Læsetid: 4 min.

Værdikampens tabere

Der er langt fra de konservatives nuværende 18 mandater til tilslutningen i storhedstiden i 1980'erne. Partiet lider under, at Foghs succesrige værdipolitik i vid udstrækning er konservativ
Bendt Bendtsens har løst sin primære opgave - at bygge bro mellem partiets to fløje - men han kan ikke forlade scenen, uden at fløjkampen risikerer at bryde ud igen. Partiets to kronprinsesser, Connie Hedegaard og Lene Espersen, repræsenterer nemlig hver sin fløj i den klassiske strid.

Bendt Bendtsens har løst sin primære opgave - at bygge bro mellem partiets to fløje - men han kan ikke forlade scenen, uden at fløjkampen risikerer at bryde ud igen. Partiets to kronprinsesser, Connie Hedegaard og Lene Espersen, repræsenterer nemlig hver sin fløj i den klassiske strid.

Tariq Mikkel Khan

29. marts 2008

På slagmarken efter novembervalgets politiske holmgang ligger flere kriseramte partier. Ikke bare Socialdemokraterne og Ny Alliance er erklæret kriseramte, men også Enhedslisten, de radikale og nu de konservative vånder sig, udøver selvkritik og søger 'fornyelse'.

De konservatives lederskab så - ligesom Socialdemokraterne - umiddelbart valget som en slags sejr: De konservative gik lidt frem, og efter at partiet havde mistet EU-parlamentarikeren Gitte Seeberg til Ny Alliance, som i en periode så ud til at samle en betydelig andel af de konservative vælgere, var et sådant resultat tilfredsstillende.

Men efter at krudtrøgen har lagt sig, og en ny valgperiodes kampbetingelser begynder at tegne sig, er utilfredsheden dukket op igen.

Foghs værdipolitik

Forhenværende statsminister Poul Schlüter satte på et konservativt påskestævne gang i processen, og Schlüters kritik af partilinjen blev fulgt op af folketingskandidat i Høje Taastrup Kurt Scheelsbeck, der tog initiativ til en 'grøn skole', som parallelt med Ritt Bjerregaards røde skole skal afsøge mulighederne for fornyelse i konservativ politik. Til Politiken sagde Schlüter (der scorede 43 konservative mandater i 1984):

"For mig er det helt utilstedeligt, at vi kun får 18 mandater ved valg efter valg. Der skal man passe på, at vi ikke bliver låst fast. Der er langt flere konservative vælgere end dem, der nu sætter kryds ved liste C".

Foghs værdipolitiske offensiv sejrede ved novembervalget for tredje valg i træk. Og de konservatives problem er vel især, at Foghs værdipolitik i meget vid ustrækning er konservativ: Han forsvarer sammen med Dansk Folkeparti et 'oprindeligt Danmark', en 'dansk model', som har givet de underprivilegerede danskere bedre vilkår end tilsvarende befolkningslag har i noget andet land. Fogh har stået for - hånd i hånd med den populære konservative kronprinsesse Lene Espersen - en klassisk konservativ stram retspolitik. Han er gået i krig, hånd i hånd med amerikanernes 'compassionate conservative', George Bush. Fogh er langt mere konservativ, end han er liberal, og dermed bliver de konservative klemt. Specielt fordi Dansk Folkeparti på den anden side samtidig kombinerer klassiske konservative værdier - Gud, konge og fædreland - med en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik .

Folkelig opbakning

Men Fogh har vundet en langt mere gennemgribende sejr end den indbyrdes konkurrence med de konservative.

Foghs værdipolitik har på helt afgørende punkter vundet så bred folkelig opbakning, at stadig flere af oppositionspartierne har måttet tilslutte sig helt centrale elementer: Allerede efter 2001-valget begyndte Socialdemokraterne at tilslutte sig udlændingepolitikken - selv om man skulle hen over et par formandsskift og en afskrælning af Karen Jespersen, før operationen var fuldført.

I 2005 vandt de radikale frem på sin konfrontatoriske modstand mod regeringens udlændingepolitik, men bare et år - og en Muhammed-krise - efter valget, gerådede de radikale i indre splittelse. Stærke kræfter i partiet opgav konfrontationen med Foghs udlændingepolitik, men signalerne viste sig at være så tvetydige, at udbryderne fra de radikale i Ny Alliance aldrig fik fast grund under fødderne.

Efter 2007-valget kan det se ud, som om situationen gentager sig: SF, som fik stor fremgang ved valget, formår at samle yderligere store vælgergrupper bag sig ved at tilslutte sig i hvert fald dele af det regerende flertals retorik i værdikampen, men sender måske igen så tvetydige signaler, at SF's fremgang vil vise sig lige så flygtig som Ny Alliances.

Opgør

En central markering i Foghs værdipolitiske offensiv var hans markante kritiske udmelding om smagsdommere, hvormed han bevidst udfordrede den venstreorienterede og kulturradikale intelligentsia, der har fyldt vældig godt op i den danske offentlighed, i medier og kulturliv efter årtiers socialdemokratisk-radikalt samarbejde og radikal nøgleindflydelse på undervisningssektor og kulturliv.

Foghs udfald har medvirket til, at statsministeren har mødt synlig og massiv modstand fra en betydelig del af den artikulerede offentlighed. Værdikampen har dermed i høj grad været et opgør mellem to fraktioner af den offentlige meningsdannelse, som ikke er repræsentative for vælgerne.

Mens der i offentligheden kan synes at have udfoldet sig et tilsyneladende jævnbyrdigt opgør mellem to artikulerede fronter i værdikampen, har de mest kontroversielle dele af Foghs politik haft massiv opbakning blandt vælgerne.

Situationen har berøvet den socialdemokratiske tilnærmelse til Fogh i udlændinge-, rets- og skolepolitikken troværdighed og intellektuel opbakning. Og dermed været med til at undergrave mulighederne for et politisk skifte ved valgene i 2005 og 2007. I den forbindelse er det helt karakteristisk, at de eneste rigtig dynamiske bevægelser i den politiske frontdannelse, Naser Khaders og Villy Søvndals, har indeholdt forsøg på at bryde den eksisterende frontdannelse, men med markeringer, der risikerer at ende med at blive for tvetydige for vælgerne.

Kronprinsesserne

Tilbage står de konservative med deres 18 mandater - også en slags ofre for værdikampen. De befinder sig i den paradoksale situation, at konservative ministre er blandt regeringens allermest populære - med Connie Hedegaard og Lene Espersen i spidsen.

I forhold til en vælgerbefolkning, der er blevet særdeles troløs i forhold til partidannelserne, har de konservative det store problem, at Bendt Bendtsen ikke reelt er statsministerkandidat og savner pondus og skarphed som politisk leder både indadtil og udadtil.

Bendtsens historiske opgave har været at skabe et kompromis mellem to fløje i det konservative parti, som i 1990'erne var ved at blive revet i stykker af fløjkampen. Den opgave har han løst. Men han kan ikke forlade scenen, uden at der er risiko for, at fløjkampen bryder ud igen.

De to kronprinsesser, Hedegaard og Espersen, repræsenterer hver sin fløj i den klassiske strid, men de har et forsonligt forhold til hinanden, og begge synes overbevist om, at de inden næste valg løser problemet, så de konservative er klar til et generationsskifte på formandsposten, senest når Foghs udnævnelse til en international toppost udløser et sådan skifte hos Venstre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er langt flere konservative danskere p.t. end vælgere til De Konservative. Potentialet er til mindst det dobbelte i mandattal, som Poul Schlüter forleden var inde på. Gud, Konge og Fædreland er nemt at trække på smilebåndet af efter årtiers kulturradikale angreb, men inderst inde vil de fleste af os danskere ikke være foruden nogen af delene.

Jeg er enig i, at vores statsminister er værdikonservativ, og tak for det. Når blot vi kan få overbevist Venstre om tage opgøret på det fordelingspolitiske felt også, så er der langt om længe morgenluft at vejre for sand borgerlighed i Danmark.

Tja med ovenstående så kan det ikke undre nogen, at De Konservative ikke har flere vælgere. Og Gud forbyde det, vi har haft Gud, Konge, Kejser og Fører nok efterhånden. M.h.t. fordelingspolitik så er Venstre da ved at tage et opgør, der bliver flere og flere fattige, flere og flere psykisk syge der drøner rundt på gaden fordi der ikke er hospitalpladser nok, og skoler står og forfalder, den kollektive trafik ligger i ruiner og landets veje er fulde af huller, kort sagt Danmark er ved at udvikle sig til en bananrepublik, så hvad mere vil du? Desforuden så ligger De Konservativ rent ideologisk tættere på Socialdemokraterne, idet der i feudalismen rent rent faktisk ligger det implicit at staten skal spille en betydelig rolle. Men du er garanteret KU'er som tror at konservatisme er lig med ultraliberalisme, men tværtom de er fatisk hinandens modsætninger.

Men jer er enig i at vores statsminister ikke er liberalist, han er Calvinist! Og dermed ligner han måske en konservativ meget godt. Du sådan en "arbeit muss sein" type.

De konservative har fejlet på afgørende områder indenfor de sidste ti år. Derfor er de røget bag af dansen.

Under Muhammedkrisen deponerede Bendt Bendtsen sin vilje i lommen på Dansk Industri, hvilket var kvalmt.

Under indvandrerdebatten har De Konservative også skelnet mere til industriens interesser end til nationens.

Under alle overenskomstforhandlinger støtter De Konservative kun arbejdsgiverinteresser, som vi stadig befandt os i 1930 på trods af, at langt størsteparten af deres potentielle vælgere er lønmodtagere.

Jeg ser mig selv som Conservativ med stort C, og jeg kunne ikke drømme om at stemme på partiet, som jeg gjorde i Schlüterperioden, hvor partiet gik forrest i opgøret med nationens forfald.

Hvad skal man som konservativ med det "konservative" folkeparti, når vi Gud ske tak og lov har fået Dansk Folkeparti i stedet?

Chris David Bonde Henriksen

Tak for det, Vadmand ! Nej, jeg er selv konservativ og finder ofte bigotte synspunkter om nationalitet hos Dansk Folkeparti. Uden indvandring igennem tiderne havde vi ikke været den nation, vi er i dag.

Alle grupper har bidraget, hver på sin måde, det være sig hollændere, tyskere, hugenotter fra Frankrig, jøder (i flere omgange, senest fra Polen 1969/70), svenskere - igennem mange århundrerer, polakker (Lolland og Bornholm), mange bosniakker og andre fra ex-Jugoslavien (tidligere grupper af Makedonere og Albanere) samt arbejdere fra Tyrkiet (som vi havde meget brug for i begyndelsen af 60erne) og vi kan blive ved.

Mange somalier og irakkere er også ved at finde deres pladser. Palæstinenserne har store problemer, måske fordi de har været i flygtningelejre i årtier. Men også de skal nok få del i samfundskagen en dag.

Chris, Derfor vil I vedblive med at være et nicheparti. Indvandrer spørgsmålet har splittet jer ad, nøjagtig som socialdemokraterne og det hedengangende CD, der slet ikke fattede, hvilke vælgere de appellerede til.

Erik Meier Carlsen:

"Værdikampens tabere"

Artiklen er det sædvanlige Carlsenske vås. En ting er dog sikkert. Det vil være helt på plads at erklære Erik Meier Carlsen som en af værdikampens vindere.

Erik Meier Carlsen har jo virkelig formået at anvende værdikampen til sin egen fordel, idet han tydeligvis har bygget hele sin karrierer op om at sprede og forkynde fremmedangstens og neonationalismens evangelium, først som chefredaktør på B.T. og nu som stand-up kommentator på Dagbladet Information…

Ja, ligegyldigt hvad... så bliver Mette Fredriksen den første kvindelige statsminister! Ingen af dullerne hos de konservative når Mette Fredriksen til sokkeholderne, når vi snakker troværdighed - og det er nu engang det, mange folk stemmer ud fra...

De konservatives problem er i høj grad fraværet af politiske sværvægtere.
Schlüter kan jo meget vel sidde og brokke sig - for selv om han blev smidt ud fordi han ikke havde orden i egne rækker - er han en tilsyneladende succés. Men det er i høj grad hans arv, at de konservative straks røg ud i fløjkrigen mellem Hans Engel og Dyremose - en fløjkrig, der først endte, da Bendtsen (der ikke engang ved, hvad der foregår i hans eget hjem!) kom til.

De konservative for først fremgang, når de skaffer sig en "billetsælger", der kan opsamle de udefinerede borgelige vælgere.

Sådan een har de ikke for nuværende - og Gud ske tak og lov for det!

@TA

"så bliver Mette Fredriksen den første kvindelige statsminister!"

Det kan da godt være, at Mette Frederiksen bliver statsminister en dag, men det bliver bare ikke i Danmark. Hun ligger ganske enkelt for ude til venstre.