Læsetid: 10 min.

Fortidens spøgelser: Information og sympatien for Rote Armee Fraktion

Der var på venstrefløjen en sværmen for at gøre noget og ikke bare snakke, husker en tidligere medarbejder på Information om slutningen af 1970'erne. Den tyske terrororganisation Rote Armee Fraktion 'gjorde' en hel del, så var der også sympati for terror på Information?
En mand løfter en knyttet kampklar næve ved begravelsen af tre af Rote Armee Fraktions terrorister, Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan Carl Raspe i Stuttgart i oktober 1977. Den ældre herre til venstre er præsten Helmut Ensslin, Gudrun Ensslins far. De tre blev idømt livstidstraf for mord og terror og andre punkter. De blev fundet døde om morgenen den 18. oktober i deres celler i det særligt bevogtede Stammheim-fængsel i Stuttgart. Raspe og Baader var dræbt af pistolskud.Arkiv

En mand løfter en knyttet kampklar næve ved begravelsen af tre af Rote Armee Fraktions terrorister, Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan Carl Raspe i Stuttgart i oktober 1977. Den ældre herre til venstre er præsten Helmut Ensslin, Gudrun Ensslins far. De tre blev idømt livstidstraf for mord og terror og andre punkter. De blev fundet døde om morgenen den 18. oktober i deres celler i det særligt bevogtede Stammheim-fængsel i Stuttgart. Raspe og Baader var dræbt af pistolskud.Arkiv

19. marts 2008

"Samtidig står det i dag klart, at terroristernes handlinger i stigende omfang bremser for den udvikling, der blev sat i gang i 1968. Derfor burde den internationale venstrefløj gøre det krystalklart, at terrorisme har den ingen sympati for overhovedet."

Sådan skrev journalist Peter Wivel i en leder på Informations forside den 10. maj 1978, da den italienske terrororganisation De Røde Brigader dagen forinden havde henrettet Aldo Moro, formanden for Italiens kristelige demokratiske parti. Wivel kaldte De Røde Brigaders tortur af Aldo Moro for "rendyrket sadisme" og konkluderede: "Med socialisme har det intet at skaffe."

Dagen efter skrev medlem af Informations chefredaktion, Knud Vilby, på avisens side 2 ikke en leder, men derimod en personlig kommentar som "et bidrag til den nødvendige debat om de terrorhærgede samfunds sygdom". Vilby skelnede mellem at forklare terrorismen og forsvare den.

"I denne situation er den tomme og indholdsløse fordømmelse af terroren næsten lige så nytteløs som den forherligelse af volden, mange taler om," skrev Vilby, der protesterede mod Wivels ordvalg i lederen.

"Da udviklingen er skræmmende og centralt vigtig også for os, er en åben og nuanceret debat af afgørende betydning," mente Vilby, hvis man ville forstå, hvorfor der i så forskellige samfund som Italien og Vesttyskland var opstået terrorisme.

Om drabet skrev Vilby, at "vi må fordømme det og bekæmpe det, ikke for at forsvare magtapparatet, men fordi al erfaring viser, at denne metode fører til øget undertrykkelse, at den bringer os nærmere fascismen, og at den i sit grundlag naturligvis er reaktionær og perspektivforvridende".

Vilby understregede, at hans personlige kommentar "til dels (har) en anden vurdering og holdning, end den der kom til udtryk i Informations forsideleder om De Røde Brigader i går. Det er der ikke noget underligt i. Den usikkerhed, som de sidste tre års udvikling i former for politisk kamp har ført til, har lige så naturligt skabt forskellige holdninger og vurderinger."

Ifølge Vilby havde venstrefløjen desuden for længst taget afstand fra terror, men "bliver terroren udbredt, er det i lige så høj grad et tegn på samfundets sygdom som på terroristens."

Blüdnikows kritik

Denne ordveksling i Informations spalter mellem to af avisens fremtrædende medarbejdere er ifølge Berlingske Tidendes kulturmedarbejder Bent Blüdnikow et af flere tegn på, at "der var sympati for Rote Armee Fraktion inde i redaktionslokalerne" på Information.

