Analyse
Læsetid: 3 min.

Hvorfor ramte præriebranden ikke Vesterbro?

Halvdelen af Vesterbros børn og unge har indvandrerbaggrund. Alligevel var der her langt færre ildspåsættelser end i andre dele af København med mange indvandrere. Et finmasket net af frivillige sociale organisationer og offentlige institutioner evner at favne de unge indvandrere på Vesterbro
Indland
1. marts 2008

I stedet for at skærpe det, der ikke duer, nemlig straf og overvågning, kan man lære af de byområder med mange unge med indvandrerbaggrund, der næsten ikke har oplevet brandstiftelse.

Vesterbro er et af dem. Her bor så mange indvandrerfamilier med børn, at halvdelen af Vesterbros børn og unge har indvandrerbaggrund. Alligevel er der i snit kun sket én mindre ildspåsættelse om dagen i de 10 dage, landet var hærget af brande.

Lederen af Kristelig Studentersettlements børne- og ungearbejde, Peter Gorm, fortæller, at det drejer sig om de samme 10-15 utilpassede unge, som i vinterferiens dasken rundt lod sig rive med og påsatte brandene. Man ved, hvem de er, for på Vesterbro er der et finmasket net af frivillige sociale organisationer og offentlige institutioner, der kender deres område nøje og arbejder sammen. Settlementet har udegående medarbejdere, og de var ude hver aften og nat i de 10 dage. Peter Gorm er selv en del af SSP's lederteam, og når han og hans kollegaer erfarer, at unge er ude i noget skidt, kontakter de det lokale socialcenter, som så straks tager over. Nogle af de unge har et hjem, hvor forældrene evner at stille op, andre har det ikke. Så af mange grunde er børne- og ungdomsklubber vigtige.

Settlementet har en særlig driftsoverenskomst med Københavns Kommune, der omfatter klubber for 7-25-årige. Peter Gorm anbefaler, at kontingentet i udsatte områder skal være gratis fra 12 år og op. Men det skal gælde alle i klubben, ellers er det en provokation for dem, der skal betale.

Idræt på gadeplan

På Vesterbro har der i snart 100 år været frivillige organisationer som Settlementet, KFUK med Reden, Kirkens Korshær, Missionen for Hjemløse og nu også Fisken, der er mødested for indvandrere. De er båret af respekten for det civile samfund og har mødt indbyggerne som mennesker, der agtes og bakkes op.

Der er tale om et subjekt-subjekt forhold, som forstanderen i Settlementet, Johannes Bertelsen, siger, hvilket for ham indebærer, at " vi ser mennesker indefra og ikke udefra, at vi er sammen med dem, at vi allierer os med dem og bidrager til, at de får deres egen identitet, egen gade, egen boldklub og egne tilholdssteder. Vores opgave er ikke at sætte mennesker på plads".

Settlementet har således en idrætsklub med 1.400- 1.500 medlemmer for alle aldre og begge køn. De unge indvandrerdrenge når man også gennem idræt på gadeplan, hvor boldklubben har containere med remedier, så der kan spilles fodbold og anden bold rundt på pladserne. Der er desuden den store Idrætsfabrik i Valdemarsgade. Der bliver ligeledes arrangeret svømning for indvandrerkvinder og deres børn i DGI Byen.

Dygtige ledere

Pigerne når man gennem besøg på skolerne. De kommer især i Settlementets klubber i Dybbølsgade og Valdemarsgade. Der har altid været lagt stor vægt på klubarbejde for alle aldre. Desuden har Settlementet sommerlejren Lyngborgen, som var særlig vigtig i de første mange år for familierne, der boede i de usle og små boliger med for-, mellem- og baghuse, der som spekulationsbyggeri skød op for at huse de landarbejdere, der søgte til København i forbindelse med industrialismen.

Settlementet har lige som en række af de andre frivillige organisationer haft kraftfulde og dygtige ledere, der sammen med frivillige og medarbejdere evnede både dialogen og konfrontationen med styret på rådhuset.

Sådan er det stadig, og der arbejdes i forlængelse af menneskesynet om end fornyet ind i sin tid. Men der skiftes ikke strategi og omorganiseres ikke ustandselig. Det er det lange seje træk med dialog med alle og kritisk samarbejde med myndighederne. En afgørende faktor er også, at der ikke sker udskiftninger. Det er de samme kendte og anerkendte ansigter, der står for arbejdet. De bliver, fordi de har råderum, og der er noget ved det. De har også deltaget i dialogen om byfornyelsen og nu med nytilflytterne. Det kan bl.a. Sidegadeprojektet som en del af Saxogade også bruges til. Her har Settlementet butikker og Cafe Sonja, der betjenes af frivillige og aktiverede.

Alle har brug for andres anerkendelse, den spejler man sig i og får identitet igennem. Derfor er begreber som parallelsamfund og ghettoer farlige, for de udtrykker skel og udvikler alternative anerkendelsesformer så som medvirken i bandedannelser og brandstiftelser. Så anbefalingerne er:

-Dialog i øjenhøjde

-Samarbejde på kryds og tværs

-Det lange seje træk

-Klubber for alle som er til at betale

-Offentlig medfinansiering - det er bedre og billigere end straffe og parallelsamfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gunvor:

"Vesterbro er et af dem. Her bor så mange indvandrerfamilier med børn, at halvdelen af Vesterbros børn og unge har indvandrerbaggrund. Alligevel er der i snit kun sket én mindre ildspåsættelse om dagen i de 10 dage, landet var hærget af brande. "

...?

...??

...???

...????

Øh - forklar venligst!

PS mere end halvdelen er indvandrer - jøsses - det tegner ikke godt!!!