Et fredeligt semesterstartmøde på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet endte tirsdag i et voldsomt skænderi mellem humaniora-dekan Kirsten Refsing og instituttets medarbejdere. Skænderiet handler i sidste ende om den øgede afstand mellem ledelsen og de ansatte, som er en direkte konsekvens af universitetsloven fra 2003, mener fællestillidsmand på instituttet, Morten Michelsen:
"Arbejdsmiljøet er blevet mere og mere presset. Medarbejderne har fået flere arbejdsopgaver, og det har været meget turbulent at få implementeret den nye universitetslov," siger han.
Med universitetsloven fik lederne mere magt, og universitetsdemokratiet blev reelt afskaffet. Derfor føler medarbejderne, at de ikke længere har indflydelse på deres arbejdsplads, og at ledelsen trækker nye initiativer ned over hovederne på dem:
"De mange arbejdsopgaver kombineret med den nye universitetslov, der giver os mindre medbestemmelse, har gjort, at vi har mistet meget af den gejst, der har været på instituttet tidligere. Jeg har været fastansat siden 1998, og der er absolut sket meget siden da. Dengang var der selvstyre og dermed også en stemning af, at det var vores institut på både godt og ondt. Det var noget, vi skulle sørge for fungerede godt. Nu hvor ministeriet og Folketinget har lavet de her ændringer, er det sværere at tage et lige så stort ansvar. Man bliver i højere grad lønarbejder," siger Morten Michelsen, der også gav utryk for de ansattes frustrationer ved mødet tirsdag, og dermed startede debatten.
Afmagt
Og følelsen af afmagt er udbredt blandt de ansatte, fortæller Tania Ørum, der er lektor på instituttet:
"Det, som tillidsmanden sagde på mødet i tirsdags, er noget, næsten alle kan skrive under på - der er udbredte frustrationer. Man har ikke en fornemmelse af, at dekanatet har en linje, men snarere at de springer efter de bolde, der kommer oppefra. Det er svært at se, hvad der kommer fra dekanatet, og hvad der kommer fra ministeriet," siger hun.
Samme holdning har lektor Mikkel Bolt:
"Der er en stemning af, at det er op ad bakke, og at den nye universitetsstruktur er uhensigtsmæssig og udemokratisk. At det bare er initiativer fra Helge Sander, der bliver udstukket og fulgt. Det gør, at det ejerskab, de fastansatte før følte over instituttet, nu er gledet af hænde."
Stress
Tillidsmanden mener også, at situationen går ud over de studerende:
"Folk er meget trætte og meget opgivende, og det er noget, der smitter af på de studerende, for de kan også mærke sådan en stemning. En stresset underviser gør det ikke lige så godt som en underviser, der er glad og har det godt med sit arbejde," siger Morten Michelsen.
Foreløbig har de dårlige arbejdsforhold kun resulteret i den udbredte utilfredshed blandt de ansatte på instituttet, men Morten Michelsen frygter, at det kan ende i sygemeldinger:
"Det giver sig indtil videre kun til udtryk ved en murren rundt omkring på gangene. Der er ikke nogen, der er gået ned med stress, men det frygter jeg, vil ske. Det her kan være sygdomsfremkaldende, hvis det bliver ved," siger Morten Michelsen.
Det er kun et år siden, at de ansatte på Det Humanistiske Fakultet skrev et fælles brev til dekanatet, hvor de beklagede sig over nøjagtig de samme tendenser i arbejdsforholdene. På Roskilde Universitetscenter har man også problemer med arbejdsmiljøet. Her viste en trivselsundersøgelse i efteråret, at omkring hver tredje medarbejder overvejer at søge væk fra universitetet. Desuden har der været lignende sammenstød mellem de ansatte og ledelsen, blandt andet da rektor Poul Holm indførte en ny institutstruktur uden at inddrage de ansatte i planerne.
Dekan Kirsten Refsing ønsker ikke at kommentere sagen over for Information, før der er afholdt et forsoningsmøde mellem ledelsen og medarbejderne.
Dekanen har vist glemt at kommunikere et par ting til medarbejderne (selv om de nok burde have regnet det ud for længe siden):
Dekanen er ikke medarbejdernes repræsentant, som nogle ansatte fejlagtigt tror. Dekanen er iflg. den nye styrelseslov en administrator, som netop er ansat med det formål at "stramme op" på slendrian og sikre at medarbejderne ikke sidder i Nyhavn og drikker øl i arbejdstiden (hvad ministeren fejlagtigt tror).
Dekanen er netop ansat i et "top down" hierarki til lige nøjagtigt at gøre som ministeriet byder. Udtrykket "klynkeri" er meget sigende om ministeriets opfattelse af de ansatte: De betragtes som uartige børn og man kan sige at Styrelsesloven er et udtryk for at spanskrøret er genindført i "skolen".
Når man klynker er man frustreret, ked af det og rådvild. Det kan jeg godt forstå at de ansatte er, men jeg synes også det er på tide at akademikerne ryster sommerfuglestøvet af vingerne og træder i karakter over for dette visionsløse regime af styring og kontrol.
Men det kræver at de erkender at de er blevet gjort til lønslaver som de fleste andre og at friheden ikke kommer tilbage ved at nogle få pipper om dårlige arbejdsforhold.
Kære akademikere: Hjælp hinanden, dette er ikke den enkeltes problem. Som enkeltperson er man sårbar. Derfor: Organisér jer, stå sammen og få i fællesskab formuleret hvad I synes er rigtigt. Brug de muligheder der er for indflydelse i samarbejdsudvalgene, jeres kolleger dèr har hårdt brug for hjælp. Fyr op under tillidsfolkene og fagforeningen, de kan ikke udrette meget uden medlemmernes aktive deltagelse. De overenskomster, der ligger til grund for arbejdsforholdene, forringes i samme foruroligende hast som isen på polerne. Hvis vi ikke snart kridter skoene og får gjort noget ved det, så bliver Tyendeloven af 1857 snart genindført.
Lyder det gammeldags? Tja, det kan godt være, men er der nogen, der har bedre forslag?