Læsetid: 5 min.

Frugter for fred

Frugttræernes betydning for fødevaresituationen i Afrika har igennem årtier været overset. Et dansk-afrikansk forskningsprojekt skal forøge antallet af frugttræer, der kan blive nøglen til fred og overlevelse i nogle af verdens fattigste lande, hvor mangel på mad og vand er en væsentlig årsag til konflikter
Baobabtræ i landsbyen Kolangal i det østlige Burkina Faso. Frugter og blade fra baobabtræet er en vigtig kilde til vitaminer, mineraler og proteiner for vestafrikanerne, men der bliver færre og færre af dem på grund af tørke og mere intensiv dyrkning af landbrugsarealerne. Baobabtræet er et af de frugttræer, som danske og afrikanske forskere satser på at hjælpe beboerne til at få flere af i nogle af verdens fattigste områder i Vestafrika.

Baobabtræ i landsbyen Kolangal i det østlige Burkina Faso. Frugter og blade fra baobabtræet er en vigtig kilde til vitaminer, mineraler og proteiner for vestafrikanerne, men der bliver færre og færre af dem på grund af tørke og mere intensiv dyrkning af landbrugsarealerne. Baobabtræet er et af de frugttræer, som danske og afrikanske forskere satser på at hjælpe beboerne til at få flere af i nogle af verdens fattigste områder i Vestafrika.

Anders Søndergaard Larsen

28. marts 2008

Med sine grønne plyssede skal, det hvide trevlede frugtkød og mørkerøde kerner ser baobabtræets frugt ikke ud af noget særligt. Men for millioner af indbyggere i nogle af verdens fattigste lande i Sahel-området syd for Sahara betyder baobabtræets frugt et tiltrængt vitamintilskud til kosten. Og baobabtræet har sammen med en række andre vestafrikanske frugttræer givet mad i perioder, hvor høsten har slået fejl eller landbrugsafgrøderne er sluppet op.

Det er seniorrådgiver Anders Ræbild fra Skov og Landskab på Københavns Universitet, der har taget baobab-frugten med hjem fra en af sine ture til Vestafrika, hvor han sammen med forskere fra Wales, Holland, Burkina Faso, Mali og Niger arbejder på at fremme de lokale bønders og forskeres viden om de lokale frugttræer i projekt SAFRUIT. Som situationen ser ud lige nu i Sahel-området, så mangler der nemlig generationer af nye, unge frugttræer blandt andet på grund af den manglende viden om frugttræernes betydning.

En anden årsag til, at frugttræerne i Vestafrika taber terræn, er, at Sahel-ørkenen syd for Sahara siden 1970 er blevet tørrere, forklarer Anders Ræbild:

"Vegetationsgrænserne er flyttet måske 100 km sydpå, og i forhold til tidligere kommer 100-200 millimeter mindre nedbør. Det har helt klart haft en betydning for udbredning af forskellige træer og vegetation generelt."

Mod Sahel i nord kan der mange steder slet ikke gro frugttræer længere. Sydpå er frugttræernes eksistens truet af den mere intensive dyrkning af landbrugsjorden. Og det er et problem for de lokale beboere, fordi frugttræer som tamarind, néré, ziziphus og baobab er vigtige kilder til proteiner, vitaminer og mineraler i en ellers ensidig kost.

Jord kan ikke ejes

Ikke bare klimaforandringerne, men også historie, religion og institutionelle forhold gør, at der er stadig færre frugttræer i Sahel-området. I Burkina Faso kan man for eksempel traditionelt set ikke eje jord, fordi det tilhører forfædrene.

"Man har nogle jordhøvdinge som fordeler jorden mellem familierne, så selvom man ikke kan eje den, så går brugsretten i arv," forklarer Anders Ræbild om de komplicerede jordejerforhold.

For det stadigt stigende antal mennesker, der er jordløse, fordi de er flyttet fra tørken i nord til det mere frodige syd, er situationen anderledes.

De har ikke nogen nedarvet brugsret til jorden, og derfor heller ikke noget incitament til at plante træer.

"I Burkina Faso har de et meget praktisk, socialt system, der gør, at du ikke kan nægte en anden at dyrke jord, du ikke selv bruger. Men dem, der låner jorden, har ikke nødvendigvis ret til frugten fra de træer, der er på jordstykket, hvilket gør incitamentet til at passe træerne mindre," forklarer Anders Ræbild.

De fattige låntagere af jord har heller ikke lov til at plante træer, fordi det ville være det samme som at sige, at du har overtaget jordstykket. I flere af de landsbyer Anders Ræbild har været i låner over 50 procent af beboerne den jord de dyrker.

Træer har sjæl

Beboerne i Sahel-området har ingen tradition for at plante træer, sandsynligvis fordi samfundene lang tilbage var animistiske, forklarer Anders Ræbild:

"Man har troet, at alting har været besjælet, og at træerne også har haft en sjæl. Nogle historier handler om, at hvis man planter et træ som dør, så bliver ånden hjemløs og vil hævne sig på en. Derfor har mange været afholdende med det. For eksempel har folk været meget bange for Tamarind-træet, fordi det anses som hjemsted for ånder."

Men udviklingen er ved at vende. I Burkina Faso havde cirka halvdelen af de bønder, forskerne talte med, plantet træer for nylig. Det, som forskerne kan hjælpe dem med, er at bidrage med viden om, hvad træernes frugt kan bruges til, og hvordan man planter, poder og passer på træerne.

Adgang til frø

Bare det at få fat på frø til at plante frugttræer er et problem. I Burkina Faso indsamler et stort nationalt skovprojekt frø og sælger dem til f.eks. ngo'er og bistandsprojekter, men der er ingen distribution til landsbyerne.

"Vi prøver at få folk til at bringe frø længere ud på landet. Og få de firmaer der sælger små poser havefrø til folk til også at sælge frø til frugttræer," siger Anders Ræbild.

Men selvom frøet skulle nå frem, er det ikke så ligetil at plante træer og få dem til at bære frugt. Baobabtræets frø vil for eksempel ikke spire medmindre, der bliver brugt svovlsyre eller lavet hul i skallen. Og når det endelig spirer, så er det vigtigt at vide, hvor det skal plantes og passes, og den viden mangler de lokale bønder ofte, forklarer Ræbild. Når et nyt træ er plantet, kan der gå op til 20 år før det bærer frugt, og det er for lang tid for mange af de fattigste bønder.

"Vi kan lære dem, hvordan man poder træerne, ved at tage en gren fra et gammelt træ og sætte på et nyt. På den måde kan træerne få frugt på bare fem år, og ziziphus-træet er kun et år om give frugt på den måde," forklarer Anders Ræbild.

Hårdføre arter

Frugttræer herhjemme har været igennem en lang selektionsproces, hvor frugtavlere og forskere har podet og bestøvet for at få særligt gode frugter. Den proces har de afrikanske frugttræer aldrig været igennem.

"De gode danske æbler er ikke særligt mange generationer væk fra vildformen, så der skal altså ikke særligt meget til, før man som frugtavler får noget, der er meget bedre end det, man har i forvejen. Det, vi prøver at gøre, er at udvælge nogle træer, som er bedre end gennemsnittet og så arbejde videre med dem og se, om vi kan fremavle nogle frugter, som enten er større, med flere vitaminer, eller som er mere hårdføre over for tørke," fortæller Anders Ræbild.

Hverken i bistandsprojekter, forskningen eller landenes landbrugspolitik har der været fokus på frugttræernes betydning i Sahel-området. Den store udfordring bliver nu at få de vestlige bistandsdonorer til at interessere sig for at støtte bøndernes træplantning.

"På grund af frugttræernes mindre økonomiske betydning i forhold til landbrugsafgrøder, bliver træplantning ofte overset i bistandssammenhænge. Men med en samlet og koordineret indsats nu, vil man meget bedre kunne hjælpe bønderne i Sahel," slutter Anders Ræbild.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu