Læsetid: 12 min.

Alle kender til at føle sig uretfærdigt behandlet

I sidste uge brændte en lille gruppe drenge bænke og skure af og smed brosten efter brandbiler i Kalundborg. Det var Muhammedtegninger og politiet, der fik dem til det, siger drengene, men de vil ikke have deres navne i avisen. De er bange for både pressen og politiet
23. februar 2008

Det er svært at se, at vejen til Sct. Olaiparken for 10 dage siden var spærret af brandbiler. Men en sort plamage i det grønne græs og et brandmærke på parkeringspladsen afslører, at også Kalundborg blev ramt af den uro, der bredte sig fra Nørrebro i sidste uge. Sidste onsdag stod en bænk i flammer, og bussen kunne ikke køre op ad Klosterparkvej, fordi brandbilerne blev mødt af en byge af brosten.

"Jeg er slet ikke med på det der, de laver. Det er noget rigtigt lort, det de render og laver", siger Ali på 15 år. Han står sammen med sin fætter Osman, som er 13, og smiler forsigtigt. De siger, at de ikke har været med til optøjerne. Men de kender godt dem, der laver ballade.

I dag er der stille i Sct. Olaiparken. Et par drenge kommer kørende rundt om de hvide betonblokke på deres knallerter, og en far leger med seks-syv unger i et af klatrestativerne.

Osman på 13 læner sig op ad sin mountainbike. Han siger, at urolighederne på Klosterparkvej startede, efter nogle af drengene havde fået sms'er, om hvad deres venner lavede på Nørrebro:

"De snakker sammen. De siger, vi brænder her, I brænder dér. Prøv at læg mærke til, at det hele starter på én gang. De siger til hinanden: I brænder dér klokken det, og så brænder vi her samtidig. Så ser vi hvem, der kan lave størst bål og konkurrerer lidt. Jeg tror på en måde, det er fordi, de får opmærksomhed i tv og sådan noget," siger Osman.

Ali nikker anerkendende:

"For Kalundborg har aldrig været kendt for sådan noget. Kalundborg har altid været en stille by. De vil gerne have, vi skal være kendt ligesom byerne i Amerika ", siger han.

Da de to drenge begynder at snakke, bliver luften elektrisk. Betonblokkene får ører, og alle blikke bliver rettet mod drengene.

"Ham dér, han kan fortælle dig mere om, hvad de har gang i", siger de og peger på en lille fyr i træningssæt, som kommer dalrende hen ad gangstien med et fjoget smil.

Han vil ikke sige, hvad han hedder. For i onsdags blev en 15-årig dreng anholdt, efter han havde snakket med DR, og i søndags røg en 22-årig mand også ind efter at have snakket med TV2:

"Vi er alle sammen anonyme, for ellers får vi skyld, ligesom ham der kom i TV 2. Han får fire uger i fængsel bare for at sige det dér", siger han og fortsætter:

"Min mening er, at alt det, der sker her, det er på grund af vores profet, og fordi politiet har været efter os rigtig meget. Også før alt det her skete, var politiet efter os. Vi kan ikke engang køre på cykel uden at blive stoppet," siger han. Nu stimler flere drenge sammen. De er alle sammen mellem 13 og 15 år.

"Dem, der genoptrykte Muhammedtegningerne forstår ingenting. Der var også nogle, der kom herop til os på Klosterparkvej og klistrede billeder op over alt på væggene og på skiltene. Henover billedet af Muhammed med bomben havde de skrevet: don't like the picture: Go home!", siger en anden.

Følelsen af ikke at være velkommen i det danske samfund er ifølge SSP-konsulent i Kalundborg, Mike Bell, årsagen til, at bægeret flyder over for drengene.

For selvom drengene selv siger, at uroen handler om Muhammedtegninger og dårlig behandling fra politiets side, så ligger der en mere grundlæggende følelse af at være marginaliseret og stå uden for det danske samfund bag urolighederne:

"De her unger føler sig ikke som en del af det samfund, vi andre bor i. De føler sig holdt udenfor, og selvfølgelig er det ikke kun samfundets skyld, og det er aldrig i orden at sætte ild til ting, men det handler jo også om den forfejlede integration, vi har haft i Danmark igennem rigtigt mange år," siger Mike Bell.

SSP-medarbejderen i Kalundborg synes, der har været en uheldig tendens til, at afstanden mellem de unge etniske drenge og beboerne i Kalundborg er vokset:

"Ungerne såvel som beboerne i Kalundborg har en tendens til ikke at se nuancerne. Fra drengenes side møder jeg tit den der med, danskerne er også sådan og sådan, og omvendt fra danskernes side: 'De etniske drenge er sådan og sådan'," siger Mike Bell.

Konfliktløsning

Mike Bell mener, at drengene griber til ildspåsættelse og hærværk, fordi de ikke forstår, hvordan man kan ytre sin utilfredshed i det danske samfund uden at bruge vold. En del af drengene kommer fra lande med diktaturer, hvor konfliktløsning sker på helt andre præmisser og ofte indebærer vold:

"Danskere er vant til at sætte sig ned og snakke om tingene, men nogle indvandrere løser deres problemer på andre måder. Det kan involvere alt fra trusler til decideret vold, og vi er nødt til at lære de her unger, at: Jo, man kan godt løse en konflikt med vold, men det er en meget kortsigtet løsning, og det er ikke holdbart i længden", siger han.

Ali er stolt over at komme fra en af de største familier i Kalundborg, og han fremhæver med et bredt smil, at hans familie er kendt for ikke at lave ballade:

"Jeg forstår ikke det dér med, at de render og brænder biler af. Hvorfor sætter de sig ikke bare ned og snakker om tingene i stedet for", siger han.

Men han bliver hurtigt afbrudt af drengen i træningssættet, som hæver stemmen:

"Det er jo politiets egen skyld. Ved du hvad, når jeg går hen ad gaden ik', så kommer der politibetjente, og hvad gør vi? Vi går bare forbi. Det skal ikke gå ud over os", siger han.

Nu snakker drengene i munden på hinanden. En 13-årig dreng kører hånden gennem sit krusede hår:

"Nogle gange, når politiet stopper os, kommer de med dumme kommentarer. Så siger de: Hvad laver du her ude i mørket? Vi kan ikke engang se dig", siger han.

Nu er der ingen grænser for, hvad drengene kan af historier om politiet. Drengen i træningssættet smiler stadig fjoget og fortsætter:

"Her den anden dag kom der en politibil ind og kastede et kanonslag om bag bilen og sagde, at det var vores skyld", siger han: "Vi så det med vores egne øjne", fortsætter han og peger over på en 13-årig dreng, der står ved siden af og fniser:

"Nej, hold nu op, jeg har ikke set det dér, det passer ikke", siger han, men han kender godt følelsen af at føle sig uretfærdigt behandlet af politiet. Han fortæller, at han ikke kan gå i supermarkedet uden at være bange for at blive anholdt. Den anden dag fulgtes han med en af de ældre drenge ned til Rema 1000, og næste dag blev den anden dreng anholdt for at have købt rn lighter og lightergas:

"Det er da for meget, så går han ned og køber lightere, og næste dag bliver han anholdt. Og så nede på stationen viser de ham bare billeder af Rema 1000, hvor han har købt lightere. De kunne godt lige have haft nogle ordentlige beviser, ik?! I stedet for bare det dér Rema 1000", siger han.

De unges kritik af politiet i Kalundborg er ikke ny for politiinspektør, Magnus Andresen, som er indstillet på at lave en plan for bedre dialog mellem politiet og de unge drenge:

"Det er jo en kritik, som vi må lytte til, modsat må vi også sige, at det er kriminelle mennesker, som vi har med at gøre, og der er altså mange af de unge mennesker deroppe, som begår kriminalitet, så derfor er det helt naturligt, at vi kontakter dem, om de kan lide det eller ej", siger han.

SSP-konsulent Mike Bell synes generelt, at politiet er gode til at håndtere de unge etniske drenge i Kalundborg, selvom han mener, at der var et par enkelte tilfælde under urolighederne, hvor politiet gik over stregen:

"Der var måske et par enkelte episoder, hvor man tænker, okay det var ikke så heldigt, og det er måske adrenalinen, der pumper, men generelt synes jeg, de klarede det rigtigt flot", siger Mike Bell, men han er også godt klar over, at han har en anden målestok end drengene. For de har en grundfølelse af, at politiet er efter dem, og at de hele tiden bliver stoppet på gaden uden grund.

Skolen er grundstenen

Fra Sct. Olaiparkens hvide betonblokke kan man se over til Skolen på Herredsåsen, hvor Ali og de fleste af de andre drenge går i skole. Her er Claus Bülow skoleleder, og det ærgrer ham at se, at en lille gruppe drenges dårlige opførsel skal gå ud over alle de tosprogede drenges ry i området.

"Det rammer os hårdt at se, hvad det her er blevet til. Det ærgrer mig grænseløst, at 10-15 drenges hærværk skal være med til at stemple ikke alene en beboelsesblok i Kalundborg, men alle de to-sprogede familier", siger han. Han siger, at de på skolen siden 2001 har kunnet mærke, at det er gået den forkerte vej med integrationen:

"Der er blevet gravet flere grøfter, end der er bygget broer. Der har været stigende fokus på modsætningerne, frem for det der binder os sammen", siger han.

Han mener, ligesom SSP-konsulenten, at man er nødt til at forstå uroen i en større kontekst end bare Muhammedtegninger og enkelte hændelser med politiet. Problemet ligger i stedet begravet langt dybere i en følelse af ikke at slå til og ikke at kunne klare sig i skolen. Han mener, at indvandrer- og flygtningebørn allerede, når de møder op i skolen første dag, er stillet ulig danske børn. For danske børn har en begrebsforståelse, et sprog og en historie, som de andre først skal til at tilegne sig:

"Det har intet med begavelse at gøre, men det betyder, at de etniske drenge har rigtig, rigtig travlt", siger han.

På Skolen på Herredsåsen ved de godt, at mange af drengene har brug for lidt ekstra hjælp. Derfor har de sat ekstra timer af til danskundervisningen, og de tilbyder også lektiehjælp efter skole. Men det kan af og til være svært at overbevise drengene om, at det er sjovere at læse lektier efter skole end at lege.

Ali kender godt til, at det kan være svært i skolen. Han synes især, matematik er noget volapyk, og selvom hans forældre gerne vil hjælpe ham med lektierne, er de seks børn derhjemme, så forældrenes tid er begrænset.

Ifølge Claus Bülow handler problemerne også om, at mange af drengene kommer fra familier med meget lidt både økonomisk og socialt overskud:

"Jeg kunne jo også godt ønske mig, at forældrene var bedre til at gribe ind og styre børnene," siger Claus Bülow. Men han anerkender, at mange af børnene kommer fra familier med alvorlige problemer. Nogle af dem er vokset op med forældre, der er psykisk syge på grund af traumer fra krig og flugt, og de fleste af forældrene magter ikke opgaven at tage sig af de her børn uden støtte udefra.

Ingen udsmidning

På skolen er holdningen derfor, at man kun kan forebygge, at urolighederne blusser op igen ved at anerkende, at der udover bøllestreger også er tale om nogle dybereliggende kulturelle og sociale problemer, som skal løses.

Midt på dagen er parkeringspladen foran Sct. Olaiparkens hvide betonblokke mere end halvt fyldt med biler. Mange af beboerne kan enten ikke passe et arbejde eller kan ikke det danske sprog godt nok til at få et.

I bestyrelsen for Kalundborgs Almennyttige Boligselskab, som administrerer Sct. Olaiparken, har man derfor besluttet at stille en lejlighed til rådighed for både arbejdsformidlingen og et par psykiatere, som fra april måned kommer op og besøger de hvide betonblokke et par gange om ugen. Richard Poulsen er konservativ lokalpolitiker, og han er desuden formand for Kalundborgs Almennyttige boligselskab:

"Der er utroligt mange her, der ikke har et job, og vi vil gerne være med til at vise de unge mennesker den rigtige vej, i stedet for at de bare dalrer rundt og laver unoder", siger han.

Ifølge ham handler det om, at give beboerne selvværdet tilbage ved at hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet og ind i det danske samfund.

I Sct. Olaiparken har man altså valgt en anden strategi end mange andre almennyttige boligforeninger, som truer med at smide de familier, der har sønner, som laver ballade, ud af deres hjem. Her har man ansat Bo Mauritzen som beboerrådgiver, og så har man taget initiativ til at bygge et 400 kvadratmeter stort trivselshus, hvor man i fællesskab med beboerne planlægger caféområder, sportsarealer og måske et værksted, hvor drengene kan stå og pusle med knallerter.

"Bare at smide ballademagerne ud er jo ikke den optimale løsning i sådan en sag. Det er jo ikke så voldsomme situationer, vi har været ude for heroppe. Der er en bil, et skur og et par bænke, der er blevet brændt af, og så har der været nogle småbrande hist og pist. Det fylder mere på tv, end det i virkeligheden har været, så vi tager det afslappet, og vi vil hellere forebygge end true", siger Richard Poulsen.

Den nye beboerrådgiver, som Kalundborg Almennyttige Boligselskab har ansat, mener dog generelt, at man er nødt til at genoverveje, om det er hensigtsmæssigt at placere samfundets svageste i store boligkomplekser, hvor der ikke bor andre ressourcestærke personer:

"Det fungerer ikke at placere en gruppe af psykisk syge og folk med psyko-sociale problemer det samme sted. Jeg synes, man skal genoverveje, hvordan man får lavet nogle boligområder, hvor der også er ressourcer", siger den nyansatte beboerrådgiver.

Dybere kløfter

På trods af den store forståelse, de unge møder fra både skolen og det almennyttige boligselskab, har en del af beboerne i Kalundborg fået nok. I tirsdags havde de indkaldt til borgermøde med politiet, hvor de gav udtryk for, at de føler sig utrygge oven på urolighederne og gerne vil have mere politi på gaden.

Bo Mauritzen kan godt forstå, at borgerne føler sig utrygge, selvom der ifølge ham ikke er nogen grund til det. Han mener, at utrygheden skyldes, at beboerne ikke kender nogen af de unge med anden etnisk baggrund.

"Nogle af de her rødder virker skræmmende, specielt, hvis du ikke kender dem. Nogle af dem er mere højrøstede end andre, og når de står med kasketten omvendt på i en gruppe på seks-syv, så er der rigtig mange, der bliver utrygge. Men det handler jo om, at afstanden mellem de her unge og de andre beboere i Kalundborg er så stor, at de ikke kender hinanden og ikke forstår hinanden," siger han.

Desværre er kløften mellem drengene fra Sct. Olaiparken og resten af beboerne i Kalundborg kun blevet større efter urolighederne. Ali på 15 år mærker afstanden på sin egen krop, når han går på gaden i byen:

"Førhen, der var jeg et af de lykkeligste børn i verden, men efter det her. Altså, jeg kan ikke gå ud med aviser, uden jeg føler, der er nogen, der kigger på mig. Jeg føler, at de nidstirrer mig. Jeg føler ikke, at jeg er velkommen", siger Ali.

Ali og Osman er opdigtede navne, som drengene selv har valgt, fordi de ikke vil have deres navne i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu