Læsetid: 4 min.

Den nordirske konflikt er ikke religiøs

Hvis religion var grundlæggende for konflikten i Nordirland, ville konflikten løses, i takt med at de britiske, irske og nordirske samfund blev sekulariserede, men det er ikke sket. Årsagen til konflikten skal findes andetsteds
Når nu den protestantiske præst Ian Paisley er gået af som Nordirlands førsteminister, kan det være, at konflikten, der indtil videre er blevet tolket som primært religiøs, kan ses med friske øjne.

Når nu den protestantiske præst Ian Paisley er gået af som Nordirlands førsteminister, kan det være, at konflikten, der indtil videre er blevet tolket som primært religiøs, kan ses med friske øjne.

Peter Morrison

14. marts 2008

Da Ian Paisley i sidste uge annoncerede, at han ville træde tilbage som førsteminister i Nordirland, blev det rapporteret i de fleste medier. Portrætterne af Paisley fokuserede forståeligt nok på hans religion. Manden er Protestant, Presbyterianer, Prædikant og Patriark - alt sammen med stort P, derom hersker der ingen tvivl. Men en passant blev konflikten som sådan også fortolket som primært religiøs, og dét kan der sås endog meget stor tvivl om. Det er en gennemtygget sandhed at mulige løsninger afhænger af forudgående fortolkning af konfliktens kerne. Hvis man forklarer konflikten i Nordirland som primært religiøs, så har man ikke redegjort for alle de andre skillelinjer. Katolikker og protestanter er per definition adskilt af religion. Men de er også adskilt af forskelle i økonomi, historiske erfaringer, politiske magtforhold og ikke mindst national politisk identitet (og det er her, at protestanter bliver til unionister, og katolikker bliver til nationalister). Det er rigtigt, at religion er en etnisk nøglemarkør, der gør det let at opretholde skel i bydele, ægteskaber og skoler. Men folk tilhører en af de to religiøse grupper uanset om de praktiserer religion eller ej. En klassisk vittighed fortæller om jøden, der i Nordirland bliver spurgt: 'Jamen er du en katolsk eller en protestantisk jøde?' Hvis religion var grundlæggende for konflikten, så ville konflikten løses, i takt med at de britiske, irske og nordirske samfund blev sekulariserede, og det er ikke sket. Årsagen skal altså findes andetsteds.

Andenrangsborgere

Den moderne konflikt - altså ikke den, der har hersket mellem England og Irland siden Henry den 2. erklærede sig for konge over den irske ø i 1171 - men den, der bogstaveligt talt eksploderede i Nordirland i slutningen af 1960'erne, blev fremprovokeret af borgerrettighedsbevægelsens pres på et unionistisk overherredømme, der ikke evnede at reformere sig. Hvis man skal forstå udbruddet af konflikt, er det nødvendigt at nævne denne kamp for lige sociale og demokratiske rettigheder, ellers underspiller man den altafgørende politiske og socioøkonomiske dimension af konflikten til fordel for den religiøse. En voksende katolsk middelklasse i Nordirland ville ikke længere finde sig i at være andenrangsborgere. Inspireret af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse krævede de sociale, økonomiske og politiske reformer, men som noget nyt gik kravene ikke hånd i hånd med kravet om genforeningen af øen Irland. Kravene blev i stedet fremsat inden for den britiske velfærdsstat og konfronterede dermed statens manglende rummelighed. At den nordirske regering gik i panik og slog hårdt ned på demonstrationer og massemøder skyldtes, at man følte statens integritet og fortsatte eksistens truet.

Den virkelige test

Men tv-billederne af blødende, gennembankede demonstranter, der gik verden rundt, udstillede regimets begrænsninger og betød, at Storbritannien i 1972 suspenderede lokalparlamentet og indførte direkte styre fra Westminster. Sociale og økonomiske reformer kom - men for sent. Nu var det ikke længere et spørgsmål om ændringerne, der kunne foregå inden for systemets rammer - de var sprængt, og en ny politisk struktur skulle bygges op. Den virkelige test af et politisk system er, om det kan skabe et demokratisk og stabilt styre, og her kom regeringen i Nordirland til kort.

Enhver fortolkning af konflikten er også et indlæg i den, fordi den indebærer en model for hvordan konflikten skal løses. I 26 år forsøgte man at nå til enighed om et kompromis. Som forsøgene fejlede, opdagede man nye dimensioner af konflikten: Den interne konflikt mellem unionister og nationalister er hverken løst ved at fastholde unionen med Storbritannien eller genforene Irland. Omvendt tilfredsstiller en samarbejdsregering mellem unionister og nationalister ikke de respektive behov for at udtrykke forskellig national identitet. Økonomiske og sociale reformer har heller ikke udvandet ønsket om at tilhøre hver sin nationalstat, selv om det i parentes skal bemærkes, at det økonomiske opsving i republikken Irland har gjort samarbejde mellem Nord og Syd langt mere attraktivt. Som konsekvens har man forsøgt at tænke mere kreativt i forfatningsspørgsmålet, noget der i stigende grad er blevet muligt i forbindelse med den øgede politiske integration i den Europæiske Union. National identitet kan pluraliseres: Man kan være både britisk og irsk, og suverænitet kan deles og decentraliseres.

Opdelt samfund

Selv om kompromisser ikke har været det mest iøjnefaldende karaktertræk ved konflikten i Nordirland, er de alligevel blevet indgået: Den britiske regering gik på kompromis med sin suverænitet over Nordirland ved at indgå et officielt samarbejde med republikken Irland om at løse konflikten. Den irske republik frafaldt det forfatningsmæssige krav på Nordirland og gik på kompromis med deres historiske selvstændighedskamp. Unionisterne er gået med til at respektere et evt. fremtidigt befolkningsflertals ønske om et forenet Irland. Og nationalisterne accepterer Nordirland som legitimt, indtil et sådant flertal indtræffer. Alle parter er gået på kompromis med standarder, man håndhæver i et "normalt samfund", så man i nogen grad sætter parentes om, hvad der ellers ville betragtes som henholdsvis statsforbrydelser og terrorisme. Derudover har man indført en styreform, der tilgodeser et skarpt opdelt samfund (samarbejdsregering, mindretalsgarantier, proportional fordeling osv.). Også selvom man fra et teoretisk (og praktisk) standpunkt ikke synes, det er den bedste model, forfatningsteorien har at byde på.

Belfastaftalen, som var det kompromis, der endelig blev opnået i 1998, understreger, at de etniske tilhørsforhold i Nordirland udmønter sig i stærke konkurrerende nationale identiteter. Derfor har Nordirland fået institutioner, der bekræfter både det britiske og det irske tilhørsforhold - altså politisk - og ikke bare kulturel eller religiøs anerkendelse. Nu ligger den fremtidige udfordring i at kunne rumme helt andre mindretal, dem, der hverken bekender sig som protestanter, katolikker, unionister eller nationalister.

Sara Dybris McQuaid er ph. d-studerende ved Queen's University of Belfast, School of politics, Philosophy and International Studies

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fremragende artikel. Det kan ikke siges ofte nok: Konflikten i Nordirland er ikke en religionskrig, men en klassekamp!
At DR, TV2 og store dele af den trykte danske presse fortsat klistre konflikten ind i et religiøst svøb, er der ikke mange som kan få øje på den reelle konflikt.
Men om løsningen på den sociale og politiske kamp i NordIrland er den af Blair og Ahern etablerede ny Langfredags aftale fra 1998, er svær at se her 10 år efter... men som forfatteren påpeger, så er der i dag langt større interesse i NordIrland for at indgå i et tættere samarbejde med Republikken Irland end der var i 1998.
Sinn Fein har jo også i de sidste ti år flyttet sig betragteligt og fremstår vel nærmest som et Socialdemokrati med samarbejde som højt prioriteret mål, frem for gen-indlemning i Republikken Irland.
Jeg er dog mere i tvivl om Paisleys støtter er lige så motiveret for at fremme samarbejdet med Republikken irland?

Jeg var også meget overrasket, da jeg besøgte Nordirland for få år siden. En religiøs konflikt var ikke til at få øje på! Men nationale symboler florerede overalt. Primært repræsenteret ved Union Jack og republikkens tricolore. Husvæggene var fulde af nationalistiske slogans, men ikke noget om paven eller andre religiøse udtryk. Jeg vendte hjem med indtrykket af, at der var noget omverdenen havde misforstået.