Læsetid: 5 min.

Når de voksne taber sutten

I dage med brand og hærværk er det både spændende og deprimerende at iagttage, hvordan politikerne - de folkevalgte forvaltere af forældreansvaret - lægger sig helt ned på niveau med de mest dysfunktionelle familier
Far er ikke vred - far er magtesløs. Er det mangel på intelligens eller ren og skær uvidenhed, når politikerne med landsfaderen i spidsen råber på svar, der ikke virker, men fralægger dem selv ethvert ansvar for at løse problemerne.

Far er ikke vred - far er magtesløs. Er det mangel på intelligens eller ren og skær uvidenhed, når politikerne med landsfaderen i spidsen råber på svar, der ikke virker, men fralægger dem selv ethvert ansvar for at løse problemerne.

Carsten Snejbjerg

22. februar 2008

Jeg tænker ofte på Danmark som en familie, hvor vi almindelige borgere er børnene, og de politiske og økonomiske magthavere indtager forældrerollen. Dels er jeg jo fagligt belastet og begrænset, og dels er der faktisk noget om snakken - sådan rent systemteoretisk.

Det betyder bl.a., at der findes interessante paralleller mellem situationen i hver enkelt familie i Danmark - og Familien Danmark, og da der jo er tale om en såkaldt dialektisk relation, er det ikke muligt at afgøre, hvem der præcist påvirker hvem, hvordan og hvor meget. Det er derimod enkelt at slå fast, at det i begge familier - de små og den store - er forældrene, der er ansvarlige for stemningen, tonen og lugten i bageriet.

Konservatisme

I disse dage, hvor grupper af (fortrinsvis) unge indvandrere sætter ild til biler og anden fast ejendom, er det både spændende og deprimerende at iagttage, hvordan de politiske magthavere - altså de folkevalgte forvaltere af forældreansvaret - lægger sig helt ned på niveau med de mest dysfunktionelle familier: De, der endnu ikke har vænnet sig til, at kvinderne har skaffet sig indflydelse og taleret, og er helt ude af stand til at udøve et relevant, voksent lederskab i forhold til deres små og store børn. De overlever fra konflikt til konflikt og har ingen andre værdier end straf og skyld at holde sig til.

I både den private børneopdragelse og den offentlige pædagogik er der via USA og Sverige ved at snige sig en skræmmende ny-konservatisme ind i debatten, men i forhold til netop disse børn og unge, som vi - med tanke på samfundets mange forbehold og direkte modvilje - uden overdrivelse kan benævne samfundets stedbørn, er der tale om rendyrket gammelmandskonservatisme.

Politikerne fralægger sig ethvert medansvar og skyder skylden over på de biologiske forældre: Smid dem ud hjemmefra! Inddrag deres lommepenge! Giv dem stuearrest! Giv dem et lag tærsk! Gør dem arveløse! Vi er helt tilbage i 1930'erne (hvor det heller ikke hjalp på andet end de voksnes image).

Politisk impotens

Både den pædagogiske ny-konservatisme og den aktuelle politiske retorik er ikke andet end hjælpeløshed, afmagt og impotens forklædt som handlekraft. Jeg undrer mig over, at intelligente mennesker kan udtale sig så ubegavet, og at politikerne - som jo er en slags rollemodeller for alle de almindelige forældre - for alvor kan tro, at de gør noget konstruktivt, når de vil have disse til at påtage sig et større forældreansvar, samtidig med at de selv med statsministeren i spidsen fralægger sig ethvert medansvar. Måske er de bare helt almindeligt uvidende?

Jamen, skal de unge ildspåsættere da ikke straffes! Jo, selvfølgelig skal de det. Efter straffeloven og politivedtægten som alle andre. Sådan er vores kultur, og da vi jo ikke er nær så primitive som 'de andre', hugger vi ikke hænderne af dem, vi nøjes med at tage deres værdighed fra dem. At vore straffe ikke engang hjælper på hvide, kristne mennesker er en uvæsentlig detalje i denne sammenhæng, hvor det mest handler om at bedyre sin uskyld og demonstrere politisk potens.

Som familieterapeuter ved vi, at vi ikke skal fokusere på barnets eller den unges mest provokerende adfærd eller det sidst tilkomne symptom. Vi skal opdage de processer i familien, som utilsigtet har været med til at producere disse. I denne sag er det ikke specielt vanskeligt.

Børn, der fryser, tænder op

Disse børns og unges forældre og bedsteforældre var fra begyndelsen familien Danmarks stedbørn. De fik lidt penge, tøj på kroppen og tag over hovedet, men det var også, hvad de fik. De fik ikke arbejde, da de havde brug for det for at kunne opretholde deres værdighed og stolthed og for at opleve sig som værdifulde bidragydere til familiens underhold og drift. De fik først arbejde, da vi fik brug for dem til at servicere os i taxaerne, på hotellerne og i institutionerne, men da var mange af dem allerede så medtagne, at deres børn var de facto forældreløse og ribbet for enhver indre og ydre autoritet. De sad aldrig med til bords, når familien spiste, men fik resterne serveret i køkkenet, og kravet var, at de lod sig integrere i en familie, som ikke selv ville integreres. Det var den moderne patchwork-familie i en så ydmygende og iskold udgave, at børnene var blevet tvangsfjernet af myndighederne, hvis det var en lille almindelig familie.

Nogle børn fra sådanne familier overlever og tilpasser sig et liv, hvor de må give afkald på de fleste indre og ydre symboler på identitet og personlig værdighed, andre klarer det ikke og giver forældrene en nok så kontant form for feed-back. Muhammed-tegningerne - Danmarks forkølede symbol på ytringsfrihed - og politiets sporadisk hårdhændede fremfærd siges at være den aktuelle anledning til de ildsprudlende protester, men det er jo bare lige nu. Når børn bevidst sætter ild på familiens ejendom, er det, fordi de fryser, og derfor burde vi overveje, hvordan vi kan få dem ind i varmen - altså alle dem, der endnu ikke har sat ild på noget.

Professionel hjælp?

Hvis vi som storfamilie ikke skal opleve meget mere af denne desperate, destruktive adfærd må forældrene meget snart begynde at opføre sig ansvarligt i stedet for bare at puste sig op og spille voksne, som de gør lige nu. De kan begynde med at påtage sig deres del af ansvaret for, at det gik så galt og beklage det over for dem, der blev svigtet og fornedret. Det ville være en konstruktiv begyndelse på at give samfundets børn og stedbørn et modent forbillede, de kunne få lyst til at leve op til.

Det, de får i disse dage, er ubegavet, primitiv og selvfed retorik, som med statsgaranti skaber flere problemer, end det løser. Problemer som de samme politikere og deres efterfølgere formodentlig også ville fralægge sig ethvert ansvar for. Måske skulle familien have professionel hjælp, før det går helt galt?

Det er ikke nogen skam at være usikker på, hvordan man skal udøve et voksent lederskab. Den usikkerhed deler samfundets mødre og fædre med flertallet af danske forældre. Forskellen er, at de almindelige forældre står ved deres usikkerhed og snakker åbent om den. De skyder hverken skylden over på samfundet eller på deres børn. De fleste forsøger at være ansvarlige, og de lykkes i øjeblikket bedre end vores allesammens forældre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Staten som faderen, kirken som moderen og klosteret som livmoderen er en tankegang som har været den gældene i tusindeår. Fællesvæsnet (som afløste enevældet) forbundet af stat og kirken , Verdensånden der styrer forbundet, er idag det gældende, dette fællesvæsen har frataget familien autoriteten over forældrene, barneplejen, sygeplejen, ældreplejen.Fællesvæsnet der får løn og dermed ansvaret for den fælles trivsel er uansvarlig, den står ikke til ansvar ud over sin egen samvittighed. Derfor kan ministeren for den fælles trivsel, trivselsminnister Anders Fogh Rasmussen, hævde sin ret og holde på sin ret til at være uansvarlig.

