Læsetid: 5 min.

Lummerhedens forrykte tale

Sexskandale! En af dansk politiks værste påskebranderter åbenbarede sig i denne uge med historien om socialdemokraten Jeppe Kofods samvær med en ung kursist på et DSU-kursus i Esbjerg. Det var ikke ulovligt, men det var tilsyneladende heller ikke god stil
29. marts 2008

Kun to-tre dage tog det en 34-årig bornholmer at forvandle sig fra et af Socialdemokratiets få fremtidshåb til Christiansborgs svar på Klamme-Rudy. En forvandling udløst af et ukendt, nu næsten mytologisk, væsen, der ifølge B.T. antager form af "en ganske køn, almindelig teenager med langt kommuneblondt hår". Og en forvandling, der delte Danmark, eller i hvert fald Ekstra Bladets læsere, i to: På en afstemning på avisens hjemmeside var der fredag således 51 procent, der ville, og 49 procent, der ikke ville have sex med en på 15, hvis de selv var 34. Man kan jo så spørge sig selv, om 51 procent af Ekstra Bladets læsere virkelig kan tage fejl, men for ikke at drage forhastede konklusioner må vi hellere starte ved begyndelsen.

Langfredag i sidste uge var socialdemokraten Jeppe Kofod indbudt som gæsteforelæser til en konference i fiskerbyen Esbjerg arrangeret af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. En anelse tørt trods Vestkystens umiddelbare nærhed ville nogle måske tænke. Men nej. Tirsdag kom historien om, at Jeppe Kofod til en efterfølgende fest med egne ord havde udvist "manglende dømmekraft ved at have et moralsk upassende forhold til en 15-årig pige". Og her lå det "moralsk upassende" altså ikke i, at enten pigen eller Jeppe Kofod selv havde blameret sig i en diskussion omhandlende Kants kategoriske imperativ, men derimod, at de havde gjort det frække med hinanden. Koncist opsummeret i Ekstra Bladets artikelindledning den følgende dag: "Chok-morgen efter brandert: Jeppe Kofod forlod Esbjerg med lynets hast efter sexnat med purung pige".

Affæren førte til, at Jeppe Kofod trak sig fra alle sine poster i partiet. Gruppeformand Carsten Hansen kaldte hans opførsel for "helt utilgivelig". DSU-formand Jacob Bjerregaard slog, tilsyneladende uden særligt blik for ungdomsorganisationens fremtidige medlemstække, fast, at Kofod havde forbrudt sig mod DSU's regler, hvorfor han ikke længere var velkommen i foreningen. Han tilføjede, at pigen selv selvfølgelig var "påvirket" af "situationen", men at hun "faktisk havde det okay" (senere skulle det vise sig, at flere menige - og anonyme - DSU-medlemmer godt nok havde syntes, at Kofod var "lidt ulækker, fordi han var så gammel". Om end synspunktet "han er jo ret pæn, og han er klog. Så han er da klart én, man er interesseret i" også var repræsenteret i den pågældende artikel i Ekstra Bladet). Jeppe Kofod selv sagde undskyld til "alle involverede parter" og udtalte, at han alene bar ansvaret for "episoden" og meldte sig syg. Og så kunne man jo tænke - hvis man var helt utroligt naiv - at det var det.

Husdyrene

Allerede samme dag fulgte den første bølge af fordømmelser af Kofods præstation, krystalliseret i Kim Pedersens ordknappe, men følelsesrige indlæg i debatten på ekstrabladet.dk:

"Havde det været min datter, er jeg bange for, at jeg havde fået en voldsdom".

Men mange, både kolleger og kendisser, kom senere til Kofods forsvar.

"Hans bagland har taget en konsekvens, som om han var blevet taget for pædofili - og bagefter havde ordnet husdyrene," sagde journalist og forfatter Trine Gregorius til Ekstra Bladet i en artikel, hvor en række kendte kvinder krævede fordømmelsen stoppet. Venstres Søren Pind gik med samme pointe i TV-Avisen for at "bakke op om frisindet og bekæmpe nypuritanismen". Han fortalte desuden, at i Venstres Ungdom handlede det altså heller ikke kun om skatteprocenter. Et anonymt vidne til begivenheden kommenterede desuden til B.T., at det "jo ikke var første gang, Jeppe scorede en DSU'er, men denne gang var der altså nogen, der rynkede panden". Det kom dog også frem, at Kofod alligevel ikke selv havde talt med pigen og hendes forældre, men havde overleveret sin undskyldning via DSU-formanden.

Torsdag aften endte en generalforsamling i Rønne-kredsen på Bornholm, hvor Kofod er opstillet, så med fuld støtte til genvalg. Og kredsformand Anette Stæhr havde da også allerede efter et møde i kredsen mandag sagt, at Jeppe Kofod ikke er den første mand, der har tabt hovedet, og at hans fejltagelse er tilgivelig. En observatør ved navn Kai Larsen udtrykte således på ekstrabladet.dk, hvad flere socialdemokrater måske tænkte:

"Socialdemokraterne har væsentligt større problemer end at sidde og holde styr på, hvem medlemmerne går i seng med," lød vurderingen.

Men så nemt skulle Jeppe Kofod nu heller ikke slippe. Torsdag kunne samme Ekstra Blad nemlig præsentere forsiden "Jeppe brugte ikke kondom" med den supplerende undertitel "15-årig pige måtte ta' fortrydelsespille". Den brød de sig ikke om i TV-Avisen kl. 21 samme aften, hvor de havde fundet tre personer på Strøget i København, der næsten udtrykte fysisk væmmelse over de store, hårde versaler. Artiklen føjede blandt andet følgende beretning til dramaet:

"Vrede DSU'ere bankede Kofod op midt om natten, men han benægtede - kun iført et håndklæde - at den unge pige skulle befinde sig på hans værelse."

Chefredaktør Poul Madsen havde dog ikke noget at udsætte på forsidehistorien, og han sagde, at det var Ekstra Bladets opgave at gå efter sådan en historie - også selv om den viste sig at være ret banal.

$SUBT_ON$DA: Den går ikke, Kofod

At avisen samtidig kunne vise, at Jeppe Kofod har en fortid som talsmand for sikker sex, idet han så sent som i december sidste år skrev i en pressemeddelelse, at "Kampen mod Aids er vigtige end nogensinde før!", gjorde jo unægtelig situationen noget speget. Og da artiklen sluttede bevisførelsen ved at citere netdoktor.dk for, at det er vigtigt at bruge kondom for at forhindre udbredelsen af aids, var det nok forståeligt, at det ikke var lykkedes at få en kommentar fra hovedpersonen selv.

Men han havde jo også allerede påbegyndt sin sygeperiode, og netop sygemeldingen blev endnu en vinkel på historien torsdag, da ansættelseschef i DA Flemming Dreesen meddelte, at en sygemelding på grund af bondeanger altså ikke går på det private arbejdsmarked og derfor heller ikke burde gøre det i politik.

Så hvis man her til sidst skal prøve at samle alle trådene på historien lidt, er det vist nødvendigt at citere Nettopige25 fra debatten på tv2.dk (ordret):

"Der er sagt og ment meget i denne sag, men syntes lidt man glemmer at der er 2 om det. En pige på 15 år har måske ikke den bedste dømmekraft, men ved hvad hun gør. Jeg tror ikke det er denne 15 åriges pige debeu, og har været helt med på hvad der skete (-) Så som sagt der er to om det i denne sag, og alle mennersker begår fejltring, det er dem vi lærer mest af."

Men så fik vi da noget andet at tale om end Villy.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu