Læsetid: 2 min.

Professor: For nidkært at rejse terrorsag om T-shirts

Sagen mod Fighters & Lovers, som solgte T-shirts til fordel for FARC og PFLP, burde aldrig have været rejst, mener professor
Indland
2. februar 2008

Justitsminister Lene Espersen (K) går i for små sko, når hun bruger terrorparagrafferne i straffeloven. Ministeren burde således ikke have rejst tiltale mod syv borgere, der solgte T-shirts, mener professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen.

"Den sag tyder på, at der ikke bliver administreret fornuftigt," sagde Århus-professoren under et møde om terrorlovgivningen forleden i København.

"Jeg er nervøs for, at man mister den folkelige opbakning til og forståelse for terrorlovgivningen, når man administrerer så nidkært," uddyber Gorm Toftegaard Nielsen.

De syv, hvoraf en havde hængt plakater op i sin pølsevogn, blev tiltalt for at forsøge at støtte grupper, der begår terror. Ved at sælge T-shirts indsamlede de under navnet Fighters & Lovers 24.982 kroner, som skulle sendes til PFLP og FARC, inden politiet greb ind. Ministeren fulgte en indstilling fra rigsadvokaten, da hun traf beslutningen om, at sagen skulle for retten.

Efter en stribe retsmøder og afhøring af ekspertvidner frifandt Københavns Byret i december de syv, men anklagemyndigheden insisterer på at få dem straffet og har derfor anket til Østre Landsret.

Uhyggeligt

Gorm Toftegaard Nielsen understreger, at hans udtalelser ikke går på domstolenes behandling af sagen, og om hvorvidt de syv er skyldige eller ej - det er derimod selve beslutningen om overhovedet at rejse straffesagen, som han kritiserer.

"Terror er et problem, man skal tage alvorligt, men denne sag tyder på, at vi er blevet for fanatiske. Man kan øge faren og terrorisme og skabe mere dæmonisering, når man rejser tiltale i en sag som denne," sagde Gorm Toftegaard under mødet forleden.

Det var arrangeret af DJØF i samarbejde med Selskab for International Straffe- og EU-ret.

Ministerens optræden som anklager i denne sag ville svare til, at politiet forsøger at knalde bilister for at køre en kilometer for hurtigt, mener professoren.

Ifølge loven er det justitsministeren, der beslutter, om der rejses tiltale i sager om forbrydelser mod staten. Da Folketinget vedtog terrorlovene, blev det ivrigt diskuteret, om man kan skelne frihedskamp fra terrorisme. Men politikerne beroligede hinanden ved at henvise til, at det jo er op til ministeren at afgøre, om der skal rejses en sag.

"Det er uhyggeligt," mener Gorm Toftegaard Nielsen om denne sammenblanding af jura og politik.

I sagen om salget af t-shirts kommer landsretten til at tage stilling til handlinger foretaget mange tusinde kilometer væk.

I december konkluderede byretten, at beviserne ikke er sikre nok.

Det blev ikke tilstrækkeligt bevist, at PFLP's handlinger "er foretaget med det formål at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge myndighederne i Israel til at foretage eller undlade at foretage en handling eller med formål at destabilisere eller ødelægge landets grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer".

Nogenlunde samme lange formulering blev brugt i forhold til FARC, som opererer i Colombia.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her