Integrationsministeriet er i gang med at planlægge en omfattende undersøgelse af, hvordan familiesammenføringsreglerne egentlig virker.
"Det er præcis denne her undersøgelse, vi har ønsket. Regeringen har gentagne gange nægtet, men det er glædeligt, at vi nu endelig får en uafhængig undersøgelse af, hvad reglerne har betydet for borgernes mulighed for at indgå ægteskaber med udlændinge," siger de radikales udlændinge- og integrationsordfører Morten Østergaard.
Grundig undersøgelse
Undersøgelsen skal afdække hvordan 24-årsreglen, tilknytningskravet og andre familiesammenføringsregler, der er blevet vedtaget siden 2002, har indvirket på 'nydanskeres pardannelsesmønstre,' som integrationsministeriet udtrykker det. Dagligstueægteskaber, der bliver indgået uden at myndighederne er involveret vil ministeriet også gerne vide noget om, samt hvilke konsekvenser reglerne har haft for etniske danskere, der er gift med en udlænding.
Flytter til Malmø
24-årsreglen blev blandt andet indført for at forhindre tvangsægteskaber. Men en af konsekvenserne blev blandt andet, at folk flyttede til Malmø for at gifte sig der.
Og det fik de svenske myndigheder til i november 2006 at beskylde Danmark for at eksportere tvangsægteskaber til Sverige. Det var også i november 2006, at oppositionen opfordrede regeringen til at undersøge, hvor mange der på grund af reglerne har bosat sig i udlandet med fokus på blandt andet Sverige. Dengang blev forslaget afvist, men det skal nu undersøges. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) mener ikke, at undersøgelsen er udtryk for en nyorientering: "Et ministerium sætter hele tiden gang i analyser og evalueringer," siger hun til Information, og hun ønsker ikke at nuancere sit svar yderligere.
"Vi er jo nærmest blevet latterliggjort for at foreslå de samme ting i 2006. Det viser jo, at den hetz som både ordfører og tidligere ministre har ført overfor os, har været ren og skær manipulation," siger Morten Østergaard.