Blüdnikow skriver i en mail til Information, at da "den fornuftige Peter Wivel skrev en leder, hvor han klart tog afstand fra bandens terroristiske midler, skrev Knud Vilby en modleder med en langt større grad af sympati for gruppens handlinger. De fleste journalister støttede Vilby."

"Men selv Peter Wivel var farvet af tidens holdninger og beskrev i en leder det tyske borgerlige retssamfund som sammenligneligt med det nazistiske", fortsætter Blüdnikow.

"Den slags sammenligninger var jo lige netop legitimeringen for Rote Armee Fraktions sympatisører. I en blog i Politiken skrev Peter Wivel - i forbindelse med sin bog (Baader-Meinhof - 30 år med tysk terror, red.) - at Information havde sendt folk til Baaders og Enslins begravelse som udtryk for sympati. Men så må jeg også spørge, hvorfor Information ikke, når Peter Wivel så kommer med en bog om Rote Arme Fraktion, af egen drift tager sagen om sin egen fortid op? Hvorfor er det mig, der skal gøre det," spørger Blüdnikow.

Mord eller selvmord

Da Wivel som udsendt reporter for Information i oktober 1977 dækkede begravelsen af tre kernemedlemmer af RAF, der havde begået selvmord i deres celler i Stammheim-fængslet, brugte han bevidst ordet 'selvmord' i sin tekst. Du mener vel mord, spurgte en redaktionssekretær, da Wivel fra Tyskland snakkede med ham. Det blev en lang diskussion, husker Wivel i dag, men han fastholdt sit ordvalg. Også i den forsideleder, han skrev i samme avis.

Selvmordene var omstridte, dels fordi omstændighederne var mørklagt af myndighederne, dels fordi "det står tilbage at forklare, hvordan det har været muligt for Raspe og Baader at komme i besiddelse af den pistol, de er dræbt med", som Wivel skrev i sin leder.

Wivel husker også, at et kvindeligt medlem af redaktionen (han vil ikke sige hvem) fødte en dreng, der - måske af sympati med afdøde Baader - fik fornavnet Andreas.

"Så det kan godt være, at der var en positiv stemning hos nogle. Men da det var mig, der skrev om RAF, så var det også mig, der lagde linjen, og den blev naturligvis respekteret. Min holdning var fra starten meget kritisk. Det, jeg skrev, gjorde mange af avisens læsere rasende. Jeg er således digteren Jesper Jensen evig taknemmelig for, at han i et læserbrev krævede mig fyret for en leder, jeg havde skrevet om en RAF-advokat. Dengang var det den bedste garanti for at beholde jobbet," fortsætter Wivel.

Wivel husker udmærket den leder, han skrev om mordet på Aldo Moro i maj 1978, og at Vilby "blev så bestyrtet, at han næste dag skrev en artikel og undskyldte ordvalget."

Men, som Wivel tilføjer, "kort efter blev Vibeke Sperling ansat, og så var det fuldstændig slut med nogen form for sympati for terrorisme."

Dyb respekt

"Jeg tror ikke, jeg har forsvaret RAF eller terror. Men det kan godt have lignet mig at forklare, hvad der kan få folk til at blive så fundamentalistiske," siger Vilby og tilføjer:

"Akkurat som det i dag er interessant og vigtigt at finde ud af, hvad der får unge radikale islamister til at blive terrorister."

"Det er altid oplagt at se på, hvorfor mennesker, der bliver aktive politisk på grund af social indignation, hvorfor de kaster sig over kriminalitet og terror. Det er vigtigt at analysere," fortsætter Vilby, der "ikke erindrer nogen sympati overhovedet for RAF" på Information.

Efter at have læst Wivels leder om De Røde Brigader såvel som sin egen kommentar vurderer Vilby i dag, at det egentligt er "meget fornuftigt, både hvad Peter og jeg skrev."

Han mener dog, at Wivel i sin leder gør Italien mere til et retssamfund, end det faktisk var, og det kommer man nemt til at overse, når man fordømmer terrorismen.

"Vi må ikke hoppe på den vogn med bare at fordømme og fordømme, så vi glemmer analysen. Men jeg har, og det vil jeg gerne understrege, dyb respekt for Peter, og hans leder er fremragende og meget indsigtsfuld," tilføjer Vilby.

