Læsetid: 3 min.

Nonner må, muslim må ikke

Den eneste dom i striben af retssager om tørklæder på hovedet af muslimske skolelærerinder forbyder en muslimsk lærerinde at underviser, iført tørklæde, mens nonner i samme delstat gerne må undervise i deres dragt
25. marts 2008

BRUXELLES - Hun bærer det gode tyske navn Doris, hun konverterede til islam i 1984, hun har i årtier undervist folkeskolebørn i udkanten af den sydtyske by Stuttgart, og hun har siden 1995 båret hovedtørklæde - også når hun underviste, og uden bemærkninger fra elever eller forældre. Det må hun ikke mere.

Delstaten Baden-Württemberg, der er ansvarligt for skolevæsenet, har forbudt Doris Graber at bære tørklæde i undervisningen. At forbudet er lovligt, bekræftede anke-domstolen i Mannheim lige inden påske.

Den erfarne lærer bryder sin "pligt til at undlade religiøse bekendelser i skolen", hedder det i afgørelsen fra forvaltningsdomstolen i Mannheim. At hun bærer et tørklæde af religiøse årsager "kan bringe landets neutralitet overfor elever og forældre samt den religiøse skolefred i fare". Hvorvidt det har konkret betydning på netop den skole, hvor Doris Graber underviser, betyder ikke så meget - loven, der blev brugt til forbuddet, er i overensstemmelse med den tyske grundlov, lyder meddelelsen fra domstolen.

Nonner må gerne

"Jeg har båret tørklædet i 13 år, og ingen har taget sig af det," sagde den 58-årige lærer under forhandlingen ifølge avisen Stuttgarter Nachrichten. Hendes advokat bad om en afgørelse, der tog hensyn til hendes personlige situation. Det ville domstolen ikke høre om.

Tørklædeforbudet i Baden-Württemberg kom i 2005, efter en ny lov blev indført, men Graber valgte rettens vej. Kun omkring 100 kilometer fra hendes skole, også i delstaten Baden-Württemberg, er der nemlig en anden skole, hvor børnene bliver undervist af nonner i dragt. Og er det så ikke diskriminerende, at de må bære religiøst motiveret klædning, når hun ikke må?

Domstolen i Grabers hjemby, Stuttgart, gav hende ret. Godt nok hersker der ingen tvivl om, at Graber bryder loven om symboler på religiøs bekendelse i offentlige skoler, sagde den lokale domstol for halvandet år siden - men når nonner i ordensdragt får lov at undervise i offentlige skoler et andet sted i delstaten, er Doris Grabers ret til ligebehandling af de forskellige trosretninger brudt, fandt domstolen. "Også ordensdragter er religiøst motiveret påklædning og bliver ikke båret for traditionens skyld." En privilegeret stilling til den kristne bekendelse findes ikke, mente dommerne ved den lavere instans.

Den holdning er nu blevet dømt ugyldig. "En ulige behandling i forhold til de tre nonner," der underviser i ordensdragt ved en offentlig folkeskole i Baden-Baden, kan Doris Graber ikke påberåbe sig. Endnu er den endelig domstekst ikke offentliggjort, men den vil blive læst nøje.

Politisk

Dommen mod Doris Graber er blot et af flere tørklæde-sager foran tyske domstole.

I 2003 dømte Tysklands øverste ret, Verfassungsge-richtshof, i en anden sag fra delstaten Baden-Württemberg. Dengang var det en afghansk-født lærer, Fereshta Ludin, der havde klaget over tørklæde-forbud.

Tysklands allerhøjeste domstol, som passer på den tyske grundlov, fandt dengang, at staten skal sikre neutralitet, når det gælder religion og verdenssyn. Det handler ikke så meget om en adskillelse af kirke og stat, som at der er skal være en holdning, der fremmer alle trosretninger på lige fod - ganske særligt i skolen. Kristne tegn er ikke generelt forbudt i offentlige skoler, sagde de højeste tyske dommere dengang. "Men skolen skal også være åben for andre religiøse indhold og værdier."

Den øverste tørklæde-dom fra 2003 gav også plads til forskellighed i de forskellige dele af Tyskland - der spænder fra dybt katolsk til sekulær-protestantisk. Der skal blot findes en "balance af skoletradition, konfessionel sammensætning i befolkningen og mere eller mindre stærke religiøse rødder." "I bayerske klasseværelser hører der krucifikser, ikke tørklæder," sagde eksempelvis Markus Söder, generalsekretær i det bayerske konservative parti CSU, som led i debatten.

Kommentarerne til sidste uges dom i Doris Grabers sag var ikke positive. Den konservative avis Die Welt betegnede dommen som en "tvivlsom juridisk forvridning" ved at henvise til nonnernes dragt som en lokal tradition. Til gengæld byder kommentatoren på en ny mulighed - for det ser ud til at være vanskeligt at forbyde tørklæder som religiøse symboler. Hvad nu, spørger Welt-kommentaren, hvis vi betragter hovedtørklædet som politisk symbol i stedet for som udtryk af religiøs overbevisning? "Så kan vi sende de fundamentalistisk troende ud af skolerne uden at løbe risikoen for at beskære religionsfriheden," lyder forslaget.

Web-avisen Telepolis er bekymret over dommen og over Welt-kommentaren. "Det vil ikke genere islamisterne, men tværtimod bekræfte dem."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu