Kommentar
Læsetid: 3 min.

Europæisk succes og dansk fiasko?

Danske forskere klarer sig flot i statistikkerne, men af de 300 unge forskere, der fik penge fra Det Europæiske Forskningsråd, var der kun to danskere
Indland
12. marts 2008

Det Europæiske Forskningsråd eller ERC har afsluttet sin første uddeling. Der var ca. 9.000 ansøgere, og der blev delt penge ud til 300 unge forskere. Det betragtes som en stor succes. Der er bare det ved det, at der kun var to danskere blandt modtagerne. Så kan vi trøste os med, at der var to udlændinge, der valgte at bruge pengene i Danmark. Hvad skal vi mene om det? Er der noget galt ?

Først om dannelsen af ERC, som i sig selv er bemærkelsesværdigt. Tanken var med 'grænsebrydende forskning' at skabe et bedre grundlag for innovation samt at gøre det attraktivt at være forsker i Europa. Det er en nyskabelse i EU, fordi ERC støtter enkeltpersoner. Altså en afvigelse fra princippet om, at der skal være så mange partnere med i hvert projekt, at der sjældent sker noget. ERC ønsker at støtte de unge talenter, der står foran at starte en forskerkarriere, og at støtte de erfarne forskere, der har mod til at gå nye veje. Den eneste betingelse er, at forskningen gennemføres i Europa. Derfor kan ordningen bruges til at få forskere til Europa. Projekterne skal ikke dikteres af politiske mode-temaer eller af erhvervslivets krav om relevans på kort sigt. Det er kun forskningens kvalitet og ambitionsniveau, der er afgørende.

De yderste få procent

ERC har nok råderum over en mia. euro om året, men det udgør kun cirka fem procent af de midler, der bruges i Europa til grundforskning. Derfor kan ERC ikke dække det behov, der er for at støtte grundforskningen. ERC kan ikke være en social institution. Derfor valgte vi at skabe en superliga - både i krav til forskerne og deres projekter og til vor egen evalueringsmetode.

Hvad gik der så galt for Danmark? Vi klarer os flot i statistikkerne, og vi har mange rigtige ordninger til fremme af de unge, det elitære, de besøgende forskere osv.

Det er måske netop en af forklaringerne. Det er svært for ERC at komme med noget, som man ikke allerede gør i flere af de nordeuropæiske lande. Statistikker taler om gennemsnit, men det er ofte de yderste få procent, der skaber den store forskel. Måske gør vi for lidt for at pleje de mest lovende talenter. Vore institutledere bør have en pengepulje for at fastholde de bedste ph.d.'ere, når de er færdige, til at sikre det videre forløb. Ofte er der ikke tid til at søge. Hvis det er en ph.d.'er, der ikke kommer fra EU, får vedkommende en lykønskning fra Udlændingeservice med besked om at forlade landet hurtigst muligt. På den måde mister vi mange talenter.

Planlagt proces

ERC-projekterne kan indgå som et instrument til at fastholde eller tiltrække de bedste. Det kan være direkte eller via et postdoc-ophold det bedste sted i udlandet med et tilbud om at kunne komme tilbage til et ERC-projekt. Af de 300 godkendte var der mange, der netop havde været meget rundt og på de (aner)kendte steder. Det kræver en planlagt proces, hvor universitet, ansøger og måske et forskningsråd går sammen om en pakkeløsning. Tingene sker ikke af sig selv. I Sverige havde man en videnskabelig kontaktperson, som ansøgerne mødtes med for at få gode råd. Den franske statslige forskningsorganisation CNRS havde en meget planlangt - måske for planlagt - proces, for bl.a. at få forskere tilbage til Frankrig. De toppede med 12 grants.

Måske blev det danske forskningssystem taget på sengen, men jeg er overbevist om, at universiteterne og forskningsrådene er fleksible og opfindsomme nok til at tage udfordringen op fremover.

Jens Rostrup-Nielsen er direktør for special projects hos Haldor Topsøe og medlem af ERC's videnskabelige råd samt af DTU's bestyrelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her