Nyhed
Læsetid: 2 min.

Skattestop dyrere end skattelettelser

Skattestoppet koster i år statskassen tre mia. kr. mere end VKO's to skattelettelser tilsammen, viser beregninger fra AE-rådet. Både R og SF kritiserer Socialdemokraterne for at bidrage til øget ulighed
Indland
1. marts 2008

Mens oppositionen harcelerer over regeringens skattelettelser, så koster skattestoppet nu statskassen tre mia. kr. mere end de to VKO-skattelettelser tilsammen.

Ifølge beregninger fra AE-rådet medfører skattestoppets udhuling af ejendomsværdiskatten, samt bil-, miljø-, cigaret- og alkoholafgifter et minus på 18,5 mia. kr. i 2008. Til sammenligning koster Forårspakken fra 2004 og VKO's skatteaftale fra sidste år statskassen 15,5 mia.kr.

"Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, eftersom skattestoppet dels sænker skatten på alt andet end arbejde, og dels har bidraget til øget indkomstulighed især på grund af ejendomsværdiskattestoppet," fastslår økonom i AE-rådet Martin Madsen.

Af notatet fremgår det desuden, at udhulingen af ejendomsværdiskatten tegner sig for 10 af de 18,5 mia. kr.

Og imens Socialdemokraterne bakker op om skattestoppet, så ryster den radikale skatteordfører Niels Helveg Petersen på hovedet.

"Fordelingspolitisk er skattestoppet så skævt, som det kan være. Derfor har jeg så svært ved at forstå, at Socialdemokraterne accepterer det - det fatter jeg ikke," siger han og peger samtidig på, at kommunernes selvstyre undermineres af skattestoppet.

Skør skattepolitik

Udviklingen viser desuden, at de skattelettelser på arbejdsindkomst, som et flertal i Folketinget sigter efter med en kommende skattereform, altså nu overhales af skattestoppet - som letter skatten på alt andet end netop arbejde.

"Skattepolitisk er det helt skørt," konkluderer Niels Helveg Petersen.

Samme melding kommer fra SF's skatteordfører, Jesper Petersen, som også langer ud efter Socialdemokraterne:

"De må indse, at skattestoppet ikke duer. Hvis de mener deres slogan om velfærd frem for skattelettelser alvorligt, bør Socialdemokarterne overveje at foreslå en ambitiøs skattereform frem for at lade deres skattepolitik bestemme af regeringen," siger han.

Men kritikken fra de øvrige oppositionspartier afvises af den socialdemokratiske finansordfører Morten Bødskov.

"Den væsentligste årsag til, at der skabes ulighed i det danske samfund er, at regeringen har valgt en fattigdom, som skabes af kontanthjælpsloftet, starthjælp og 300-timers regel," siger han.

Socialdemokraterne bakker op om regeringens forslag om en skattereform, der suspenderer skattestoppet mens den gennemføres - derpå træder stoppet i kraft igen og sikrer ifølge Morten Bødskov den nødvendige sikkerhed for folks privatøkonomi. Men ejendomsskatterne er fortsat fredet, understreger finansordføreren.

"Vi vil ikke hæve boligbeskatningen, men styrke indsatsen for at give folk i vanskelige situationer uddannelsesmuligheder, gode boliger og fast fod på arbejdsmarkedet," siger han og tilføjer:

"Det egentlige problem i regeringens politik er, at man samlet set har givet skattelettelser for mere end 30 mia. kr. De skulle være brugt på velfærd."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så rigtigt så rigtigt, og så sørgeligt.
Men der må vil være nogen der har stemt på idioterne der er igang med at demontere velfærdsstaten, mens sosserne står og klapper ved sidelinien.
Hvorfor det er så vigtigt at afvikle ligheden henstår lidt i tåger, for i virkeligheden betyder det at alle bliver fattigere i det lange løb. Måske sosserne skulle til at vågne op og føre socialdemokratisk politik.
Kære sosser tjek lige jeres historiebøger!