Har man først valgt at styre ved hjælp af markedskræfterne, må man være konsekvent og gå hele vejen.
I klimapolitikken har danske og europæiske politikere for længst introduceret to markedsbaserede systemer. Derfor bør man droppe andre, overlappende reguleringer, der bare skaber forvirring og hindrer, at man når CO2-reduktionerne på den billigst mulige måde.
Sådan lyder et hovedbudskab i den næsten 400 sider store vismandsrapport, som i går blev drøftet i Det Miljøøkonomiske Råd og efterfølgende offentliggjort.
Rapporten tager afsæt i, at der i dag i EU opereres med en CO2-kvotebaseret sektor, der omfatter energiselskaber og tunge industrivirksomheder plus en sektor med 'resten', dvs. transportsektoren i EU-landene, landbruget og den del af opvarmningssystemet, der er baseret på individuelle kilder som olie- og gasfyr.
Den kvotebaserede sektor reguleres via det overordnede kvoteloft og de individuelt tildelte CO2-kvoter, som virksomhederne kan handle med indbyrdes på det europæiske kvotemarked.
Nej tak til VE-mål
Hvad restsektoren angår - for Danmarks vedkommende svarende til ca. halvdelen af CO2-udledningerne - er der flere forskellige mål og styringsredskaber i spil, men det logiske ville ifølge vismandsrapporten være, at man koncentrerer sig om ét redskab, der parallelt med kvotesystemet kan virke som bremse på CO2-udledningerne og forbruget af fossile brændsler.
"Begrænsningen af CO2-udledningen sker for den kvoteomfattede del af økonomien gennem det europæiske kvotesystem, mens CO2-udledningen i den øvrige del af økonomien kan påvirkes af CO2-afgiften," der ligesom kvoterne sætter en pris på udledningen af CO2, anfører rapporten.
"En stramning af CO2-målsætningen - gennem en reduktion af antallet af kvoter i det europæiske system og en tilpasset forøgelse af CO2-afgiften for den ikke-kvoteomfattede del af økonomien - vil således føre til, at prisen på energi baseret på fossile brændsler stiger. Dette vil øge incitamentet til vedvarende energi."
"Det er i dette lys vanskeligt at se berettigelsen af en selvstændig målsætning for vedvarende energi," påpeger vismandsrapporten og konfronterer dermed Europa-kommissionens aktuelle forslag til forpligtende mål for udbygningen med vedvarende energi i de enkelte lande - for Danmarks vedkommende 30 pct. af energiforsyningen i 2020.
"Ved at opstille selvstændige mål for vedvarende energi og energispareindsatsen opstår der en risiko for, at de grundlæggende mål ikke opnås på en omkostningseffektiv måde (...) Anvendes i stedet kvotesystemet og CO2-afgifter, øges prisen på anvendelsen af (de fossile) brændsler, og markedet finder med udgangspunkt i de relative priser den kombination af vedvarende energi og energibesparelser, der minimerer de samlede omkostninger," hedder det.
Og pointen skæres for en sikkerheds skyld ud i pap: "Lad markedet og ikke politikerne bestemme, hvad der er billigst."
Fjern støtte
Vismandsrapporten undsiger tilsvarende den øgede støtte til vedvarende energi, der netop er besluttet med den ny energipolitiske aftale på Christiansborg.
"Øget støtte til vedvarende energi er ikke nogen god ide," for "øget støtte til vedvarende energi reducerer ikke umiddelbart udledningen af CO2," konstateres det.
"Dette skyldes, at mere vedvarende energi i forsyningssektoren reducerer behovet for CO2-kvoter og dermed prisen på dem. Dette gør, at efterspørgslen efter fossile brændsler øges andre steder."
I det hele taget indebærer valget af kvotesystemet på EU-plan, at det inden for kvotesektoren ikke giver mening at gennemføre en særlig ambitiøs national indsats, fordi det blot skaber ledige kvoter, som andre vil købe og udnytte. Som rapporten udrykker det: "Dette har den helt centrale konsekvens, at en national dansk CO2-reduktion på det kvoteomfattede område ikke vil reducere den samlede internationale udledning af CO2, fordi tilladelsen til udledning blot sælges videre til virksomheder i andre EU-lande, som derved kan øge deres udledning. Således vil f.eks. en dansk udbygning af vedvarende energi i el- og varmeforsyningssektoren, der reducerer den nationale CO2-udledning, ikke få nogen virkning på den samlede internationale CO2-udledning."
