Dekan Kirsten Refsing gav i tirsdags sine medarbejdere en regulær skideballe på et semesterstartmøde på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Udfaldet kom efter, at fællestillidsmand Morten Michelsen havde udtrykt medarbejdernes frustration over det dårlige arbejdsmiljø og deres manglende medbestemmelse. Det fortæller flere af de medarbejdere, der var til stede på mødet, blandt andre lektor Tania Ørum:
"Hun hældte en skraldespand ud over hovedet på os. Hun sagde, at vi var nogle forkælede unger, der havde meget lempelige arbejdsforhold sammenlignet med de fleste andre faggrupper. Og at man med vores løse arbejdstider ikke kunne vide, om vi tilbragte tiden med at drikke øl i Nyhavn. Vi skulle være glade for at have de arbejdsforhold, og så skulle vi ellers bare klappe i med kritikken," fortæller hun.
Kontrast
Inden tillidsmanden rejste sig og kom med sin rapport, havde dekan Kirsten Refsing og prodekan Mette Thunø fremlagt et oplæg om "Humaniora ind i det 21. århundrede." Og det var det, der fik debatten i gang:
"Først talte dekanen til os om humaniora generelt. Det var på et meget lavt niveau, som om det var Husmoderforeningen, hun talte til. Så fremlagde prodekanen det nye projekt. Det bestod af en masse nysprog og noget om, at vi skulle skabe en fælles humanistisk identitet. Jeg tror, det var det, der fik vores tillidsmand til at åbne munden. Der blev simpelthen for stor kontrast mellem det, vi oplever, og det, dekanen og prodekanen stod og sagde, at vi skulle," fortæller Tania Ørum.
"Vores tillidsmand sagde, at den nye universitetsstruktur med top-down styring gjorde, at der var langt fra intentionerne om en fælles humanistisk identitet og den virkelighed, vi arbejder i. Medarbejderindflydelsen er væk, alt bliver detailstyret, og der bliver kostet rundt med os. Derfor har mange netop mistet den arbejdsglæde og det engagement, der tidligere kendetegnede stedet," siger hun.
Politisk udpeget
Det indlæg fik altså dekanen til at rase ud. Lektor Mikkel Bolt, der også var til stede, beskriver dekanens indlæg sådan her:
"Hun afviste fuldstændigt tillidsmandens indlæg. Det var bare noget klynkeri. Det var som om vi sagde: 'vi føler, at vi ikke bliver hørt', og hun så svarede: 'jeg kan ikke høre, hvad I siger'. Det virkede slet ikke som om, hun tog det seriøst, og det var noget af det, vi snakkede meget om bagefter. At hun ikke tog kritikken seriøst. Det var meget frustrerende," siger Mikkel Bolt og tilføjer:
"Det virkede som om, hun ikke var de ansattes repræsentant. Hun fremstod som en politisk udpeget person, der skulle stramme Det Humanistiske Fakultet op. Det var stemningen."
Dekan Kirsten Refsing ønsker ikke at udtale sig om mødet, men skriver følgende i en mail til Information:
"Der opstod stor uenighed hen mod mødets slutning, og derfor blev det aftalt at holde endnu et møde for at se, om ikke vi kunne opnå bedre forståelse for hinandens synspunkter. Jeg vil derfor afvente det møde."