Læsetid: 2 min.

Kritik af udvalg om betalingsuddannelse

Videnskabsminister Helge Sander (V) får kritik for sammensætningen af den arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan de danske regler om gratis uddannelse kan passe ind i internationalt samarbejde med lande, hvor der er betalings-uddannelse
Indland
28. februar 2008
Videnskabsminister Helge Sander (V) får kritik for sammensætningen af den arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan de danske regler om gratis uddannelse kan passe ind i internationalt samarbejde med lande, hvor der er betalings-uddannelse

Hvordan kan universiteterne i fremtiden deltage i internationalt uddannelsessamarbejde uden at bryde princippet om gratis uddannelse i Danmark? Det skal en netop nedsat arbejdsgruppe under Videnskabsministeriet se på. Under et åbent samråd i Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi i går var der imidlertid hård kritik af arbejdsgruppens sammensætning. Indtil i går bestod gruppen af tre repræsentanter fra universiteterne samt repræsentanter fra Videnskabsministeriet. De studerende derimod var der ikke blevet plads til.

Arbejdsgruppen er blevet nedsat efter, at en række danske universiteter i strid med loven har opkrævet deltagerbetaling for godt 300 danske og udenlandske studerende på de internationale Erasmus Mundus-uddannelser samtidig med, at de har modtaget taxameter fra den danske stat.

Hård medfart

Enhedslistens uddannelsesordfører, Johanne Schmidt Nielsen, var en af dem, der gav arbejdsgruppens sammensætning en hård medfart: "Det undrer mig, at man placerer de samme mennesker i arbejdsgruppen, som har haft ansvar for, at universiteterne ikke har været i stand til at overholde den gældende lovgivning. Vil ministeren ikke mene, at de studerendes retssikkerhed bedst repræsenteres ved at tage en repræsentant fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) med?"

Helge Sander forklarede, at arbejdsgruppen ikke er nedsat for at placere et ansvar for, at de danske universiteter har opkrævet ulovlig deltagerbetaling. Det ansvar er blevet placeret af ministeriet i starten af februar, og ansvaret er universiteternes, der nu står til at skulle betale de studerende pengene tilbage.

"Vi har udpeget de folk, der ved mest om Erasmus Mundus-ordningen. Arbejdsgruppen skal udrede spørgsmål på et højt teknisk niveau og gerne inden sommerferien, derfor er det også spørgsmålet, om DSF skal være med i arbejdsgruppen," sagde Helge Sander og understregede, at arbejdsgruppen selvfølgelig ville orientere de studerende undervejs.

Arbejdsgruppen skal blandt andet tage stilling til, hvorvidt den danske lovgivning skal ændres, så det er muligt for de danske universiteter fortsat at deltage i Erasmus Mundus-samarbejdet uden at overtræde det danske princip om gratis uddannelse.

Det skal blandt andet ske ved at tage kontakt til andre lande med gratis uddannelse. Efter oppositionens skarpe kritik af sammensætningen af udvalget, ser det dog ud til, at de studerende alligevel får en fast plads i arbejdsgruppen omkring Erasmus Mundus-uddannelserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her