Budskabet om at lade markedet råde bliver ikke vel modtaget af klimaminister Connie Hedegaard (K):
"Miljøvismændene mener ikke, at vi behøver støtte vedvarende energi mere, end vi hidtil har gjort, for den kommer helt af sig selv. Men det er der ikke ret meget ude i virkeligheden, der tilsiger," siger Connie Hedegaard, der også mener, at en del af miljøvismændenes konklusioner hviler på alt for teoretiske præmisser.
Også SF's klimaordfører, Anne Grete Holmsgaard, afviser, at markedet alene skal kunne nedbringe CO2-udslippet:
"Det er jo en de der typiske kortslutninger fra økonomerne: Når vi kan se, at det kan svare sig økonomisk, så gør folk også sådan. Men sådan er verden bare ikke skruet sammen. Det er godt at bruge pris som styringsværktøj, men langt fra nok," siger Anne Grete Holms-gaard.
Greenpeace peger på, at vismændenes sværgen til markedsmekanismer allerede har spillet fallit: "Den borgerlige regerings politik frem til den nye energiaftale har jo været et klart eksempel på, at vismændenes teori ikke holder i praksis. For her er det gået helt i stå med udbygningen af vedvarende energi," siger klima- og energimedarbejder i Greenpeace, Tarjeri Haaland.
Kære VISMÆND (nb: = en viis mand, muligvis kvinde).
Det er ikke markedet, der skal reddes, det er menneskeheden.
Bæredygtighed er ikke en tilfældig eksternatlitet i forhold til den økonomiske disciplin.
Ræven har altid været fremragende til at vogte gæs
Det kan være det er hård kost i en følsom avis som Information, men skal den teknogiske revolution som er nødtvendig for at udfase de fossile brændstoffer blive til noget, skal investorerne se en interesse deri. Investorer har nu engang kun fokus på afkast og handler ikke udfra noble og uselviske motiver.
Derfor skal markedskræfterne i sving. Der er ikke så svært rent teknisk, markedskræfterne kan nemt styres gennem afgifter. Men det er også nødvendigt.
Markedet er på ingen måde uafhængigt af politiske beslutninger som det er nu. Det er en ren tilsnigelse at lade som markedet fungerer frit og uden indblanding. I den vestlige verden (den kapitalistiske verden mao) alene er der enorme subsidier som styrer markedskræfterne hen i alle mulige og ofte forkerte retninger. Udover de velkendte subsidier til landbruget er det støtte til biltransport (lastbilerne kører næsten gratis rundt mens de ødelægger vejene, i udlandet er alle biler subsidierede idet de ikke dækker de omkostninger de påfører samfundet, herunder forurening), der er subsidier til både fossil og atom energi, til skibsfarten, stålproduktionen, våbenproduktionen osv osv, altsammen subsidier som forvrider markedet og ødelægger konkurencen så vi får de forkerte produkter og ydelser, endda til overpris. Der er også enorme spild, manglende vedligehold af hele infrastrukturen, veje, jernbaner, hospitaler, skoler, kloaksystemer osv. så vi i stedet skal renovere, rehabilitere og genbygge til en langt højere omkostning end hvis vi havde foretaget det optimale vedligehold. Det skaber jo arbejde til entreprenørerne kan man sige.
NB: Subsidier er - i min fortolkning - offentlige investeringer med negativ forrentning for samfundet. Det er derimod fornuftigt at støtte aktiviteter som giver positiv forrentning til samfundet. Det handler især om aktiviteter som ikke kan skabe positiv forrentning for den enkelte investor (ellers ville han jo investere af sig selv). F.eks. en metro som aldrig vil kunne betale sig at bygge for en privat investor fordi omkostningerne ikke kan hentes hjem på billetter (e.g. fra lønmodtageren). Derimod kan metroen sagtens være en samfundsmæssig god investering fordi hele samfundet har gavn af den, også de der ikke selv bruger den (e.g. direktøren)
Men intet er lettere end at give subsidier til højre og venstre når man har en trofast befolkning som afleverer sin skat uden de store indvendinger og krav om god forvaltning.
Men problemet er altså politisk. Der kræves internationale aftaler og nationale beslutninger til at støtte en udfasning af fossile energi til fordel for VE. Alle undersøgelser viser det kan betale sig samfundsmæssigt, vi skal bare have investorerne med, det skal også kunne betale sig for dem. Når først de (vi?) ser at pengene ligger i at financiere udfasningen, så går hul på dæmningen, så sker der noget.
Vi skal bare vride armen om på politikerne. Det er jo ikke noget nyt. Kan vi det?
Mvh Søren
Først tjente dollar og sidst tjente dollar
For at kunne hævde gyldigheden af den uendeligt grænseløse dyrkelse af økonomisk berigelse, er man nødt til at hævde, at den sidst tilkomne akkumulerede nominelle værdi har lige så stor gyldighed som den først tilkomne, at ingen former for behov, som de defineres i omverdenen til det økonomiske system, kan sidestilles eller hæve sig over de behov, der registreres nominelt på det økonomiske systems målestok.
Når verden har underlagt sig denne økonomisk systembetingede fremmedreference, er den sidste dollar, som en rigmandskvinde i New York investerer i sin blårævepels, af samme værdi som den første dollar, en afrikansk bonde investerer i såsæd til næste års høst. Begge dollars har samme nominelle værdi systeminternt i det økonomiske systems reference til omverdenen. Og for så vidt samfundet ideologisk underordner alle andre iagttagelser, med deres respektive indikationsværdier, under den samme værdi i økonomiske nominel forstand, ja så har man, uden at forstå sig selv, diskvalificeret omverdenen til den økonomiske iagttagelse for så vidt omverdenen skulle byde på andre værdiangivelser. På den måde er alle andre former for kvalificerede iagttagelser bare omverden for dette grænseløst økonomisk troende samfund, i kraft af en perspektivisme som kun kan indpladsere sig selv i genstandsområdet for sit virke ved at mediere sine egne betragtninger i økonomisk perspektiv. Følgende betragtning er på den måde fremmed omverden for de troende: ”Det at den første dollar falder som den sidste ud af adskillige tusinde og det at kvinden, der køber pelsen for beløbet, er uvidende om pelsens reelle pris, selv om hun udelukkende betaler, med det formål at vise at hun kan betale, sætter værdien af den sidste dollar for hende som nul. For afrikaneren er hans første dollar et spørgsmål om liv og død. Værdien af næste års høst er kolossal for ham.”
Symbolikken i den økonomiske vækstfilosofi er blind for omverdenen med dens i økonomisk forstand diabolske værdier. Systemteorien er en del af det diabolske i forhold til økonomiens symbolik. Systemteorien kan beskrive og iagttage, hvordan den økonomiske symbolik fungerer som udgangspunktet for æstimeringen af de sociale problemstillinger. Udgangspunktet for iagttagelse er blindt for sig selv. Symbolikken i den økonomiske iagttagelse kan kun mediere de ekskluderede logiske værdier over sin egen symbolik. Den er blind over for prismekanismens svigt i forhold til mulighedsbetingelserne for gyldigheden af prismekanismernes funktion.
De økonomiske problemstillinger centrerer sig om spørgsmålet om økonomisk vækst. Forudsætningen, for at man kan etablere en økonomisk form for delrationalitet, er det økonomiske incitament i den tilstræbte vækst, udbyttet, udkommet. Hvis det nu og her kan betale sig at udnytte den globale afhængighed af fossile brændsler, hvis der er størst fordel ved at bruge de let tilgængelige energiressourcer først for nutiden, så er dét, der er mest økonomisk for nutiden. Fremtidens behov tæller ikke i nutiden. Kun hvis man sætter pris på den. Og hvis man lige frem skal lide afsavn under påskud af hensyn til fremtiden, så skal prisen, vurderingen af prisen på afsavnet sættes af nutiden, med nutidspriser ud fra nutidens æstimering af fremtidens behov. Noget der er yderst abstrakt.
Metoden hedder diskontering, og er almindelig i det der kaldes miljøøkonomi. Her til lands har der været tradition i at æstimere nutidige investeringer i hensyn til fremtiden, med udgangspunkt i nutidspriser. Gevinsten for fremtiden bliver så nedskrevet med f.eks. 5 % for hvert år der går helt frem til den fremtid der skulle høste gevinsten ved nutidens afsavn. Resultatet bliver altid næsten nul. Værdien af enhver liter olie, der ikke brændes af i dag af hensyn til den øjeblikkelige økonomiske vækst, vil på den måde pr. automatik blive reduceret mod nul, efter hånden som tiden går. Logikken kan ikke beskrives som andet end infantil i en eller anden uspecificeret men diabolsk betydning af ordet.
Olien, solen, vinden, den fri energi, den egentlige mulighedsbetingelse, de egentlige knappe ressourcer, får økonomisk værdi som kapital. Men det økonomiske system har ikke nogen rationalitet, der gør det økonomiske system i stand til at mediere det samlede økonomiske systems adfærd i forhold til hele samfundets fremtidige behov for energi f.eks. Da markedet ikke kan mediere nutidens forbrug i forhold til fremtidens behov, på andre måder, end ved at prissætte fremtidens behov i nutidspriser, dvs. systeminternt på markedets betingelser, ja så er denne interne fokusering på fremtidens behov fuldstændigt overladt til noget, der netop ikke er rationelt eller formålsmæssigt på den måde. Vi har nævnt det før. Men Mærsk kan ikke en gang sikre det rationelle i forhold til sin egen organisation. Mærsk kan allerhøjest være heldig at ramme rigtigt i sine æstimeringer af, hvad der er godt for organisationen Mærsk i den tidshorisont som Mærsk nu arbejder med, og som defineres ene og alene af Mærsk selv.
Markedet er ingen organisation. Markedet er en struktur, der danner sig omkring aktørernes respektive optagethed af at sikre sig selv hver især med sit eget udkomme for sig selv. Og disse delrationaliteter er absolut ikke i overensstemmelse med en rationalitet, der danner sig om den formålsmæssighed, som kunne centrere sig om andre aktørers eller samfundets fremtidige mangelsituation. Der er nærmest tale om konflikt, i den forstand, at det kun er nutidens interesser der har noget at skulle sige over for fremtidens, altså en konflikt med den absolut mest skæve magtfordeling man kan forestille sig, netop fordi de ufødte ingen magt har i nutiden.
Kære Steen Ole Rasmussen
Kan det være rigtigt at man kommer ind på webstedet bimbambaby.dk, når man trykker på dit navn? Hjemmeside for second-hand børnetøj?
Kære Erik Rolfsen Nissen
Ja, det er rigtigt. Det er min kones butik for genbrugstøj bl.a. med adresse, e-mail og telefonnummer. Normalt smider jeg folk ind på www.arbejdsforskning.dk Men her har vi lige slettet forskellige mødeoplæg og andre mere relevante tekster, så der er ikke noget i øjeblikket.
Hvis man vil mig noget, kan man bruge genbrugsbutikken, desuden mener jeg genbrug er en god ting, som jeg godt vil reklamere for.
Kære Steen Ole Rasmussen
Tak for oplysningen. Genbrug er absolut en god ting, men jeg blev alligevel lidt overrasket, selvom det jo er fjollet at blive det. Det var jo ikke en hjemmeside for miljøspekulanter.
I øvrigt tak for et godt indlæg i dagens avis.
venlig hilsen
I mange år har miljødebatten drejet sig om, hvorvidt det var markedet, der skulle rede klimaet eller ej.
Ikke nok med at den økonomiske vækst har været proportional med udledningen af CO2, men nu hvor alle de nominelle værdier har afsløret sig som tomme, ja så viser det sig at markedet ikke en gang kan tage vare på sig selv!
Hvordan i helvede skulle markedet så kunne redde klimaet?