Læsetid: 3 min.

Advokater advarer mod EU-forslag til ny terrorlov

Ny terrorlov vil give politiet vid adgang til passagerlister på tværs af EU-lande. Advokatrådet advarer: Oplysningerne er ikke kun til brug for terrorbekæmpelse
Indland
7. april 2008

Folketingets Europaudvalg behandler i øjeblikket et forslag fra EU-Kommissionen, der vil give politiet i hele Europa nærmest ubegrænset adgang til oplysninger om flypassagerer - de såkaldte Passenger Name Record (PRN-registreringer).

Oplysningerne skal opbevares i 13 år, og Advokatrådet advarer om, at forslaget vil få langt videre konsekvenser, end det umiddelbart ser ud til.

Formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, Lars Lindhard, påpeger, at det af forslaget fremgår, at oplysningerne kun må bruges til terror eller organiseret kriminalitet:

"Men hvis det i realiteten skal gælde, må man lave regler om, at oplysningerne ikke må bruges til andre formål. Ellers er der tale om en generel indsamling af oplysninger, og det kan vi ikke lide," siger han. Forslaget lægger op til, at når en EU-borger rejser til et tredjeland, registreres 19 oplysninger som navn, adresse, destination, siddeplads samt rejsefæller i en passageroplysningsenhed, som samtlige EU-lande skal have adgang til.

Det betyder ifølge Lars Lindhard, at man kan overvåge enhver borgers færden - selv om der ikke foreligger en konkret mistanke:

"Normalt registrer vi ikke borgere uden en konkret mistanke, men det kan blive konsekvensen af dette forslag," siger han og tilføjer:

"Som forslaget er udformet, kan oplysninger fra registeret siver ud, så politiet i samtlige EU-lande kan bruge dem til hvad som helst."

Politisk betænkelighed

Ifølge Advokatrådet bør politikerne tage stilling til, hvilke formål oplysningerne må bruges til.

Og hvis ikke man vil lægge begrænsninger på politiets anvendelse af registrene, bør man gøre det klart for enhver, at deres rejseaktivitet samt rejsefæller bliver overvåget - ikke bare af danske myndigheder, men i hele EU, hvor reglerne for, hvordan sådanne oplysninger skal håndteres, er meget forskellige. Og at de indsamlede data som nævnt kan anvendes til andre formål end terrorbekæmpelse.

Aftalen lægger op til, at oplysningerne skal kunne udleveres til USA eller andre tredjelande, og samlet set skaber det betænkeligheder hos formanden for Europaudvalget, Svend Auken (S).

"Vi mener, at man skal være så tilbageholdende over for amerikanerne som muligt. De har presset meget på, for oplysninger om, hvad folk spiser, og hvor de skal bo. Hvis der foreligger en konkret mistanke, er det i orden at videregive oplysninger, men der er kedelige eksempler på, at de bliver brugt forkert," siger Auken.

Han er overordnet bekymret ved logging af disse mange data:

"Og jeg lytter gerne til argumenter, der kan gøre retssikkerheden bedre," siger han.

Heller ikke SF's medlem af Europaudvalget Anne Grete Holmgaard er spor begejstret over registreringen og den udvidede brug af data.

"PNR-registreringen er på mange måder dybt problematisk. SF er overordnet imod, og det er helt afgørende, at man får en så snæver registrering som muligt og fuldstændig klarhed over, hvad oplysningerne skal bruges til og af hvem," siger hun.

Fortrolighed

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt peger på, at bekæmpelsen af terror skal give de nødvendige beføjelser, men heller ikke flere:

"Man skal også vægte den enkeltes retssikkerhed, så oplysninger ikke kan flyde frit mellem myndigheder. Vi vil se på svaret fra Advokatrådet og drøfte det med ministeren," siger han og tilføjer:

"Hvis der er en domstolskontrol inde over, har jeg stor tiltro til systemet. Og jeg har større tillid til USA, end til en eller anden bananrepublik."

Af et notat fra Justitsministeriet fremgår det, at man ikke anser de 19 oplysninger for fortrolige.

Men heller ikke her er Advokatrådet på linje.

"Enkeltvis er oplysningerne ikke fortrolige, men hvis man stykker dem sammen, kan de fortælle ret meget," siger Lars Lindhard og peger på, at rejser, der gentages hvert år med samme destination og måske samme rejsefælle, kan tegne et billede af personlige relationer, som normalt ville anses for at være fortrolige.

Af notatet fra ministeriet fremgår det endvidere, at man fra dansk side er overordnet positiv over for oprettelsen af et europæisk PNR-system.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K), men fra ministeriet oplyser man, at ministeren foreløbig afventer høringssvarene.

Sagen forventes ikke afsluttet i europæisk regi i år, og det er ifølge Informations oplysninger endnu ikke fastsat dato for Europaudvalgets behandling af sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Resistance is futile!

Nyt slogan til Venstre:
"Venstre, ved hvor du er"