Læsetid: 10 min.

Fortidens spøgelser: Journalisten, der 'gjorde ensidighed til en dyd'

Den australske journalist Wilfred Burchett (1911-1983) skrev i slutningen af 1970'erne en række artikler om Indokina til Information, mens Informations Forlag udgav hans bog om Vietnams frihedskamp. Var Burchett i virkeligheden Sovjet-spion, og fungerede han som en påvirkningsagent i avisens spalter?
Den australske journalist Wilfred Burchett (tv.) sammen med den nordvietnamesiske leder Ho Chi Minh. Wilfred Burchett, der aldrig lagde skjul på sine stærkt venstreorienterede sympatier, valgte ubetinget side til fordel for Vietnam, da landet i 1978 invaderede Cambodja for at fjerne Pol Pot-styret

Den australske journalist Wilfred Burchett (tv.) sammen med den nordvietnamesiske leder Ho Chi Minh. Wilfred Burchett, der aldrig lagde skjul på sine stærkt venstreorienterede sympatier, valgte ubetinget side til fordel for Vietnam, da landet i 1978 invaderede Cambodja for at fjerne Pol Pot-styret

17. marts 2008

I Informations arkiv findes der et gammeldags kartotekssystem med optegnelser om artikler, der blev bragt i avisen, inden arkivet i midten af 1990'erne gik over til edb. I en af skufferne findes der et kort med overskriften "Burchett, Wilfred II", og på kortets fuldt udfyldte for- og bagside er der noteret i alt 11 artikler af den australsk fødte journalist. Sandsynligvis må der også have været et kartotekskort I, men det er bortkommet.

De 11 artikler på kort II er fra juli, august og september 1979, og overskrifterne lyder f.eks. sådan her:

-Vietnam genoplivede menneskerettighederne for kampucheanerne
-Vietnam vil stoppe flygtningenes ulovlige udrejse
-Vietnamflygtningenes bagmænd tildeles strenge straffe
-Langsom men sikker flygtningeløsning
-Sihanouk forudså Pol Pot styrets rædsler

Flere af Burchetts artikler er under hans byline forsynet med følgende tekst: Informations korrespondent.

Ifølge Berlingske Tidendes kulturmedarbejder Bent Blüdnikow var Burchett sovjetisk spion. Han mener, at det er kritisabelt og et udtryk for manglende lyst og vilje til at gøre op med en betænkelig totalitaristisk fortid, når Information ikke har meddelt dette til sine læsere.

"Det er nu kommet frem, at han var spion for Sovjetunionen. Er det sandt, at Information havde denne mand som påvirkningsagent? Og hvorfor har Information aldrig fortalt om hans gøren og laden," spørger Blüdnikow således.

Allerførst: Hvem var Wilfred Burchett?

En omstridt legende

Wilfred Burchett døde som 72-årig i Sofia i Bulgarien i 1983. Allerede i levende live var han en legende, omend en temmelig omstridt legende, der aldrig lagde skjul på sine stærkt venstreorienterede sympatier.

Burchett blev verdenskendt, da han som den første vestlige journalist 1945 besøgte Hiroshima en måned efter, at byen var blevet ramt af den amerikanske atombombe. Hans reportage fra den smadrede by, trykt i den konservative engelske avis Daily Express, hører til blandt pressehistoriens berømte forsider: "Jeg skriver dette som en advarsel til verden," lød Burchetts manende overskrift til artiklen, hvor han som den første nogen sinde beskrev de uforklarlige dødsfald, der blev ved med at ramme byens indbyggere - forårsaget af den dengang for offentligheden helt ukendte radioaktive stråling.

Strid om pas

Under Anden Verdenskrig havde Burchett gjort journalistik til en levevej og rapporteret til engelske aviser fra fronten i Burma og Kina samt fra USA's kamp mod japanerne fra den ene Stillehavsø til den næste. I Kina blev han gode venner med den senere kinesiske premierminister Chou En-Lai. Efter krigen blev Burchett korrespondent bl.a. for den franske kommunistavis l'Humanite og bosatte sig i nogle år i Østeuropa, hvorfra han ifølge sine kritikere skrev ensidige hyldestartikler om skueprocesserne mod systemkritikere. Derfra flyttede Burchett til Kina, og under Koreakrigen 1950-53 berettede Burchett om krigen set fra Nordkoreas og Kinas synsvinkel. Ifølge senere vidnesbyrd fra australske soldater, der var taget som krigsfanger af de kinesiske styrker, assisterede Burchett også i afhøringerne af sine landsmænd. Under alle omstændigheder havde han som en af meget få vestlige journalister adgang til fangelejrene, hvis standard han i øvrigt roste til skyerne og beskrev som svarende til "schweiziske feriesteder" i sine artikler. Hans indsats under Koreakrigen i forhold til de australske krigsfanger førte til, at den konservative australske regering i 1955 nægtede at forny hans pas. Først i 1973, da Arbejderpartiet kom til magten i Australien, fik Burchett sit pas igen.

Valgte side

Efter Koreakrigen drog Burchett til Cambodja, hvor han blev ven med fyrst Sihanouk, og derfra kom han til Nordvietnam, hvor han lærte Ho Chi Minh og den senere premierminister Pham Van Dong at kende. I de følgende mange år rapporterede han om vietnamesernes kamp først mod franskmændene, senere mod amerikanerne. Det var også Ho Chi Minh, der i 1955 forsynede Burchett med et nordvietnamesisk rejsedokument, så han stadig kunne rejse rundt. I slutningen af 1950'erne og starten af 1960'erne opholdt Burchett sig i Moskva, hvorfra han bl.a. begejstret rapporterede om sovjetisk rumfart og andre videnskabelige landvindinger.

I midten af 1970'erne bosatte Burchett sig i Paris, hvorfra han bl.a. drog til Afrika for at rapportere om selvstændighedskampen i de tidligere portugisiske kolonier. Da Vietnam i december 1978 invaderede Cambodja for at fjerne Pol Pot-styret, og Kina nogle måneder senere foretog en såkaldt straffeekspedition mod Vietnam, valgte Burchett ubetinget side til fordel for vietnameserne. Danmark fortsatte i øvrigt med at opretholde diplomatiske forbindelser med det afsatte Pol Pot-regime.

Anklager om KGB-spion

Det fremgår umiddelbart af Burchetts levnedsforløb, at han ikke opfattede sig selv som journalist i traditionel forstand. Han spillede f.eks. en rolle bag kulisserne i såvel de amerikanske fredsfølere i forhold til Nordvietnam og i kontakten mellem USA og Kina, der i 1972 førte til præsident Nixons besøg i Peking.

Men var Burchett også spion?

Spørger man førstesekretær Susan Allen fra den australske ambassade i København, får man et rigtigt diplomatsvar: "Wilfred Burchett er aldrig blevet dømt for en lovovertrædelse i Australien," skriver førstesekretæren i en mail til Information og fortsætter: "Der har været forskellige beskyldninger om at være KGB-agent, men de er aldrig blevet bevist."

"Når tiden kommer til at afklassificere og offentliggøre de arkiver, den australske regering har om Burchett, vil der utvivlsomt komme antydninger om grundlaget for disse beskyldninger," tilføjer Allen.

Søger man på Burchett på nettet, fremgår det, at allerede mens han efter Anden Verdenskrig opholdt sig i Bulgarien, hvor han blev gift med en bulgarsk kvinde, blev han beskyldt for at være spion - denne gang dog i ledtog med det britiske Intelligence Service. Anklagerne, som Burchett konsekvent afviste, førte dog til, at de bulgarske myndigheder inddrog Burchetts visa, således at han ikke længere kunne bo i Bulgarien sammen med sin kone. Parret blev først genforenet, da Burchett senere flyttede til Kina.

I november 1963 aflagde den sovjetiske KGB-afhopper Yuri Krotkov et vidneudsagn under ed overfor komitéen om indre sikkerhed under det amerikanske senat. Ifølge Krotkov havde Burchett forsynet KGB med oplysninger, lige som han arbejdede for og modtog penge fra Hanoi og Peking. Desuden var Burchett et hemmeligt medlem af det lille australske kommunistparti.

Den første KGB-kontakt til Burchett var etableret allerede i 1947, fortalte Krotkov, og den var sket på Burchetts foranledning. Ifølge en længere artikel fra november 1981 i tidsskriftet Commentary, som sponsoreres af American Jewish Comittee, kom Burchett dog først på KGB's lønningsliste i 1956 i forbindelse med, at han flyttede fra Vietnam til Moskva.

Efter Burchett i 1973 fik udstedt et australsk pas og kom tilbage til Australien, stævnede han den konservative australske politiker Jack Kane, der i en artikel i et nyhedsbrev havde gengivet Krotkovs vidneudsagn. Burchett forlangte en million australske dollars i erstatning for bagvaskelse, men han vandt ikke sagen. Selv om retten ikke behandlede sagens kerne, altså om Burchett var spion eller agent, så fandt retten, at Kanes gengivelse af Krotkovs vidneudsagn var korrekt. Ifølge andre oplysninger hang sagens udfald også sammen med Kanes daværende parlamentariske immunitet. Under alle omstændigheder førte Kanes forsvarere adskillige tidligere krigsfanger fra Koreakrigen som vidner, hvoraf flere fortalte, at Burchett havde været iklædt en kinesisk officersuniform, da han besøgte krigsfangelejrene, og at de kinesiske vagter omtalte ham som "comrade Burchett".

Ensidighed en dyd

Gennem årene skrev Burchett foruden en lang række bøger om de østeuropæiske 'folkedemokratier' og Indokina også artikler til så forskellige aviser som f.eks. Daily Express, the Times, Financial Times, de to fransksprogede kommunistaviser Ce soir og l'Humanite foruden den amerikanske kommunistavis National Guardian og magasiner som Far Eastern Economic Review - samt til dagbladet Information. Og i efteråret 1977 udgav Informations Forlag Burchetts bog Græshopper og Elefanter om vietnamesernes årelange frihedskamp.

Bogen blev oversat af daværende medarbejder på Information Jørgen Dragsdahl, og han interviewede et halvt år senere Burchett i Paris. Interviewet blev bragt i Information den 25/3 1978, og Burchett præsenteredes som "en journalist, der aldrig har været i tvivl om, at han er en del af den historie, han beretter om."

Selvstændig journalistik

Om sit fag fortalte Burchett, at "min opgave er at informere aktivister - folk, der ikke blot læser for fornøjelsens skyld. Folk der ønsker at bruge deres viden til at gøre noget ved det, de læser om. De har brug for ammunition, og derfor er det min pligt at være grundig og sandfærdig."

Burchett afviste at være medlem af noget parti - "jeg er verdens frieste korrespondent", som han sagde - men han medgav også: "Størstedelen af de synspunkter, jeg har fremført, har været sammenfaldende med et eller andet kommunistisk partis."

Som nævnt indledningsvis skrev Burchett i sensommeren 1979 mindst 11 reportager/artikler i Information. Det gik ikke upåagtet hen.

Således kritiseredes Burchett i en kronik fra maj 1979, hvor skribenterne Ellen Brun og Jacques Hersh forsvarede de kinesiske synspunkter i striden mellem Vietnam og Kina.

Burchett beskyldtes for ukritisk at identificere sig "med den propaganda, Hanoi udsender".

Når Burchett trods dette gav sine reportager en form, "så det fremstår som udtryk for en selvstændig journalistisk virksomhed og analyse", så var det "at føre henholdsvis læsere og lyttere bag lyset", skrev de to kronikører.

I en nekrolog om Burchett fra september 1983 omtalte Informations daværende udenrigsmedarbejder Flemming Ytzen anklagerne mod Burchett for at "deltage i forhørene af US-krigsfanger" under Koreakrigen, lige som hans usædvanlig gode personlige relationer til de nordvietnamesiske ledere blev skildret.

"Burchetts engagerede reportager rejste tvivl om hans uvildighed og troværdighed. Mange kolleger tog afstand fra Burchetts enøjede fremstillinger af komplekse konflikter", skrev Ytzen og tilføjer, at Burchett "gjorde ensidighed til en dyd.

Den type journalistisk var hans kendemærke i alle efterkrigsårene. Den fordrede et betydeligt mod under 1950'nes koldkrigsatmosfære, men viste sig uanvendelig i 1970'ernes ændrede verdensbillede."

Om de reportager, der blev bragt i Information i 1979, skrev Ytzen, at "Ingen læser kunne være i tvivl om Burchetts ståsted og sympati for den vietnamesiske politik".

Burchett var interessant

Hvordan så Informations daværende medarbejdere på Burchett? Var der ikke nogen, der fandt Burchetts dækning af Indokina ensidig?

Ifølge avisens daværende udenrigspolitiske medarbejdere var der ikke tvivl om Burchetts enøjethed. Det var netop på grund af den - og på grund af de oplysninger, Burchett som følge af sine særlige forbindelser kunne få adgang til - at han skulle skrive i Information

Knud Vilby var med i Informations chefredaktion i 1977-79. Og som han siger: "Der er ikke noget underligt i, at Burchett blev trukket ind.

Selv om der især i USA var en voksende utilfredshed med Vietnamkrigen, så var dækningen også i danske medier overvejende vestlig. Her kom der så en mand, der havde adgang til oplysninger fra den anden side, og som samtidig skrev i en britisk tradition. Så jo, vi har givetvis endda pralet af det. Burchett var da noget," smiler Vilby.

- Hvad var han?

"Han var spændende, og han gav alternative oplysninger. Men han er jo stadig meget kontroversiel i Australien, hvor nogen mener, at han er landets største journalist nogen sinde, mens andre opfatter ham som kommunistisk propagandist."

- Han var i hvert fald meget ensidig?

"Ja, men det er sådan set pointen," siger Vilby og sammenligner med en tænkt situation fra vore dage: "Hvis nu en australsk journalist kunne berette om, hvordan Taleban vurderer situationen i Afghanistan eller Pakistan, så synes jeg da, at det er helt oplagt at få i avisen."

Ifølge Vilby er det væsentligt at erindre, at Informations medarbejdere dengang anså sig avisen som et alternativ til "de ca. 90 procent af aviserne, som var borgerlige."

Flemming Ytzen, som først kom til Information i 1980, vurderer, at Burchett "havde unik adgang til oplysninger. Selv om han var en såkaldt fellow travel ler, så var det interessant at læse. Han kom med oplysninger, som man ikke kunne få hos AP eller Reuter."

Jørgen Dragsdahl husker udmærket Burchett: "Vi var ikke i tvivl om, hvad manden mente. Eller hvor hans sympatier lå. Men hans artikler indgik i, hvad man kunne kalde en pluralistisk nyhedsformidling, hvor artikler blev udvalgt efter, om de gav relevante oplysninger eller kunne belyse en konflikt fra forskellige sider."

"Og når en mand som Burchett som en af meget få vestlige journalister havde adgang til at bevæge sig på den nordvietnamesiske side af fronten, så er det klart for alle, at han måtte have forbindelserne i orden. Jeg nægter at tro, at Informations læsere dengang ikke kunne begribe det," tilføjer Dragsdahl.

Lars Møller Rasmussen, dengang Informations mellemøstmedarbejder, mener, at kontakten til Burchett blev etableret gennem avisens daværende mand i Tokyo, nu afdøde Poul Svejstrup. Kort efter forlod Svejstrup i øvrigt Information og gik til Børsen og senere Jyllands-Posten.

"Jeg mener også, at vi har fortalt læserne, hvem Burchett var. Læserne har haft en fair chance for at bedømme hans ideologiske udgangspunkt, især fordi han ikke gjorde noget forsøg på at skjule det. Og så er der intet forgjort ved at bringe hans artikler," siger Møller Rasmussen.

Læs mere om Burchett og Information på Dahlins blog på http://luftskibet.information.dk/dahlin

Serie

Fortidens spøgelser

<b>Fortidens spøgelser</b><p>Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere? </p><p>Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af: </p><p>1. Dækningen af Blekingegadesagen (Bragt 30/1, 31/1 og 2/2 2008)</p><p>2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (Bragt den 17/3) </p><p>3. Information var gennemsyret af maoisme.</p><p>4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.</p><p>5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.</p><p>6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980'erne og 1990'erne.</p>

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessante oplysninger, der kommer fra Bent Blüdnikow. Det virker paradoksalt at "de frelste venstreorienterede" på bl.a. Information, der har fået et forklaringsprob lem efter Jerntæppets fald, nu forsøger at lægge låg på sandheden - den sandhed de førhen pukkede så intenst på! Venstrefløjen er uden tvivl døende og det er et videnskabeligt interessant studium at følge deres dødskamp - og f.eks holde den op imod nationalsocialismens samme.
Ivan Dybdal
sociolog, cand.scient soc

Så lad os dog få den Nürnberg Proces!

I dommerpanelet Ralf Pittelkow, Bent Blüdnikow, Karen Jespersen, Lars Hedegaard og Flemming Rose!

På anklagebænken: Klaus Rifbjerg, Sten Hegeler, Jesper Jensen, Elias Bredsdorff og Carl Scharnberg!

Heinrich R. Jørgensen

fra artiklen:
"Interviewet blev bragt i Information den 25/3 1978, og Burchett præsenteredes som "en journalist, der aldrig har været i tvivl om, at han er en del af den historie, han beretter om."

