Læsetid: 3 min.

Syge børn - eller sygeliggjorte børn?

Hvis et barn med problemer skal have bevilget hjælp til at løse problemer, skal der en diagnose til fra lægen. Og fordi lægen er uddannet til at have med sygdom at gøre, bliver problemerne forstået som sygdom, og nu omtales barnet pludselig som sygt. Men er et barn, der har svært ved at klare vanskelige livsbetingelser, sygt?
Er et barn, der har svært ved at håndtere socialt samvær og skal have hjælp til det, sygt? Er et barn, der har svært ved at sidde stille og være opmærksom i skolen, sygt? Er et barn, der har ondt i maven, fordi det bliver drillet af de andre børn og skældt ud af læreren, sygt? Model

Er et barn, der har svært ved at håndtere socialt samvær og skal have hjælp til det, sygt? Er et barn, der har svært ved at sidde stille og være opmærksom i skolen, sygt? Er et barn, der har ondt i maven, fordi det bliver drillet af de andre børn og skældt ud af læreren, sygt? Model

Sara Skytte

Indland
15. februar 2008

Jævnligt - og netop igen - bringes i medierne frem, at der er lang ventetid på psykiatrisk behandling til såkaldte 'syge' børn. Der kan være op til et års (eller mere) ventetid til børnepsykiatriske afdelinger, og der har netop været talt om ekstra bevillinger til området. Rigtig sympatisk og også vigtigt, at børn, der har problemer, ikke skal vente for længe på hjælp.

Mere problematisk er betegnelsen 'syge børn'. For er der nu også tale om syge børn? Eller sygeliggør vi børn, der på forskellig vis udviser tegn på mistrivsel?

Det er blevet udfordrende og krævende at begå sig i dagens hektiske og komplekse hverdagsliv. Som voksne har vi også ind imellem problemer i dagligdagen. Det er en del af det globaliserede og multikulturelle og omskiftelige samfundsliv, der stiller store krav til den enkelte. Når vi som voksne møder problemer i livet, kan vi som oftest formulere det i ord og måske tale med familie eller venner, så vi kan få løst problemerne. Eller vi kan søge professionel hjælp - f.eks. fra en psykolog.

Sådan er det også for børn. Børn kan også i perioder have det svært, f.eks. hvis de møder for store krav og problemer i dagligdagen. Dette er ikke usædvanligt i dag, hvor børn og voksnes vilkår i familie, skole og daginstitution stadig forringes. I modsætning til voksne vil det dog som regel være for svært for børn at formulere i ord, hvad det er, problemet består i. Børn bliver i stedet for urolige, handler utilpasset, lukker sig inde eller viser andre tegn på mistrivsel.

Definitionen af sygdom

Men hvor går man hen i vores samfund, hvis ens barn har ondt i psyken eller livet?

Man kan gå til PPR (Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning - tidligere skolepsykologisk kontor), i den kommune, man bor i. Her er problemet dog lange ventetider og manglende ressourcer til egentlig behandling af problemerne - et forhold, der i øvrigt også har været på forsiden af aviserne. I en række tilfælde vil man fra PPR henvise videre til børnepsykiatrisk afdeling for at få stillet den diagnose, der skal til for at få økonomisk bevilling til barnet.

Det er i denne forbindelse, begrebet sygdom bliver bragt på bane. Som læge er man uddannet til - på baggrund af de symptomer (tegn), som patienten (barnet) viser - at stille en diagnose (give problemet en betegnelse), der igen foreskriver en bestemt behandling.

Men er et barn, der har svært ved at klare vanskelige livsbetingelser, sygt? Er et barn, der har svært ved at håndtere socialt samvær og skal have hjælp til det, sygt? Er et barn, der har svært ved at sidde stille og være opmærksom i skolen, sygt? Er et barn, der har ondt i maven, fordi det bliver drillet af de andre børn og skældt ud af læreren, sygt?

Nej - det er disse børn ikke, men hvis de skal have bevilget hjælp til at løse problemer, skal der som oftest en diagnose til - og diagnoser er det kun læger, der må stille. Og fordi lægen er uddannet til at have med sygdom at gøre, bliver problemerne forstået som sygdom, og nu omtales barnet pludselig som sygt. Nu bliver årsagen til problemerne placeret i barnet, hvilket i princippet fritager alle andre for at skabe bedre betingelser for barnet og løse baggrunden for problemerne.

Behov for at tale

Når man i en række tilfælde kun kan få bevilget hjælp til et barn, når en børnepsykiater har stillet en diagnose, er det i øvrigt vældig besparende for kommunerne og vældig ødelæggende for det berørte barns udvikling. Jeg har ofte i min praksis mødt børn, der ingen hjælp fik i det år, de ventede på en diagnose, også selv om barnets problematik i øvrigt allerede var velbeskrevet af en psykolog.

Men lige som voksne, har børn, der har det svært, behov for at tale med nogen for at løse de opståede problemer. Også børn har brug for, at et andet menneske forstår de oplevelser og dermed de vanskeligheder, der ligger bag barnets adfærd, og hjælper til med at finde en løsning. En løsning, der optimalt set hjælper de voksne omkring barnet med at gøre barnets livsbetingelser bedre tilpasset dets forudsætninger og udviklingsmuligheder.

Det ville være en stor hjælp for de berørte børn og deres voksne, hvis denne hjælp kunne tilbydes tværfagligt og lokalt uden at barnet skulle sygeliggøres. Så behøvede man måske heller ikke tage pladser op på hospitalerne til de børn, som er syge i ordets egentlige forstand.

Grethe Kragh-Müller er cand.psyk. Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her