En ny term har diskret vundet indpas i den politiske retorik, især når denne drejer sig om forsknings- og uddannelsespolitik. Det er termen 'videnspolitik'. Og hvad er vel mere naturligt, når vi nu de sidste 10 år igen og igen har hørt, at vi er på vej over i et videnssamfund og en vidensøkonomi baseret på nye former for vidensarbejde, vidensdeling, vidensmanagement osv.
Det er imidlertid ikke helt så entydigt, hvad der i dag menes med videnspolitik, ikke engang hvordan det skal staves: med eller uden 's'.
For nylig dukkede termen således op uden 's'. Det skete i det såkaldte Fremtidspanels rapport med titlen 12 udfordringer for videnpolitikken. Rapporten giver en række bud på, hvilken 'videnpolitik', der skal føres herhjemme for at fremtidssikre det nationale vidensamfund i den globale videnøkonomi. Der står meget om globalisering, kommercialisering og verdensklasse, men intet om, hvad 'videnpolitik' så er for noget; det underforstås snarere som en selvfølgelighed, nemlig at den nationale konkurrencestat da må planlægge og prioritere den nationale vidensproduktion af hensyn til sin globale konkurrencekraft og sin indre nationale sammenhængskraft.
Totalitær tanke
Selv om termen - med eller uden 's' - først har vundet international udbredelse de sidste fem-ti år, er den ikke helt ny i national sammenhæng. Faktisk så den allerede dagens officielle lys herhjemme i 1984. Mere præcist i en Planredegørelse for forskningen fra det daværende Forskningssekretariat under Undervisningsministeriet. Heri hed det kort og godt:
"Man kan opfatte forskningspolitik som videnspolitik: Hvilken viden har vi brug for i fremtiden, og hvordan organiserer vi os bedst for at sikre, at denne viden og kompetence vil være til stede?"
Det interessante er imidlertid, at hverken forslaget eller termen dengang slog an. Det lod sig endnu ikke gøre at tænke forskningspolitik som ren videnspolitik. Det ville nok have mindet for meget om det daværende DDR, og i den frie vestlige verden havde man endnu ikke helt opgivet den ideologiske forestilling om den frie videnskabs normative selvjustits og traditionelle legitimationsformer. Videnskabelig forskning lod sig endnu ikke bestemme som og nivellere til vidensproduktion med henblik på direkte politisk fordeling, forvaltning, regulation og kontrol. Tanken fremstod derimod som en utidig og totalitær politisering af den videnskabelige forskning.
Siden hen er der som bekendt sket meget på den front. I dag er det med overgangen til videnssamfund og vidensøkonomi blev indlysende, at forskningspolitik ligesom uddannelses-, erhvervs- og beskæftigelsespolitikken også er videnspolitik.
Politikken tager over
Det står imidlertid også klart, at videnspolitik ikke blot i traditionel politologisk forstand vedrører den autoritative fastlæggelse og fordeling af samfundsmæssige vidensgoder og -værdier med gyldighed for et samfund. Videnspolitik betegner mere grundlæggende det nye konfliktuelle vilkår, at selve bestemmelsen af, hvad der overhovedet er viden, og hvad der kan cirkulere og gøre sig gældende som viden, er blevet uklart og omstridt. Jo større den hævdede sociologiske og økonomiske betydning af viden er blevet, og jo flere bindestregskombinationer det indgår i, jo mere udflydende, uskarpt og uhåndterligt er selve kategorien viden blevet.
Kategorien viden er på sin vis både eksploderet og imploderet, og af selv samme grund er det blevet særdeles vanskeligt at bestemme det nye ved såvel videnssamfundet som vidensøkonomien. Med forskellen mellem videnskabelig viden og andre vidensformer forsvinder imidlertid også forestillingen om, at der er rangorden i viden og mellem vidensformer. Herefter tager politikken over - og kampen om acceptreglerne for viden kan begynde på videnspolitikkens nye slagmarker.
Jens Erik Kristensen er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet
