for, hvem der kan komme i arbejde, har rykket sig de seneste par år. Jeg er betænkelig ved, at man på forhånd opgiver at få folk i arbejde ved at definere en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet som noget legitimt," siger Ellen Trane Nørby.

Børn er de store tabere

Både Finn Kenneth Hansen og Jørgen Elm Larsen finder, at beskæftigelsessynet er for snævert, fordi de fattiges problemer skyldes et sammenfald af uheldige faktorer, lige fra ringe social arv til dårligt helbred. Et helhedssyn savnes.

"Det er fornuftigt, når socialministeren taler for, at der skal sættes målrettet ind på de forskellige problemfelter, men det hjælper ikke, hvis man samtidig trækker det økonomiske tæppe væk under folk ved at beskære deres ydelser. Så falder indsatsen fra hinanden," siger Jørgen Elm Larsen og forklarer, at der bag regeringens historiske nedsættelse af ydelserne ligger en tankegang om økonomisk incitament som afgørende drivkraft i samfundet. Lader folk sig ikke drive i arbejde, er det nærliggende at kalde deres fattigdom for selvforskyldt.

"De egentlige ofre for denne tankegang er børnene, som jo umuligt kan være selvforskyldt fattige. Børnene lider store afsavn i de fattige familier, hvilket er uværdigt for samfundet, og de risikerer at blive fattige som voksne. Og ud fra en mere kynisk betragtning er det uhensigtsmæssigt, at samfundet ikke sikrer sin fremtidige arbejdskraft bedre," siger Jørgen Elm Larsen, der efterlyser en officiel fattigdomsgrænse. For børnenes skyld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Socialkontoret er blevet omdøbt til beskæftigelsafdeling og ledige sendes ud i udsigtsløse jobtilbud. Det lugter af fattighjælp og tvangsarbejde i 30'erne.
Flere og flere bliver sat på gaden fordi de ikke kan betale huslejen.
Flere og flere børnefamilier beder om Julehjælp = Almisser
Flere og flere bliver psysisk syge
Hvem var det der sage minimalstat.?
Det værste er at socialdemokratiet ikke opstiller et klart alternativ. men i stedet har omformuleret velfærd til velfærd for dem som har i forvejen.
Kan vi ikke få Stauning, Steinke og Peter Sabro igen?

Ingen af de brugte modeller kan bruges til noget som helst .

I Danmark er man kun fattig, hvis man selv vil det.

Det er der nogle få tusinder, der vil.

Men som altid gør man undtagelsen til sædvanen, fordi kun undtagelsen kan skabe opmærksomhed.

Jeg må endnu engang undre mig over, hvilket liv en Aage Øhle har (haft)! På en eller anden måde har jeg en fornemmelse af, at han ikke selv nogensinde har lidt nød - men omvendt kan jeg heller ikke forestille mig, at hans liv har handlet om nogetsomhelst andet end at tjene penge. Og det er, som vi jo ved, fattigt.

Vi kan kalde det usynlig fattigdom; den synlige fattigdom er når de fattige er hjemløse, står i kø til herbergerne og maduddeling, forfrosne i laset tøj. Den tilstand har vi endnu ikke nået, men der er økonomisk fattigdom hvor huslejen er svær at betale og med økonomisk fattigdom i et land som Danmark følger social fattigdom, teknologisk fattigdom og helbredsmæssig fattigdom.

Det uhyggelige er at regeringen taler med socialdemokratisk tunge i medierne men i realiteten sparker til dem der ligger ned.

Med de store friværdier er den en reel mulighed for mange at tage et par år jobfri og leve af friværdien, hvad enten det er med formålet barsel, jordomrejser, selvpensionering, iværksætteri, selvpensionering eller noget helt andet.

At kalde folk fattige alene på baggrund af deres indtægt er enten bevidst manipulation eller ren dumhed. Specielt i et land hvor den gennemsnitlige friværdi har gjort en stor del af befolkningen til millionærer, så de har friheden til at have normalt forbrug uden indtægt.

Min hustand på to voksne i starten af 30erne og et barn har haft ca. 80.000 i årlig indkomst de sidste to år. Det gør os til ludfattige ud fra EU's fattigdomsmål.
Vores forbrug er på ca. 250.000 beskattede kroner pr. år. hvilket giver os en fin levestandard med bil hvor vi ikke sparer på noget.
Hvordan det kan lade sig gøre? Planlagte lavindkomstår hvor vi lever af opsparing og snart friværdi, mens vi bruger tid på studie, barsel og iværksætteri. Mit gæt er at stigningen i fattige i DK kommer fra at flere har fået de muligheder vi benytter os af.

Jeg er studerende og får 2381 kr. i hjemmeboende SU om måneden. Det er knap 100 kr. under maksimumtilskuddet. Grundtaksten til alle under 20 er 1108 kr. Dette er beregnet af min fars månedlige bruttoindkomst på 27.000 kr. (netto ca. 15.000) som enlig forsørger af to børn (eller... jeg selv er ikke barn længere i juridisk forstand, men I ved hvad jeg mener). Jeg siger ikke at jeg får for lidt, men min begejstring over det tildelte beløb stilnede af for ikke så lang tid efter jeg fik mit første beløb, da det gik op for mig hvor lidt det egentlig er, især når ens arbejde har lavsæson og har suspenderet en på ubestemt tid (min timeløn er 117,25 kr.). Når man ikke længere får lommepenge og delvist selv skal betale for sin kost, sit tøj og andre ydelser og togbilletter til både Arriva og DSB, så synes jeg ikke det er ret meget velfærd at prale af i Danmark.

Så jo, pt. lever jeg for 2381 kr. om måneden - det svarer til 79 kr. om dagen, så det ville kvalificere mig under Københavns Kommunes skøn over fattigdomsgrænse, ville det ikke? Ret tankevækkende, synes I ikke? Man taler om alle de voksne på overførselsindkomster der lider og har det hårdt, uden tvivl, men hvad med de unge uden kapital og fast ejendom? Pensionisterne flæber over deres månedlige folkepension på knap 5.000 kr., helt ærligt! Har disse mennesker slet ikke tænkt over at en eneste spare op de seneste 40 år de har været på arbejdsmarkedet? Du kan jo sagtens leve for 5.000 kr. om måneden hvis dit 30-årige boliglån er betalt! Og ja, jeg ved godt der skal være penge til almisser til børnebørnene, men i det store perspektiv, er det så ikke et beskedent beløb, hvis man forudsætter at børnene klarer sig selv og er i velfungerende familier?
...
Angående Jens Jensens "lasede tøj", så har min føromtalte forsørger opgivet at gå i 'ordentligt tøj'. Skoleeleverne griner af ham og snakker bag hans ryg fordi han går i 10 år gamle poloshirts og shorts midt om vinteren og gammelt sportstøj som han har scoret gratis fra den lokale fodboldklub da de skiftede hovedsponsor. Ellers synes de vel han er vældig flink og en dygtig underviser, men angående moderæset er han for længst stået af, for han har hverken tid eller forstand på hvad der er såkaldt trendy at gå i. Personligt begrunder han det med økonomien over for mig, men jeg tvivler ærligt talt da jeg selv synes jeg har købt rimelig meget nyt tøj inden for det sidste halvandet år. Men tendensen afspejles hos mig: jeg er mere ligeglad med hvad folk går klædt i og følger heller ikke selv moden. Har min egen blandede stil mellem hiphop og punk og det er sgu fint nok. Men hvorfor accepterer I, kære mainstream-folk, det ikke? Hvad er der galt med at være alternativ? Det spørgsmål har jeg endnu ikke fået sagligt besvaret af mine gymnasiekammerater. Det mest 'intelligente' jeg hidtil har hørt er noget a la "de punkere der de skulle kraftedme tage at vaske sig og så gå i noget ordentligt tøj der ikke er tudegrimt. Og så skulle de tage at komme på nogle diskoteker i stedet for at sidde på en trappesten på torvet og bumse den med en pose faktaøl. Har de mon overhovedet ingen forstand på manerer og udseende?" Citatet taler vel for sig selv *ruller med øjnene* den danske popungdom er uoplyst og håbløst selvfikseret...

Hvordan lever man af en friværdi?

Se... endnu et typisk eksempel på en hjernedød og ignorant, dum dansker. Friværdi, åhh, må jeg være fri! (:D) Siden hvornår har man kunnet leve af en investering uden for aktie- og obligationsmarkedet? Hvornår er det blevet en selvfølge at et hus absolut skal stige i værdig fra ejer til ejer? Hvornår accepterer folk at et hus ældes i samme grad som en bil eller en tandbørste, for den sags skyld. Konklusion: den burde tabe i værdi, men hvorfor er dette ikke tilfældet på boligmarkedet? Fordi folk er nogle godtroende, naive egoister - det er hvad de er. Boligmarkedet er den største ulighedsskabende faktor i samfundet. Se dog at få gjort noget ved boligbeskatningen så det ikke længere er muligt at høste guld og grønne skove af en eventuel friværdi. Vågn op, politikere! En huspris skal som hovedregel enten være konstant på samme niveau eller svagt faldende. Det er tilfældet med alle andre købebare produkter i samfundet...

Et hus falder i værdi meget langsomt, men grunden hvor det ligger kan ofte stige i værdi så det mere end udligner det beskedne fald i husets værdi.

Huspriserne stiger fordi køberne overbyder hinanden når de har penge mellem hænderne. Køberne vil overbyde hinanden på de attraktive huse indtil de når deres smertegrænse. Smertegrænsen afhænger af jobsikkerhed og lønniveau. Altså når det går økonomisk godt i DK vil huspriserne stige, og omvendt.

Derudover kan det blive mere attraktivt at bo i et bestemt område over tid, og vil dermed give flere interesserede købere.

Øhle: "I Danmark er man kun fattig, hvis man selv vil det."

Kortere kan borgerlighedens ligegyldighed over for de svage i samfundet vel næppe udtrykkes.

Ens tøj bliver laset hvis man kun har ét sæt tøj, sådan levede de fattige i 18. tallet. Sådan er vores billede af fattigdom. Idag, hvor vi lever i et overflodflodssamfund, kan man bare finde noget gratis tøj, gratis møbler osv. (det er utrolig hvad der bliver kasseret af brugbare ting, men det meste bliver smidt ud og desværre ikke genbrugt) på den måde mangler vi ikke noget af det materielle, men man bliver nok ikke venner med de velhavendes børn og man bliver måske heller ikke ansat i som direktør, politiker eller læge, man bliver forbigået, hvis man er fattig. Fattigdommen i DK er ikke særlig synlig, den er mental, man kan ikke se på folk om de kun spiser spaghetti med ketchup, havregryn eller om de ikke har været til tandlæge i 15 år, men man kan mærke det, hvis man lærer personen at kende.

Jens Jensen: "Idag, hvor vi lever i et overflodflodssamfund, kan man bare finde noget gratis tøj, gratis møbler osv" - du har selvfølgelig ret - jeg køber selv meget af mit tøj i genbrugsbutikker.

Men forklar mig så lige, hvorfor klunsning er forbudt på mange genbrugspladser? Kan der tænkes nogen anden grund end for at genere de fattige?