Uddrag af mail fra Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende, til Information den 23. januar 2008:
Jeg håber, at debatten kan rykke nogle erkendelsesgrænser. Sagen er jo, at vi i årtier har debatteret nazismen, fascismen og højreradikalismen. Jeg selv har deltaget med iver i disse debatter og jeg har bl.a. skrevet bogen ”Som om de slet ikke eksisterede” om den danske flygtningepolitik i 1930erne (...) Jeg håber, at avisen af et ærligt hjerte vil efterforske disse emner, som jeg ud af min svækkede hukommelse har fremdraget. Det vil selvfølgelig også kræve, at man går til avisens koryfæer som f.eks. Eyvind Larsen og andre. Emnerne er:
1. Gennem 1980erne og 1990erne var det Jørgen Dragsdahl, der dækkede alle aspekter af stormagtsopgøret. Han blev af PET betegnet som sovjetunionens vigtigste spion. I Jyllands Posten har Bent Jensen fremdraget en række af hans tendentiøse artikler, hvis formål tilsyneladende var at skildre USA som agressiv og USSR som den svage part. Han fik frit spillerum og spillede en betydelig rolle for Informations læsere og brede kredse. Er det rigtigt, at han var tendentiøs og talte Sovjetunionens sag?
2. Information havde bl.a. Wilfred Burchett som Asien korrespondent. Det er nu kommet frem, at han var spion for Sovjetunionen. ER det sandt, at Information havde denne mand som påvirkningsagent? Og hvorfor har Information aldrig fortalt om hans gøren og laden? 3. En af de afgørende totalitære dragninger var mod Maoismen. Da Mao døde i 1976 bragte Eyvind Larsen en 3 siders stor nekrolog med en hyldest til denne tyran. Men ikke nok med det. Avisen var gennemsyret af maoisme. Bladets Kina korrespondent Hans Granquist beskrev afstemninger i de lokale kinesiske samfund som udtryk for et sandt og ~direkte demokrati, som var beundringsværdigt. Man bragte temanumre med en lang række Mao-elskere (se side 227 i Mikkel Plums bog ”Bombarder hovedkvarteret). Og Knud Vilby skrev, at han ville støtte Kinas diktatur, hvis det bragte mad på bordet – og det gjorde det ifølge ham. Men man vidste i brede vestlige kredse udmærket at Mao var en morder og millionvis sultede, døde og led. Hvorfor løb man med?
4. Der var sympati for Rote Arme Fraktion inde i redaktionslokaler. Da den fornuftige Peter Wivel skrev en leder, hvor han klart tog afstand fra bandens terroristiske midler, ~skrev Knud Vilby en modleder med en langt større grad af sympati for gruppens handlinger. De fleste journalister støttede Vilby.~ Men selv Peter Wivel var farvet af tidens holdninger og beskrev i en leder det tyske borgerlige retssamfund som sammenligneligt med det nazistiske (Jesper Vind Jensen har citeret denne leder i Weekendavisen). Den slags sammenligninger var jo lige netop legitimeringen for Rote Arme Fraktions sympatisører. I en blog i Politiken skrev Peter Wivel – i forbindelse med hans bog – at Information havde sendt folk til Baaders og Enslins begravelse som udtryk for sympati. Men så må jeg også spørge, hvorfor Information ikke, når Peter Wivel så kommer med en bog om Rote Arme Fraktion, af egen drift tager sagen om sin egen fortid op? Hvorfor er det mig, der skal gøre det?
5. I 1979-80 blev den tyske spion Jörg Meyer arresteret i Danmark. Information kastede sig ud i lange solidaritetsartikler med ham. Avisens forlag udgav hans digte ”Isolationsdigte” og hyldede ham. Han var spion og han har selv indrømmet det. Hvor dybt gik solidariteten med ham?
6. Og så kunne man endelig bede avisen se nærmere på Blekingegadesagen og holdninger på avisen, hvor Niels Rohleder førte an i oppositionen til Lars Villemoes. Jeg håber, at disse temaer vil være gode oplæg til~ avisens videre undersøgelser.
Fortidens spøgelser
Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?
Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:
1. Dækningen af Blekingegadesagen
2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent
3. Information var gennemsyret af maoisme.
4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.
5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.
6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne.
Seneste artikler
Tiltrængt avis til tiden
8. april 2008Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erneBlüdnikow: En selvforelsket generation
7. april 2008Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent BlüdnikowFortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'
26. marts 2008Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Et herligt initiativ, fyldt med potentielle vitaminer til de lange lyse sommeraftener!