Vibeke Sperling kom til Informations udenrigsredaktion i 1978 som Østeuropa-medarbejder. Hun husker ikke decideret RAF-sympati på avisen, men måske nok "tendenser til en lidt for stor forståelse, som skal tolkes inden for rammen af Tysklands berufsverbot og andet, der viste den manglende demokratisering efter nazismens fald, som skabte de særlige spændinger i det tyske samfund . Men der var en vis romantik eller flirteri forbundet med militante aktioner på venstrefløjen," som hun siger.

Hun nævner som eksempel på flirteriet nogle "udsyrede" diskussioner i 1970'erne i kollektivet Aldershvile uden for Århus, hvor hun og kollektivets øvrige beboere "for sjov" snakkede om at kidnappe den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard og gemme ham i kollektivets kælder.

Dusørjægeren

Hvad så med Blüdnikows kritik af, at Information deltog i begravelsen af de tre RAF-medlemmer som en slags sympati-tilkendegivelse?

"Det er ikke korrekt. Og det er heller ikke korrekt, at jeg har skrevet noget på nogen blog på Politiken. Jeg aner ikke, hvad Blüdnikow taler om," siger Wivel og fortsætter:

"Information 'deltog' i begravelsen, idet jeg var udsendt for at dække den som reporter. Og det var meget langt fra at være en hyldest. Det kan enhver i dag selv se ved at læse min reportage og min leder," forklarer Wivel.

"Information var en meget åben avis. Det var de folk, der skrev, der bestemte linjen, og så kan det da godt være, at der sad nogle bagved og var lidt sure. Men det var også sådan, at hvis nogen skejede ud, så var der kontant afregning næste dag på redaktionsmødet, siger Wivel og tilføjer:

"En gang imellem skete det også i spalterne. Information var den eneste avis, hvor de ansatte debatterede med hinanden i spalterne. Det er for øvrigt stadig med til at gøre Information til en god avis, fordi der ikke er noget spin. Det er lige ud af posen."

I en forsideleder den 18. juli 1977 tilsluttede Wivel sig en sammenligning af retsplejen i Forbundsrepublikken Tyskland og Nazityskland. Efter med forskellige eksempler at have beskrevet, hvordan de vesttyske myndigheders jagt på terrorister fører til underminering af de borgerlige rettigheder, konkluderer lederen: "Og derfor er sammenligningen med nazitidens retspleje også helt på sin plads."

- Hvad synes du i dag om det ordvalg?

"Det var en forkert, ubegavet, krænkende og grov overdrivelse, som jeg ærgrer mig over. Det er ikke altid, at man i kampens hede når at veje hvert ord på en guldvægt. Det var i øvrigt netop den leder, som Jesper Jensen ville have mig fyret for, fordi jeg ikke ville støtte, at en flygtet vesttysk RAF-advokat skulle have asyl i Frankrig," siger Wivel, der i øvrigt "ikke giver en bønne for historikere som Bent Blüdnikow, der åbenbart ikke kender den historiske sammenhæng."

"I stedet finder Blüdnikow som en anden dusørjæger en enkelt anløben sætning og forestiller sig, at den kan opveje de mange hundrede artikler, jeg har skrevet om fænomenet Baader-Meinhof i særdeleshed og terrorisme i almindelighed. Artikler som de, der kendte mig dengang, udmærket kan huske mig for i dag, nogle med glæde, håber jeg, andre med bitterhed," siger Wivel.

"Alle besindige mennesker erkender i dag, at det tyske politi- og retsvæsen dengang slækkede alvorligt på retssikkerheden og bragte sig selv i en situation, hvor retsgarantier blev sat på spil. Man ændrede bl.a. straffeloven for at lette processerne mod terroristerne. Disse ændringer er for længst igen opgivet. Desuden må man betegne Ulrike Meinhofs første lange fængselsophold som torturlignende. Anderledes kan det ikke være," siger Wivel og tilføjer:

"Tyskland var i undtagelsestilstand i de år, og det fik borgerne også at mærke. Man skammer sig over det i dag."

En masse snak

Journalist Kirsten Jacobsen, som var på Information fra midten af 1970'erne og frem til 1981, kan ikke genkalde sig en speciel sympati for terror.

