Fem forslag til øget pedal-kraft
Et håndfast nationalt mål for cyklernes andel af antal ture i 2015
Et forpligtende mål bør straks sættes. Man kunne kræve, at der nationalt og kommunalt arbejdedes for at få befolkningen til at køre lige så mange cykelkilometer som i 1990, nemlig fem procent af den samlede trafik mod i dag kun tre procent. Endnu mere præcist er det at bruge antal ture som mål, fordi det især er de korte ture, der er realistiske og effektive at flytte fra biler til cykler.
Dette punkt er foreslået af Jens Loft Rasmussen. Det minder om Københavns Kommunes mål, at mindst halvdelen af borgerne skal tage cyklen på arbejde eller til uddannelse i år 2015.
Statsligt sundheds- og miljøregnskab for cykler og anden transport
Miljø- og sundhedseffekter skal medtages i de samfundsmæssige beregninger, der danner grundlag for infrastrukturinvesteringer og politiske prioriteringer. Det gælder aktuelt i trafikinvesteringsplanen 2009, som ifølge en vag formulering i finansloven 'skal tænke cyklen ind'. Desuden bør der udarbejdes samfundsøkonomiske analyser af cykelfremmende tiltag. Dette punkt er foreslået af Jens Loft Rasmussen.
25 cykelbyer får 250 millioner kroner
I perioden 2008-2012 udpeges 25 såkaldte cykelbyer, som tilsammen får 250 millioner kroner af staten til cykelfremme, mens kommunerne selv afsætter 250 millioner kroner til formålet.
Midlerne skal blandt andet bruges til flere cykelstier, bedre cykelparkering ved stationer og sikrere passager og krydsninger. Dette punkt er foreslået af Pia Olsen Dyhr.
Cykelparkeringsanlæg ved Københavns Hovedbanegård
Opret et stort, moderne og velfungerende cykelparkeringsanlæg ved Københavns Hovedbanegård, som er gratis at benytte, og som gør det nemt for togpassagerer at tage cyklen det sidste stykke vej til arbejde eller uddannelsesinstitution. En alternativ placering kunne eventuelt være Nørreport.
Staten, byen, Banedanmark og DSB bør uden tøven gå sammen om opgaven. Dette punkt er foreslået af Jens Loft Rasmussen.
Statslig cykelpulje til kreative kommuner
En statslig cykelpulje på 50 millioner kroner afsættes årligt til kommuner, som tænker kreativt om for eksempel sikring af børns cykling til skole. Dette punkt er foreslået af Pia Olsen Dyhr.
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »