Læsetid: 3 min.

En frygtindgydende styrke

Oppositionen er i vildrede, og kan ikke diske op med andet end korrektioner til en statsminister, der ikke viser det mindste tegn på svaghed
1. marts 2008

En af de vigtigste årsager til den frustration, der hærger oppositionen efter endnu et valgnederlag, skal søges i Anders Fogh Rasmussens helt enorme og frygtindgydende styrke. Selv om regeringens flertal i dag er det spinkleste siden han kom til magten i 2001, og selv om en statsministers tredje periode traditionelt er den mest usikre og sårbare, så står Fogh Rasmussen så stærkt som aldrig før. Ikke nok med at han fortsat sætter den politiske dagorden og lægger forløb og drejebøger parat for politiske forhandlinger uden tegn på nedslidning, der er tilmed sket det parlamentarisk ejendommelige, at alle andre partier per refleks indretter politik og holdninger i forhold til regeringens - som små korrektioner eller som direkte adoption af Venstres politiske kurs prøver de at følge med så godt de kan.

Tilpasning og et nødråb

Når Socialdemokraterne foreslår, at indvandrerkvinder skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, eller Villy Søvndal hæver stemmen til det truende over for Hizb ut-Tahrir, så er der tale om tilpasninger til regeringens hårde kurs over for indvandrere. Det er et forsøg på at sige, vi er også med på den kurs, kære vælgere. I skal i hvert fald ikke løbe over til højrefløjen af angst for, at vi er for slappe på udlændingepolitikken. Som børn, der for længe er blevet ignoreret, forsøger partierne at råbe højere og mere skingert. Det samme gør sig gældende på retspolitikken. Både når SF's Astrid Krag forlanger en benhård kurs over for indvandrerbander og kritiserer politiet for slaphed, og når Socialdemokraternes Morten Bødskov angriber Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech for at være usikker og vægelsindet oven på beslutningen om administrativ udvisning af to tunesiske statsborgere, er der tale om tilpasning og et nødråb om i det mindste at blive hørt.

Har ændret samfundet

Anders Fogh Rasmussens styrke og oppositionens iver efter tilpasning betyder, at statsministeren i dag slipper af sted med ting, som han ikke var i stand til tidligere. I dag kan han få en politisk sejr ud af at besøge årtiers mest upopulære amerikanske præsident og endda rose ham for hans indsats for demokrati og menneskerettigheder. Ved det tidligere besøg var han af hensyn til den hjemlige opinion tvunget til at bringe upopulære emner op som Guantanamo og Abu Ghraib. Hvis Anders Fogh Rasmussen en dag satte sig for at gå på vandet, ville Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal forsøge at gøre det samme bare på lidt dybere vand.

Fogh Rasmussen har på det holdningsmæssige plan grundlæggende ændret det danske samfund. Han har godt hjulpet af økonomiske og internationale strømninger med et forslidt ord vundet både værdikampen og kulturkampen på en række områder, og oppositionen kan tilsyneladende ikke gøre andet end at se til og forberede små profilskabende korrektioner. Den socialdemokratiske opskrift har hidtil været at tilpasse sig og kopiere store dele af regeringens politik på de værdipolitiske områder - retspolitik, udlændinge-, skolepolitik, den aktivistiske udenrigspolitik, for så at satse hele butikken på en stærkere velfærdspolitik. Problemet for oppositionen er blot, at almindelige danskere har det godt. Der er problemer i den offentlige sektor, men ingen krisestemning. Så måske er tiden kommet til en kursændring - til at slå Anders Fogh Rasmussen der, hvor han er aller stærkest nemlig på værdierne.

Når den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama i dag fører i meningsmålingerne i den amerikanske valgkamp, er det på et budskab om forandring, om samling og sammenhold. "One nation" - vi er et land. Det budskab ligger der masser af musik og patriotisme i. Kan Thorning og Søvndal fremføre det budskab på troværdig vis, har den skabt en vigtig brudflade til Fogh Rasmussens værdikamp. Danmark er ét land, som ud over den pæne middelklasse også skal rumme muslimer, kriminelle, autonome, arbejdsløse, kunstnere, eksperter og mange andre. Rummelighed som politisk slogan vil ramme dybt ned i det solidariske danske velfærdssjæl og være mere tro ved venstrefløjens rødder. måske var det værd at forsøge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pppositionen og fagbevægelsen har desværre været ingen bukser på ej heller muskler.

Anders Fogh er svag i ånden, han er ikke særlig folkelig og ej heller særlig smuk at se på .

Ingen kan lide ham , men tåler ham fordi han giver dem store friværdier og det i sig selv siger noget om vælgerne...de er selv ude om det og de fortjener ikke bedre end FOGH og DF.

Oppositionen er nogle svæklinge I sær Socialdemokraterne.

Ja, man kan undre sig over hvordan regeringen - og Fogh som person - er sluppet afsted med at sætte dagsordnen i den grad de har gjort.

Jeg flyttede fra Danmark til Sverige omtrent samtidig med at Fogh kom til magten, men følger stadig med i dansk debat. I den periode har jeg oplevet at Danmark er blevet stadig mere intolerant og nationalistisk. Det er gået så vidt, at jeg i dag faktisk har svært ved at forstå hvad der foregår i landet. At regeringen kører sin dagsorden er ikke så mærkeligt. Men at oppositionen ikke yder bedre modspil begriber jeg simpelthen ikke!

Det er lettere at forstå hvad der bliver talt om i den amerikanske valgkamp. Og jeg tror Bent Winther har ret i sin afslutning. Fogh har været synkron med Bush (ligesom i øvrigt Nyrup var med Clinton og Schlüter med Reagan) En ny amerikansk præsident, som alt tyder på hedder Barack Obama, vil skabe et nyt kursskifte i Danmark. Ikke i form af decideret venstredrejning, men vi vil se et brud med Foghs opdeling i får og bukke. Det vil blive talt mere om at inkludere alle grupper i samfunde end om at holde nogen ude. Lur mig, om ikke ord som håb, fremtid, fornyelse, fællesskab får ny kraft i de kommende år.

Spørgsmålet er så, om regeringen kan opsuge også det sprog, eller om skiftet bilver repræsenteret af ny selvtillid i oppositionen, eller måske omkring midten.

For én gangs skyld er der lidt substans i Bent Winthers analyse.

Når oppositionen ikke tør mene andet end det regeringen og dens støtteparti mener, er der naturligvis ingen der gider stemme på oppositionen. Så foretrækker vælgerne naturligvis den ægte vare. Derfor er Villy Søvndals og Helle Thorning Schmidts eksperiment med en højrepopulistisk udlændingepolitik dømt til at mislykkes.

Om Barak Obama kan komme og frelse os fra os selv og Dansk Folkeparti som Bent Winther skriver, er ikke godt at vide. Man har da lov at håbe..

Jeg var i New York i 1968 da Nixon blev valgt, alle festede og udtrygte deres glæde over, the change, markskrigerne har altid skreget på forandringer, så det er der ikke noget nyt i, og heller ikke nogen frelse.

"Danmark er ét land, som ud over den pæne middelklasse også skal rumme muslimer, kriminelle, autonome, arbejdsløse, kunstnere, eksperter og mange andre. Rummelighed som politisk slogan vil ramme dybt ned i det solidariske danske velfærdssjæl og være mere tro ved venstrefløjens rødder. måske var det værd at forsøge."

-Et ord: Nej!

Det ville gå virkelig dårligt dem

Næ, vi kan ikke vide hvad Obama udvikler sig til. Uden tvivl er den forandring han taler om en opsparet parathed i det amerikanske samfund, hvor flertallet er dødtrætte af Bushregeringen. Men der er naturligvis også en fare for at han udvikler sine mere populistiske og protektionistiske sider.

Hans vigtigste signal er nok, at man skal samtale og forhandle, også med dem man er uenige med, både i hjemlig politik og i verden.
Det tror jeg vi vil se kopieret i danmark, uanset vilken kurs det så i øvrigt bliver.

Jeg - Kan - Godt - Lide - Anders Fogh (Omskrivning af Helles slogan) Han er nydelig og altid godt klædt på - Villy S. er også ved at komme efter det.

Drømme og sværmeri - lad mig minde om at det var demokraten Bill Clinton, der godkendte CIA 's Rendition program. Der kommer ingen revolution med Om-bama.

Jeg er ikke imponeret af BWs analyse, da den fuldstændig overser det faktum, at Fogh har et klippesolidt flertal bag sig, derfor kan han være så stærk.

Årene med Fogh har vist, at den lovgivende magt er uhyre svag det danske politiske system og den udøvende magt meget stærk i form af vide beføjelser til statsministeren og en politiserende og selvkørende centraladministration.

Hvad, der har holdt holdt den udøvende magt i skak, har historisk været den situation, at diverse regeringer siden 1945 har været mindretalsregeringer (bortset fra den kortvarige første regering Nyrup).

Hvis vi dertil lægger, at Fogh på mange måder blot har forstærket en række politikker fra SR regeringens tid (den aktivistiske udenrigspoltik, markedsgørelsen af den offentlige sektor, en beskæftigelsespolitik, der ser arbejdsløshed som mangel på kvalifikationer hos de arbejdsløse, lav stigsningstakt i det offentlige forbrug, en retspolitik ,der sætter politiets interesser over retssikkerhed (rockerloven og terrorloven fra 2001) ), så har vi forklaringen på Foghs styrke.

Så skal oppositionen tilbage, må A gøre op med den linie, partiet har lagt siden Nyrup og som blev bekræftet med valget af Helle T. som formand, eller håbe på en økonomisk nedtur.

Med venlig hilsen

Søren B.

Helt rigtigt, Søren B.; men faktisk må vi af alle gode, menneskelige grunde håbe på en økonomisk nedtur, så folk igen kan få perspektiv i deres liv og standse amokløbet mod fuldkommen ligegyldige, i værste fald skadelige forbrugsgoder.
Men er din analyse iøvrigt ikke meget lig Bent Winthers?

PeterH

"menneskelige grunde håbe på en økonomisk nedtur"

Har du nogensinde prøvet at gå arbejdsløs?? Det tror jeg ikke du har for så ville du ikke komme med et så uhyrligt ønske om økonomisk nedtur. Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men for os der kan huske kartoffelkuren fra 1987, og den massive stigning i arbejdsløsheden der fulgte, er det at ønske stigende arbejdsløshed virkeligt rabiat og umenneskeligt. Er du eksempelvis klar over, at en af konsekvenserne af arbejdsløsheden dengang var en eksplosion i antallet af boliger som røg på tvangs-auktion. Folk flyttede midt om natten!!! Hvordan kan du sidde og ønske de tider tilbage?? Sidder du selv i et relativt sikkert job i det offentlige??

Nu skal dette måske ikke være en diskussion om det amerikanske præsidentvalg, men når PeterH skriver, at der ikke kommer nogen forandring bare fordi der bliver valgt en demokratisk præsident, er det lige lovlig ignorant.

Det ville i så fald betyde, at det var lige meget at det blev Bush og ikke Al Gore der vandt i 2000. Jeg tror nu, at verden i så fald havde være en hel del tåbeligheder foruden.

Dermed naturligvis ikke sagt, at man skal have blind tillid til at den kommende demokratiske præsident gør alt det rigtige. Men et retorisk skifte kan man roligt regne med. Og retorik er ikke bare luft, det sætter faktisk politiske spor.

Det er også retorikken som først vil smitte af herhjemme. og det skal være velkomment, hvis vi blot kan undgå Obamas mest sentimentale vendinger. Tingene skal jo oversættes fornuftigt.

"Og retorik er ikke bare luft, det sætter faktisk politiske spor. "

Så sandt, som det er sagt. Og det har bestemt sat sine spor i Danmark, at Fogh og co. konsekvent betegner politisk kirtik som "klynkeri" pg "hylekor."

Derfor er det også absurd at tro, at netop han skulle kunne vurdere, om Bush "udbreder demokratiet". Foghs demokratiopfattelse kan bedst sammenlignes med Putins.