Læsetid: 6 min.

Generation Hitlerjugend

De tyskere, der var unge under krigen, har haft svært ved at fortælle deres historie offentligt. Det har ført til en generation med alvorlige identitetsproblemer, viser et nyt speciale, der bygger på ni interviews med tyskere fra den såkaldte Hitlerjugend-generation
Siden Anden Verdenskrigs afslutning har den såkaldte Hitlerjugend-generationen været traumatiserede på grund af deres voldsomme barndom, som de har haft svært ved at tale om, fordi det har været tabu i Tyskland at fortælle den slags historier. Billedet viser medlemmer af Hitlerjugend på vej til rigsdagen i Nürnberg i 1938.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har den såkaldte Hitlerjugend-generationen været traumatiserede på grund af deres voldsomme barndom, som de har haft svært ved at tale om, fordi det har været tabu i Tyskland at fortælle den slags historier. Billedet viser medlemmer af Hitlerjugend på vej til rigsdagen i Nürnberg i 1938.

22. februar 2008

Siden Anden Verdenskrig sluttede, har tyskere fra den såkaldte Hitlerjugend-generation, befundet sig i "en indre retssag." Det er en af konklusionerne i Andrea Littrups Speciale:

"De er traumatiserede på grund af deres voldsomme barndom, som de har haft svært ved at tale om, fordi det har været tabu i Tyskland at fortælle den slags historier." fortæller Andrea Littrup, der har skrevet om generationen i sit speciale i pædagogik på RUC. Andrea Littrup har under et studeophold i Tyskland i 1998-2000 interviewet ni tyskere, der blev født mellem 1918 og 1930. Siden har disse interviews - og i særdeleshed to af dem - udgjort analyseobjektet for Andrea Littrups speciale.

"Personerne i mine interviews fremstår meget splittede. Alt, hvad de troede var rigtigt, var pludselig forkert. Det giver identitetsproblemer, og de problemer har de aldrig kunnet tale om. For deres smerte er hele tiden blevet stillet op over for holocaust, og det er et umuligt regnskab, der selvsagt ikke går op. Men det er det regnskab, de er konfronteret med, i den tyske offentlighed og inden i dem selv. Og de har det meget svært med det," fortæller Andrea Littrup.

Dagsorden

Andrea Littrups speciale startede med, at hun undrede sig over tyske tabuer:

"Da jeg var i Tyskland, fornemmede jeg, at der var nogle ting, man ikke skulle sige. På et tidspunkt modtog forfatteren Martin Walser en fredspris. I den forbindelse udtalte han, at hans generation aldrig havde fåret lov til at have deres erindringer fra nazitiden i fred, fordi de hele tiden stod i skyggen af Holocaust. Den tale udløste en voldsom debat. Det undrede mig, at der åbenbart stadig var grænser for, hvad man kunne sige så mange år efter, at krigen var slut. " fortæller Andrea Littrup. Derfor har hun undersøgt den tyske debat om nazitiden nærmere i sit speciale:

"I de første 10-15 år efter krigen blev der debatteret på et meget abstrakt plan. Først senere kom der personlige historier frem. Og da de kom, var det primært historier om ofrene - primært de jødiske. Enten var man forbryder, eller også var man offer. De almindelige tyskere, der havde levet under krigen, blev ikke hørt," fortæller Andrea Littrup, som dog understreger, at tendensen er ved at vende - blandt andet med Günter Grass' selvbiografi fra 2006:

"De seneste år er der sket noget - og historien er af og til blevet fortalt - med Günter Grass som det mest berømte eksempel. Men hver gang, det sker, er det stadig forbundet med stor debat og forargelse."

Tabu

Andrea Littrup annoncerede dengang i et nationalt dagblad efter nogle, der ville fortælle deres historie fra krigen. 11 reagerede, og ni indvilligede i et interview.

At der var ting, som man ikke taler om i den tyske debat, fik Andrea Littrup hurtigt bekræftet:

"En af de interviewede sagde, at han kun ville være med, fordi jeg ikke var tysker. Han var bange for, at jeg ville se ham som nazist, fordi han var ved fronten."

Flere indledte også med at holde en forsvarstale:

"Flere sagde 'Jeg har aldrig ...' og 'Amerikanerne gjorde også slemme ting,' eller 'Du må forstå, at vi ikke alle sammen var forbrydere, men ...' Jeg tænkte, hvorfor siger de det? Hvorfor bruger de så lang tid på at fortælle alt det, de ikke var? Det var især de mænd, der havde været med i fronten, der var svære at få noget ud af." Der var også mange emner, der ikke blev talt om:

"Deres forhold til nationalsocialismen ville de meget nødigt tale om. En fortalte, at hendes far var i Norge i krigens sidste år, og at han forhindrede, at de tyske soldater ødelagde alt for meget, da de trak sig tilbage. Men hvis hendes far var i Norge på det tidspunkt og tilmed havde indflydelse på soldaternes adfærd, må han have haft et forhold til partiet. Men det nævnte hun aldrig. Kun at han havde gjort noget godt på vejen hjem." Det samme gælder tiden i Hitlerjugend:

"De fleste skøjter hen over deres tid i Hitlerjugend. Der er ingen af dem, der direkte siger, at de troede på nationalsocialismen. Men når man nærlæser deres fortællinger, kan man se, at det gjorde de formentlig. Selvfølgelig gjorde de det, for de blev hele tiden fortalt, at det var det rigtige. De var børn og teenagere."

Jødeforfølgelserne vil man gerne tale om, men på en helt bestemt måde:

"Alle uden undtagelse siger, at de ikke vidste noget om jødeforfølgelserne. Det understreger de virkelig. Også selvom jeg ikke spurgte en eneste af dem om det."

Splittelse

Ud fra de ni interviews kunne Andrea Littrup danne sig et billede af en splittet generation:

"Deres identitet er brudt. Der er sket et knæk i 1945 i deres selvforståelse. I de samtaler jeg havde, veksler fortællernes perspektiver frem og tilbage. Som regel er det en reflekteret voksen, der snakker. Så er Hitler sindssyg, og de tager afstand fra ham - uden undtagelse. Men af og til fortaber de sig også i fortællingerne, og så bruger de ord son 'Volk', 'Reich' og andet propagandasprog. Det kan man også sige i dag, men det er ikke specielt accepterede ord. Jeg har indtryk af, at de taler det sprog, de lærte den gang. Så deres barndomsidentitet er ikke gået tabt, den står bare for sig selv," siger Andrea Littrup. Og det afspejler knækket i deres selvopfattelse:

"De måtte starte helt forfra efter 1945 - den måde, de så verden på blev vendt 180 grader. Så der er et brud i deres selvforståelse, og det er samtidig et brud, som de ikke kan tale om på grund af den skyld, som de føler over for omverdenen." Og det er en af Andrea Littrups væsentligste konklusioner i specialet:

"Det er en generation, der føler, at offentligheden bebrejder dem, fordi de i et vist omfang har troet på nazismen. Det er ikke sådan, at folk siger 'det var din skyld', men i og med at den tyske debat er, som den er, så føler de sig konstant bebrejdet.

Og ikke kun det:

"De to personer, hvis fortælling, jeg har analyseret grundigt i specialet, gør det også over for sig selv. Imellem linjerne stiller de sig selv det samme spørgsmål om og om igen: 'Burde jeg havde vidst noget mere?' 'Burde jeg have vidst, at da min klassekammerat forsvandt, så var det ikke fordi hun var flyttet, men fordi hun var kommet i koncentrationslejr? De spørgsmål stiller de sig selv, og de finder ikke noget svar, for det kan man ikke. Og det er tydeligvis meget smertefuldt for dem."

Det stiller dem i en indre konflikt:

"På den ene side vil de gerne have deres barndom og ungdom som den var og så bare komme videre, men fordi de er mennesker og har en samvittighed, så er de klar over, at den tid er forbundet med noget ganske forfærdeligt. Så der ligger en enorm skyld hos dem, som de ikke kan komme uden om." De bebrejder med andre ord sig selv:

"I sidste ende prøver de at værge sig mod offentlighedens bebrejdelser, men de bebrejder samtidig sig selv, og derfor har de svært ved at bearbejde de smertefulde oplevelser, den tid var forbundet med for dem. Deres oplevelser under krigen og deres smerte bliver stillet over for forbrydelserne, og derfor kan de ikke italesætte og bearbejde dem. Det er en ond cirkel, der har gjort dem eksistentielt splittede. De har aldrig kunnet overvinde den problemstilling, og det gør, at de i dag stadig lider."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu