Læsetid: 5 min.

Valutaer kommer og går

Tilliden til dollaren som verdens førende valuta er lav, og der spekuleres vidt og bredt om både Europas og Asiens muligheder for at overtage rollen. Et kig tilbage på pundets storhed og fald kan give et muligt svar
Indland
27. marts 2008
Råolie bliver handlet i dollar, og det er helt afgørende for dollarens status som verdens førende valuta. At flytte oliemarkedet over i euro ville stille et kæmpe spørgsmålstegn ved dollarens rolle som ankervaluta.

Råolie bliver handlet i dollar, og det er helt afgørende for dollarens status som verdens førende valuta. At flytte oliemarkedet over i euro ville stille et kæmpe spørgsmålstegn ved dollarens rolle som ankervaluta.

Michael Probst

BRUXELLES - Det handler om tillid. Når danskerne i bronzealderen handlede med romerske sølvmønter, var det ikke kun for sølvets værdi. Det var også, fordi der var tillid til, at andre ville tage imod mønterne for deres værd.

"Det grundlæggende er, at man tror på, at en reservevaluta holder værdien," forklarer Ingrid Henriksen, lektor i økonomisk historie ved Københavns Universitet.

Et kig tilbage på verdens tillid til skiftende valutaer er blevet aktuelt i kølvandet på dollarens styrtdyk, og de mange mistillidserklæringer det har affødt. Ikke mindst de offentlige overvejelser om at forlade dollaren, som generalsekretæren for de olieeksporterende lande i OPEC, Abdullah al-Badri, gjorde sig i februar.

"Måske kan vi fastsatte olieprisen i euro," sagde al-Badri til magasinet Middle East Economic Digest. "Det kan gøres, men det vil tage tid."

Generalsekretærens ord gav rystelser. Råolie bliver handlet i dollar, og det er helt afgørende for dollarens status som verdens førende valuta. At flytte oliemarkedet over i euro ville stille et kæmpe spørgsmålstegn ved dollarens rolle som ankervaluta eller reservevaluta, altså den valuta, verdens lande bruger som deres nationalbanks sikkerhed.

Dollar vs. Euro

al-Badri er ikke alene om sin mistillid til dollaren. To amerikanske professorer, Jeffrey Franklin fra Harvard og Menzie Chinn fra universitetet i Wisconsin i USA, har i årevis forsket i spørgsmålet dollarens fremtid som ankervaluta. Og den seneste tid har fået dem til at ændret mening.

"For nogle år siden troede vi, at der kunne komme en ændring af rollerne inden for de kommende to årtier," skrev Frankel og Chinn ganske kort efter OPEC-meldingen:

"Nu tror vi, at euroen kunne overhale dollaren så tidligt som 2015."

Hvis dollaren skulle miste sin rolle som verdens valuta, kan det koste USA dyrt. "Vi ville miste det privilegium, det er at spille bankmand for hele verden. Kombineret med andre politiske udviklinger kan det endda føre til afslutningen på det økonomiske og politiske herredømme. Det er århundredgamle fordele, der ikke bare kan kastes væk," advarer Frankel og Chinn. Hvorvidt en valuta kan holde skansen afhænger af andet end økonomisk magt og nøgletal. I samme tidsrum, som USA har mistet sit overskud på budgettet, er sympatien og den politiske støtte i resten af verden faldet støt, understreger Franklin og Chinn. Eksempelvis er briternes opbakning til USA faldet fra 83 til 56 procent, og tyskernes fra 78 til 37 procent.

Et skift fra én førende valuta til en anden sker kun "en gang på et århundrede. Men det skete med pundet i det sidste århundrede, så hvem siger, at det ikke kan ske med dollaren i dette," spørger de to forskere.

Verdens valuta

Flere forskere tager for tiden et kig tilbage på historien om, hvordan det britiske pund, der blev brugt som anker-valuta inden dollaren, gled i baggrunden. Den vigtigste forudsætning for en stærk valuta er, at den er bakket op af en stor økonomi med frihandel og veludviklede kapitalmarkeder. Alt det opfyldte det britiske imperium i sin tid. London havde i 1800-tallet et pulserende finansielt liv, og udenlandske regeringer sikrede sig en stabil valuta ved at handle i britiske pund fremfor i usikre lokale valutaer. Den britiske regering gjorde dengang en meget bevidst indsats for at styrke brugen af pundet ved at gøre det lettere at gennemføre pengetransaktioner.

"I det 18. århundrede var Storbritannien den største økonomi i den vestlige verden. London var centrum for international handel og finans, og valutaen var konvertibel. Derfor blev pundet verdens reservevaluta," forklarer Avinash Persaud, chef for finansrådgiverne Intelligence Capital Ltd., under en forelæsning på Grisham College i London. Men i sent i det 19. århundrede overtog USA positionen.

"Og det blev styrket af Europas forsøg på at udslette sig selv fra 1880'erne til 1940'erne. I 1960'erne havde dollaren overhalet pundet og var blevet verdens nye reservevaluta," siger Persaud.

Himmel og helvede

At pundet ikke fik sin endelige deroute før 1960'erne, selv om Storbritannien for længst var holdt op med at fungere som et ægte imperium, skyldtes dels, at den slags ændringer går langsomt, dels at den britiske regering gjorde alt for at kæmpe imod.

"At få status som reservevaluta er himmelsk, for man udskriver checks, som ingen indløser. At miste status som reservevaluta er helvede, for alle begynder at indløse checkene, som du har udstedt gennem tiden," forklarer Persaud.

I 1930'erne lå de fleste reservepund i de gamle britiske kolonier som Irland, Indien, Pakistan og Australien, og den britiske regering forsøgte aktivt at bevare pundets værdi ved at holde deres kolonier i et jerngreb. En sådan kamp mod udviklingen kunne ske igen:

"Der er ingen grund til at tro, at USA ikke vil udøve en ny imperialisme ved at lægge pres på lande for at blive i dollarblokken," vurderer Persaud.

Barry Eichengreen fra universitetet i Berkeley i Californien har studeret "Pundets fortid, dollarens fremtid". Inden Første Verdenskrig havde briterne udlånt to en halv gange så mange pund, som Bank of England havde i guldreserver.

"Først og fremmest," argumenterer Eichengreen, "afhænger dollarens rolle som reservevaluta af USA's egen politik." Problemet er nemlig ikke kun andre økonomiers opsving, men også den store gæld, som USA har oparbejdet de senere år. Hvis udlandsgælden får lov til at vokse for meget i forhold til nationalproduktet, vil udlændinge før eller siden begynde at tøve overfor dollaren. Med denne tøven er vi tilbage ved nøgleordet tillid.

Europa eller Asien?

Selv om OPEC's melding for nogle uger siden gav genlyd, mener professor Ole Risager fra Copenhagen Business Schools Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse ikke, at der er udsigt til en ny reservevaluta i den nærmeste fremtid. Godt nok er dollaren svag i forhold til euro'en, men det kan sagtens nå at ændre sig på blot et år, vurderer han. Og hvis den skulle tippe, ville dollarens førerrolle ikke nødvendigvis blive afgivet til Europa, men måske nærmere til Kina.

"Selv hvis OPEC satte sine priser i euro, betyder det ikke, at euroen får reservestatus. På den lange bane ser jeg nærmere en større rolle til den kinesiske yuan. Men der går flere årtier," vurderer Ole Risager.

Franklin og Chinn hælder dog mod euroen, det samme gør Eichengreen. Kina har simpelthen ikke sine finansmarkeder og stabilitet på plads endnu, mener Eichengreen.

"En ting kan vi være sikre på, det er at reservevalutaer kommer og går. De holder ikke evigt. Internationale valutaer har budt på kinesiske Liang og græske drakmer, der blev presset i det femte århundrede før Kristus," fortæller Avinash Persaud. Der var "sølvmønter med kørnertegn i det fjerde århundrede i Indien, romerske dinarer, byzantinske solidus og islamiske dinarer i Middelalderen, venetianske dukater i renæssancen og hollandske gulden i det 17. århundrede." Og pund og dollar i vore århundreder. Indtil nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her