Læsetid: 4 min.

Tid til forsoning

Ny Alliancens politiske fremtid synes næsten kun at kunne reddes gennem endnu en faneflugt, altså hvis en enkelt eller to MF'ere fra regeringspartierne mod alle odds skulle søge over til Khader og igen afmontere VKO-flertallet
Malou Aamunds flugt fra Ny Alliance er katastrofal for partiet. Nu er det opløsningstruede parti sendt tilbage til start - i den magtesløse position, som valget også i første omgang efterlod det i: uden de afgørende stemmer i Folketinget

Malou Aamunds flugt fra Ny Alliance er katastrofal for partiet. Nu er det opløsningstruede parti sendt tilbage til start - i den magtesløse position, som valget også i første omgang efterlod det i: uden de afgørende stemmer i Folketinget

Tariq Mikkel

8. februar 2008

Da Malou Aaamund hev tæppet væk under Naser Khader i tirsdags, formulerede hun en kort analyse af Ny Alliances vælgermæssige underlag: Hun sagde, at partiet fra starten havde samlet to strømninger: Dels en, der var særlig opbragt over samarbejdet med Dansk Folkeparti og den hårde tone i udlændingedebatten. Og dels en strømning, som hun betegnede reformtilhængerne, og hvortil hun regnede sig selv.

Analysen har givet noget på sig, selv om den ikke forekommer at være en udtømmende beskrivelse.

Og noget paradoksalt kan det forekomme, at hun trækker sig, netop som 'reform-fløjen' i NA's ledelse har vundet og i tilgift havde fået den eftertragtede nøgleposition i Folketinget forærende af Pia Christmas-Møller og de grønlandske MF'ere.

Aamunds beskrivelse af NA's oprindelige fløje eller sammenløbende strømninger mangler ét væsentligt element: Nemlig det, som gjorde Khader så massivt populær under Muhammed-krisen, og som var det konkrete vælgerskred, som de til andre fløje søgte at koble sig på: Khader signalerede ikke under Muhammed-krisen nogen særlig reformvilje, ej heller stod han for noget specielt krigerisk opgør med Dansk Folkeparti.

Tværtimod. Khader var kendt for at udpege 'halal-hippierne' som et problem i debatten om udlændinge og integration. Han demonstrerede ofte, at han havde let ved at tale med både Pia Kjærsgaard og sin gamle kollega fra borgerrepræsentationen: DF's gruppeformand Peter Skaarup.

Under krisen stod Khader fast på en uforsonlig kritik af imamerne, og rådgav statsministeren i fortrolige møder på tomandshånd.

Når Khaders personlige popularitet slog alle Danmarksrekorder for politikere under krisen, var det efter alt at dømme, netop fordi han trods sin politiske og etniske baggrund stod last og brast med regeringen og Dansk Folkeparti i konfrontationen med hjemlige imamer og totalitære muslimske stater.

Khader var den store forsoner. Han antydede, at det forbitrede opgør, som har præget dansk politik siden valget i 2001, kunne blødes op. Måske kunne - og burde - dansk politik bestå i andet, end at Folketingets to halvdele sviner hinanden til - mens de i realiteten er mere enige end nogensinde om det konkrete politiske indhold.

Khaders tragedie

Det er den bedste forklaring på den bølge af drøm om fornyelse, der i flere omgange bar Khader og Ny Alliance frem til imponerende vælgertilslutning i opinionsmålingerne.

Khaders tragedie synes at have været, at han blev belejret og omsværmet af folk, der havde helt andre tolkninger af partiets identitet. De ønskede enten et kompromisløst opgør med Dansk Folkeparti eller en ambitiøs borgerlig-liberal skattepolitik, der skulle nedbringe marginalskat og stramme op på velfærd og overførselsindkomster.

Under valgkampen blev Khader - der i forvejen var udsat for terrortrusler og beskyttet af PET - udsat for en uhyggelig smudskampagne.

Det skete samtidig med, at fløjene linede fronterne hårdt op og afviste at give Khader forsoningsrollen.

Den radikale leder Margrethe Vestager afviste kategorisk, at et flertal af V, K, NA og R kunne bruges til noget - på et tidspunkt under valgkampen, hvor dette flertal syntes inden for rækkevidde.

Dermed blev det helt urealistisk at sætte Kjærsgaard ud af spillet, med mindre det skulle ske ved at sætte Helle Thorning i statsministerstolen.

