Det er forår, det er Søvndal

"Villy er jo den Villy, der sidst i 80'erne var ved at blive borgmester i Kolding", siger en central skikkelse på den gamle Steen Gade-fløj i SF, men én af dem, der har svært ved at få armene ned i begejstring for Søvndal og de fantastiske opinionstal.

Han henviser til Søvndals enorme succes i sin 12-årige karriere i Kolding byråd, hvor han løftede SF's tilslutning, så de nærmede sig socialdemokraternes. Dengang han aftalte med den socialdemokratiske borgmester, at den, der fik flest stemmer, skulle besætte borgmesterposten.

Søvndal var ellers ikke populær blandt den del af SF (EU-begejstring og "mere grøn end rød"), der tabte magtkampen i 90'erne og forlod partiet, inden Holger K. Nielsen i 2005 lod sig afløse af Villy.

Men nu er Søvndal ikke bare en i hvert fald midlertidig megasucces i dansk politik. Han er også politikeren, der har flyttet SF nærmere midten af dansk politik end Gade, Margrethe Auken eller Holger K. nogensinde blev i stand til.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at Villys gamle modstandere i partiet er begejstrede i dag - og at de helst vil sætte en parentes om årtiet, fra Søvndal forlod socialudvalgsformandsposten i Kolding og kom i Folketinget i 1994, til han vandt kampvalget om partiformandsposten i 2005.

Men kilden har nok også ret i, at Søvndals betydelige succes som kommunalpolitiker i Kolding fortæller noget væsentligt om de egenskaber, der har gjort Søvndal til en så enestående succes som SF-formand.

Søvndal er på den ene side så tæt på arketypen af en SF'er, man kan komme. Han er uddannet skolelærer, med en guitar på ryggen og et socialt engagement, hærdet gennem dannelsesrejser i folkevognsbus i Tyrkiet og Østeuropa samt et års rundrejse i Latinamerika på tidspunktet for Allendes fald og Pinochets brutale, CIA-støttede kup.

Men Søvndal har på den anden side aldrig haft hang til ideologiske debatter og akademisk skoleridt.

Han er politisk praktiker og en slags populist. Han er født i en fattig husmandsfamilie i Nordvestjylland og har udviklet sig til en slags venstrefløjssocialdemokrat. Af mere ambitiøse strateger i partiet i årevis nedvurderet for at være "Villy-send-flere-penge", en mand, hvis vigtigste politiske budskab var højere satser, flere offentligt ansatte, flere penge. Han er folkelig og let at forstå, han taler direkte til folk og bedømmes både af venner og fjender som utrolig sympatisk.

Populisme

Ingen tiltror Villy nogen særlig kynisk, gennemtænkt strategi med de markante medieudmeldinger, der har båret ham frem til kanonsejrene i meningsmålingerne, men flere gruppefæller ser det som et resultat af en form for "autentisk populisme". Og nogle selvforstærkende og ukontrollerbare processer i mediestormene.

Villy har en mavefornemmelse for, hvad der rør sig i vælgerhavet, og han er rede til at følge den meget langt.

Da han overtog posten efter Holger K. Nielsen gennem et kampvalg med Gade-fløjens Pia Olsen, anede den gamle Gade-fløj en katastrofe, men blev glædeligt overrasket. Villy - der under opgøret om EU-politikken i 90'erne havde været på skeptikernes side og havde været med til at skabe det klima, der efter opgøret om Amsterdam-traktaten i 97-98 fik Gade, Christine Antorini, Jes Lunde og Jørn Jespersen til at forlade Folketinget - viste sig som formand at være en solid værner om en EU-positiv linje. Både når det gælder den forhenværende forfatningstraktat og den ophævelse af EU-forbeholdene, der ventes at komme til afstemning til efteråret.

Alligevel kan veteraner, der har været med til at tegne SF i offentligheden, godt være i tvivl om, hvorvidt den aktuelle satsning på 'værdipolitikken' og erobringen af Dansk Folkepartis retorik er den rigtige strategiske satsning på et tidspunkt, hvor klimaspørgsmålet endelig var kommet på dagsorden, som en invitation til SF's klassiske, grønne profil. Og hvor udlændingedebatten har potentialet til at udløse en voldsom indre splittelse i SF. Manden, der effektivt, men lavmælt i redaktionsudvalg, havde bidraget til at bremse forgængeren Holger K. Nielsens forsøg på at "tage indvandringsproblemerne alvorligt" i 1998 og 2001, har nu lanceret en linje, der udlægges som en tilnærmelse til Dansk Folkeparti.

Et moderne midterparti

Men foreløbig styrer Villy for vildt. Helt afgørende for Søvndals succesfulde manøvrer har det været, at Søvndal som formand i tæt samspil med den politiske ordfører, tidligere DKP-formand Ole Sohn, gennemførte en moderniseringsproces af partiets strategilægning og valgkampagne op til november 2005. På partiets landsmøde i 2005 fik Søvndal den magtfulde forsamlings fulde opbakning til en markant ændring af strategien: SF erklærede sig rede til at deltage på ministerposter i en socialdemokratisk ledet regering: I første omgang druknede budskabet fra SF-landsmødet i tvetydige signaler fra socialdemokraterne, hvor Auken var positiv for et regeringssamarbejde, mens Sass-Larsen var skeptisk.

Men selv regeringsspørgsmålet var ifølge SF-strategerne ikke det afgørende i beslutningen.

Afgørende var det derimod, at SF'erne med regeringsstrategien definitivt besluttede sig for at blive et pragmatisk parti, der målbevidst gik efter mere magt, flere stemmer - også selv om det måtte have konsekvenser for politiske prioriteringer - og kompromisser med fremtidige samarbejdspartnere.

Det var med den partidemokratisk vedtagne regeringsstrategi i ryggen, at Søvndal under valgkampen kunne tilkendegive, at SF opgav beskatningen af boligejerne og erklærede sig rede til at leve med 24-årsreglen.

Og forud for valgkampen havde partiet på de indre linjer været igennem en moderniseringsproces med betydelig politisk effekt.

Partiet havde som kampagneleder hyret den talentfulde unge Thor Möger Pedersen, tidligere slagkraftig formand for Danske Gymnasieelever (GS) og søn af en af venstrefløjens veteraner, økonomen Torben Möger Pedersen, pensionsdirektør i 3F og bestyrelsesformand for Dagbladet Information. Og nu gennemførtes et konsekvent opgør med gammel modvilje mod professionaliserede mediestrategier. Interne meningsmålinger og fokusgrupper blev bragt i anvendelse og til valgkampen udvalgtes tre slogans, som skulle forenkle, tydeliggøre og popularisere SF's politik: Det handlede om hav-vindmølleparker, maks. 22 elever i skoleklasserne og 5.000 kroner månedligt mere i lønningsposen til de offentligt ansatte. Prioriteringen, som blev udviklet og udformet af kampagnefolk og spindoktorer, var hele vejen gennem den demokratiske partistruktur og er dermed et nyt og meget fleksibelt politisk grundlag for en formand, der har lyst til at styre. Og hvor afstandtagen for udlændingepolitikken ikke længere var et kernekrav.

$SUBT_ON$Mediedarlingen og løgnen

Søvndal var ikke alene meget positiv over for moderniseringen af partiets kampagneaktiviteter. Han var personligt dybt engageret. Hans ivrige engagement i mediernes dækning blev beskrevet i et portræt kort efter formandsvalget i Weekendavisen:

"En sen torsdag aften i marts ankom SF's formand, Villy Søvndal, til TV2 News studierne i Københavns Sydhavn med en rullekuffert på slæb. Egentlig havde han været på vej hjem til Kolding for at holde weekend, men et sted midt på Sjælland havde han forladt jyllandstoget for at vende tilbage til hovedstadens TV-lamper. Anledningen var, at tidligere generaldirektør for Danmarks Radio, Christian Nissen, i en ny bog offentliggjorde en e-mail, hvori kulturminister Brian Mikkelsen kritiserede DR's dækning af blandt andet krigen i Irak. Faktisk var der ministre, der ønskede at privatisere DR frem for TV2, skrev Mikkelsen."

"Sagens nærmere detaljer var på det tidspunkt ukendt land for Søvndal. Men mens han fik det obligatoriske pudder på kinderne, hurtiglæste han et par lånte A-4 sider, og få minutter efter sad en oprørt Søvndal i studiet. Sagen var noget af det værste, han nogensinde havde set udi politisk indblanding i den uafhængige nyhedsformidling, sagde han. Og selvfølgelig burde det få konsekvenser for kulturministerens politiske liv."

Villy Søvndals glæde ved medierne er gensidig. Hans hurtighed, villighed og drastiske markeringer påskønnes, han er umiddelbar og sympatisk, han har fremgang og er blevet en stadig bedre 'historie'.

Det er på denne baggrund, at man må forstå, at Søvndal slap så ualmindeligt nådigt fra svipsere, der for andre politikere kunne have været en dødbringende fejl.

Under valgkampen blev Søvndal grebet i en grov løgn om sine oplevelser på danske plejehjem.

I en tv-debat havde Søvndal med vanlig myndighed og inderlighed beskrevet, hvordan han i løbet af det seneste år havde besøgt 20 plejehjem og alle steder uden undtagelse havde oplevet personalenedskæringer.

TV2 gennemførte herefter et fakta-chek, og Søvndal måtte indrømme, at han nok højst havde besøgt fem. TV2 bragte dertil et interview med lederen af et af de få plejehjem, Søvndal med sikkerhed havde besøgt - i Nordjylland, hvor Søvndals mor var beboer - og hun kunne fortælle, at Søvndal aldrig havde spurgt til personalesituationen, og at den i øvrigt var blevet forbedret på det seneste.

Fejlen blev noteret og kritiseret, men den forfulgte ikke Søvndal og skadede åbenbart ikke hans troværdighed i forhold til medier eller vælgere.

Den samme velvilje og overbærenhed har præget modtagelsen af Søvndals præstationer under de seneste ugers hektiske mediestorm.

En tvetydig erklæring

Den intensive fase blev udløst af indlægget med Søvndals udfald mod Hizb ut- Tahrir efter offentliggørelsen af dødstruslen mod Jyllands-Postens Muhammed-tegner og optøjerne med bil- og skoleafbrændinger i København og et antal provinsbyer.

Søvndal skrev på sin internet-blog den 19. februar og anvendte et hidtil uset groft sprog, der bragte mindelser om Pia Kjærsgaard, når hun har været allerværst:

"I er gået forkert - I hører ikke til i Danmark - Og til de helt almindelige danskere, som med rette er trætte af Hizb ut- Tahrirs groteske synspunkter og vanvittige demonstrationer: Sådan er vi mange, der har det. Jeg er også træt af dem! Lad os derfor sammen sende dem en klar besked: Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord". Villy trumfede med at bede dem "skrubbe ad helvede til".

Med Hizb ut-Tahrir havde Søvndal omhyggeligt valgt en modstander, der blev fordømt over en meget bred kam, men sprogbrugen gav mindelser om den mest fordomsfulde og negative holdning i udlændingedebatten: "Send dem hjem".

Det har været et særkende, at dansk demokrati har givet plads også til politiske modstandere af demokratiet, inklusive SF's "moderparti", DKP, der ligesom udspaltningen VS i mange år var ekstremt kritisk over for "det borgerlige demokrati". At bede politiske modstandere forlade landet er et brud på en stærk demokratisk tradition.

Men Søvndal blev båret igennem til nye sejre af en velvillig presse og af politikere omkring ham, der søgte egne fordele i situationen. Fogh roste Søvndal - igen for at reducere socialdemokraternes betydning, Kjærsgaard roste for at notere "en sen omvendelse" til hendes synspunkt, Thorning "kunne ikke få hænderne ned", hun erkendte, at alt andet end velvilje over for det frembrusende SF ville gøre hendes egne problemer endnu større.

$SUBT_ON$Chancer og risici

Men resultatet af Søvndals triumferende fremgang er en tvetydighed, der næsten nødvendigvis ville ramme ham før eller senere.

Søvndal har i partiet ikke opbakning til - og måske heller ikke noget ønske om - at give substantielle indrømmelser på udlændingepolitikken. Det helt centrale element, 24-årsreglen, har SF kunnet acceptere nødtvungent under en valgkamp, men her opretholdes en kategorisk modstand i dag.

Samtidig vil politiske modstandere bestandig udfordre Søvndal på, at hans meget opreklamerede 'nye' udmeldinger i debatten vil vise sig at være 'varm luft' og uden reelt indhold.

Søvndal løber en overhængende risiko for at skuffe de mange tusinder, som i de seneste uger slutter op ud fra ikke alene forskellige, men helt modsatte synspunkter. Dem, der i et fremgangsrigt SF ser den bedste modstand mod VKO og den stramme udlændingepolitik, og dem, der måske mener, at en stram udlændingepolitik kan kombineres med social indignation og kamp for den offentlige sektor og dens ansatte, der i mange år i enestående grad har udgjort SF's kernevælgere.

Til gengæld kan DF få revanche, når vi til efteråret skal stemme om EU-forbehold, hvis afskaffelse Søvndal må støtte, selv om en stor del af SF-vælgerne stadig er EU-skeptikere.

Villy har først og fremmest med sin midt-erlinje og sine udlændingepolitiske markeringer "kannibaliseret i rød stue", reduceret Socialdemokraterne og sendt Enhedslisten ud af Folketinget. Hans store chance for at vinde det, der som en slags efterrationalisering er blevet det strategiske formål med de seneste udspil - at erobre Dansk Folkeparti-vælgere - kan blive en realitet ifølge på et DF-støttet regeringsindgreb i overenskomsterne i maj. Men holdbarheden af Søvndals store fremgang er stadig tvivlsom, selv om SF afgørende er blevet moderniseret til et midtsøgende parti under hans ledelse.