Terrorlove udfordrer den klassiske magtfordeling

BRUXELLES – I Danmark er tre mænd mistænkt for at have planlagt et mord på en tegner. Det er en alvorlig sag, men spørgsmålet er, om det berettiger til at fratage de tre retssikkerheden.

Politiets Efterretningstjeneste – der er den udøvende magt under begrænset kontrol – har ikke nok beviser til at fremstille den ene (en dansk statsborger, red.) af de tre mistænkte i grundlovsforhør. PET’s hemmelige materiale betragtes dog som nok til at give de to tunesiske statsborgere stemplet ‘terrormistænkt’ og udvise dem af landet.

Domstolsprøvelse af mistanken? Ikke nødvendigvis.

Kampen mod terror udfordrer både retssikkerheden, som vi har kendt den hidtil – og den klassiske tredeling af magten. Regeringer eller grupper af regeringer optræder som både dømmende og udøvende magt, uden at de folkevalgte får kontrolmuligheder, og domstolene holder sig ofte tilbage med at efterprøve den praksis.

For eksempel har FN’s sikkerhedsråd, hvor der sidder 15 regeringer, en vis eneret på af definere, hvem der er terrorister, og hvilke der er terrororganisationer. De 15 regeringer beslutter, hvem der skal stå på FN’s liste over terrorister og terrororganisationer.

Ankemulighed for de stemplede? Begrænset eller slet ingen.

Det samme er tilfældet for EU’s terrorliste. Den bliver vedtaget af 27 regeringer og stempler personer og organisationer som terrorister
– baggrunden er hemmelige oplysninger fra de 27 landes efterretningstjenester.

Ankemulighed? Tvivlsomt.

Folkevalgte udenfor

Lad os se på lovgivningen og parlamenternes rolle som magtens kontrollører. En ting er, at de folkevalgte i EU’s lande har ringe indflydelse, når de 27 EU-regeringer træffer beslutninger. Dertil kommer, at de får meget få oplysninger.

En stribe regler er allerede vedtaget eller er på vej: Overvågning af rejsende, sikkerhed i fly, overvågning af vore bankoverførsler, lagring af oplysninger om, hvem vi har sendt e-mails til, hvem vi har talt i telefon med, og hvilke internetsider vi har set på.

En dansk EU-parlamentariker, Christel Schaldemose fra Socialdemokraterne, er harm: Der er forsikringer fra kommissær og ministre – men ingen oplysninger. I en omstridt sag om passageroplysninger blev der lovet evalueringer, hvad med dem?

»Vi har ikke adgang til evalueringen,« konstaterer Schaldemose.
Og den klassiske magtfordeling med at de folkevalgte kontrollerer regeringen?

»Det er det store spørgsmål: Hvem holder så regeringen i ørerne,« siger Christel Schaldemose.

Også to af hendes danske kolleger i EU-Parlamentet er irriterede. Anne E. Jensen fra Venstre har transport som sit ansvarsområde og var sidste år involveret i reglerne omkring sikkerhed i fly.

»Retsløs« følte hun sig i de nye og til tider irriterende sikkerhedskontroller i lufthavnene.

»Jeg ved som borger ikke, om det er i overensstemmelse med loven, eller om det er, fordi de synes, jeg er en rappenskralde,« sagde Anne E. Jensen.

End ikke som EU-parlamentariker kender hun grundlaget for lovgivningen. Det bliver foreslået af 27 eksperter fra EU-landene, reglerne bliver udstedt af Kommissionen og sendt til høring hos en lille gruppe særligt sikkerheds-checkede EU-parlamentarikere.

»På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at tage en mere grundlæggende diskussion af, hvor grænsen går,« sagde dengang endnu en dansk kollega i EU-parlamentet, Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.

Men denne debat er vanskelig, når selve retsgrundlaget er hemmeligt.
»Vi har opdelingen af magten, men når ingen af parterne kontrollerer noget, så har vi et problem,« mener Schaldemose.

Dommer: Det er perverst

Men noget kunne tyde på, at domstolene nu vil markere sig i magtspillet. Nogle højst ærværdige britiske dommere har i november med højst velvalgte ord sagt, at de finder de terrormistænktes retsløshed pervers.

»Vi anerkender, at en kendelse om perversitet er ualmindelig,« skriver de i en dom, der giver den terrormistænkte iranske organisation Folkets Mujahedin muligheden for at få netop terrormistanken afprøvet ad rettens vej.

EF-Domstolen har tidligere afvist klager fra folk, der stod på FN’s terrorliste. Begrundelsen: Når FN’s sikkerhedsråd (læs: regeringerne) beslutter noget, kan EF-Domstolen ikke blande sig. Men det burde den, skriver EF-Domstolens generaladvokat i en nylig anbefaling – og den følger dommerne i 80 procent af sagerne. Rettens arbejde, fortsatte han, er nemlig ikke politik. Politikere har lov at være ivrige for at bekæmpe terrorisme med en hurtig og skarp indsats.

»Men det er netop her, at domstolene burde skride ind for at sikre, at dagens politiske nødvendighed ikke bliver morgendagens retspraksis,« skriver den portugisiske generaladvokat.

Måske var magtens sammenblanding bare flimmer i magtens tredeling i de mest bekymrede år efter den 11. september 2001. Måske træder domstolene og parlamentarikerene i karakter igen nu?

bri@information.dk

Se links til dommene m.m. på http://luftskibet.information.dk/europa