"Jeg kan ikke huske, at Information adskilte sig fra andre steder, hvor der generelt var en sværmen på venstrefløjen for det at handle frem for at snakke. Og det snakkede man så en masse om," som hun formulerer det.

Frisindet var stort på Information. Det hang som en stor lyserød sky hen over det hele, husker Kirsten Jacobsen, at "vi er venstreorienterede, og vi ved, hvad der godt for folk."

"Face it, Information har altid været oprørsk og anti-autoritær. Hvis jeg havde stemt borgerligt dengang, så havde jeg da ikke gidet at sparke døren op til Information og blive fast freelance."

Leif Blædel var ansat som journalist på Information fra 1947-86. Han "tør ikke garantere for, at der slet ikke var sympati" for RAF hos nogen på Information. "Men bladet var ikke RAF-venligt. Og da det blev en udbredt stemning i Tyskland, at der var tale om mord, skrev jeg i en af mine klummer, at det var fuldstændigt vanvittigt at hoppe med på den propaganda. Det er afsindigt let at skyde sig selv i nakken," forklarer Leif Blædel.

Povl Høst-Madsen, der var retsreporter efter at have været med i chefredaktionen, afviser også, at Information skulle have haft sympati for terrorisme:

"Jeg vil da gerne indrømme, at jeg selv på et tidspunkt i nogen grad har beundret både RAF, Mao og Lenin. Men det var længe før, jeg blev ansat på Information i 1975," siger han.

Hans V. Bischoff, der var på Information frem til 1975, husker, at "nogle gik ind for RAF, andre var nok mere tøvende," som han siger uden at ville nævne navne.

"Det er 33 år siden, jeg stoppede, det kan jeg altså ikke. Men der var ikke tale om ensretning," understreger han.

Journalist Erik Meier Carlsen, der blev ansat i 1971 og i et års tid i slutningen af årtiet også var med i chefredaktionen, "tror da nok", at der var en vis sympati for RAF på avisen.

Men, som han også siger, "jeg har svært ved at koncentrere det på bestemte personer."

"Som det står for mig, var Peter Wivel væsentlig mere klar og beslutsom, end andre dele af redaktionen var. Wivels holdning blev af nogle - ikke mindst af mange læsere - opfattet, som om han havde en sag, altså at han kørte alt for langt i sin kritik, så han havnede helt ovre hos borgerskabet. De mente, at der næsten var en særlig psykisk energi i hans kritik, så det virkede som en slags selvopgør."

- Gjorde læserreaktioner indtryk?

"Nej, jeg synes ikke, at vi lå under for dem. Avisen havde det grundprincip, at der var stor respekt for den kollega, der dækkede sit område med engagement. Og derfor fik Wivel ret frie tøjler," siger Meier Carlsen.

Serie

Fortidens spøgelser

Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?

Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:

1. Dækningen af Blekingegadesagen
2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent
3. Information var gennemsyret af maoisme.
4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.
5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.
6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne.

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilby: ""vi må fordømme det og bekæmpe det, ikke for at forsvare magtapparatet, men fordi al erfaring viser, at denne metode fører til øget undertrykkelse, at den bringer os nærmere fascismen, og at den i sit grundlag naturligvis er reaktionær og perspektivforvridende".

At Blüdnikow tager denne udtalelse som "bevis" på RAF-sympati på Information, siger vist alt om, at han ikke er værd at spilde tid og spalteplads på. Manden er simpelthen besat af at tage afstand til egen rabiate fortid ved at stemple alle andre som skurke.

Det ville være glædeligt for det danske og øvrige demokratier i Verden, hvis tilhængere af Maoismen og øvrige voldelige antidemokratiske totalitærer "ismer" ville gøre som buddhisten og journalist Erik Meier Carlsen.

Konverter til en demokratisk ikke-voldelig "isme"!

Det er irriterende at begrebet 'venstrefløjen' konstant bliver assoocieret kun med VS, DKP, KAP og så en håndfuld kameler og trotkister.

Det største og eneste venstreparti der reelst havde en form for indflydelse i perioden var SF, og så VS i de få perioder de var repræsenteret og det sidste skyldes i al væsentlighed Preben Wilhjelm usædvanlige begavelse.

Når i konstant gør dette er i selv med til at lave en form for historieforfalskning hvor man skaber et billeder af at det mest ekstreme havde en kollosal indflydelse i perioden 1965 ti 1978.

De havde sgu ikke ret meget indflydelse ud over den der selvopblæste de nød i visse kollektiver omkring Århus og København, nogle enkelte gade demonstrationer og en del råben op på visse uddannelsesinstitutioner. Og så den opmærksomhed man fik med Blekingebanden og en håndfuld rkstremister i Tyskland og Italien.

Det her er en form for overdrevent navlepilleri blandt folk som freqventerede disse mijøer og institutioner. Navlepilleri blandt en flok der næppe på ret mange tidspunkter talte sammenlagt ti tusind mennesker (ud af vore godt 5 millioner samtidige borgere)

Langt størstedelen af Danmarks befolkning og langt de fleste af dem der stemte til venstre for Socialdemokratiet levede videre i inderlig uvidenhed om at disse opblæste ekstremister overhovedet var til.

Hele dette klammeri med Blüdnikov og venner lever højt på at man har accepteret disse i antal ret ubetydelige ekstremisters opfattelse af deres egen enorme betydning og vigtighed. De var bare en flok forvildede får uden anden indflydelse en den der er nævnt ovenfor - de var stort set ubetydelige uden for deres egen opblæste bevidsthed, selv på datidens information fik de en helt overdrevent opmærksomhed grundet udelukkende i deres råberi
på et par udannelsesinstitutioner og det forhold at mange af os læste Marx i perioden

Terrorister er nyttige idioter. Det åbne spørgsmål er : hvis idioter ?
Det giver ingen mening at tale om Aldo Moro's død uden at nævne Gladio .
Det er åbenlyst at der er "nogen" der har en interesse i at der et vist niveau
af terror og enten aktivt støtter ekstremisters forsøg paa at bevæbne sig eller
undlader at gribe ind over for dem inden de udfører deres terror .
Eller også er der bare "en generel terror-trussel"
eller "en ny video med "Osama" " bare for at holde gryden i kog .
Medens folk render rundt som skræmte får når Pentagon finder en af CIA's
"Osama" optagelser er samtlige regeringer kloden over travlt optaget af at tilbagevise denne paastand fra Peter Wivel :
"Alle besindige mennesker erkender i dag, at det tyske politi- og retsvæsen dengang slækkede alvorligt på retssikkerheden og bragte sig selv i en situation, hvor retsgarantier blev sat på spil. Man ændrede bl.a. straffeloven for at lette processerne mod terroristerne. Disse ændringer er for længst igen opgivet. "
Opgivet ? Er de det ?

Al det pjat med at sige undskyld. Hvad er en evt undskyldning værd, hvem skal vurdere hvem der skal undskylde, til hvem skal undskyldningen gives...? Etc

Så skal alverdens medier undskylde for alt mellem himmel og jord fra trykkekunstens opfindelse og - for en sikkerheds skyld - til langt ud i fremtiden. Ingen har jo nogensinde været tvunget til at tro blindt på alt hvad der skrives og siges i nogen medier - ja undskyld, det var blot hvad jeg ville sige.

Det er, i den her sammenhæng, formålsløst at slå folk oven i hovedet med en moralsk kølle for noget, som de har sagt eller skrevet for tredive år siden.
Det interessante er hvad, der får folk til at tilslutte sig, eller sympatisere med, radikale terrorbevægelser. Hovedårsagen skal nok søges i en ideologisk, (eller religiøs) overbevisning, som bemægtiger sig selvopfattelsen, overtager dømmekraften, og lidt efter lidt dikterer folk, hvad de ser og tænker, og hvordan de handler. Illegalitetsromantikken findes stadig på den radikale venstrefløj. Derfor læser jeg blandt andet altid artikler, hvoraf det fremgår at en eller anden er blevet "tvunget til at gå under jorden" med en åben, men også sund skepsis.

Vi kunne også adspørge en ekspert og forske i emnet - altså uden gåseøjne. Eller mener du, at det er spild af tid at forsøge på at blive klogere på et emne?