Tak til Dagbladet Information for at vise stort format. Ingen sten skal ligge urørt hen. Sådan skal det være!
Mvh
Det bliver spændende læsning - og nostalgi. Men det er altså delikat at opfordringen kommer fra BB, der repræsenterer holdinger og sympatier som han uden tvivl selv vil få på puklen for af historien.
Generelt synes jeg at BB er alt for langt ude i hampen og en utroværdig korsridder.
Nykonservatisme, maoisme, nazisme - ja, det er nemlig blandt ekstremer at nykonservatisme hører hjemme
Ja nu har vi så imellemtiden fået selv Peter Wivels ord for at den historieuddannede Blüdnikov er en forbandet dårlig og uvederhæftig historiker
Det er underligt at læse Blüdnikov.
Hvad er det hans ærinde er?
Lad mig prøve:
Han vil 'anklage' Information/udvalgte journalister for at have været tendentiøse for ca 20-40 år siden. Han anklager dem for at have haft sympatier for voldsregimer, voldsromantikere og totalitære tendenser.
Det der undrer mig er at alt han anklager journalisterne for at have haft sympati med er forsvundet. Mao, RAF, Stalin, kommunistregimerne i Øst osv.
Er de måske ikke lige præcist forsvundet fordi nævnte journalister var i stand til at bibringe os læsere en opfattelse af verden som gjorde vi kunne se at tendenserne var en del af mennesket selv. At de samme tendenser kunne ses i den vestlige verden også.
Ensretning, censur, politisk frelsthed, fascisme, vold som retfærdiggørelse af sin egen sag osv.
Jeg tror på at hvis ikke Information havde bibragt os voksne selvstændige læsere anstændig ytringsfrihedsbaseret viden om den verden vi levede i, så var de nævnte 'ondskaber' aldrig forsvundet.
Det dokumenterer historien jo, ikke? Det er et faktum at det er væk altsammen. Derimod er der måske andre tlsvarende ting undervejs. .
Blüdnikov tager nemlig afgørende fejl hvis han mener at det enkelte menneske ikke kan læse artikler om og af sine politiske modstandere uden at blive påvirket af det.
Det er min tese at Blüdnikov's ærinde i virkeligheden er censur og undertrykkelse af ytringsfriheden.
Hvad skulle det egentlig ellers være?
Ole E. Mikkelsen:
"Det er min tese at Blüdnikov's ærinde i virkeligheden er censur og undertrykkelse af ytringsfriheden."
Det er bestemt den største frygt man kan have til BB's besynderlige projekt.
Og dine argumenter viser, hvorfor censur og undertrykkelse af ytringsfrihed ikke kan være i nogens interesse.
Og hvis ærindet ikke er censur og undertrykkelse af ytringsfrihed, så er det måske bare et brændende ønske om at vise at andre tog fejl, og at dette var farligt (for nationen) på forskellig vis? Et ønske om at skrive "venstrefløjens" historie...
Mvh
Jeg tror det er mere banalt, der er kun et formål: Bent Blüdnikow
Personligt synes jeg ikke Muhammedsagen fortjener at man bruger argumentet om sikring af ytringsfriheden for den.
Det synes jeg derimod Informations artikler fra 80'erne gør.
Hvis vi ikke må vide hvad modparten mener, så er der censur og ytringsfriheden er krænket. Hvis man ikke må berette om en politisk retning uden at blive beskyldt for at være landsforrædder så er ytringsfriheden gået fløjten.
Det er censur han går efter, det er ytringsfriheden han angriber. Det skal ikke være tilladt at referere en politisk modstander uden at blive stillet for en sandhedskommission er hans tese.
Uagtet at historien dokumenterer at det som hen mener Information forsvarede (et nonsens postulat i øvrigt) netop er forsvundet fordi Information berettede om det.
Hvordan skulle vi som demokratiske oplyste borgere ellers kunne afgive vores stemmer?
Blüdnikov afslører sin sande identitet. Han hører hjemme i den hedengangne Sovjet. Han kunne være Stalin's højre hånd, - ham der sikrer at alle nyheder renses for indhold der er farligt for staten.
Og som fratager den enkelte borger muligheden for selv at tage stilling ud fra oplysninger fra kilden.
Apropos Bludnikow og ytringsfrihed så var han en af de mere end 700 der indrykkede annonce for at advare Thøger Seidenfaden mod at bringe artikler der i mine øjne var nødvendige men i mange danske jøders var så fæle at de ikke burde have været trykt. Det var artikler , der i højere grad var afbalancerede overfor palæstinenserne og en kronik bla om det unødvendigt børnemishandlende ved jøders omskæring af smådrenge.