Valgresultatet var en katastrofe for Khader, ikke kun fordi hans partis vælgertilslutning landede i betænkelig nærhed af spærregrænsen, men især fordi den endelige mandatfordeling gav VKO-flertal og dermed berøvede Ny Alliance nogen som helst platform for at øve konkret indflydelse.

NA i nøgleposition

Men to måneder efter valget gik Pia Christmas-Møller enegang og til angreb på VKO-flertallet med et beslutningsforslag, der så ud til at få flertal.

Dermed var Ny Alliance med et ryk bragt ind på den nøgleposition, som alene kunne give partiet mulighed for at udvikle politik og profil fra en indflydelsesrig platform.

Det er derfor helt paradoksalt, at netop denne nye styrkelse af partiets position ledte til den dramatiske og i sidste ende ødelæggende afskalning.

Gitte Seebergs afgang var i sig selv nærmest til Khaders fordel. Hun repræsenterede partiets uforsonlige DF-fjender og synes som Christmas- Møller i betydelig grad motiveret af en bitter skuffelse over de konservatives nuværende lederskab.

Men Aamunds flugt var katastrofal. Nu var det opløsningstruede NA sendt tilbage til start - i den magtesløse position, som valget også i første omgang efterlod det i.

Hvem tager tabt fakkel

NA's politiske fremtid synes næsten kun at kunne reddes gennem endnu en faneflugt, altså hvis en enkelt eller to MF'ere fra regeringspartierne mod alle odds skulle søge over til Khader og igen afmontere VKO-flertallet.

Mere realistisk er det nok at spørge efter, hvem der tager Khaders tabte fakkel op: Den vælgerbegejstring, som Ny Alliance endnu i november var i stand til at mobilisere i målingerne, må stadig være latent tilstede derude. Den kan næppe mobiliseres hverken gennem krig mod DF eller vilje til borgerlige reformer. Men måske kan den kanaliseres af en politiker, der formår at efterligne Khader i rollen som forsoner.

Reelt er der jo skabt en meget, meget vidtrækkende enighed om substansen i den stramme udlændingepolitik. Til gengæld er der et udbredt ubehag ved den stadigvæk grove og uforsonlige tone i debatten.

Ny krisebevidsthed

Vi står tilsyneladende over for en periode med lavere vækst og risiko for en alvorlig international recession.

Dermed er der behov for en ny, konstruktiv krisebevidsthed, der opgiver de seneste års vilje til overforbrug og udskejelser både i den offentlige og private sektor, men fastholder det sammenhold og discip0lin, der har bragt landet fra 80'ernes afgrund frem til positionen som Europas stærkeste økonomi.

Regeringen vil - trods det genfundne VKO-flertal - satse på brede forlig om store beslutninger om velfærd, arbejdskraft, skat og EU. Her lægger Fogh sådan set op til en mere forsonlig rolle og har gjort det siden valget.

Men dermed er Helle Thorning udfordret. Tør hun vedstå den vidtgående enighed med regeringen, prøve at genvinde de gamle kernevælgeres tillid, som Nyrup tabte i 2001, og samtidig gøre sig til fornyeren med en ny ægthed i den forsonlige rolle?

Den, som samler Khaders tabte fakkel op, vinder næste valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vidtrækkende enighed om den stramme udlændingepolitik kan aflæses direkte ud af meningsmålinger og meldinger fra Folketingets partier. Socialdemokratiet og Ny Alliance har erklæret sig som tilhængere af den stramme udlændingepolitik, under valgkampen erklærede både SF og de radikale at de var parat til at støtte eller deltage i en regering, som fastholdt 24-års-reglen, der har været den mest kontroversielle del af den stramme politik. At mene at en gengivelse af objektive forhold som disse skulle være at "lefle for det yderste højre..." , fremkalder unægteligt et foruroligende billede af venstrefløjen.

EMC bedes ikke tage fejl af, at enigheden kun gælder de pågældende partiers folketingsgrupper, ikke nødvendigvis deres medlemmer. Jeg har som menig socialdemokrat kun mødt få partifæller, der ikke syntes, at S lod sig trække alt for langt til højre - og adskillige DF'ere, der også synes, deres parti går for vidt.

Den almindelge befolkning er faktisk ikke nær så rabiat racistisk, som politikerne åbenbart tror - og som man kunne tro, når man læser disse spalter med deres utallige delvis anonyme hadeindlæg.