Nyhed
Læsetid: 2 min.

Bendtsen truer firmaer: Hvis de ikke lytter, skal de forklare sig

Flere ministre søsætter initiativer, der skal skaffe flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer. Men det hele skal foregå frivilligt, og regeringen afviser fortsat S-forslag om at indføre kvoter
Indland
22. marts 2008

Regeringen er ved at snuble over sine egne ben i forsøg på at lancere kampagner, der skal skaffe flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer: På tirsdag lancerer velfærdsminister Karen Jespersen (V) et såkaldt "Charter for flere kvinder i ledelse", hvor ti offentlige og private virksomheder går sammen om at skaffe flere kvindelige ledere. Og i onsdags var det så økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) som slog et slag for ligestillingen. Han bad Komitéen for god Selskabsledelse om at komme med konkret forslag til, hvordan der kommer flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Hvis virksomhederne ikke følger anbefalingerne, skal de ifølge Bendt Bendtsen "forklare sig over for offentligheden og aktionærerne."

Ministrenes initiativer er blot de nyeste i rækken af kampagner, pjecer, netværk etc. med én fællesnævner: Frivillighed.

Regeringen vil nemlig fortsat ikke høre tale om at indføre kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

"Kvoter er simpelthen kvindenedgørende, fordi det giver det indtryk, at kvinderne i sig selv ikke er gode nok og derfor skal have en hjælpende hånd," lyder forklaringen fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

S vil have kvoter

Socialdemokraterne deler ikke det synspunkt. På kvindernes internationale kampdag, 8. marts, foreslog partiet nemlig at indføre kvoter her i landet. Bestyrelser i Danmark skal have mindst 40 procent kvindelige medlemmer om fire år. Ellers bliver selskabet tvangsopløst, lyder forslaget fra S.

Inspirationen kommer fra Norge, hvor virksomhederne har haft to år til at nå op på 40 procents kvindelige medlemmer. Det mål er næsten nået: Kvoten trådte i kraft 1. januar i år og i februar manglede kun 12 ud af 500 selskaber at lave op til kravet.

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Anne-Marie Meldgaard, anerkender dog, at partiets forslag ikke kan samle flertal for tiden.

"Når jeg nu ikke kan få mine kvoter igennem, så er regeringens udspil da bedre end ingenting. Men det er sølle, at regeringen ikke vil gå hele vejen," siger hun.

Og der er stadig rigtig lang vej at gå, før man opnår ligestilling i de danske bestyrelseslokaler, viser tallene: I dag sidder der blot 48 kvinder i bestyrelserne af de børsnoterede selskaber. Det svarer til 5,6 procent.

Gamle mænd

Det er et tal, der ifølge Karen Sjørup, centerleder ved Center for Ligestillingsforskning på RUC, kun er vokset minimalt de senere år. Hun ser de mange udspil fra regeringen som et tegn på, at den så småt har læst skriften på væggen.

"Der er ingen tvivl om, at der hviler et vist pres på regeringen for at gøre noget. Der er en stor kvindelig talentbank i erhvervslivet, som gerne vil frem," siger Karen Sjørup.

Hun forudser også, at de nyeste initiativer fra regeringen godt kan have en vis effekt.

"Det giver da lidt ammunition til yngre, kvindelige ledere eller til virksomheder, der gerne vil fremstå progressive," siger hun.

Men hvis der virkeligt skal laves om på kønsfordelingen, skal der ifølge Karen Sjørup tages langt skrappere midler i brug.

"Jeg er normalt ikke den store tilhænger af kvoter og synes heller ikke, at man skal lave dem for ledere, professorer og andre job, hvor man bliver ansat. Men bestyrelser er selvsupplerende, hvor gamle mænd udpeger andre gamle mænd. Her er det nødvendigt at tage kvoteredskabet i brug for at bryde den tendens," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her