Læsetid: 7 min.

Telepatiens forskere

Under Edinburghs gotiske kirketårne ligger byens prestigefyldte universitet, hvor en enhed under psykologi forsker i telepati, spøgelser og healing
Med hatte til at måle hjernens elektriske svingninger undersøger Marios Kittenis på Edinburghs Universitet, hvorvidt der er telepatisk kontakt mellem to fysisk adskilte personer.

Med hatte til at måle hjernens elektriske svingninger undersøger Marios Kittenis på Edinburghs Universitet, hvorvidt der er telepatisk kontakt mellem to fysisk adskilte personer.

Mario Kittenis

7. marts 2008

Telepati er virkelig og kan måles. Det var resultatet af Marios Kittenis' to første forsøg. Men da han gentog forsøget en tredje gang fandt han absolut intet.

"Det er på en måde et mikrokosmos af hele det parapsykologiske felt. Vi får signifikante resultater, der viser at f.eks. telepati eksisterer, men vi kan ikke gentage forsøgene. Nogen gange er det der, andre gange ikke," siger Marios Kittenis, som netop har afleveret sin ph.d.-opgave om telepati ved 'Koestler Enheden for Parapsykologi' på Edinburgh Universitet.

Med hatte til at måle hjernens elektriske svingninger undersøgte Marios Kittenis, hvorvidt der var telepatisk kontakt mellem to fysisk adskilte personer.

Den ene gruppe i forsøget bestod af par, der hver især kendte hinanden rigtig godt. Forsøgspersonerne blev placeret i to forskellige lydisolerede rum, udstyret med høretelefoner, specialbriller og hver deres såkaldte EEG-hat til at måle hjernens svingninger. Den ene af personerne bar solbriller med indbyggede lysdioder, der på et tidspunkt begyndte at give et stærkt flash. Marios Kittenis fortæller, hvordan dette flash via EEG-hatten selvfølgelig kunne måles som signaler i hjernen på den forsøgsperson, der blev udsat for lyset.

"Men det interessante var, at vi også kunne måle et signifikant udslag i hjernens elektriske svingninger hos den person, der ikke så lyset. Altså et resultat, der tyder på telepatisk kontakt."

Den tredje gang

Marios Kittenis foretog forsøget med flere kontrolgrupper, blandt andet med par, der ikke kendte hinanden på forhånd. Her var ikke noget udslag for de personer, som ikke selv så lyset.

Næste gang Marios gennemførte forsøget, var formålet at se præcist, hvornår reaktionen indtraf i forhold til lysglimtet.

"Det viste sig, at den signifikante reaktion vi kunne måle i hjernebølgerne hos den person, der ikke selv så lysglimtet, kom før selve glimtet. Så begyndte jeg at tænke: Hvad er det, der foregår her?"

Marios Kittenis tegner på en lap papir, hvordan udslaget når at peake 150 millisekunder før selve glimtet.

"Jeg kan ikke forklare, hvordan det kan lade sig gøre, men det var det, vi målte. Og man arbejder i parapsykologien med det, der kaldes forudanelser."

Tredje gang Marios gennemførte forsøget, fjernede han kontrolgrupperne og samlede kun par, der hver især kendte hinanden rigtig godt.

"Og så fandt vi absolut ingenting. Intet udslag overhovedet," siger Marios Kittenis og smiler.

"Parapsykologien er ikke kommet videre. Vi tror, vi har fundet et mønster. Resultaterne er signifikante og derfor langt ud over, hvad der burde ske ved tilfældighed, men vi kan ikke gentage forsøgene."

Arthur Koestler

Marios Kittenis' forsøg er et blandt de efterhånden mange, der er udført på KPU, Koestler Enheden for Parapsykologi på Edinburgh universitet. Enheden har eksisteret siden 1985, hvor den blev oprettet for de penge, forfatteren Arthur Koestler og hans kone donerede til formålet, da de begik selvmord i 1983.

Arthur Koestler var i 1930'erne medlem af det tyske kommunistparti, og han oplevede, hvordan hans bedste venner i Sovjet blev likvideret under Moskvaprocesserne. Siden blev han som journalist og forfatter en af de heftigste kritikere af Sovjetunionen. Med årene vokser Arthur Koestlers interesse for parapsykologi, og han interviewer blandt andre J. B. Rhine, som er en af pionererne inden for den videnskabelige forskning i paranormale fænomener.

Inspireret af Jungs idé om synkronicitet færdiggør Ar-thur Koestler i 1972 sin bog Sandsynlighedens grænse, der beskæftiger sig med mulige sammenhænge mellem kvantefysik og parapsykologi. Her oplister han videnskabens foreløbige resultater og argumenterer for, at det er bevist, at paranormale fænomener eksisterer, og fra nu af handler det om at forstå, hvordan de fungerer.

Gentagelsen

Mere end 30 år efter har parapsykologien stadig ikke svaret. Og lederen af Koestler-enheden i Edinburgh, Caroline Watt, mener endnu ikke, at forskerne har bevist, at paranormale fænomener, også kaldet 'psi', faktisk eksisterer. Hun har arbejdet på enheden siden 1986 og er i dag den faktiske leder, efter at professor Robert Morris døde i 2004.

"De fleste publicerede parapsykologiske studier har en utrolig høj standard og er langt mere omhyggelige med metodologien end andre psykologistudier generelt. Og selvom der er studier, som viser, at psi eksisterer, så ved vi ikke, hvad opskriften er for at få succes. Vi kan ikke gentage eksperimenterne, hvilket for de fleste videnskabsfolk er beviset for, at noget eksisterer."

Der er mange mulige forklaringer på, hvorfor eksperimenterne ikke kan gentages. Caroline Watt forklarer, at den mest oplagte grund selvfølgelig er, at 'psi' slet ikke findes.

"Men det forklarer ikke de mange studier, som rent faktisk viser, at der foregår noget, vi ikke forstår. Og det forklarer heller ikke, hvorfor mange mennesker har psi-oplevelser i hverdagen, som når en person f.eks. får fornemmelsen af, at et familiemedlem kommer ud for en ulykke, og det så rent faktisk er sket."

"En af de ting, der adskiller vores forsøg i laboratoriet med folks oplevelse af psi-fænomener i hverdagen med laboratoriet er, at vi ikke kan genskabe de stærke følelsesmæssige situationer," siger Caroline Watt.

Objektiv videnskab

Et af Caroline Watts tidligere studier fra 2004 beskæftigede sig med et andet forhold, der måske forklarer, hvorfor psi-fænomener ikke lader sig gentage nemt. Hun valgte forskellige personer ud, der henholdsvis var overbeviste om, at psi eksisterer, og personer som mente det modsatte. Derefter uddannede hun disse til at foretage nogle eksperimenter med par, hvor den ene skulle hjælpe den anden med at fokusere opmærksomheden, adskilte i hver deres isolerede rum. Opgaven til at fokusere opmærksomheden handlede om, at den ene forsøgsperson skulle blive ved med at kigge ind i et lys, og hver gang koncentrationen svigtede og forsøgspersonen opdagede, at tankerne var begyndt at vandre skulle en knap trykkes ned.

Men fordi de folk som udførte og stod for at lave forsøget var henholdsvis folk, der troede på fænomenet, og folk der ikke gjorde, handlede forsøget om, hvorvidt de to forskellige grupper opnåede forskellige resultater.

For gruppen af folk, der troede på paranormale fænomener, var resultaterne signifikante, svarende til, at der kun var 0,5 procent chance for, at resultaterne skulle ske ved et tilfælde. Men for de som ikke troede på psi, var resultatet ikke signifikant.

"Dataopsamlingen var automatiseret, så der var ingen måde at snyde med resultatet på," fortæller Caroline Watt.

"Mit forsøg antyder, at måske er den, der foretager eksperimentet, vigtigere end selve subjektet. Men hele pointen i den videnskabelige metode er, at man skal holde forskeren uden for eksperimentet som observatør, ikke som en del af systemet. Mit eksperiment antyder at det ikke kan lade sig gøre."

100 års forskning

Caroline Watt har publiceret sine undersøgelser, men fortæller, at der ikke har været de store reaktioner.

"Det er kun et enkelt studie, og det, som burde ske, var at andre forskere skulle forsøge at gentage studiet. Det er et område, hvor vi har brug for systematisk opfølgning for at se, om det er en virkelig effekt."

Koestler-enheden i Edinburgh er den eneste af sin slags i Storbritannien, der har sin egen finansiering. Men Caroline Watt fortæller, at der eksisterer fem andre lignende forskningsenheder under britiske universiteter. De udspringer af studerende eller forskere, der har arbejdet i Edinburgh, og således har Koestler-enheden spredt sig i den akademiske verden. Men det er ikke nogen stor enhed. Caroline Watt har en enkelt kollega, og for tiden er der fem ph.d.-studerende.