Hvis dette ikke er "advarsel" om, at de artikler Burchett skrev (og siden blev bragt i avisen), er partiske og subjektive, så ved jeg ikke hvad det er. Hunter S. Thompson havde også sit eget unikke og meget subjektive udgangspunkt for sine artikler ;-)

Jeg erindrer ikke Burchett, men ville ikke have undværet The Great Gonzo.

Al tænkelig ros til Bent Blüdnikow, og Berlingske Tidende, der har smidt tanteimaget for længst. Tak for det, og et forsinket velkommen til virkeligheden :-)

Jeg deler ikke Ivan Dybdals betragtninger om, at Dagbladet Information har et forklaringsproblem. Om venstrefløjen er døende, aner jeg intet om - det afhænger vel af, hvad der menes med venstefløj. Men det er vel næppe et synderligt profetisk postulat, idet DKP, DKPML, KAP, SAP m.fl. ikke ligefrem dominerer mediebilledet i dag (i den udstrækning de stadig findes), og ikke har gjort det i årevis.

Er det gammelt nag, der trykker, Ivan Dybdal? ;-)

Hvis der er noget der er værd at undersøge, så lad det endelig ske. Kan vi lære noget af historien, så lad os da det. Vi kan vel altid lære at forstå de historiske omstændigheder, og dermed de valg der blev truffet i et historisk perspektiv. Alt andet lige, så kan de kun gøre os klogere på nutiden, og hjælpe os til at navigere i fremtiden.

Men at undersøge historien, for at pukke på nogen (nulevende eller ej), er i min optik næsten latterligt. Har det et konstruktivt formål? Ja, men vel kun hvis det hjælper os til at afsløre personer og grupper, der bevidst manipulerede og snød på vægten, og som måske stadig gør det...

Hvis den danske regel om 80 års hemmeligholdelse af statsdokumenter blev reduceret kraftigt, ville jeg klappe i mine hænder. Jeg glæder mig meget til at se, hvad historikerne kan finde ud af om perioden til og med et par år efter anden verdenskrigs ophør.

Mvh

Begrebet "Spion" dækker vel over en person der videregiver hemmelige oplysninger til fjenden - og da manden (som jeg i øvrigt ikke kender til) ifølge ovenstående ikke lagde skjul på sine sympatier har han næppe haft adgang til fortrolige australske oplysninger han kunne lække.

Derimod fremstår det af artiklen tydeligt at han ar propagandist - endda selvindrømmet, hvis artiklen står til troende. Det er der ingen lov mod, og ej heller skal aviserne undlade at bringe indlæg fra den slags mennesker - som led i den pluralistiske nyhedsformidling og selvfølgelig uden at præsentere forfatteren som objektiv observatør. Kritikken må altså gå på Informations generelle redaktionelle linie i perioden samt hvorledes Wilfred Burchett blev præsenteret for læserne.

Tilbage står beskyldningerne om at han skulle have deltaget i forhør af krigsfanger, evt. i kinesisk uniform. Dette er foragteligt, og hvis det kan bevises burde manden have været dømt for såvel landsforræderi som forbydelserne mod menneskeheden (Genevekonventionen) i forbindelse med de kinesiske overtrædelser.

Det mest skøre i den sag er vel, at nogen - selv på dette tidspunkt i historien - har den forestilling om Information, at det, der blev og bliver trykt på nogen måde skulle være udtryk for selvstændig kritisk journalistik fri for socialistisk propaganda jvf Bent Jensens afsløring af Jørgen Dragsdahls landsforræderiske agentvirksomhed for Sovjetdiktaturet. Sjovt, at man beder netop Dragsdahl kommentere Burchetts mulige agentstatus. Er der noget I er gået glip af?

Information — Agentur for vindbøjtler og blytnikovisme

Der er åbenbart nutidigt avissalg i at lefle for den kulturelle højrefløj.
Dén kulturelle højrefløj, der under den danske stat som imperialistisk krigsmagt har vejret kold morgenluft. Koldkrigerisk morgenluft til at svinge sin pisk. Dén mccathyistiske pisk som skal ramme alle i den gamle venstrefløjs garde, som vovede at have andre holdninger, informationer og handlinger, end hvad man dengang skulle søbe i Det Bedste og Tante Berlinger. Dén bornerte tudetante, som nu får lov at sætte den redaktionelle dagsorden, for at Informations skal begå selvkritik.

En selvkritik som dyrker det perverse fællestræk hos mccarhtyismens dønninger af kommunistforskrækkelse og maoismens selvkritik-bølge: nemlig den individuelle diffamering. I kravet om tilslutning til falske anklager, i kravet om angiveri, i kravet om afsværgelse af egen fortid og i kravet om den totale underkastelse under tidens magthaver.

Det siger desværre noget om information og dens nutidige læserskare. En skare der også før de usa-liderlige dage med Davis Trads ved vindroret har slæbt i kølvandet på en flakkende kurs. Som rystende tydeligt viser, at redaktionen hverken kan læse verdenssamfundets søkort, forstå klima- og farvandsudsigter eller sætte et bestik for, hvad der må gøres.

Information har skiftet format flere gange. Undervejs er formatet desværre gået tabt.
I stedet for opsøgende samtaler om, hvad der optager den danske befolkning uden for St. Kongensgade, er Information blevet spejlforum for narcissistiske bloggere.
I stedet for verdenspolitisk afdækning af kontinentalskredet i økonomi, kultur og politik serveres en uprioriteret nærbilledestrøm fra den amerikanske primærvalgkamp.
I stedet for dybdeborende journalistisk sejles vi rundt i overfladeindsamlinger.

Kræv Information tilbage!

Der er mange tilfælde, hvor journalistik og efterretningsvirksomhed kan gå hånd i hånd med hinanden. Det var velkendt, at f.eks., både før og i den kolde krig, journalister fra Sovjet og/eller Østblokken også var efterretningsfolk, og der er heller ikke tvivl om, at nogle vestlige journalister udførte lignende arbejde. Det er ikke så mærkeligt endda hvis man tænker sig om, idet både spioners of journalists virksomhed består i at få fat i oplysninger om alt muligt.

Én af de bedstkendte sovjetiske spioner i vesten var briteren, Kim Philby. Han begyndte sin karriere med at lade som om han var højreorienterede og fascistsympatisører, under hvilket dække han arbejdede på Francos side under den spanske boergerkrig. Samtidigt og bagefter arbejdede han direkte for den britiske Secret Intelligence Service mens han hele tiden i realitet var sovjetisk spion, og hans journalistiske virksomhed fortsatte igen efter han var kommet under mistanke helt op til hans flugt fra Beirut mod Sovjetuninionen i 1963.

Men sagen er her, at han så ud så længe som muligt som først en højreorienteret antikommunist for at tilsløre sine virkelige sympatier. Burchett var åben sympatisør med kommunisterne i Korea og de Vietnamesiske oprørere mod amerikanerne. Derfor var han uden nytte til dem som spion, hvilket han slet ikke var. Dragsdahl var, så vidt jeg kan huske det da jeg læst Information hver dag i Danmark i 70erne og begyndelsen af 80erne, også ret åben med sine venstreorienterede sympatier i det han skrev dengang. Derfor mener jeg, at det er en skrøne, at han var det i virkeligheden eller på nogen som helst alvorlig måde.

Jan Knus har ret i en del af sin kritik af Information. Ikke desto mindre behøver man blot at undvære avisen et par dage og være henvist til andre aviser for at indse, at de andre OGSÅ har sænket lavmålet så meget, at Information stadig er langt den mindst ringe.

Men for fanden, hvor jeg savner Aktuelt. Dengang jeg holdt "Infen" og "Akten" samtidigt, fik jeg virkelig en bred orientering. Nu skriver alle aviserne om de samme ting, om end stadig ikke helt på samme måde - og Information altså stadig mindst ringe.

Jeg ser frem til, at Information nu snart også dækker den store, brede og kritisk tænkende del af venstrefløjen, særlig i og omkring VS og SF, som helt fra begyndelsen nægtede at deltage i hyldest til de totalitære regimer som kaldte sig socialistiske/kommunistiske, som ikke lod sig indrullere i deres gammelkendte propagandistiske dækoperationer ved demonstrationer osv.

Der blev brugt adskillig tid på at analysere og publicere analyser af udviklingen i de statskapitalistiske stater (som jeg kalder de såkaldt socialistiske) . En del også i VS var helt klart i begyndelse alt for naive overfor Mao-dyrkelsen og den "kultur"revolutionære katastrofe/forbrydelse, selv om de var kritiske, men dette rettede sig hurtigt op. VS støttede fra første færd Solidarnosj i Polen og havde udstrakt kontakt med oppositionelle miljøer i Tjekkoslovakiet og Østtyskland.

Der var adskillige der med stor vedholdenhed kæmpede imod de hjemlige stalinistpartier og deres metoder, ikke mindst i VS, som jo selv blev udsat for dem ved adskillige lejligheder, f.eks. da en mikro-fløj af DKP-agenter prøvede at sabotere VS' valgkamp, så vidt jeg husker i 1973. Det havde været at håbe, at Information kunne dække dette på en nøgtern og historisk vederhæftig måde, men det er vel alt for meget forlangt? Det letteste er altid at hyle med ulvene, det ved ikke mindst vi, der har studeret den oppositionelle/kætterske socialismes og arbejdernes brutale skæbne i Stalins Sovjet langt grundigere end Bent Blüdnikow og hans medpropagandister har eller har til hensigt. Det var f.eks. Politisk Revy, der i sin tid udgav Victor Serges glimrende erindringsbøger (burde genudgives) fra denne tid, med hans ophold i Stalins fængsler osv. Få har givet en mere indgående samtidig beskrivelse af disse forhold, herunder også en kritisk vinkel på Trotskijs og lignendes rolle.

Kunne vi f.eks. få Information til at interviewe den amerikanske venstreaktivist Noam Chomsky og andre, som helt fra begyndelsen angreb og afslørede USAs (og selvfølgelig dermed Danmarks automatiske) støtte til Pol Pot-regimet i Kambodia. Det var faktisk folk fra venstrefløjen som John Pilger der afslørede meget om regimeforbrydelserne i dette land. Bent Blüdnikow og Co. var der intet at høre til den gang. Ejheller da oppositionen i Østtyskland omsider vågnede i firserne omkring folk som Rudolf Bahro, hvis bøger blev omfattende debatteret og udgivet af folk på den danske venstrefløj.

Wilfred Burchett var aldrig hverkem mere eller mindre partisk end f.eks. Fisk er det idag. Det han kunne levere var artikler om hvordan de andre tænkte, og det var sgu da ikke så dåligt at læse ind imellem al det nonsens vi fik fra den anden side.

Ja og så var han imod Vietnamkrigen, det var jeg også og det er jeg stadig. Jeg var lige gammel nok til at udkæmpe et par slag foran den amerikansek ambassade, og det er noget jeg stadig er ret stolt over. Den krig skulle aldrig have været startet eller udkæmpet.

Information var en åben avis med synspunkter der svingede mellem det vanstreliberale til venstrefløjen. Jeg har med glæde læst avisen siden omkring 1972 og der var da af og til ting der var lidt for ukritiske sådan i tilbageblik, men der v ar sltid plads til akritiske synspunkter også ikke mindst hvis de var begavet fremført.

Jeg var selv SFer det meste af perioden og jeg læste information fordi den af og til provokerede mine synspunkter på en begavet måde, og det kunne være fra et venstre eller fra et højre standpunkt, men det var ofte en tankevækker. Information har generelt ikke noget at at skulle betale aflad for. Demokrati og udogmatisk frihed i meninsgudvekslingen var stort set altid i hovedsædet, at der kan have været en smutter her og der ændre ikke ved det generelle billede.

Ja jeg kan sgu heller ikke huske at have set noget til Bludnikov, Bent Jensen mfl. dengang jeg var med til at samle penge ind til polske Solidaritet, derimod mødte jeg foruden mange SF vs'erne og trotskister og socialdemokrater mange var informationslæsere som jeg selv.

Hold nu helt op:

Jeg læste Wilfred Burchetts artikler i både Inf og Guardian, da de kom. Jeg - og de fleste andre - vidste udmærket hvor han kom fra. Han fejede aldrig sine holdninger under gulvtæppet.

Og hvad så - manden fik interviews med Ho, general Giap, Sihanouk og Khieu Sampan, som ellers ikke var på hver dag.

Hvad er det for en nedvurdering af læsernes intelligens, at vi ikke selv kan lægge til og trække fra???

I dag læser jeg f.eks. indlæg af de amerikanske neo-cons med stor fryd. Ikke fordi jeg er enig; men fordi jeg gerne vil forstå, hvor de kommer fra.

Jesper - hvad har det med sagen at gørè?

Land og Folk (et menighedsblad som jeg aldrig har holdt - det kede mig) gik ind da USSR faldt sammen, det var jo dem der sendte laksko rundt med de der skotøjsæsker som alle troede var resultatet af DKPs enestående evne til at samle penge ind.

Min-avisen/Soc.Dagblad - var sjovt nok ikke en m,enighedsavis, men der var ikke længere plads partipresse i Danmark

Land og Folk, Minavisen og Aktuelt var allesammen partidagblade fra venstrefløjspartier. I England havde vi et Labour dagblad helt frem til 1960erne, The Daily Herald, da det ændrede navn til The Sun og til sidst blev solgt til Rupert Murdoch.
Grunden til det især er svært for venstreorienterede partiblade er, at de ikke får meget adgang reklamer, som i sagens natur kommer fra kapitalistiske virsomheder, som ingen interesser har i at støtte socialistiske dagblade. Aktuelt havde en stor del af sin økonomiske støtte fra LO, og det var nok dem, der besluttede at de ikke ville støtte det mere.
De andre aviser, især de borgerlige, har ikke behov for at være deciderede partiaviser, fordi kapitalisterne kan regne med dem, og derfor er villige til at reklamere i dem. Denne situation er især tilspidset på denne måde i USA, hvor så godt som alle massemedier er kontrolleret de facto af store kapitalistiske interesser.

Det er et sørgeliogt faktum, at Socialdemokratiet ikke har vundet et folketingvalg, siden LO lukkede Aktuelt. Det beviser, hvor vigtigt det er at have en alsidig presse. Aktuelt var ikke nogen stor avis, men alene det faktum, at den var der, tvang de øvrige medier til også ind imellem at beskæftige sig med den dangang største partis politiske dagsordener.

Min afsluttende kommentar til "Fortidens spøgelser: Journalisten, der 'gjorde ensidighed til en dyd' Den australske journalist Wilfred Burchett (1911-1983) skrev i slutningen af 1970'erne en række artikler om Indokina til Information, mens Informations Forlag udgav hans bog om Vietnams frihedskamp. Var Burchett i virkeligheden Sovjet-spion, og fungerede"
(ja, mon ikke!)
Jeg var så heldig af være først med denne kommentar:
Kommentarer Ivan Dybdal

17. marts, 2008 #
Det er interessante oplysninger, der kommer fra Bent Blüdnikow. Det virker paradoksalt at "de frelste venstreorienterede" på bl.a. Information, der har fået et forklaringsproblem efter Jerntæppets fald, nu forsøger at lægge låg på sandheden - den sandhed de førhen pukkede så intenst på! Venstrefløjen er uden tvivl døende og det er et videnskabeligt interessant studium at følge deres dødskamp - og f.eks holde den op imod nationalsocialismens samme.
Ivan Dybdal
sociolog, cand.scient soc"
På billedet man ser hvordan:
"Harun al Raschid
17. marts, 2008 #
Så lad os dog få den Nürnberg Proces! I dommerpanelet Ralf Pittelkow, Bent Blüdnikow, Karen Jespersen, Lars Hedegaard og Flemming Rose!"
"Heinrich R

17. marts, 2008 #
fra artiklen:
"Interviewet blev bragt i Information den 25/3 1978, og Burchett præsenteredes som "en journalist, der aldrig har været i tvivl om, at han er en del af den historie, han beretter om."

Hvis dette ikke er "advarsel" om, at de artikler Burchett skrev (og siden blev bragt i avisen), er partiske og subjektive, så ved jeg ikke hvad det er. Hunter S. Thompson havde også sit eget unikke og meget subjektive udgangspunkt for sine artikler ;-)

Jeg erindrer ikke Burchett, men ville ikke have undværet The Great Gonzo.

Al tænkelig ros til Bent Blüdnikow, og Berlingske Tidende, der har smidt tanteimaget for længst. Tak for det, og et forsinket velkommen til virkeligheden :-)

Jeg deler ikke Ivan Dybdals betragtninger om, at Dagbladet Information har et forklaringsproblem. Om venstrefløjen er døende, aner jeg intet om - det afhænger vel af, hvad der menes med venstefløj. Men det er vel næppe et synderligt profetisk postulat, idet DKP, DKPML, KAP, SAP m.fl. ikke ligefrem dominerer mediebilledet i dag (i den udstrækning de stadig findes), og ikke har gjort det i årevis.Er det gammelt nag, der trykker, Ivan Dybdal? ;-)"
(Min kommertar: Kære Heinrich R. (hvorfor tør du ikke stå frem med fuldt navn? Interessant!) Ja, det er også gammelt nag fra en dissident på sociologi i 70-erne, der overlevede universitetsmarxismen og det i fin stil i den private (kapitalistiske) sektor (af svindlere, undertrykkere og almindelige bondefangere).
"Læser
18. marts, 2008 #
Jeg ser frem til, at Information nu snart også dækker den store, brede og kritisk tænkende del af venstrefløjen, særlig i og omkring VS og SF, som helt fra begyndelsen nægtede at deltage i hyldest til de totalitære regimer som kaldte sig socialistiske/kommunistiske, som ikke lod sig indrullere i deres gammelkendte propagandistiske dækoperationer ved demonstrationer osv." Min kommentar, ja håbet er lysegrønt: Hvormange var det nu lige i aflivede sammen med jeres idoler Lenin, Stalin, Mao, Castro, Pol Pot m.fl. Fakta er at marxismen (ligesom dens lillesøster nazismen) er nødt til at aflive millioner (milliarder?) af mennesker, hvis den skal indføres World Wide. Bliver Hollywood aldrig klogere?

"Jan Knus
17. marts, 2008 #
Information — Agentur for vindbøjtler og blytnikovisme
Der er åbenbart nutidigt avissalg i at lefle for den kulturelle højrefløj.
Dén kulturelle højrefløj, der under den danske stat som imperialistisk krigsmagt har vejret kold morgenluft. Koldkrigerisk morgenluft til at svinge sin pisk. Dén mccathyistiske pisk som skal ramme alle i den gamle venstrefløjs garde, som vovede at have andre holdninger, informationer og handlinger, end hvad man dengang skulle søbe i Det Bedste og Tante Berlinger. Dén bornerte tudetante, som nu får lov at sætte den redaktionelle dagsorden, for at Informations skal begå selvkritik."
Min kommentar til Jan Knus (sjovt navn?). Højrefløj? Hvor er det nu lige nationalsocialisterne og alle de andre antidemokrater og antikapitalister befinder sig? Hvor mange var det lig I tilsammen myrdede i forsøget på at nå jeres tusindårsrige? At forsvare spioner er en ærlig sag i en højere sags tjeneste hører jeg dig sige.
"Per Vadmand
20. marts, 2008 #
Det er et sørgeliogt faktum, at Socialdemokratiet ikke har vundet et folketingvalg, siden LO lukkede Aktuelt. Det beviser, hvor vigtigt det er at have en alsidig presse. Aktuelt var ikke nogen stor avis, men alene det faktum, at den var der, tvang de øvrige medier til også ind imellem at beskæftige sig med den dangang største partis politiske dagsordener."
Hej Per Vadmand, godt at høre fra dig igen-igen. Som gammel abonnent på Aktuelt kan jeg kun erklære mig enig"
Enfin, min konklusion: Marxismen var en bøhmand fra en helt anden tid og Karl Marx forstod ikke kapitalismens udvikling overhovedet (Aktieselskaber tilfredsstillede hans ønsker om kommunisme - for slet ikke at tale om lønmodtagernes pensionskasser, der ejer de fleste virksomheder). Det kunne en blind mand føle med sin stok - der var desværre en del af 68-erne, der burde havve været forsynet med arbind med gule prikker og stok. Så havde de måske ikke haft held til at stoppe samfundsvidenskaben. Heldigvis fik de ikke i særligt omfang stoppet det danske samfund og nu kan vi så more os over dem. Lidt ligesom Holbergs Erasmus Montanus: De kunne bevise med sikkerhed at Mor er en sten. Og vi kom ikke i gaskammer, som ventet.
De bedste hilsner
(og viden og sandhed er alt!)
Ivan Dybdal
sociolog, cand.scient soc

Hvor blev de af alle de andre blade, Land & Folk, min-avisen, Aktuelt, Arbejderen osv. døde de af sult eller mangel på kvalitet eller hvad, der er jo stadig et par millioner stemmer i Danmark på venstrefløjen, gider de ikke læse deres egne eller hvad?

Arbejderen lever stadig. http://arbejderen.dk/

Enig med bloglæser. Pressen er jo ikke længere "den fjerde stastmagt" og "demokratiets vagthund" som mange ofte hævder. I vores nuværende mediestyrede samfund er medierne den altoverskyggende politiske kraft, og har langt mere magt end vores politikere.

Spørgmålet er om vi overhovedet kan kalde Danmark for et demokrati efter at højrefløjen har formået at monopolisere pressen. Eller skyldes det måske en tilfældighed, at vores aviser altid mener det samme, og vælger at henholdsvis bringe og ignorere de samme nyheder og historier?

Stor takk til
Ivan Dybdal sociolog, cand.scient soc.

Underholdningsverdien de senile museumsvoktere for den rene og uforfalskede venstrefascisme er toppen.

Per Thomsen som har vent blikket mot Qom, det islamske Irans ideologiske Mekka svikter heller ikke.

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen,

at medierne over en bred kam konstant viderebringer de andre mediers historier, og at der generelt er stort fokus på nyheder fremfor historier, er bestemt trist. Ofte hæver niveauet sig ikke over fantasiforladt, overfladisk underholdning.

Det vidner måske om journalisters mentale dovenskab, alternativt mediernes forventning om at deres læsere er mentalt dovne eller intellektuelt inkapable? Eller måske bare nervøsitet for, at deres læsere skulle svigte dem til fordel for andre medier?

Men trods det, mener jeg ikke, at du har ret i, at medierne er totalt tandløse, eller generelt højreskruede. Jeg holder kun én avis (men så er jeg også fri for gentagelser), men så vidt jeg har bemærket lykkes det ofte bl.a. Politiken, Berlingeren og Jyllandspesten at finde frem til interessante og relevante historier.

Derimod synes jeg, at DR er alt for venlig, ukritisk og oftest ligegyldig, hvilket jeg formoder skyldes at institutionen i stigende grad er blevet underlagt politisk påvirkning gennem en meget aktiv, politisk udpeget bestyrelse. Dét er noget rod.

Jeg så helst, at DR generelt undlod at agere mikrofonholdere for politikere og ministre, pånær de skulle stå til ansvar for noget. Hvem kan have nogen som helst interesse i, at politikere og ministre ytrer sig uafladeligt om alt mellem himmel og jord, udover politikere, de politiske partier og regeringen selv? I min optik, handler det om, at de statsejede medier er blevet tvunget ind i en uhellig alliance med deres herrer.

KGB JOURNALISTER ?

Det socialistiske magasin Røde Blade udsendte i 1980 og 1984 Frank Aaen som journalist til Afghanistan. Der har de seneste år været rejst mistanke mod Aaen for under besøgene i Afghanistan i samarbejde med det afghanske sikkerhedspoliti, KHAD og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB at have deltaget i afhøringer og tortur af tilfangetagne mujahedinere.

http://da.wikipedia.org/wiki/Frank_Aaen

During the trial, Kane\\\'s defense team not only presented the testimony Krotkov gave in the United States in 1969, but also gathered thirty former Korean War era POWs to testify during the trial. Three Australian POWs testified that they had met Burchett in a Chinese POW camp, and they had seen Burchett wearing a uniform bearing the insignia of a Chinese colonel. One of these prisoners, Thomas Hollis, claimed that Burchett told him he could get better treatment by swearing allegiance to the Chinese and collaborating with them during the interrogations of other prisoners. Walter Mahurin, a former colonel in the USAF, claimed to have met Burchett twice during his sixteen months of captivity. Mahurin also made the charge that on both occasions he saw Burchett wearing a uniform bearing the insignia of a Chinese colonel, and that Burchett had presented him with a confession statement personally drafted by Burchett. Paul Kniss, another USAF POW, testified that he had seen a handwritten letter from Burchett containing the exact same questions his Chinese interrogators had asked him.

Some of the more damaging testimony came from Derek Kinne, a British pilot who was awarded the George Cross for his actions prior to his capture. Kinne alleged that he had several interviews with Burchett. Kinne told the court that he had complained to Burchett that the POWs were being beaten, tortured and starved to death. When Burchett asked Kinne what he could do about it, Kinne testified that he told Burchett that he could describe this to officials at Panmunjon. Burchett allegedly responded that \\\"it would be a good thing if he (Burchett) had him (Kinne) for his lies\\\". After hearing this, according to Kinne\\\'s testimony, he had grabbed Burchett\\\'s throat, kneeing him in the chest in an attempt to strangle Burchett to death, before the Chinese guards removed him and severely beat him. Kinne then spent thirteen months in solitary confinement. In a letter of confession presented to Kinne, one of the statements on it described punishment he received for his \\\"hostile attitude towards comrade Burchett\\\", but he refused to sign it.

Burchett denied all the allegations made against him, as well as the testimony of KGB defector Krotkov. Although the jury did not rule on the factual nature of the content of the trial, it did render a decision against Burchett\\\'s libel charge, deciding that Kane\\\'s article was an accurate representation of Krotkov\\\'s statements.

http://en.wikipedia.org/wiki/Wilfred_Burchett

The agent, Yuri Krotkov, had defected to the British in 1963. He said he first met Burchett in 1947. He told how Burchett had telephoned him in 1956 and they had met in a Moscow restaurant. \\\"[Burchett] openly told me he is a member of the Australian Communist Party but for the benefit of the party he is on the illegal underground position,\\\" he said

http://www.theaustralian.news.com.au/story/0,25197,17745968-28737,00.html

Stor tak til Ole Hansen for de supplerende oplysninger om Wilfred Burchett. Det er en interessant case, der afslører hvordan den kolde krig blev ført. Det bliver interessant at se om diverse koldkrigsudredninger og -centre, der såvidt vides snart "barsler" har dette og lignende aspekter med.

Jeg har fulgt Per Thomsen på bønneteppet vent mot Qom i over et år nå, jeg er ærlig talt skuffet over at han ikke har deltatt i studiesirkelen omkring caset Wilfred Burchett.

I denne forbindelse vil jeg ambefale Statens fiende nr 1 (Der Stich des Skorpion) Tysk thriller fra 2004. Basert på en sann historie. Høsten 1964 pågripes østtyske Wolfgang Welsch i filmen kallt Wolfgang Stein .

Etter sju år med psykisk og fysisk tortur i fengselet, settes han plutselig fri og overlates til Vest-Tyskland i bytte mot vestlig valuta. De kommende årene arbeider han hengivent med å hjelpe folk med å flykte fra øst til vest. Den østtyske sikkerhetstjenesten Stasi er derimot i hælene på ham, og plasserer agenter i hans umiddelbare nærhet.

http://de.wikipedia.org/wiki/Wolfgang_Welsch_%28Fluchthelfer%29

http://www.wolfgang-welsch.com/rts/index.php?option=com_content&task=vie...

Jeg har fulgt Per Thomsen på bønneteppet vent mot Qom i over et år nå, jeg er ærlig talt skuffet over at han ikke har deltatt i studiesirkelen omkring caset Wilfred Burchett.

I denne forbindelse vil jeg ambefale Statens fiende nr 1 (Der Stich des Skorpion) Tysk thriller fra 2004. Basert på en sann historie. Høsten 1964 pågripes østtyske Wolfgang Welsch i filmen kallt Wolfgang Stein .

Etter sju år med psykisk og fysisk tortur i fengselet, settes han plutselig fri og overlates til Vest-Tyskland i bytte mot vestlig valuta. De kommende årene arbeider han hengivent med å hjelpe folk med å flykte fra øst til vest. Den østtyske sikkerhetstjenesten Stasi er derimot i hælene på ham, og plasserer agenter i hans umiddelbare nærhet.

http://de.wikipedia.org/wiki/Wolfgang_Welsch_%28Fluchthelfer%29

http://www.wolfgang-welsch.com/rts/index.php?option=com_content&task=vie...