Hospitaler og ældreplejen står overfor en lammende konflikt, hvis Sundhedskartellet og Fag og Arbejde (FOA) ikke bliver enige med kommuner og regioner om, hvor meget der skal i lønningsposen de kommende tre år. Strejkevarslet er afleveret med virkning fra den 1. april, hvor de gamle overenskomster udløber - og det er nu op til forligsmand Mette Christensen at få indkaldt parterne til forhandling, hvis de ikke selv finder ud af noget.
Men mandag var der stille på telefonlinjerne mellem FOAs formand Dennis Kristensen og Sundhedskartellets topforhandler, formand for Dansk Sygeplejeråd Connie Kruckow på den ene side og arbejdsgivernes forhandlere, Mads Lebech (K) fra Kommunernes Landsforeningen (KL) og Kristian Ebbensgaard (V) fra Danske Regioner. Der er ikke aftalt nye møder, hvor lønkravene kan vendes endnu en gang.
Både Kruckow og Kristensen har afvist at "lade sig nøjes" med rammen på 12,8 procent, der er aftalt for langt de fleste af de 800.000 offentlige ansatte, der skal have nye overenskomster. Og får de to ikke mere til medlemmerne, vil over 100.000 offentlige ansatte gå i konflikt.
12,8 pct. de næste tre år
På alle andre områder - i staten, regionerne og landets kommuner - er forbund og arbejdsgivere enige om, at overenskomsterne må koste 12,8 procent mere de næste tre år. Politifolk, lærere, læger, kontoransatte og alle de andre gruppers forbund har eller er ved at aftale de særlige forhold på plads inden for rammen.
Sygeplejerskerne og FOA mener, at der er givet alt for lidt. Derfor har FOA sagt farvel til de øvrige 47 organisationer i forhandlingsfællesskabet KTO og sendt strejkevarsler.
Det var tæt på at ende i en storkonflikt efter forliget på det statslige område, hvor finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) skrev under på en aftale med forbundene for 170.000 statsansatte. Den koster 12,8 procent over tre år, og hverken kommuner eller regioner må give mere. Det førte til flere sammenbrud, og KTO truede med at varsle konflikt mandag morgen. Natten til lørdag skrev KTO og Kommunernes Landsforening under på en aftale. Søndag blev KTO og Danske Regioner enige. Pædagogernes forbund BUPL har dog taget forbehold for aftalerne, indtil hovedbestyrelsen har haft møde.
De nye overenskomster betyder ifølge KTO's top-forhandler Anders Bondo Christensen, at blandt læger, lærere, pædagoger og kontoransatte vil få større lønstigninger end på det private arbejdsmarked. Den såkald-te reguleringsordning sikrer nemlig, at lønnen følges ad i det offentlige og private, men derudover er der aftalt en særlig feriegodtgørelse. Den bliver ikke regnet med i reguleringsordningen, så derfor er aftalen samlet set den bedste i mere end 20 år, vurderer Bondo Christensen.
ritzau