En af de få studerende i enheden, Alison Easter, føler sig lidt alene. Efter at Marios Kittenis er færdig med sin ph.d. om telepati, er hun ofte den eneste studerende, der arbejder på instituttet til daglig. Alison Easter arbejder på en ph.d. om fjernhealing og er stadig i gang med at finde forsøgspersoner, der vil være med, og som lider af enten leddegigt eller agorafobi, angst for åbne pladser. Der er ikke nogen principiel grænse for, hvor langt fra healerne folk kan bo, og Alison Easter har også forsøgspersoner med fra lande uden for Storbritannien.

Med få ansatte og studerende virker Koestler-enheden ikke som et sprudlende foretagende, og måske er det ikke tilfældigt, at Edinburgh Universitet endnu ikke har ansat en professor mere end tre år efter, at Robert Morris døde. Men selvom enheden er lille og kontroversiel i det akademiske miljø, så er det fortsatte arbejde finansieret med renterne fra arven efter Arthur Koestler.

"Grunden til at fremskridtene inden for parapsykologi er meget langsomme, er først og fremmest, at der er meget få ressourcer sat af til forskningen. Nogen siger, at efter 100 års forskning kan vi stadig ikke svare på, hvordan psi fungerer, hvis det overhovedet eksisterer. Men sådan kan man ikke stille det op," siger Caroline Watt.

"Hvis man sammenligner ressourcerne, der samlet er blevet brugt på parapsykologi, så svarer det i arbejdskraft og ressourcer til to måneders forskning inden for psykologi i USA. Med så få ressourcer er det svært at få hurtige resultater."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Mit forsøg antyder, at måske er den, der foretager eksperimentet, vigtigere end selve subjektet. Men hele pointen i den videnskabelige metode er, at man skal holde forskeren uden for eksperimentet som observatør, ikke som en del af systemet. Mit eksperiment antyder at det ikke kan lade sig gøre."

Interessant pointe...

PS: Af en eller anden grund ihukom jeg det gamle ordspil: timESPace

Det er efter min mening påfaldende, at danskerne, forbrugerne, vælgerne, seerne, læserne eller hvilken funktion de nu indtager i forhold til Statsmagten og dens udøvere, lovgivere og øvrige kontrollanter, som ellers altid får, hvad de vil have mod til gengæld at udvise den ovenfra ønskede adfærd - peger de på noget underholdning,de mener at have behov for eller "føler", at de har "ret" til, bliver det straks stillet til rådighed - ikke kan få behovet for det såkaldt overnaturlige opfyldt; "Åndernes Magt" bliver en kæmpesucces på TV, men taget af plakaten uden forklaring. Aviserne gør nar af de "utallige danskere", der er aura-læsere, biodynamikere, healere og pendulaflæsere, men skriver aldrig selv om den slags emner. Politiken skal f.eks. "bekæmpe overtro" ifølge statutterne fra Cavlings tid.

Enhver udenlandsk boghandel har et kæmpeudvalg af den slags emner, og UFO-observationer er forsidestof i aviser og tidsskrifter. Overalt - ikke her.

Skal Georg Brandes og Hans Scherfig have "skylden", hvis man mener, at dette er en alvorlig defekt ved dansk kultur og forskning? Det er i hvert fald ejendommeligt, at danske forfattere og kulturpersoner har brugt så meget energi gennem de seneste par århundreder på at advare befolkningen mod overnaturlige tendenser, tilsyneladende helt uden begrundelse.

Mohammed-tegningen kréeret af en erklæret kulturradikal ateist, "kulturkristen"´, dvs. påvirket af en historisk-kristen kultur uden selv at deltage i den, Westergaard, må, ganske som sin kulturredaktør, Rose, siges at være Kronen på Værket, den definitive latterliggørelse af alt metafysisk i Andersens og Kierkegaards efterhånden utrolige hjemland.

"Mit forsøg antyder, at måske er den, der foretager eksperimentet, vigtigere end selve subjektet. Men hele pointen i den videnskabelige metode er, at man skal holde forskeren uden for eksperimentet som observatør, ikke som en del af systemet. Mit eksperiment antyder at det ikke kan lade sig gøre."

Eller med andre ord: Eksperimentet lykkes ikke, hvis man anvender randomiseret dobbeltblindforsøg, hvilket tyder på, at det er forsøgslederens bias, der fremkalder de positive resultater. DET er vitterligt set før og tyder ikke i retning af, at telepati eksisterer uden for fantasien.