SF-formand Villy Søvndal fortalte i weekenden, at han fortryder sine kritiske tilkendegivelser overfor Jyllands-Postens Muhammedtegninger, da de blev bragt i 2005. Den linje er formanden for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), Nanna Westerby, enig i.
"Jeg synes, at det var i orden, at man lavede tegningerne. De reaktioner, der har været, har været uacceptable, og det viser, hvor meget de ramte noget, der virkelig skiller vandene, siger Nanna Westerby, der også er folketingsmedlem for SF, til Ritzau.
Hun siger, at der er debat i både SFU og SF om Villy Søvndals nye linje, men vurderer ikke, at det er en sag, der vil skabe problemer for Villy Søvndal.
ritzau