Læsetid: 1 min.

Påskefrokost i det brune

Der er opstået lækage på hovedstadens hovedkloakledning, og uanede mængder spildevand er boblet ud i Stadsgraven tæt på Christiania. Det kan vi først reparere efter påske, lyder beskeden fra Københavns Energi til de christianitter og kolonihavefolk, der havde set frem til påskefrokost i det grønne
22. marts 2008

Bor man på fristaden Christiania eller i de hundredevis af nærliggende kolonihaver, skal den traditionelle påskefrokost nok holdes indendøre i år. Udenfor stinker der nemlig af toiletaffald.

Forklaringen er en læk - uvidst hvor stor - i det ene af de to 140 cm store rør, der under tryk pumper københavnernes toiletaffald ud til renseanlægget ved Lynetten. De to trykrør er ellers gravet ned i 3 meters dybde og går ind under Stadsgraven, der går gennem Christianiaområdet. Lækagen blev konstateret i mandags.

"Københavns Energi kan først reparere det efter påske," oplyser Gert fra Christianias Byggekontor til Information.

"Rent visuelt er Stadsgraven nu grøn, som var det St. Patricks Dag," tilføjer christianitten Niels Worsøe, der anslår vandgennemsigtigheden til "højst 10 cm."

Indtil videre har KE forsøgt at sænke trykket i det utætte rør ved at lede spildevandet gennem begge rør. Men kommer der kraftig nedbør i påsken, vil trykket stige, og så vil bobleriet fortsætte, erkender KE's pressevagt Astrid Skotte.

I december lukkede kloakselskabet ifølge Byggekontoret mellem 200 og 300 kubikmeter spildevand ud i Stadsgraven. Det skete, da en læk i trykrøret efter et halvt års opfordringer og protester fra beboerne blev repareret. Den gamle læk var tæt ved Dyssebroen, mens den nye læk er opstået i Stadsgravens nordlige ende.

"KE har simpelthen ikke mandskab til at gå i gang før efter påske," erkender Skotte.

- Hvis der kommer et kraftigt regnskyl, vil bobleriet så fortsætte?

"Ja, det er situationen. Alternativet er lukke al spildevandet ud i havnen, og det vil vi i hvert fald ikke," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu