Læsetid: 4 min.

På Freuds tid, havde jeg så bare været neurotisk?

Antidepressiver. "Jeg er bange for, at mine talegaver overbeviste min læge om, at jeg var syg. At jeg i virkeligheden bare er svag. Eller at jeg rider med på bølgen, det er jo en moderne sygdom at være depressiv," siger 28-årige Kathrine Flink Rozarth, som er en ud af det stigende antal unge, der tager medicin mod depression
19. marts 2008

Da Kathrine Flink Rozarth var 23 år, døde hendes far, men det påvirkede hende ikke synderligt. Hun var en stærk pige, der ikke havde lært at mærke efter, hvordan hun egentlig havde det. Der skulle et sygdomsforløb og en efterfølgende depression til, før hun kunne blive "et følende menneske". Nu er problemet nærmest, at hun føler for meget. Og selv om hun kæmpede imod depressionen, kunne hun ikke blive rask uden antidepressive piller.

"Jeg har altid været virkelig fysisk stærk. Jeg har trænet en masse kampsport, rejst verden rundt med rygsæk, sejlet, roet og stået på hænder - samtidig med at jeg har hængt ud på caféer med veninderne og i det hele taget betragtet mig selv som en overskudagtig, ung og frisk kvinde. Så blev jeg ramt af tuberkulose efter en rejse i Brasilien og blev indlagt i tre uger på hospitalet, hvor jeg var dødssyg. Jeg tabte 10 kilo på en måned, og med et slag mistede jeg min styrke. Jeg bukkede under," fortæller den nu 28-årige medicinstuderende. I de tre uger, hvor Kathrine Flink Rozarth ligger på hospitalet med over 40 i feber, er hun egentlig ikke bange for, hvad der skal ske med hende, og om hun bliver rask.

"Når jeg bare vender mig i sengen, ryger min puls helt op, jeg sveder, og det gør ondt. Men det er ikke det værste. Det er alle de daglige stik til blodprøver, der gør mig rigtig bange - og til sidst, når sygeplejerskerne kommer ind til mig, begynder jeg bare at græde. Jeg er bange for, at de ville stikke mig."

Sygdomsforløbet ændrer noget i hendes personlighed. Hun går fra at være glad og energisk til indadvendt og trist.

"Da jeg kommer hjem fra hospitalet, begynder jeg at undgå mine veninder og folk, som kender mig godt. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men jeg har en konstant utilstrækkelighedsfølelse. Det er ikke til at holde ud."

Kathrine Flink Rozarth går til psykolog og prøver at bearbejde sin krise, men det hjælper ikke på hendes afmagtsfølelse, som langsomt tager over.

"Et år efter at jeg er kommet ud af hospitalet, har krisen nok udviklet sig til en reel depression. Jeg prøver alt. Jeg prøver at sige til mig selv, at 'det er ok, du ligger i sengen og ikke kan overskue noget', med det resultat, at jeg for eksempel en gang ligger en hel uge og sover eller glor i loftet. Eller jeg prøver at sparke mig selv i gang. Jeg har flere gange tvunget mig selv op, cyklet hen til skolen, stået uden for porten og så alligevel vendt om, taget hjem og hoppet i seng igen."

Kathrine Flink Rozarth kæmpede imod de "dårlige følelser", men hun oplevede, at det er svært for omgivelserne at forstå, "at man ikke bare kan tage sig sammen og blive glad igen".

Hun følte sig som en kæmpe belastning for sin omgangskreds, og hvis hun skulle ud af sengen, foretrak hun efterhånden at gå rundt alene inde i byen med sin Ipod i ørene.

"Jeg kunne alligevel ikke dele min sorg med nogen, så det var egentlig rarere bare at være alene."

Accept af sygdom

En weekend hos sin mor og halvandet år efter, at hun er blevet udskrevet fra hospitalet for tuberkulose, ligger hun ude på græsset i solen og græder uden at vide hvorfor. Moren ringer til Kathrines læge, og de aftaler en tid til samtale hos lægen.

"Det er en befrielse, at min mor tager over. Så slipper jeg for at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg er uduelig, og hvorfor jeg ikke bare tager mig sammen. Men det var - og er stadig - svært at acceptere, at jeg er depressiv."

Som medicinstuderende har hun en stor interesse for psykiske lidelser og psykiatrien, men at hun selv kunne blive ramt af en psykisk lidelse, er stadig et chok.

"Jeg fortæller næsten aldrig til nogen, at jeg tager antidepressive piller. Jeg er helt vildt bange for folks reaktioner; for at de tænker det samme om mig, som jeg selv gør; at jeg har taget den lette vej, at jeg har givet op. Jeg er bange for, at mine talegaver overbeviste min læge om, at jeg var syg. At jeg i virkeligheden bare er svag. Eller at jeg rider med på bølgen, det er jo en moderne sygdom at være depressiv. Jeg tænker, at hvis jeg havde levet i Freuds tid, havde jeg så bare været neurotisk?"

Men når hun får de dårlige dage, hvor hun ikke kan stå op, hvor hun ligger og "glor ind i væggen hele dagen", ved hun godt, at hun er syg.

"Jeg bliver bare nødt til at indse, at jeg ikke er verdens gladeste og mest overskudsagtige menneske, som jeg ellers altid har troet. Jeg er et overdrevent følsomt menneske, og jeg kan nok også blive syg igen. Det er hårdt at skulle acceptere," siger Kathrine Flink Rozarth.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu