Kommentar
Læsetid: 4 min.

Undervisningsministeren bør se mod nord

Et bedre skolevæsen og langt mere respekt om lærergerningen burde være mål, der kunne forene undervisningsministeriet og den danske lærerstand- og så kunne man passende lade sig inspirere af den finske folkeskole
Indland
18. marts 2008

Det er desværre en kendsgerning, at immigrantbørns præstationer ligger betydeligt under, hvad der i PISA-2006 kaldes 'indfødte' elevers præstationer. Forskellene er især store i naturfag, som netop var hovedemnet for PISA-2006 undersøgelsen, som blev publiceret for nylig. Forskellene i præstationer svarer til over to års skolegang, (se faktaboksen), idet OECD har beregnet, at et klassetrin ændrer præstationerne med 38 point. Tallene i faktaboksen er gennemsnits-tal. Ser man bag tallene, fremgår det , at omkring halvdelen af immigrantbørnene forlader grundskolen som funktionelle analfabeter i naturfag. Det er svært ikke at blive rystet.

Det er udfordringen og problemstillingen - men hvad er så midlerne? I hvert fald ikke at forbyde lektier, som Finn Held åbenbart synes at argumentere for i sit indlæg i Information 10. marts, hvis det samtidig ønskes, at Danmark ikke skal sakke endnu mere bagud i forhold til eksempelvis Finland, hvor børnene har langt flere lektier for, end i Danmark. Det interessante ved Finland i den sammenhæng er nemlig, at finske skoleelever ikke bare præsterer signifikant bedre i naturfag end i de øvrige 56 inddragne lande. Forskellene børnene imellem er også relativt beskedne. Hertil kommer, at det finske skolevæsen er markant billigere end det danske, idet gennemsnitsudgiften pr. elev er næsten 20 pct. lavere end i Danmark. Bl.a. fordi det finske skolevæsen ikke tynges af et omfattende og vildtvoksende bureaukrati.

Finsk forbillede

Jeg skal derfor tillade mig sammenligne den finske folkeskole med den danske for at illustrere forskellene. Det er vigtigt at bemærke, at der er mange lighedspunkter mellem folkeskolerne i de to lande, men også en række afgørende forskelle. Lighedspunkterne er f.eks., at kommunerne i begge lande har stor indflydelse på måden at drive skole på. Dette må også tages i betragtning ved læsningen af det efterfølgende, idet der er en række kommunale variationer.

Finske skolelærere er højt respekterede. Dette er medvirkende til engagement og i øvrigt også til, at det er meget svært at komme ind på den fem-årige både meget brede og specialiserede læreruddannelse. Til sammenligning er det kun 1 pct. af danske folkeskolelærere, der føler, at deres gerning har høj prestige - et lavpunkt for offentligt ansatte!

Respekt for skolen

Respekten for skolen og lærerne og markeringen af, at der på skolen kun bør foregå aktiviteter, der enten er vigtige eller meget vigtige for læring understreges af en række ritualer og forholdsregler, f.eks. afleverer forældre børnene ved indgangen til skolen.

Lærerne har en helt anden autoritet end i Danmark. Finsk skolevæsen bygger ikke på modefænomener, som at skolebørn skal have ansvar for egen læring.

Til trods for, at det finske skolevæsen er langt billigere end det danske (selvom skolemaden indgår), får finske skolebørn nye eller næsten nye skolebøger i alle klasser, hvorfor skolebøgerne ofte beholdes. Dette er en konsekvens af, at skolebøgerne er helt centrale i det finske skolevæsen. Her er masseproduktion af fotokopier ukendt.

Den finske folkeskole er opdelt i to niveauer: 1-6 klasse og 7-9 klasse. I de første klasser har klasselæreren over 50 pct. af timerne, hvad der sikrer tryghed.

Børnenes opmærksomhed om læringsopgaven understøttes af en række forhold. Mulighed for sund morgenmad og obligatorisk varm mad til frokost - uden betaling. Vægt på fysisk aktivitet i frikvartererne evt. under styring af en undervisningsassistent. Eleverne må ikke blive inde i frikvarteret. Undervisningsassistenter har ikke en læreruddannelse og har en alm. arbejdsuge på 37 timer. De bistår på mange måder både skolen, elever og lærere og er et meget interessant træk.

Svage elever fragår ikke til særundervisning, men følger den almindelige undervisning evt. med hjælp fra en undervisningsassistent eller en 'morfar'. Dette reducerer selvsagt stigmatiseringen af svage elever. Morfaren er typisk en pensioneret lærer eller en anden med lyst og kompetence til at hjælpe i enten praktiske fag eller i læsefag. Undervisningsassistenter og morfar-medvirkende hjælper ofte svage elever i lektiecafeer efter den ordinære undervisning. Og dette er givetvis en væsentlig årsag til, at kundskabsspredningen blandt finske elever er blandt de laveste.

Forældre skal kvittere

Læreren viser respekt for elevernes skriftlige arbejder, som der er meget af, ved grundige rettelser og kommentarer. I mange tilfælde skal eleverne vise dette til forældrene, der skal kvittere for, at de har læst disse, hvad der naturligvis også er medvirkende til at inddrage forældrene.

Ovenstående er kun et udpluk. Interesserede bør læse Frans Ørsted Andersens bog: Finsk pædagogik - finsk folkeskole, som det foregående er uddraget af.

Som udenforstående er det med stor undren, at jeg den ene gang efter den anden kan konstatere, at problemer i den danske folkeskole mødes med hovsaforslag, som Finn Helds synspunkt, de kuldsejlede nationale it-test og gymnasiereformen m.v. er eksempler på. Hvordan kan det være, at det foregår sådan på et så vigtigt område i Danmark? Her kommer man næppe udenom at inddrage det manglende faglige niveau og lederskab i Undervisningsministeriet. De aner simpelthen ikke, hvad de skal gøre. Derfor improviseres der med fatale konsekvenser, jf. blot kuldsejlingen af de nationale it-test.

Hvorfor er det ikke muligt i Danmark med udgangspunkt i et seriøst undersøgelsesarbejde at lægge en langsigtet og begrundet plan for folkeskolen, som de centrale aktører kan være fælles om? Begge hovedaktører - Undervisningsministeriet og Danmarks Lærerforening - står ellers til at vinde. Et bedre skolevæsen og langt mere respekt om lærergerningen burde være mål, der kunne forene. Men det er nok for meget at vente, at et sådan initiativ vil blive taget, så længe undervisningsministeren hedder Bertel Haarder. Impulsiv handling og bedreviden har altid karakteriseret ham.

Christen Sørensen er professor ved Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak - især for det allersidste afsnit. Kortere, bedre og sandere kan det ikke siges.

Bertel er squ da ikke interesseret i en bedre folkeskole, meningen og målet er at jage folk over i privatskolerne. Har selv 2 børn der går i folkeskole, og det er simpelthen under lavmålet. Jeg spørger mig selv hvad meningen er, og ovenstående er den eneste forklaring jeg kan finde. Jeg mener, hvad ellers? Jeg tror ikke det kunne gøres så dårligt, med mindre det var med fuldt overlæg.

@ Benny Madsen

Meget kan man sige om Bertel Haarder, men at han skulle ønske, at fremme
privatskoler er nu skudt langt over målet. Det er ganske simpelt ikke sandt.

Forældre til børn i folkeskolen har mange muligheder for at engagere sig i deres børns skole - og gøre skolen bedre. Det er der nogle der gør, andre kræver og kræver - uden reelt engagement!

Mendes nu en undersøgelse hvor finske skoleelever var i bunden med hensyn til glæden/trivsel ved at gå i skole.
Der er mange der en eller anden agenda i at gøre den danske folkeskole dårligere end den faktisk er.

Jeg ved jo ikke om det har været Bertel Haarders mening - men han har været god til at ødelægge alt, hvad der kunne hæve dansk skoleundervisning. Om det så drejer sig om folkeskolen eller gymnasiet, så har han haft travlt med at diskreditere den.

At der så var nogle radikale undervisningsministre, der ikke har gidet rette op på det ind imellem, er en historie, ingen ser ud til at ville beskæftige sig med.

Så sørgeligt sandt

Må jeg ikke erindre den gode Professor om at i Finland er der ret mange mødre som går hjemme hos børnene - og som derfor er i stand til at hjælpe i skolen. Jeg synes også jeg vil ewrindre den gode Professor om at lærer-lønningerne i Danmark er nogle af de højeste i Europa - gad vide hvor meget lærerne får i løn i Finland - til trods for deres fine universitets-uddannelse...som vist da slet ikke er en universitets-uddannelse i dansk forstand, men blot et seminarie-lignende 5 års ophold på en professionshøjskole (university college) af dansk tilsnit...

Og må jeg ikke også erindre den gode Professon om, at i Danmark går bogligt svage elever ikke fra til f.eks. matematik-undervisning, men der kommer en lærer i nogle timer hver uge for at hjælpe dem - som støtte.

I Danmark har vi desuden en tradition for at skolen ikke blot er en (ind)lærings-anstalt, men også et kulturelt samlingspunkt. Det betyder at skolen f.eks. står for fastelavns-fester, skolefester, og udflugter til f.eks. steder hvor visse børn normalt aldrig ville komme. Det betyder også at vi Danmark afsætter deciderede timer til at tale med forældrene - ligesom vi også i den danske folkeskole sørger for at børnene kommer på lejrskole.

Og det er det som koster - vil jeg mene - ikke de mage fotokopier. Desuden handler det vel også om at i Finland har man et mere, næsten 1950er, syn på hvad undervisning, læring og især indlæring vil sige.

Interesserede har de sidste 2 onsdage kunnet følge med i NRK2's udsendelse SPEKTER, hvor de sammenlignede det norske, det danske, og det svenske skolesystem med det finske. Og det var altså chokerende at se, hvordan de finske skolebørn opførte sig stille og roligt - og rejste sig for læreren. Præcist som man gjorde herhjemme i 1950erne..

Til gengæld var det også forfriskende at se, hvordan den kvindelige finske lærer som var på besøg i den svenske skole,håndterede den uro der var i computer-rummet, da de skulle søge efter informatione om Finland. Her blev hun ikke irriteret, men tog det roligt. Og satte eleverne til at skrive om, hvad de havde oplevet og hvorfor. Og her kan vi Danmark altså lære meget af, hvordan man evaluerer rent skriftligt vil jeg mene...

Og det er altså i mine øjne ansvar for egen læring - at træne eleverne til at se, hvad der gik galt med deres læring, så de kan gøre det bedre næste gang.

Jeg kan forstå at det tidligere medlem af det økonomiske råd er bange for at Danmark skal sakke bagud i forhold til komkurrencen med f.eks. Finland. Det er jeg nu ikke så bange for - ganske enkelt fordi jeg ved at danske skolebørn er noget nær verdensmestre i at klare uforudsete problemer og hjælpe hinanden med at overvinde dem. Det er finske børn altså ikke.

De er verdensmestre i en ting - og det er at få 47 point over gennemsnittet på 500 (=547 point) i f.eks. matematik mv. i PISA-test, hvor Danmark faktisk ligger på ca. 494-496 point. Her burde den gode Professor nok have henvendt sig til Bjørn Lomborg, som kunne have fortalt ham, at der noget som hedder varians og spredning. Og at Danmark lige så godt kunne have fået ca. 510 point eller deomkring og at Finland lige så godt kunne have fået ca. 530 point (eller deromkring). Som churchill engang sagde:
'there lies, damn lies and then there's statistiscs'.

Og må jeg ikke så for egen regning tilføje, at jeg synes, det er udtryk for en elendig og sølle forfatning og et sølle, elendigt håb for den danske folkeskole, hvis det udelukkende handler om at de danske skole-elever skal klare sig ligeså godt i f.eks. matematik som de finske gjorde og gør i matematik. Noget helt andet er jo at den finske regering rent faktisk satte
255 mill. kr. af til forbedret matematik-undervisning over 5 år. Så får man jo også en forbedret matematik-undervisning...

Det synes helt at mangle i den danske optik og debat om det her...

@Karsten Aaen

Klap klap Klap ....