Interview
Læsetid: 4 min.

'Optøjer er samfundets problem'

Statsministeren handler uansvarligt, når han afviser at tage hånd om årsagen til gadeurolighederne, mener Mette Frederiksen (S). Hun efterlyser en klar indsats over for de udsatte indvandrerfamilier - flere småbørn skal fjernes fra familien, lyder opfordringen
Indland
23. februar 2008
Mette Frederiksen (S) mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen løber fra sit ansvar, når han gør de unge eneansvarlige for gadeoptøjerne.

Mette Frederiksen (S) mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen løber fra sit ansvar, når han gør de unge eneansvarlige for gadeoptøjerne.

Tariq Mikkel Khan

Statsministeren svigter de borgere, der udsættes for brand i gaden, når han afviser, at samfundet har et ansvar for de seneste ugers voldsomme optøjer.

Sådan lyder meldingen fra Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, som anklager Anders Fogh Rasmussen (V) for at løbe fra sit ansvar, når han alene placerer ansvaret hos de unge og deres forældre.

"Fogh løser ikke problemerne med det, han siger, og det ved han godt. En statsminister skal altid stille sig på befolkningens side og løse problemerne, det vælger han at lade være med at gøre i den her sag. Det er uansvarligt," siger hun.

Mette Frederiksen medgiver ubetinget, at både drengene og deres forældre har et stort ansvar. Men mange af de unge kommer fra familier, der er så ressourcesvage, at det er meningsløst at sige, at det kun er op til børn og forældre at få standset balladen.

"Så kan man lige så godt sige, at problemerne ikke bliver løst. Og det kan en statsminister ikke tillade sig over for de mennesker, som har fået brændt deres biler af eller ødelagt deres skole," siger hun.

Massive omsorgssvigt

Regeringen lægger op til at stille forældrene økonomisk ansvarlige for ødelæggelserne. For så vidt ikke noget nyt, påpeger Mette Frederiksen, som henviser til forældres almindelige erstatningsansvar for ikke-myndige børn.

"Og det ansvar skal vi fastholde. Men hvis man pålægger det økonomiske ansvar for at renovere en nedbrændt skole hos forældre på kontanthjælp - så er det bare et slag i luften."

Mette Frederiksen har selv haft kontakt til en del af de unge urostiftere. Nogle kommer fra familier, der fungerer på normale vilkår:

"Og de forældre kan sagtens tage en større del af ansvaret og kræve, at deres børn er hjemme kl. 22."

Men ifølge Mette Frederiksen kommer en del af de unge fra stærkt udsatte familier.

"Mange af drengene er de mest omsorgssvigtede børn i vores samfund. Fysisk er forældrene til stede, men reelt lever de ikke i en familie," siger hun og tilføjer: "Over for den forældregruppe, der ikke kan tage ansvar, giver det altså ingen mening af gentage, at det skal de."

- Hvad har du selv tænkt om uroen?

"Jeg synes, det er voldsomt, og jeg bliver ked af det. Ked af, at det pludselig bliver et element i det danske samfund. Men jeg er ikke overrasket."

Mette Frederiksen peger på den stigende ulighed som en afgørende faktor: "Når man vokser op og har en rimelig fornemmelse af, at man har adgang til de samme muligheder uanset ens baggrund, så opbygger man en tillid til, at samfundet også fungerer i forhold til en selv. Det er en enorm styrke, som er sat voldsomt under pres."

For imens de unge formelt set har lige muligheder, så viser alle statistikker ifølge Mette Frederiksen, at virkeligheden er en anden.

Ting har en forklaring

Mette Frederiksen peger blandt andet på en klar sammenhæng mellem omsorgssvigt og risikoen for at komme i fængsel samt på den sociale ulighed, der afspejler sig i forhold til, hvem der forlader folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne godt nok.

"Man må konstatere, at samfundet er ved at blive revet over på grund af stigende ulighed. Den bevægelse retfærdiggør eller undskylder ikke en kriminel handling, men man er nødt til at turde analysere samfundsudviklingen for at forstå, hvad der sker. Ting har jo en forklaring."

- Men er det så samfundets skyld?

"I forhold til et konkret bål ligger både skyld og ansvar hos de, der har tændt det. Men forklaringen på, hvorfor en gruppe drenge føler sig kaldet til at tænde det bål, hænger sammen med samfundets indretning. Skyldsdiskussion kan man bruge meget energi på, men det ændrer ikke på det faktum, at det er samfundets problem."

Imens urolighederne er faldet sammen med genoptryk af en Muhammed-tegning og debatten om de administrative udvisninger af to tunesere, har det ifølge Mette Frederiksen ingen grundlæggende betydning for de unge indvandreres frustrationer.

"Det kan være krogen, men jeg opfatter ikke de her unge fyre som særligt religiøse, nærmest tværtimod. Det ville være godt, hvis de unge på nogen måde kunne formulere, hvad de gerne vil opnå."

Eksperimenter

I første omgang skal politiet med bistand fra fædre, mødre 'og andre gode kræfter' bremse urolighederne. Men så skal der sættes langsigtet ind over for de familier, der ikke fungerer, siger Mette Frederiksen.

"Gruppen af udsatte børn viser, at der knytter sig helt særlige problemer til nogle af de mest udsatte flygtninge- og indvandrerfamilier," påpeger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer til at man går 'tænksomt og ambitiøst' til værks med familieforberedelse, obligatorisk vuggestue og børnehave samt helhedsskoler.

"Og så skal man anbringe flere indvandrerbørn uden for hjemmet. I dag er mere end hvert andet nyanbragt barn teenager - alle er enige om, at det er alt for sent. Indsatsen har hidtil været præget af for lang tidshorisont og tilfældigheder."

- Men hører du så ikke til dem, der bare taler for flere socialrådgivere?

"Nej, så ville jeg svigte mit ansvar. Der påhviler os, der sidder på Christiansborg i dag i februar 2008 et kæmpestort ansvar for at hindre, at det her sker igen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her