Læsetid: 6 min.

'At tænke klima skal bare være del af livet'

Danskerne savner et sted, hvor man i stort og småt kan være med til at gøre energiforbruget bæredygtigt, siger unge ativister. På søndag stifter de Klimabevægelsen i Danmark
27. februar 2008

80 pct. af danskerne mener, vi har et personligt ansvar for at gøre noget ved klimatruslen. Hele 82 pct. vil også gerne gøre noget konkret - herunder mere end de evt. gør i forvejen - for at nedsætte deres CO2-udledning.

Det fortæller en ny meningsmåling lavet for Klima- og Energiministeriets kampagne 1 ton mindre. Og nu kommer græsrodsbevægelsen, der vil samle kræfterne, sprede inspirationen, skabe de gode eksempler og - ikke at forglemme - presse politikerne til også at gøre deres. På søndag er der i København stiftende møde i det, der - meget passende - skal hedde Klimabevægelsen.

Liv Berner og Jean-Francois Corbett er to af initiativtagerne. Begge unge, begge mere eller mindre uprøvede i organisationsarbejde, begge optændt af lyst til at sætte noget i gang.

"Der har manglet en bevægelse," siger Jean-Francois Corbett, der i sit professionelle liv arbejder i en vindkraftvirksomhed med fysik som faglig baggrund.

"Vi har mange miljøorganisationer, som også har klima på programmet, men der mangler noget, der kan opfange interessen og engagementet hos alle de mennesker, der sidder derhjemme og ønsker, de kunne gøre noget mere. Vi vil gerne sige: Kom og vær med. Dette er ikke partipolitik, dette er ikke knyttet til etablerede organisationer, dette er ikke professionel miljølobbyisme. Det er et forsøg på at skabe muligheder for handling hos alle dem, der har lyst," siger han.

Tanken om Klimabevægelsen er bare nogle måneder gammel, fortæller Liv Berner, specialestuderende på antropologi-studiet.

"I november var vi tre-fire stykker, der snakkede om det her. Der blev lavet et oplæg, som vi sendte rundt til folk, vi kendte. Nu er vi omkring 100 på mailing-listen, endnu inden vi er startet for alvor. Der er virkelig mange, der er interesserede. Vi håber og tror, det kan blive stort."

Mødet på søndag, hvor bl.a. forfatteren Tor Nørretranders er gæstetaler, skal overstå de nødvendige formaliteter. Bevægelsens grundlag skal bekræftes, og et sæt vedtægter godkendes. Alle, der tilslutter sig grundlaget - "global opvarmning er et fælles problem, som skal løses på en måde, der er solidarisk og retfærdig, både lokalt og globalt," hedder det bl.a. - kan blive medlemmer og selv etablere eller tilslutte sig tema- og lokalgrupper.

Klimabevægelsen skal "altid forblive uafhængig af partipolitiske, økonomiske og religiøse interesser," hedder det i vedtægterne for organisationen, hvis aktiviteter koordineres af et landsudvalg, som udpeges af landsmøder åbne for alle medlemmer. Mindst mulig struktur og formalisme, så megen aktivitet som muligt.

"Det er vigtigt, at det er rart og nemt at deltage, at der er mulighed for at udvikle sig og blive udfordret, få ansvar og selvstyring, at der er plads til at deltage med det, man kan og har lyst til, at vi anerkender hinandens talenter," hedder det bl.a. i beskrivelsen af, hvordan Klimabevægelsen vil arbejde og vokse.

- Hvor kommer energien fra?

"For mig kommer den af, at jeg faktisk tror på, det kan lade sig gøre at klare klimaproblemet. Og at det samtidig kan føre så mange andre gode ting med sig," siger Liv Berner.

"Jeg tror, det kan bringe nogle andre værdier ind i folks tilværelse at begynde at tænke på klimaet, energien og forbruget. Folk bliver jo ikke nødvendigvis meget lykkeligere af at anskaffe sig et nyt køkken for en masse penge. Men hvis de begynder at engagere sig i det her, kan de måske få oplevelsen, at 'Wow, vi gør noget for vores Jord, for vores eget liv og vore børns liv.' Jeg synes selv, jeg har lært vildt meget i de måneder, vi har arbejdet med det her."

Jean-Francois er lige så sikker på, at omstilling til bæredygtighed er mulig.

"Fysikkens love står ikke i vejen. Der er jo fremlagt masser af planer, der fortæller, at det kan lade sig gøre. Det er sådan set bare at vælge. Det, der kan stå i vejen, er menneskets love, måden, vi opfører os på, og ikke mindst måden vi agerer, når det gælder det økonomiske område. Jeg opfatter det som en ideologisk barriere: Det, vi gør, skal hele tiden kunne betale sig. Det må ikke genere den økonomiske vækst. I dag står det klart, at det kommer til at koste mere ikke at gøre noget, men jeg mener, vi skal væk fra de ideologiske argumenter og bare sige: Det kommer til at gavne de allerfleste mennesker på Jorden, hvis vi får stoppet den globale opvarmning," siger Jean-Francois.

Tema- og lokalgrupper

Klimabevægelsen er foreløbig forankret i København, men den første lokalgruppe er ved at se dagens lys i Århus. I København er initiativtagerne i gang med at søsætte en stribe temagrupper. Én gruppe vil arbejde med 'rene rejser', altså samle og sprede viden om, hvordan man kan gøre sine ferie- og arbejdsrejser mindre klimabelastende.

"Jeg er vokset op med at tro, at det er en menneskeret at kunne rejse på weekendtur med fly. Det skal jeg måske gøre op med og indse, at sådan er det ikke," siger Liv.

En anden gruppe skal beskæftige sig med at gøre energiforbruget i boliger og andre bygninger mere bæredygtigt. Den vil Jean-Francois arbejde i.

"Vi vil besøge folk, der er interesserede i at gøre noget ved eget energiforbrug, og snakke med dem om, hvordan og hvor meget der kan spares. Næsten som små tupperware-parties, hvor man taler sammen om de små, konkrete ting, man kan gøre, men også om de større ting, man ikke kan ændre alene," siger han og peger på boligforeninger som vigtige aktører, også når det gælder om at skabe pres for at få ændret lovgivning om f.eks. bygningers energiforbrug, om at etablere lokale vindmøller m.m.

En tredje temagruppe skal holde øje med 'greenwash', dvs. eksempler på virksomheder og institutioner, der foregiver at være grønne og klimavenlige, uden at det holder.

"Vi vil gøre opmærksom på dem, der er lidt for popsmarte og ikke helt ærlige. DONG Energy solgte f.eks. deres såkaldte Naturstrøm, uden at det havde nogen som helst reel effekt på miljøet. Den slags er bare for frækt," siger Liv.

Der er en temagruppe, der skal arrangere foredrag og workshops. En gruppe, der vil etablere en søndagscafé for folk, der gerne vil vide mere eller være med i aktiviteter. Og temagrupper, der arrangerer happenings og demonstrationer. For Klimabevægelsen skal også lægge politisk pres.

"Vi vil gerne skabe en forbindelse mellem det individuelle og det fælles ansvar. Man kan ikke omlægge samfundets produktionssystem fra sin bolig. Man må slå sig sammen med andre. Man må hente energi fra den interesse, der er for at gøre noget personligt, og så overføre den til det fælles og politiske," siger Jean-Francois.

Ikke bare trend

Klimatopmødet i København til december næste år bliver et naturligt fokuspunkt.

"Men vores opgave er også at få engagementet til at vare længere. Det er ikke blot de næste to år, men de næste to årtier, der bliver kritiske. Derfor skal vi planlægge langsigtet og undgå, at det her bliver en overfladisk trend. Når det gælder økonomi, er det noget, folk altid går op i, taler om og har som del af livet. Det samme skal gælde vores omgang med klimaet. At tænke på det skal bare være en del af livet," mener han.

Liv Berner blev optaget af klimaspørgsmålet, fordi udsigterne gjorde hende bekymret. Men i dag ser hun engagementet som noget konstruktivt og positivt.

"Det at snakke om miljø blev i en periode opfattet som noget gammeldags, støvet, måske venstreorienteret. I dag tror jeg, det repræsenterer det nye, det innovative, det, der rummer visioner - videnskabeligt, teknisk, arkitektonisk, på alle områder," siger hun.

Både hun og Jean-Francois Corbett oplever, at Danmark og danskerne er bagud, når det handler om folks direkte og personlige engagement i klimasagen.

I Storbritannien og andre europæiske lande er der stærke strømninger og mange initiativer i befolkningerne. Nu vil Klimabevægelsen vise, at danskerne også kan. Der er fri adgang til det stiftende møde på søndag, som finder sted hos Det Biovidenskabelige Fakultet på Rolighedsvej i København. Nærmere oplysninger på www.klimabevaegelsen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er et ganske godt initiativ at skabe ansvarlighed for det miljø, som vi ikke kan overleve foruden. Men det bliver selvmodsigende ved at der understreges, at ”det må ikke genere den økonomiske vækst”. Grunden til denne overfladiske forventning til, at man både skal kunne puste og have mel i munden på samme tid, understreges med følgende bemærkning. ”Jeg er vokset op med at tro, at det er en menneskeret at kunne rejse på weekendtur med fly”.

Det er fint nok, at Liv Berner trods det overvejer, om weekendturen med fly nu også er det helt rigtige. Så lidt realisme har der da sneget sig ind i det forvente sind, hvor nok er nok, ikke er en naturlig del af virkeligheden. Derfor skal overforbruget naturligvis holdes udenfor Klimabevægelsens målsætninger. Der derimod har det hyggelige, som en vigtig målsætning!

Klimaets dramatiske udvikling betinger nu ingen ”hygge” i de lande, som på grund af kravet om evig vækst i de rige lande, må begrave deres børn, som konsekvens af et stadigt vildere vejr. Lige som det ikke er hyggeligt at tænke på, at klimaændringerne vil udrydde utallige vilde dyr og planter for altid. Det er derimod signalerende overforvente børns urealistiske indstilling til en verden, som de tydeligvis ikke har den store forståelse for.

Hvor lidt hyggeligt, det end måtte opleves, så er verden reelt i en livstruende situation, hvor det ikke er ord som ”hygge”, men begreber som krig og terror, der er relevante at nævne i denne sammenhæng. Pentagon forudser en ret så kaotisk verden, dersom vi ikke får bremset klimaændringerne mest muligt. Og det er jeg på ingen måde uenig med dem i. For deres forudsigelser vil snart se dagens lys i form af krige og terror om lidt ris og lidt vand. En vrede og aggression, som de berørte også vil rette mod de overfladiske mennesker, som ser klimaændringerne, som en anledning til lidt hyggeligt samvær i pauserne mellem deres ekstreme overforbrug.

Det er et ganske godt initiativ at skabe ansvarlighed for det miljø, som vi ikke kan overleve foruden. Men det er miljøhykleri af værste skuffe, dersom man kun skaber en bevægelse for, på en hyggelig måde, at få lidt aflad for sit ekstreme overforbrug!

Bjørn Holmskjold

Kære Bjørn Holmskjold.
Jeg tror du misforstår vores budskab. Sætningen om at det skal kunne betale sig og ikke må genere økonomisk vækst er ikke et udtryk for Jean-Francois' eller Klimabevægelsens holdning, men beskriver tværtimod den ideologi, der ofte står i vejen for at gøre mere for at bremse global opvarmning. En ting er, at det sansynligvis vil komme til at koste mere ikke at gøre noget (og vi ved alle, at de som kommer til at betale den dyreste menneskelige pris ikke er dem, som har skabt klimaproblemet). Noget andet er -og det er det som er vores budskab- at det er nødvendigt at gøre noget OGSÅ hvis det koster, økonomisk eller personligt (jvf refleksionen over vores stigende forbrug af flyrejser).
Du skal være velkommen til at komme og sætte dit præg på Klimabevægelsens fremtid på vores stiftende møde på søndag!
Mvh Liv Berner

Klimaet er uden for politisk indflydelse.
Såvel Klimabrevægelsen som det planlagte topmøde bliver gefundenes fressen for karikaturtegnere og satirikere.
Udskift ordet klima med miljø, så vil jeg i det mindste overveje at bidrage.
Per Harry Hansen

Klimaet er uden for politisk indflydelse.
Såvel Klimabevægelsen som det planlagte topmøde bliver gefundenes fressen for karikaturtegnere og satirikere.
Udskift ordet klima med miljø, så vil jeg i det mindste overveje at bidrage.
Per Harry Hansen

"Klimaet er uden for politisk indflydelse.
Såvel Klimabevægelsen som det planlagte topmøde bliver gefundenes fressen for karikaturtegnere og satirikere.
Udskift ordet klima med miljø, så vil jeg i det mindste overveje at bidrage.
Per Harry Hansen"

Internettet er fyld med den slags ovenstående "indholdsløse" kommentarer. Hvor kunne man dog spare meget tid hvis man hvar foruden den slags. Ihvorvel.

1)
Klimaet er inde for politisk indflydelse, naturligvis. Det kan ikke lægges klimabevægelsen til last at du som en ukritisk læser af Svensmark et al.'s populærvidenskabelige bøger tillægger "eksotiske" hypoteser betydning fordi du finder det bekvemt for din livsførelse eller at du ikke evner overblikket. Gør dig den tjeneste at overlad videnskaben til videnskabsmændende og lad de langt mere kompetente astrofysikere såsom: Ammann, Lockwood, Usoskin, Haigh, Stott, Solanki, Lean, Waple, Frolich, Sloan, Wolfendale om at lave videnskab. Du har ganske enkelt ikke kompetence til at bryde dit hovede med den slags.

2)
Per Harry Hansen ævler om miljø-bevægelse, som er dødfødt i det der ingen "miljøtrussel" er. Objektivt set er klimatruslen en gave til menneskeheden, der for indeværende har sparket enormt mange projekter af sig. Og som kan afværge eller afbøde en oliekrise der lurer

Men kald mig bare gammeldags, jeg henholder mig til konsensus mellem videnskabelige institutioner og hundrede års videnskab.

Klimabevægelsen er helt sikkert et initiativ der kan bringe mange hoveder sammen og få nye ideer til at opstå. Ingen sure maveopstød herfra. Held og Lykke til Liv Berner og Jean-Francois Corbett og til resten af bevægelsen.