Har har har, B og B

For at blive i familiesymbolikken kan man spørge hvem, der er det sorte får, som efter sædvane skal tales ned til. Og hvem der er autisterne.

God artikel, Jesper Juul. Tak. Selv uden det letfattelige symbolsprog er den indholdmæssige side at historien et tiltrængt bidrag. De voksne har tabt sutten så hårdt, at de glemte at revselsesretten var fjernet.

"De unge burde væære glade og taknemmelige" - Hvor meget skal vi vædde på, at Foghs angiveligt strenge og arbejdsomme far har haft dette som omkvæd?

Billedet ligger jo ligefor. Men ligeså herligt det er, at Jesper Juul kan formulere det så klart, ligeså bedrøvelig er erkendelsen af hvor få der lytter.

Billedet kan med få justeringer overføres på andre politiske emner, eksempelvis Krigen mod terror: Midlerne bliver skrappere, retorikken hårdere, friheden som skulle værnes, indskrænkes. Oplever verden mindre terror?

Stort suk

Tak for en befriende klar artikel!
Og i forlængelse af Per Vadmand: Fogh sagde netop i interviewet onsdag, at de unge burde være glade og taknemmelige, fordi samfundet har alle de tilbud til dem, som de har brug for.
Dagen efter er der en artikel om traumatiserede flygtningebørn, som må vente op til 3 år på et behandlingstilbud.
Men det er sikkert bare "klynkeri og hylekor", at inddrage den virkelige virkelighed i regeringens store projekt med at fremstille Danmark som paradis på jord.
In your dreams!

Jeg erklærer mig meget enig med Henrik Cornelius Hansen og Jesper Juul; en interessant analogi og en artikel som rammer helt plet.

Fedt billedsprog du her bringer ind i det offentlige rum. Sutter og prutter og yoghurtbøvser. Og impotens og gammelmænd.

Det er tydeligt at du er vred, men hvor meget ved du egentligt om muslimske kulturer og hvorfor de overalt i verden er taberne?

Billedet med forældre-barn helt på sin plads når det gælder den aktuelle uro, der jo faktisk involverer børn og unge.

Man kan måske invende, at det ikke er så heldigt at bruge samme billede om samfundsforhold der vedrører to voksne parter. Voksne har alt andet lige flere muligheder for at sige fra. Men at beskrive relationen mellem det politiske danmark og de indvandrede mindretal som dysfunktionel er rammende. Der råbes meget, men kommunikeres ingen positiv interesse.

Man havde indtil for tyve år siden, en enestående chance for at integrere drengene fra indvandrerfamilier ved at tilbyde dem en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse. Lærerne fra "sputnik-generationen" var der i hobetal, og teknisk-naturvidenskabelige uddannelser er som skræddersyede for indvandrere, fordi de ikke er særligt kulturafhængige ( i U.S.A. er halvdelen af nobelpristagerne i naturvidenskab indvandrere)

Man forspildte denne chance, måske fordi der var en vis ideologisk modvilje imod naturvidenskab efter 68-oprøret.

Nu er den generation af lærere der kunne have løftet opgaven på vej ud til de evige golfbaner. Tilbage har vi i Folkeskolen faget "natur og teknik" som meget sigende i daglig tale kaldes for "tortur og panik". Novo er i færd med at flytte deres forskning til U.S.A. og Kina, hvor amerikanske kinesere og kinesiske kinesere løser opgaven.

Det var et økonomisk spild for samfundet, og et menneskeligt spild for indvandererne.

Jesper Juuls kommentar er den bedste jeg har læst i denne debat - so far.
Desværre er der nok ikke udsigt til at hverken Anders Fogh eller Lene Espersen har tænkt sig at hyre ham som 'familieterapeut' eller 'forældrerådgiver'. Det har de for travlt med at spille hårde negle til - som afstumpede forældre har for vane.