Læsetid: 3 min.

Tvivlens lydhørhed

SF's nye signaler i udlændingepolitikken er positive. Men den vælgersucces, der er fulgt i kølvandet på kursskiftet, kan nemt gøre SF til offer for folkeforførelse. Godt vi har Birthe Rønn Hornbech
Indland
15. marts 2008

På blot tre uger har Villy Søvndal ændret diskursen i udlændingepolitikken. Den 19. februar gjorde han i et meget voldsomt sprog gældende, at Hizb ut-Tahrir kunne rejse ad helvede til, hvis de ville gennemføre deres program i Danmark. Den 1. marts noterede han, at han havde taget afgørende fejl i Muhammedkonflikten ved ikke at bakke Jyllands-Posten op, og den 6. marts erklærede han i et interview med Politiken, at venstrefløjen nu for alvor ville gøre op med udlændingepolitikken.

Den 8. marts kom så den sidste udmelding, hvor Søvndal profeterede, at han ville samle 100.000 mennesker til en demonstration i København mod religiøse mørkemænd. Parallelt med disse drastiske udmeldinger har han afvist, at et demokratisk parti som Dansk Folkeparti, som jo handlede både afdæmpet og stringent under Muhammedkonflikten, kan deltage i den proklamerede demonstration.

Skandaløst

Lad os citere Søvndal:

Det vil være meningsløst, hvis Pia Kjærsgaard skulle tale ved et arrangement, hvor man vender sig imod politisk og religiøs fanatisme, som hun har stået for de sidste mange år sammen med Hizb ut-Tahrir og andre."

Udmeldingen har vakt forbavselse i regeringskredsen samt hos mange frisindede kræfter. At sammenligne et demokratisk nationalt konservativt parti som Dansk Folkeparti med en totalitær ekstrem bevægelse som Hizb ut-Tahrir er nemlig, som beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen korrekt noterede, skandaløst.

Søvndals udmelding om DF er derfor ganske enkelt både bizar og populistisk, da alle politisk interesserede ved, at det kun har haft til formål at forhindre, at han i kølvandet på den nye kritiske indvandrerposition, han (nu) indtager, vil undgå at blive identificeret med DF af sine egne.

Håbløst

Hvorom alting er: SF's nye signaler i udlændingepolitikken bør roses, uagtet de er præget af mange bekvemme holdninger. Søvndals position vil nemlig på sigt medvirke til, at vi langt bedre kan bekæmpe fundamentalismen og de farer, som den vestlige civilisation står overfor. Debatten vil derfor dreje bort fra Margrethe Vestagers håbløse individuelle og psykologiske tilgang til islam og indvandrerdebatten.

Vi vil i stedet få en sociologisk diskurs, hvor man fokuserer på de usamtidige islamiske kulturers destabiliserende indflydelse på demokratiet og den sociale orden. Men SF bør imidlertid være opmærksom på, at når man bevæger sig ind på udlændingeområdet med de nyvundne kritiske holdninger, så skal man tænke sig grundigt om, når man melder politiske budskaber ud om muslimer, særligt når budskaberne understøttes af en stærk og pludselig vælgeropbakning. Man kan nemlig meget let blive offer for folkeforførelse og dermed miste overblikket. De første, der var kritiske over for den herskende udlændingepolitik, og det var primært borgerlige intellektuelle som f.eks. Henrik Gade Jensen, var for blot få år siden udstødte af det gode selskab. De levede derfor med megen angst og tvivl i deres sind. Deres position krævede personligt mod, fordi de i modsætning til Søvndal ikke havde en offentlighed, der klappede dem i ryggen. De vidste ganske enkelt ikke, om de havde ret. Og sådan skal det også være, når emnet er islam, islamisme og udlændingedebat.

Vi må nemlig altid huske på, at det 20. århundrede har stigmatiseret jøder, sigøjnere og homoseksuelle.

Da jeg i '77 og '78 besøgte Marta Slanska (Bruno Slanskys datter), havde jeg lejlighed til, sammen med en række tjekkiske dissidenter, at diskutere tvivlen og de intellektuelles marginaliserede position i Tjekkoslovakiet. Mange dissidenter var således ofte i tvivl om det rigtige i deres kamp, uagtet deres virke for eftertiden så indlysende rigtigt ud. De var derfor grundlæggende tvivlende og dermed åbne i deres samtaler.

Tvivlens lydhørhed

Det er denne tvivlens lydhørhed, jeg kan frygte går tabt i offentligheden, når SF bare sådan over en nat overtager VKO-positionen i indvandrerdebatten. Søvndal har nemlig i modsætning til borgerlige intellektuelle som Gade Jensen aldrig været konfronteret med angsten og tvivlen i indvandrerdebatten. Søvndal tilhørte den gode tone. Jeg frygter derfor, at de populistiske holdninger i indvandrerdebatten nu for alvor vil gøre deres entre med venstrefløjens omvendelse, fordi man her har en tilbøjelighed til at identificere egne analyser med sandheden. Godt vi har Birthe Rønn Hornbech.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Thue Kjærhus:

"Den 8. marts kom så den sidste udmelding, hvor Søvndal profeterede, at han ville samle 100.000 mennesker til en demonstration i København mod religiøse mørkemænd."

Ja hvad bliver det egentlig til med Villy Søvndals bebudede masssedemonstration mod muslimerne???

Nu er der næsten gået tre måneder siden Den Store Rorgænger kom med det glade budskab, og hvad er der sket: absolut ingenting.

Hvad fanden er meningen Villy Søvndal?