Med mit udsigtspunkt fra Paris var det i den grad ikke morsomt, da jeg så billederne fra Danmark af brændende biler, skraldespande og skoler.
Det er der mange grunde til. For det første selvfølgelig at det forekommer som spild og naturligvis er synd for dem, det går ud over. For det andet fordi det var temmelig forudsigeligt, hvilke politiske reaktioner, det ville bringe på banen, drejebogen er nærmest skrevet på forhånd. Det lod da heller ikke vente på sig med alt fra forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder, til at de alle sammen bare var stakler.
For det tredje fordi det fremstod som et ikon. Det hele tog sig ud som de store forstadsoptøjer i f.eks. Frankrig. Og jeg skal lige love for, det virkede. I medierne stod det stemplet fast som noget, vi kunne genkende og reagere på, da kameraerne kørte i sædvanlig fotogen stilling med sorte silhuetter på gul baggrund. At det så havde en ikke ringe underholdningseffekt ude i de små hjem, er blot endnu en forstemmende klassiker. Når vi følger dem lege politi og tyve, nu i versionen, politi og brandstiftere så, uhadada, kan vi få os et gys.
Var der så alligevel noget nyt på skærmen ? Måske da statsminister Fogh kom på skærmen og fortalte, at Pind ikke havde forstået en pind. Der skal hverken strammes eller forstås, eller kort sagt: Der skal ikke gøres noget politisk. For ansvaret ligger hos de unge selv eller eventuelt hos forældrene. Det virkede som en beroligende scene i en amerikansk film fra 50'erne, og sådan nogle kan man da ikke have mistænkt for at være politiske, kan man? Foghs politiske handling bestod i at gøre hele sagen eminent apolitisk.
Det er lige her, vi lægger ungerne i seng, også selvom det kan være svært at gøre det med lømmeldrenge, der har fået tendens til voldsom ballade. Der er ganske givet rigeligt med sanktionsmuligheder over for disse unge, og kan vi være enige om, at man selvfølgelig griber ind, når folk sætter ild på ting og sager? Men så lukker vi lige den symbolske dør og tager en snak os voksne imellem, om hvad fanden det egentlig lige var, der foregik, og hvad vi skal gøre ved det.
Branden er politisk
Med udsigtspunkt fra Frankrig, hvor der efterhånden er en del erfaring med brændende biler, kan det konstateres, at den nogenlunde største fadæse, man kan begå, er at bilde sig ind, at det ikke er politisk.
Jeg mener ikke politisk i den forstand, at visse politikere nok skal hente point på følelser af angst og usikkerhed eller med grundigt absorberet ekspertforagt mene, at det er blødsødenhed, når akademikerne, intellektuelle, psykologer eller pædagoger kommer på banen med deres uddybninger.
Jeg mener politisk i den dybe forstand, at selvfølgelig har det med staten at gøre - med stort S.
For selvfølgelig er disse unge menneskers opførsel et tegn på noget i det samfund, vi lever i. Og vi har interesse i at forsøge at aflæse disse tegn.
Lad os ikke her nægte os den intellektuelle fornøjelse at gøre opmærksom på, at politik og politi har samme etymologiske oprindelse, politeia eller politia, som betyder 'staten', når man tager en tur omkring græsk og latin. Kan nogen i øjeblikket, med åbenbart overraskende forbrødringer mellem unge med såkaldt indvandrerbaggrund, autonome eller ungdomshusforkæmpere samt deres nye fælles mål: politiet, virkelig tro, at dette ikke har med Staten (Polis) at gøre? Med loven eller kort sagt med politik?
En krudttønde
Udsigtspunktet fra Paris eller omegn kan måske være til hjælp, og her er undertegnede lige i dag ikke bedrevidende akademiker, men har boet i et af disse notorisk befængte områder i årevis. Der en del at se, selvom det måske ikke lige er det, man forestiller sig.
For selvfølgelig var der trøstesløse boligblokke. Selvfølgelig var der op gennem 90'erne unge, der hang på gadehjørnerne og stigende lovløshed (og arbejdsløshed). Men ikke mindst var der en stadigt stigende spænding. Ikke inden for ghettoen, men mellem ghettoen og et stadigt mere velhavende samfund andetsteds. En spænding sociologen Michel Kokoroff, der netop er udkommet med undersøgelsen Sociologie des émeutes - (Forstadsoprørets sociologi), gør opmærksom på. I årevis kunne man bevæge sig rundt i denne krudttønde, og det gjorde jeg og tænkte: Hvorfor eksploderer det ikke? Hvorfor bliver de ikke politiske? Det gjorde det så. Det eksploderede, og selvfølgelig var det politisk. Bare ikke lige på den måde, vi er vant til det, med pæne parlamenter. Det var hætteklædt, 13 år gammelt og havde molotov-coctails i hænderne.
Nu er det så også eksploderet i Danmark. Mens synet af en eksplosion, der så let bliver det ikon, vi møder i vores medier, indebærer den risiko, at vi tager fejl af, hvad det var for en spænding, der var tilstede i øjeblikket før. Og det er så den, jeg synes, vi skal finde frem til. Jeg har ikke tænkt mig at lade mig intimidere af folk og Fogh, der fortæller mig, at dette ikke er politisk.
Lyt til dem
For hvad er det, disse unge siger, når man tager dem på ordet?
De taler om retfærdighed. Ganske vist har de sat bål og brand, men de har gjort det i retfærdighedens navn, og kunne vi så ikke starte dér, når de kommer ud af husarresten? Også i Frankrig startede det dér, og ingen lyttede. Det startede med, at de blev så fandens gale, fordi man uretfærdigt, og som den dråbe, der fik bægeret til at flyde over, lod deres venner dø, enten i en tranformator eller i et sammenstød med en politibil og så i øvrigt selv løb fra ansvaret.
I Danmark siger disse unge selv, at det startede med en dybt uretfærdig behandling af en gammel mand på åben gade. De siger også, at de selv bliver uretfærdigt behandlet, når de kropsvisiteres, at der oven i købet er tale om daglig seksuel krænkelse fra politiets side. De har oven i købet skrevet det ned i et brev til medierne.
Det er en tale om en fornemmelse af retfærdighed, dybt forankret i enhver organisation af Polis. Der er grund til at tage dem alvorligt, disse unge mennesker, for de er langt, langt fra at være asociale.
Det kan vi så være stolte af som forældre, og så tager vi os af dem i morgen også. Ikke?
Michel Kokoreff: Sociologie des émeutes. Payot 2008
