Læsetid: 1 min.

Flere hænger fast i fattigdom

Der bliver flere og flere langvarigt fattige i Danmark. Rådet for Socialt Udstødte mener, at det kan skyldes nedskæringerne i kontanthjælpen
Indland
5. februar 2008

Stadig flere danskere hænger fast i fattigdom, viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Ifølge undersøgelsen er antallet af personer, der har været fattige mindst tre år i træk, steget med 12.000 i perioden fra 2001 til 2005. Det svarer til en stigning på næsten 35 procent, så der i 2005 var knap 48.000, der havde levet i fattigdom i mindst tre år.

Direktør i AE, Lars Andersen, kalder stigningen for 'voldsom'. I 2005 var det således 24,4 procent af de fattige, som havde været det i mindst tre år, mod 21,7 procent i 2001. Hvis man indregnede de studerende, var antallet af længerevarende fattige i 2005 endda helt oppe på 72.000 personer.

"Det her viser, at det er et stort problem, og at fattigdom ikke bare er noget, hvor man et enkelt år ryger under grænsen. Derfor er det noget, som man må gøre noget mere aktivt ved. Når man kigger på, hvor mange som er fattige et enkelt år, så kan man altid sige: Okay, lad os nu lige vente og se tiden an. Men her er det folk, som tre år i træk har levet under fattigdomsgrænsen og mere permanent lever i meget små kår, mens de bliver mere og mere marginaliseret i forhold til samfundet. Her er det virkelig alvorligt," siger Lars Andersen.

Ifølge AE's undersøgelse er der samtidig store geografiske forskelle på fattigdomsproblemet. Samsø, Tønder og København er de kommuner, som har flest længerevarende fattige. På Samsø har 17,7 ud af hver 1.000 været fattige i mindst tre år.

I den modsatte ende er det kun hver 2,5 i Allerød Kommune. Tal som dækker over, at den længerevarende fattigdom dels er et storbyfænomen - dels et problem i udkantsområder.

Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udstødte, kalder AE's undersøgelse for 'bekymrende' og peger på, at uanset hvordan man opgør tallene, så peger alle undersøgelser på fattigdommen bliver mere og mere udbredt i Danmark.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja sådan ser virkeligheden ud her i jubilæums året for Kansergade forliget, hvor Stauning byttede hjælp til bønderne mod en moderne socialreform som afskaffede fattighjælpen.
Mens at understøttelsen af landmændende ikke er skåret, tværtom, er venstreregeringen med stor flid igang med at genindføre fattithjælpen, bare se på antallet af folk der bliver sat ud af deres boliger fordi der ikke er penge til huslejen. Boliger som med en sær for for sacasme, og rest af den gamle reform, går under betegnelsen sociale boliger.
Det foregår i et land der aldrig har været rigere, og hvor den arbejdende del af befolkningen aldrig har været større. Det land har ikke anstændighed til at behandle de syge, uheldige, gamle eller de forfulgte ordentligt.
Skam til dig, der ikke siger fra over for denne skændsel.

At kontanthjælpsmodtagere skal finde sig i at blive trådt på, reguleret, kontrolleret og ydmyget i den grad der er tale om, er ikke velfærdsstaten værdig. Ydmygelsen finder sted i stilhed, fattigdommen er gemt væk i systemet og størstedelen af Danmarks befolkning vender ryggen til problemet, imens Klaus hjort fredriksen, fogh og co. føler de har ret til at smadre folks liv, hvor de allermest har brug for støtte. Det er politisk ondskab.

Jeg tror, at der måske er tale om et generationsspørgsmål, når det kommer til de voldsomme ændringer af vores anstændige sociallovgivning: det er de mindre søskende og de yngre fætre og kusiner til 68-generationen, der nu sidder på magten (med "ansvaret", som statsministeren eufemistisk kalder det), og de har jo åbenbart i den grad oplevet, at de værdier, de blev indprentet fra slutningen 50erne og i løbet af 60erne, blev uanvendelige og altmodische, så de nu tager hævn.
Hævnfølelsen, synes jeg, kommer meget tydeligt frem i den måde, de ikke har villet anerkende deres historiske nederlag i stridighederne om Christiania og Ungdomshuset; men også når det kommer til retspolitik og alt muligt andet, ja måske er det i virkeligheden en længsel efter den tid og de værdier, der muliggør forbrødringen med det yderste højre i udlændingepolitikken...

Hvis man vil se en bekræftelse på, at jeg har ret, kan man læse Thomas Johannes Erichsens "Venstrefløjens skyklapper" i dagens Politiken.

Jens Jensen,

At kontanthjælpsmodtagere skal finde sig i at blive trådt på, reguleret, kontrolleret og ydmyget i den grad der er tale om, er ikke velfærdsstaten værdig.

Dette, at blive trådt på, har selvstændige erhvervsdrivende måtte finde sig i i årevis. Til en hvis grad også andre, privat ansatte.

Både de og gruppen af kontanthjælpsmodtagere lider under et mellemlag der er uhyggeligt grådige. De kan ikke på nogen måde skrue deres komfortkrav tilbage til et niveau hvor der er plads til at dem der arbejder får noget ud af det OG dem der ligger ned kan komme på fode. Det er mellemlaget, typisk offentligt ansatte, idet de alle får en fornuftig løn, og de højtbesungne børnefamilier med to nye MPV'er, som rydder bordet. Men de har jo både ressourcer og flertal. Det at være asocial er nu et flertal.

Tolderrup,

"Det at være asocial er nu et flertal"

Helt enig. Bortset fra at det flertal, du taler om, ikke kun består af grådige offentlige ansatte men også grådige privatansatte på højere løntrin. Distributionen af asocial had og misundelse sker også gennem dårligt lønnede privat og offentlig ansattes stemmer på DF.