Læsetid: 3 min.

Politiet har prøveskudt ekspanderende ammunition

Til efteråret forventes rigspolitichef Torsten Hesselbjerg at træffe beslutning om eventuel ny ammunition til politiets tjenestepistoler
22. marts 2008

I løbet af de sidste måneder har politiets eksperter prøveskudt forskellig slags ammunition til korpsets standardpistol, 9 mm Heckler & Koch. Blandt de prøveskudte projektiler er også ekspanderende ammunition, der udvider sig, når de rammer f.eks. blødt menneskevæv.

Det bekræfter vicerigspolitichef Erik Justesen over for Information.
»Ja, vi har prøveskudt en række forskellig ammunition fra vesteuropæiske og amerikanske producenter, også ekspanderende ammunition. Fælles for den prøveskudte ammunition er, at det er udbudt som politiammunition,« forklarer han.

Opgaven er ifølge vicerigspolitichefen at finde »en mellemproportional«. Der er nemlig fordele og ulemper både ved fuldkappet, det vil sige ikke-ekspanderende, og ekspanderende ammunition.

Politiets nuværende ammunition af typen ’Action 3’ ekspanderer ikke, men indebærer til gengæld risiko for gennemskydning, altså at projektilet farer gennem kroppen på den anskudte og rammer en ny person.

Med ekspanderende ammunition, som f.eks. er standard for svensk, finsk, engelsk og tysk politi, er faren for gennemskydning meget mindre, men skaderne på den anskudte er til gengæld noget større.
»Al ammunition er bestemt til at dræbe, det er ligesom udgangspunktet. Men det er jo ikke opgaven for politiet. Vi skal derimod kunne pacificere folk uden samtidig at ødelægge deres legeme. Det er problemet, og det viser det dilemma, vi står i,« siger Justesen, der understreger, at politiet endnu ikke har truffet beslutning om hvilken ny ammunition, der skal tages i brug.

Elefantkugler
»Nu får vi en sårballistiker, som er vicestatsobducent, til at vurdere resultaterne, altså hvordan han vægter balancen mellem at kunne standse folk uden at forårsage unødig skade på deres legeme,« fortsætter Justesen.

Prøveskydningerne er foregået på Hærens Kampskole mod særlige gelatineblokke på ca. en meters længde.

»Det er så tæt på menneskeligt væv, man kan komme. Og nu skal det studeres, hvor langt de forskellige slags ammunition er trængt ind, og hvordan de i øvrigt har opført sig,« siger vicerigspolitichefen.
Han afviser, at politiet går efter en mere slagkraftig form for ammunition.

»Det er en forkert måde at stille det op på. Hvis det kun gjaldt om standse folk, kunne vi jo anvende elefantkugler,« som han siger.
Da politiet for ti år siden skiftede standardpistol fra Walther 7,65 til Heckler & Koch 9 mm, besluttede man sig for den ikke-ekspanderende Action 3 ammunition.

Det var netop efter en afvejning af, hvilke projektiler der bedst uskadeliggør – men ikke dræber – en person uden samtidig at gøre skade på andre. Også den gang blev forskellig ammunition afprøvet på gelatineblokke og grisekroppe, der efterfølgende blev obduceret.

’The Miami shootout’
Det var retsmediciner og vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen fra Syddansk Universitet, der stod for undersøgelsen. Det er også ham, der i disse dage er i færd med at analysere projektilernes opførsel i gelatine, herunder sammenligne hvor langt de forskellige projektiler er trængt ind i blokkene.

»Allerførst må jeg understrege, at ekspanderende projektiler til pistoler ikke forårsager nær de samme skader som de klassiske dumdum-kugler til jagtbrug. Vi taler ikke om riffelammunition, men om projektiler til pistoler, hvor hastigheden er meget mindre,« siger Peter Thiis Knudsen, der afviser at gætte på, hvilken ammunitionstype rigspolitichefen ender med at anbefale.

»Mit fagspeciale, altså sårballistik, vil også kun udgøre en mindre del af det samlede beslutningsgrundlag. Også tekniske forhold som f.eks. hvordan ammunitionen opfører sig i pistolen, eller økonomi kan spille en rolle,« som han siger.

Ifølge Knudsen kan det dog tale til fordel for ekspanderende ammunition, at projektilerne ikke trænger så langt ind i kroppen på den anskudte som Action 3 eller fuldkappede projektiler med deraf mindre risiko for gennemskydning.

»På den anden side nytter det heller ikke med en ammunition, der ikke er i stand til f.eks. at punktere et bildæk eller skyde gennem en bildør,«tilføjer han.

Knudsen refererer undersøgelser fra tyske retsmedicinere, der peger på, at bortset fra indgangshullet er der kun ringe forskel på de skader, ekspanderende ammunition gør sammenlignet med fuldkappede projektiler.

»Hvis politiet får en ammunition, som ikke er i stand til effektivt at standse en person, så kan det blive fatalt for deres egen sikkerhed,« slutter Knudsen og henviser til den blandt retsmedicinere meget kendte såkaldte Miami shootout-episode: To FBI-agenter mistede livet i april 1986 under en heftig skudveksling med sværtbevæbnede kriminelle, fordi FBI’s daværende standardammunition ikke var i stand til at standse forbryderne.
Beslutningen om ny ammunition til politiet skal ikke drøftes i Folketinget. Før sommerferien forventer politiet at være færdig med en rapport, som rigspolitichef Torsten Hesselbjerg får tilsendt. Han har kompetencen til at træffe den endelige afgørelse.

I Danmarks nabolande er det alene norsk politi, der på linje med de danske kolleger ikke allerede anvender ekspanderende ammunition.

Både i Finland, Sverige, Tyskland og England bruger politiet ekspanderende ammunition.

uda@information.dk
nan@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Andersen

Lad dog værre med at tænke på om ammunitionen skader de mennesker man skyder. det er det den er lavet til! de personer som politiet skyder er jo ikke uskyldige mennesker. det handler jo bare om at få dem ned så hurtigt som muligt.(I det tilfælde at de bliver nødt til at skyde selfølgelig)

Jacob Andersen:

"de personer som politiet skyder er jo ikke uskyldige mennesker."

Næh, for man er vel ikke uskyldig, hvis man både er desperat og psykisk syg..

Lars R. Hansen

Dem som politiet måtte skyde på, er i udgangspunktet til fare for andres liv og førlighed - og politiet bør af hensyn til sagesløse anvende ekspanderende ammunition.

Mere generelt bør dansk politi dog få indført "mindre-dødbringende våben", der skal have tilstrækkelig stoppekraft og rækkevidde sådan politiet kan slippe for at ryde ventelisterne hos psykiatrien.

Her er tåregas eller strømpistoler ikke effektive - det er til gengæld haglgeværer med gummi-ammunition - enhver patrulje bør have haglgeværer - sådanne bliver bare ikke indkøbt, da pumpguns grafisk og imagemæssigt virker for "voldsomt".

Lars Hansen:

"Dem som politiet måtte skyde på, er i udgangspunktet til fare for andres liv og førlighed - og politiet bør af hensyn til sagesløse anvende ekspanderende ammunition."

Med den argumenatation ville det vel være mere logisk, hvis man udstyrede ordensmagten med bazookaer eller flammekastere...

Lars R. Hansen

Hvordan skulle det være mere logisk? Du mener måske 'bazookaer eller flammekastere' ville give mere sikkerhed for sagesløse!? Så tror jeg nu alligevel ville foretrække fuldkappet med de fare for gennemskydning og opspringere, der kan ramme tilfældige sagesløse over bazookaer...!

Casper Jensen

Jeg forstår ikke argumentet med at man vil gå over til ekspanderende og mere dødelig ammunition, af hensynet til risikoen for at ramme usyldige med den nuværende Action 3.

Hvad er den statistiske sandsynlighed for at projektiler går gennem en "gerningsmand" og rammer usyldige?

Og har det nogensinde sket i Danmark? Jeg har aldrig hørt om det.

Er der mon nogen der tænker på de betjente der kommer til at dræbe andre mennesker, fordi politiets ledelse vil vælge en mere dødelig ammunitionsstype?
Det er fornuftigt nok at tænke på politiets sikkerhed, men bør man ike også overveje de konsekvenser det har for betjente der er nødaget til at tage andres liv?
En risiko der vil øges hvis politiet benytter ekspanderende ammunition.

"Ifølge Knudsen kan det dog tale til fordel for ekspanderende ammunition, at projektilerne ikke trænger så langt ind i kroppen på den anskudte som Action 3 eller fuldkappede projektiler med deraf mindre risiko for gennemskydning."

Dette er korrekt, men han glemmer at nævne at en ekspanderende projektil skaber massive indre traumer i det væv den rammer, og derved øger dødligheden.

Var det ike en idé at beholde Ation 3, og så sørge for at når de danske betjente skal skyde på mennesker, så sikrer de sig at de har frit skud, så uskyldige ikke står i skudretningen.