Læsetid: 5 min.

Jooh, jeg bor til leje, men ...

Det er blevet taberagtigt at bo til leje. For inden boligfesten fes ud, nåede den at dele især København i rige ejere og fattigere lejere - og boligkløften er nu også flyttet op i vores hoveder, konkluderer en ny undersøgelse
Her er der flovt at bo. Husejernes boligfest har skabt en ulighed mellem ejere og lejere, der er blevet til en mental opsplitning. For det er efterhånden flovt at bo til leje.

Her er der flovt at bo. Husejernes boligfest har skabt en ulighed mellem ejere og lejere, der er blevet til en mental opsplitning. For det er efterhånden flovt at bo til leje.

Michael Mottlau

15. februar 2008

"Jeg er selv lejer. Lige nu," lyder svaret fra researchkonsulent Claus Andersen fra Gads Research, da han bliver spurgt, om han selv ejer eller lejer sin bolig.

- Lige nu, siger du?

"Ja, jeg har overvejet at købe, men nu skal jeg lige afvente boligmarkedet. Jeg er jo i en lidt anden situation, fordi jeg er nyuddannet ..."

Med sit svar peger Claus Andersen på en af de vigtigste konklusioner i den undersøgelse af det københavnske boligmarked, han har forestået, og som desuden udgør hans speciale som cand.scient.soc: Det er simpelthen blevet dårlig stil at være lejer.

"Når jeg selv siger, at jeg er lejer, men undskylder mig selv bagefter, er det jo, fordi der er noget galt med at være lejer; fordi jeg helst ikke vil ses som lejer," efterrationaliserer han.

"Lejerne i undersøgelsen skal alle sammen retfærdiggøre, at de er lejere, ellers er man stigmatiseret. De prøver at distancere sig ved at sige, 'jeg er ikke en af den slags lejere, jeg er ikke den typiske lejer, jeg gør det jo fordi ... '.

Og så kommer der en eller anden undskyldning, som har at gøre med beliggenhed, størrelse og pris på deres lejebolig," forklarer Claus Andersen om sin undersøgelse, som bygger på interviews med fokusgrupper bestående af henholdsvis lejere og ejere, alle mellem 30 og 50 år og med videregående uddannelse.

Lukket fest

Ifølge Claus Andersen er det de senere års økonomiske boligfest, som nu får psykologiske konsekvenser i form af en skarp mental opdeling mellem ejere og lejere.

Og boligfesten, som for alvor startede omkring 2001 og nu vist nok er feset ud, var da heller ikke ubetinget en åben fest.

Det var jo boligejerne, som var inviteret, hvad enten de ejede i forvejen eller købte bolig, mens priserne steg og steg. Derfor er den økonomiske ulighed mellem ejere og lejere øget markant de senere år:

Fra 2001 til 2004 steg boligejernes formuer således ifølge AE-rådet med mellem fem og 16 gange så meget som lejernes formuer alt afhængig af beregningsmetode.

Allerede i 2004 havde ejerne en gennemsnitlig formue på en million kroner mere end lejerne - og formue vil i denne sammenhæng sige den samlede værdi af hus, bil, båd, aktier, obligationer, bankkonti og så videre, fratrukket eventuel gæld.

Forskellen mellem ejere og lejere er næppe blevet mindre siden, bemærker AE-rådet, da både aktiekurser og boligpriser er steget betydeligt siden 2004.

Ejere: I er selv ude om det

Men ifølge Claus Andersens undersøgelse mener ejerne langt hen ad vejen, at lejerne selv er ude om, at de ikke kom med til festen - de kunne jo bare have investeret i tide:

"Ejerne retfærdiggør deres eget lille fællesskab ved at sige, at lejerne jo ikke er med på vognen, fordi de ikke har sans for investering og ansvarlighed," siger Claus Andersen.

"Det vigtigste resultat af undersøgelsen er, at ekskluderingen af lejerne er så legitimeret hos ejerne - de synes simpelthen, den er retfærdig. Og imens har vi en kæmpestor gruppe af mennesker, som synes, at de er uretfærdigt hægtet af."

Lejerne mener nemlig, at ejernes rigdom primært skyldes held.

"Hvis du bor til leje, føler du måske et lille mindreværd. Du føler 'en retfærdig harme', som der er en, der siger. Du føler dig simpelthen snydt."

Ikke desto mindre er både ejere og lejere i Claus Andersens undersøgelse enige om, at der er klar forskel på de to grupper. Ejerne, det er noget med store biler, golf, samtalekøkkener og grundige overvejelser efter læsning af de lyserøde sider i avisen. Lejerne, derimod, er mere spontane - og så deler de sig i to grupper: en, der lugter af lavkultur og socialt udsatte, og så de'kreative og afslappede', som Claus Andersen udtrykker det. Dem, der er glade for at være fritaget for ansvaret for egen bolig og frie til at bruge deres penge på rejser og fornøjelser.

Og de sidste vil altså helst ikke sættes i bås med de første:

"Enten er man som lejer i den meget udsatte gruppe - eller også er man ovre i det kreative og afslappede - og det er de kreative og afslappede, som undskylder sig deres status som lejere. Dem, der i virkeligheden er ret ressourcestærke," siger Claus Andersen.

Og dermed medvirker de til at reproducere nogle fordomme om lejere som uansvarlige og, ja, tabere.

"Det kan risikere at gro mere fast, og så kan det godt være, at det ikke er rigtigt, men det bliver rigtigt, fordi fordommene bliver så indarbejdede på rygraden. Og så er det netop, at stigmatiseringen går i gang," siger Claus Andersen.

En delt by?

Han frygter derfor, at boligfesten og dens økonomiske og psykologiske konsekvenser kan sætte sig spor langt ud i fremtiden - og at København i langt højere grad bliver en by med boligejernes rigmandsghettoer på den ene side og lejeboliger i 'urbant forfald' på den anden. Altså socialt tunge områder, som langsomt tømmes for ressourcestærke indbyggere, mens kriminaliteten stiger; et selvforstærkende fænomen, som er særdeles kendt fra særligt amerikanske storbyer.

"Det bliver en ond cirkel. Hvis man bor et sted med socialt udsatte, så bliver man selv mere og mere socialt udsat - det bliver en centrifugalkraft, hvor man bliver slynget længere og længere ud. Overalt, hvor man kommer frem, bliver det en del af ens bagage," siger han. Men dén onde cirkel har de danske byfornyelsesprojekter faktisk været gode til at bryde, især i København, pointerer Thorkild Ærø, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut. Han deler derfor ikke Claus Andersens frygt for langsigtede konsekvenser af boligfesten.

"Vi har også lavet undersøgelser, som viser, at folk hellere vil eje end leje - men det kan være, fordi markedet kun er gået opad i den senere årrække," siger han.

Underforstået: Folks horisont går måske ikke mere end 10 år tilbage, når de svarer på den slags spørgsmål.

"Og kigger man på det over 50 år, er priserne set på samme niveau tidligere - sidst vi havde så høje priser var i 1986," siger Thorkild Ærø.

Derimod er han og Claus Andersen enige om, hvad boligmarkedet lige nu har stort behov for: flere billige boliger. Tilbage står så et enkelt spørgsmål - hvad nu, hvis boligfestens udfisning udvikler sig til en reel nedtur? Claus Andersen giver et bud:

"Jeg tror enten, at ejerne generelt kommer ned fra piedestalen - eller også ryger de ejere, som ikke kom hurtigt nok med på vognen, over i lejergruppen. De bliver nogle af de ejere, som ikke var gode nok. Så får vi en ny elite af ejere, som bare bliver mindre."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jeg har allerede fastlagt det princip, at jorden i den oprindelige, uopdyrkede tilstand var og fortsat ville have været menneskehedens fælles ejendom, at ethvert menneske ville være født til ejendom, og at systemet med ejendomsret, med dens uadskillelige sammenhæng med opdyrkningen og det, der kaldes civiliseret samfund, har konfiskeret alle de udstødtes ejendom uden at sørge for, som det burde have været gjort, at der blev ydet erstatning for dette tab."
Dette skrev Thomas Paine allerede i 1797 (Agrarian Justice/Ligeretten til jorden) og han gav et specifikt forslag, som passede til hans tid, til løsning af problemet.
Henry George så det samme 100 år senere, han redegjorde for problemet i detaljer og fremkom med en løsning, som kan anvendes i dag – hvis vi vil. Læs evt. "Fremskridt og Fattigdom".
Indføres dette system vil der ikke længere være forskel på ejere og lejere, ingen får ufortjente gevinster i "opgangstider" og ingen taber, når det går den anden vej.
Hvorfor er det iøvrigt sådan, at stigende priser på boliger er 'godt'? Andre prisstigninger er ikke 'godt'!
www.grundskyld.dk

Det er mit indtryk at spørgsmålet om hvorvidt man er ejer eller lejer, er et der har huseret i snart mange år, når man er ude blandt folk .Det er bare sådan en til af de der underlige markører, som folk har gået og opfundet, for at vi kan se at der er forskel på folk og hvem der har styr på det og hvem der ikke har. Det har jo også været en af Venstres mærkesager, at folk skulle være ejere af deres egen bolig, så de kunne leve som anstændige mennesker med fod under eget bord. I virkeligheden er det vel en del af den ideologiske begrundelse for, at man har sat stop for at hæve boligskatterne.
Det minder mig om et interview jeg engang læste med DF's Morten Messerschmidt, hvor han fortalte, at hans mor havde spinket og sparet for at de kunne blive boligejere. Hun var nemlig så retlinet at hun ikke ville være lejer og modtage boligstøtte. Det var åbenbart ikke gået op hverken Messserschmidt eller hans gamle mor, selv ikke mange år senere, at for det første er man jo ikke tvunget til at modtage boligstøtte, fordi man bor til leje. For det andet får boligejere jo sådan set også boligstøtte gennem de rentefradrag de erhverver sig i forbindelse med boligkøb. På samme måde kan den nuværende regerings lempelige beskatning af ejerboliger jo rent faktisk også ses som en form for boligstøtte.

Ha ha! Hvis der ikke er noget galt med folk, så skal man squ da nok opfinde det. Bor selv til leje og det gør jeg fordi jeg har en stor lækker lejlighed til na-da penge og kan bruge mine midler til noget andet jeg hellere vil. Havde jeg lyst til at købe en bolig kunne jeg da bare gøre det. At ha´en ejerbolig har da ikke noget at gøre med at have styr på noget som helst.

Når jeg ser græshopperne køre rundt med deres mega trailere og store biler de ikke kan finde ud af at køre i på evig jagt efter nye samtalekøkkener og nyere og større fladskærme, så kan man da kun ryste på hovedet.

Men det er danskerne i en nøddeskal, altid på udkig efter et eller andet som kan gøre os bedre end de andre.

Den dag man begynder at regne menneskelige værdier ind, det er den dag verden ikke står længere.

Kors i røven!

Hvis man ser på det hele i en lidt større tidshortisont er det jo da langt fra sikkert at ejerne bliver ved med at være på den grønne gren og kan se ned på de stakkels lejere nede på jorden. Der har før i verden været deprressioner og deflation, og hvordan vil det så gå for de stakkels ejere hvis priserne falder og/eller renten stiger, så en stor del af dem der har spist godt af deres mursten, som det hedder, må se deres hus eller lejlighed gå på tvangsauktion? Jeg synes i hvert fald ikke at perspektiverne ser så lyse ud for de nærmeste årtier, med svindende olieressourcer, klimaproblemer og befolkningseksplosion, at jeg ville bryde mig om at stifte mere gæld end strengt nødvendigt, som om huspriserne kun kunne stige og forbrugsfesten ville vare i det uendelige.

Ole E. Mikkelsen

Det er min subjektive vurdering at ejerboligen er den mest statsstøttede boligform. Det skyldes rentefradrag, skattefri værdistigning, sort arbejde og gør det selv arbejde fratrukket lidt skattestoppet ejendomsværdiskat.

Den private lejebolig modtager formodentlig ingen statsstøtte. Lejerne betaler alle udgifter og henlæggelser til vedligehold til fuld håndværkerpris, ligesom administration osv. Lejerne betaler afdrag på (ejerens) lån som om det var en omkostning. Hvilket det jo ikke er, - det er en opsparing til ejeren. Som parcelhusejer regner jeg jo heller ikke afdrag på mine prioritetsydelser med som en huslejeomkostning. Det er opsparing, forudsat naturligvis at huset fastholder værdien, - enten via værdistigning eller via konstant vedligehold så det holder værdien på den måde.

Erfaringen fra de sidste 60-70 år er at parcelhuset holder værdien ca 2% bedre end inflationen. Desværre har jeg glemt min kilde hertil.

Almene lejeboliger modtager lidt støtte i form at offentlige lån, måske lidt andet også, men ellers intet. Almene lejere betaler afdrag på lån som om det var en omkostning ved at bo. Her går opsparingen dog ikke i ejerens lomme, men fordeles via landsbyggefonden til andre almene boliger der har det sværere og til nybyggeri. Almene lejere betaler enorme håndværkerudgifter til fuld pris ud over administrationsudgifter og græsslåning/snerydning/gårdman etc.

Fra min tid i del almene ved jeg at alene udgiften pr lejlighed pr. måned til administration nemt kan løbe op i 500,-. Dertil lægges udgift til gårdmand, så er vi oppe på 800,- 1000,- månedligt.

Disse udgifter har en ejer overhovedet ikke, eller i hvert fald typisk kun i meget begrænset grad.

Derimod er der mange lejere i det almene der modtager overførselsindkomster, bl.a. bor pensionister ret billigt. Men denne støtte har jo sammenhæng. med beboerens indkomst og skal jo ikke medregnes som støtte til det almene.

Konklusion:
Samlet set er det dyrest at bo til leje i det private udlejningsbyggeri
Det er næstdyrest at bo til leje alment
Derefter kommer andelsboligen
Og billigst er ejerboligen.

Man kan sige at man som parcelhusejer er på overførselsindkomst. Hvadenten det er den støtte man får til betaling af privat gæld, sparet privatforbrug fordi man ikke er tvangsindlagt til at betale håndværkere eller det er den indkomstoverførsel man skattefrit modtager fra kommende gererationer når man sælger.

Og skulle det gå så galt at huse pludselig falder i pris, - nå ja, - så er der alvorlig panik i hele samfundet, også på lejemarkedet, - men så er det da rart at have sparet op i ejerboligen f.eks. ved ikke at skylde nogen noget. For så har man hun en husleje der er bestemt af vand, varme, el, lidt skat og det løse.

Det kan lejemarkedet simpelthen ikke konkurrere med.

Nogle gange indregnes der i sammenlignende beregninger at den mindre husleje man betaler i lejeboligen, - sammenlignet med den større 'husleje' man betaler i ejerboligen specielt i starten, burde kunne bevirke at besparelsen investeres til en bedre forrentning end den opsparing man har i parcelhuset. Hvormed billedet kunne vende. Det er sikkert rigtigt. Men jeg vil godt se det dokumenteret i praksis og ikke bare på et stykke papir.

Bjarne F. Nielsen

Per Møller Andersen

Det er ren nostalgi. Jeg kan godt huske Retsforbundet med
Ib Christensen.

Du skriver: "Hvorfor er det iøvrigt sådan, at stigende priser på
boliger er 'godt'? Andre prisstigninger er ikke 'godt'!

Den uønskede inflation skaber prisstigninger. Du kan ikke for-
vente, nogen vil sælge en ejendom, købt i 1950 til 50.000 kr.,
til samme pris i dag.

Vi har privat ejendomret og fri pridannelse på jord. Der er svært
at gøre undtagelser for jord. Kolonihaveforbundet prissætter efter
egne regler. Det fører til priser, der er for tiden let kan være 3-4
gange mindre end det, køberen er parat til at betale. En kolonihave
kan være et gødt køb til ½ million, når et parcelhus udenfor haven
måske koster 1½ million.

Folkelig og politiks vilje til at følge Retsforbundets på dette geor-
gistiske område er aldrig slået igennem. Partiet var vist sidst re-
præsentere i folketinget i 1984. Få kender det i dag.

Med venlig hilsen

Det er altså ingen skam at bo til leje. Jeg har boet til leje fra 1984-1998, da en lille arv gjorde det muligt for mig at købe min nuværende bolig, et dejligt byhus i den by, hvor jeg bor.

Og generationerne foran mig, dvs. dem der kom før, gjorde det samme - boede til leje i et antal 5, 10 eller 15 år, mens de var unge og studerede. Og så købte de noget, når de havde brug for det.

Det synes mig bare som om der er sket noget i unge menneskers sind de seneste år. De vil have det hele, og helst på en gang. Mand, bolig, bil og børn skal de helst have inden de er 30 - og en karriere skal de også have inden de er 30. Jeg ved ikke om det skyldes indflydelsen fra visse amerikanske tv-serier, hvor en gifte som ikke er gift når hun er 30 jo nærmest er en stor taber (i samfundets øjne) eller hvorfor det er sådan.

Men man kan altså godt tage det roligt...

Thomas Kristensen

Hvis der vitterligt sidder boligEJERE rundt om og føler sig som "bedre mennesker" i forhold til boligLEJERE blot fordi de ejer deres bolig, tjah så burde de nok opsøge deres læge og få skruet op for dosen af hvad end form for psykofarmaka de er på.

Lejer eller ejer? For mit eget vedkommende er det flintrende ligegyldigt, jeg har selv været begge dele. Der er fordele og ulemper ved begge boligformer, men artiklens insinuationer at boligejere ligefrem skulle føle sig overlegne i forhold til lejere har jeg ikke meget til overs for.

Jamen, såkaldte boligejere ejer jo dårlig nok deres eget hus. Det er jo banken eller kreditforeningen, der i realiteten ejer det meste af boligen.

Grunden til at jeg tøver med at kaste mig ud i et boligkøb, er at jeg ville sidde så hårdt i det, at jeg ville få dårlig mave over det. Jeg kan simpelthen ikke lide at skylde nogen penge. Heller ikke selv om skattereglerne kunne give en fordel.

Jeg tror der er mange der har det som jeg, men som alligevel "køber" hus, fordi de ellers ikke ville kunne finde noget ordentligt at bo i.

Efter at jeg betalte mit studielån ud for mange år siden er jeg gældfri. Det er egentlig en meget frydefuld tilstand. Jeg lever efter devisen: "renter er ikke noget man betaler, det er noget man får".

Min lejebolig har ganske vist ikke nogen have, men den har dog to store terrasser, hvor jeg kan dyrke en masse, selv mindre frugttræer. Så det er faktisk som at have en tagterrasse med Victoriablommer. Lige nu er der sørme også erantis, vintergækker og små iris. Så på den måde føler jeg mig meget heldig.