Læsetid: 2 min.

Hætte-billeder holdes hemmelige

PET vil ikke offentliggøre fotos af de hætteklædte terroranholdte, selvom de tidligere har vist billederne til Weekend-avisen. Offentliggørelsen af billederne er essentiel for den offentlige debat, siger Enhedslistens Line Barfod
Indland
29. februar 2008

I går indrømmede PET, at de trak hætter over hovedet på de terrormistænkte, der blev anholdt natten mellem den 4. og den 5. september 2006 i Vollsmose. PET fotograferede også anholdelserne, "med henblik på efterfølgende at kunne dokumentere forløbet, herunder i forbindelse med eventuelle klager fra de anholdte," som tjenesten nu har oplyst til Justitsministeriet.

Disse fotos har i månedsvis været efterlyst af både dagbladet Information og Folketingets Retsudvalg. Når offentligheden overhovedet har fået kendskab til billedernes eksistens, skyldes det, at PET viste dem til to journalister fra Weekendavisen i januar sidste år, der skrev om anholdelserne. Men først da Information i december 2007 beskrev politiets hætter, blev det en kontroversiel sag, fordi eksperter påpegede at brugen af hætter er i modstrid med torturkonventionen.

Foto er fortrolige

Justitsminister Lene Espersen (K) skriver i et svar til Folketingets Retsudvalg, at billederne ikke kan overdrages til Retsudvalget, på grund af "sikkerhedsmæssige grunde, herunder hensynet til enkeltpersoner." Men PET vil dog gerne vise billederne frem til Retsudvalget, hvis det sker i fortrolighed.

Den løsning er Line Barfod (EL) ikke tilfreds med: "Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan offentliggøre billederne, når Weekend-avisen tidligere har fået adgang til dem og det endda på et tidspunkt, hvor retssagen kørte for lukkede døre," siger Line Barfod, der mener, at det er vigtigt at offentliggøre billederne:

"Vi diskuterer jo det her, fordi vi mener, at brugen af hætter er nedværdigende behandling og tortur. Og den danske befolkning skal se de her fotos, for vi ved jo, at billederne af fanger i Abu Ghraib eller fangerne på Guantanamo har været vigtige for debatten om tortur," siger Line Barfod, der i øvrigt ikke helt forstår, hvorfor PET kun vil vise billederne i fortrolighed til Retsudvalget. Ifølge Justitsministeriet er det af hensyn til de anholdte.

"Når de anholdte har hætter over hovedet, kan de vel netop ikke genkendes," siger Line Barfod, der derfor vil bede Lene Espersen om hurtigst muligt at offentliggøre billederne på en måde, så de anholdte sikres anonymitet.

Bryder lighedsprincippet

Mens PET tidligere har vist billederne til Weekend-avisen, har Information måtte vente i månedsvis uden at få et svar. Og det er ifølge pressejurist på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen et problem:

"Man kan jo få den mistanke, at PET har givet detaljerede oplysninger og billedmateriale til en avis, hvor de måske forventer en ukritisk artikel, mens de ikke giver de samme oplysninger til en avis, hvor de forventer en kritisk artikel. Og det er jo alvorligt, hvis PET handler på den måde," siger Oluf Jørgensen og henviser til, at offentlige myndigheder skal behandle medier ens.

"Folketingets Ombudsmand har fastslået princippet om, at offentlige myndigheder skal behandle medier ligeligt, for at undgå at offentlige myndigheder får nemme vilkår til at lave spin," siger Oluf Jørgensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her